lørdag den 24. juli 2021

Træets første frugter

Magda Jensen


For fem år siden fældede jeg et stort Magda Jensen-mirabelletræ i baghaven. Det var for stort, det var for grimt, og det stod i vejen.

Men det smertede mig at fælde Magda Jensen. For træet gav godt med lækre, faste mirabeller. Det var faktisk overordentligt givende, for at sige det pænt.

Og Magda Jensen mirabellerne er i modsætning til andre mirabelle-sorter ikke melede. Så de kan både spises, som de er - eller laves til grød, saft eller syltetøj.

Derfor plantede jeg samtidig et nyt Magda Jensen i hegnet mod naboen. Det træ er nu blevet så stort, at jeg netop har høstet de første mirabeller fra det. Ikke mange, men en pæn skål blev det da til.

Det lover godt for fremtiden. Det skal nok blive godt.

Årets høst blev spist direkte fra skålen. Jeg fik reddet et par håndfulde fra til kontoret, mens resten blev fortæret af husets sportsfanatiker, som nu vil sidde klistret til fjernsynet de næste mange uger på grund af en eller anden ligegyldig turnering i Japan.

Ingen kommentarer: