Dronningen bliver forsinket

Nye tider i Grønland

Grønland skiftede i begyndelsen af november tidszone og rykkede dermed en time nærmere Danmark. Tidligere var tidsforskellen fire timer, men den er nu reduceret til tre.

Ændringen var et ønske fra erhvervslivet, der dermed fik en times længere kontortid fælles med danske virksomheder. I hverdagen betyder tidsforskellen næppe det store for den helt almindelige grønlænder – ”Benjamin og Zakæus”, der er det grønlandske svar på ”Maren i kæret”.

Men en ting står fast. Det går ud over Dronningens nytårstale, der bliver en time forsinket i Grønland. Og nytårsaften i Grønland bliver med den nye tidszone aldrig den samme, som den var en gang.

For mange er det en fast tradition at samles for at høre talen på fjernsynet, når den bliver sendt i Danmark – gerne med et lille glas, som bliver højtideligt løftet, når majestæten sender den obligatoriske hilsen til Grønland. Så retter man ryggen og glæder sig over de pæne ord. Det kommer nu til at ske kl. 15 i stedet for kl. 14.

De nye tider kommer også til at påvirke nytårsfyrværkeriet. Mange har familie og venner i Danmark – og det danske nytår bliver traditionelt fejret med et gevaldigt fyrværkeri, når rådhusklokkerne fra København ringer det nye år ind i Danmark. Hidtil er skytset fyret af klokken 20, men nu skal nytårsraketterne gemmes til kl. 21.

Det gentager sig en time senere, for der er også mange, der benytter lejligheden til at skyde det færøske nytår ind. Det sker så først klokken 22 i stedet for kl. 21, som det ellers har været en tradition i årtier.

Men på trods af de nye tider og de nye vaner ligger en ting fast. I Grønland er det først nytår kl. 24. Så skal der skydes nytår ind – for alvor. I det hele taget er man glad for fyrværkeri i Grønland – og synet af de mange raketter er et imponerende syn ikke mindst i de større byer og især i storbyen Nuuk, hvor jeg har boet i mange år.

Selv om jeg personligt ikke tør nærme mig en nytårsraket - kryster som jeg er - er nytårsaften i Nuuk et af mine kæreste minder fra de 15 år, jeg boede i Grønland – og jeg håber da, at jeg får mulighed for at opleve En grønlandsk nytårsaften mindst en gang til.

Godt nytår.

Klummen er mit bidrag til dagens udgave af Nordjyske. Jeg skrev den oprindeligt i en lidt kortere form som bagside til ugens udgave af Sermitsiaq, men har skrevet den om målrettet de danske læsere i Nordjyske-versionen.

Endnu en gang: Færdigt arbejde

Den uendelige historie

Endnu en gang er jeg blevet færdig med et projekt, der som sædvanligt voksede og blev mere bøvlet, end jeg i min lallende optimisme havde forudset.

Det begyndte for godt et års tid siden under energikrisen og de tårnhøje el.priser. Jeg havde en dør mellem spisestuen og entreen. Hvis jeg kunne lukke døren, kunne jeg sikkert spare på varmen. Men døren manglede dørhåndtag - og så var døren for resten aldrig blevet malet, da vi købte huset i 2009.

Men sidste år var der bare ikke tid til at gøre noget seriøst ved sagen, for dengang var jeg i gang med den store renovering af bryggerset.

I år var der så tid i juleferien, så jeg kiggede lidt på sagerne. Og det stod hurtigt klart, at hvis jeg malede døren, skulle der nu nok også males i entreen. Og når der nu skulle males, skulle belysningen også sættes i stand - og så videre.

Så allerede sidste fredag gik jeg i gang. Men ingenting er nemt, så jeg lagde ud i fin stil med at flække en dørkarm, da jeg skulle tage hattehylden ned. Anden juledag løb jeg tør for hvid maling til træværket. Torsdag gik det op for mig, at det nyindkøbte dørgreb ikke passede til låsekassen - og i dag var den så gal med skruemaskinen, der ikke ville, som jeg lige havde planlagt.

Men her til aften kom jeg i mål - og kan endnu en gang sige færdigt arbejde. Det ser smaddergodt ud - og jeg har også været ret omhyggelig, hvad der ellers ikke er min stærke side. Så messingkrogene på hattehylden, der angiveligt stammer fra den gamle skole på Øland, har fået en gang brasso og skinner om kap med den sol, vi ikke ser meget til i disse dage.

Desværre er der ikke tid til at hvile på laurbærrene og fejre nytår som anstændige mennesker gør det. For fredag aften gik strømmen. En tilkaldt elektriker til nattakst fandt efter en times søgen fejlen, som er fugt i det kabel, som forbinder huset og værkstedet. Jeg har fået strømmen tilbage i huset, men fejlen skal udbedres, før der igen kommer strøm på værkstedet.

Så nu kan jeg se frem til, at den næste uges tid eller to kan gå med at grave gårdspladsen op for at komme til kablet. Den havde jeg ærligt talt ikke lige set komme. Og hundedyrt bliver det sikkert også...

På plakaten

I offentlighedens søgelys

Jeg fotograferer jævnligt ved forskellige spejderbegivenheder - først og fremmest fordi jeg synes, at det er sjovt, og også fordi det er en af de måder, jeg kan gøre mig nyttig på i den bevægelse, som jeg har været aktiv i næsten hele livet. Spejderne vil gerne have medieomtale - og det går nemmere, hvis der er gode fotos.

Mit sandsynligvis bedste spejderbillede tog jeg i begyndelsen af 2016 midt i en kold februar-nat på det knaldhårde nordjyske Wasa-Wasa-løb, der i 2024 gennemføres for 75. gang den 3. og 4. februar. Billedet viser en sej spejder, der har været gennem et kloakrør, netop som han kommer ud.

Billedet er nu udkommet på en plakat, som gør reklame for jubilæumsløbet - og plakaten er da også kommet op at hænge herhjemme.

Foto: Nordjysk Spejdermuseum

I øvrigt kan en hel stribe af mine fotos fra Wasa-Wasa også ses på en udstilling midt i Aalborg i øjeblikket. Det er Nordjysk Spejdermuseum og løbs-arrangøren Jens Bang Division, der har fået lov til at låne et udstillingsvindue i Spejder Sports store vinduer på Vesteraa i Aalborgs midtby til at markere jubilæet. Selvfølgelig - for skal spejderne på natløb i begyndelsen af februar, skal grejet være i orden, så det køber de hos Spejder Sport.

Løbet blev skabt i 1949 af DDS-gruppen Hardeknuds dengang nytiltrådte tropsfører Niels Lund-Jensen, der opdagede, at spejdernes spejderkundskaber overhovedet ikke levede op til hans forventninger. Han besluttede at kaste sine spejder ud i en test af, hvad de duede til. Det blev et 30 km natløb, opkaldt efter Niels Lunds favoritbog Wasa-Wasa.

Foto: Nordjysk Spejdermuseum

Løbet er gennemført hvert år siden - bortset fra corona-årene. Det hårde løb tæller også med i spejdernes superliga-turnering, så det bør man ikke gå glip af, hvis man er konkurrence-spejder.

Jeg vil heller ikke gå glip af begivenheden, hvor jeg får lov til at være længe oppe og komme hjem og lugte af røg som en rigtig spejder. Så jeg er selvfølgelig også med, når det går løs den 3. februar om eftermiddagen.

Tak for julegaverne

Juleaften

Juleaften tilbragte jeg i det bedste selskab, jeg kender - mig selv. Det skal man ikke have ondt af, for jeg kan faktisk godt lide at være alene. Ikke at jeg sådan har selskab-fobi, men det er nemmere at slappe af, når man kun skal tænke på sig selv - og selv kan sætte dagsordenen.

Men der er selvfølgelig en udfordring med julegaverne. Så dem havde jeg selv købt - med 100 procents garanti for at få noget, der ikke skal byttes i næste uge.

Så det blev til en trappestige og food processor. Min gamle trappestige arvede jeg efter mine forældre for snart 12 år siden - og den er både rusten og vakkelvorn, så det er ikke et sekund for tidligt med en ny.

Food processoren har jeg ikke decideret brug for. Den kan ikke noget, som jeg ikke kan lave i hånden, så det er sådan en overskudsting. Velfærdssamfundet for fuld udblæsning. Men sådan en tingest er god til at lave gulerodssalat og  coleslaw i rå mængder - og jeg forudser da også, at den kan bruges til at skære kartofler i silketynde skiver til flødekartofler. Men det kan jeg nu ellers godt finde ud af som håndarbejde.

En anden fordel ved at være alene er, at man er sikker på at vinde mandelgaven. Så den kom i hus uden kamp. En kæmpepose lakridsæg. Ikke godt for blodsukkeret og blodtrykket, men hvad dælen? Det er jo kun jul en gang om året. Og nu er posen væk, så den ikke kan gøre skade de kommende dage.

Aftensmaden stod på rigtig julemad. Jeg langtidsstegte en and - 8 timer ved 100 grader og så 20 minutter på 230 grader. Jeg spiste lårene og en masse sprød skind. Resten af anden bliver til gryderet i de kommende dage.

Det er et forholdsvis stort arbejde at lave sådan en and. Men sovsen retfærdiggør det. Lavet helt fra bunden med fond og roux - og en god sjat fløde. Så kører det bare derudaf. Med lidt rødkål til. De brune kartofler sparede jeg af hensyn til kalorierne. Jeg er jo så sundhedsbevidst.

Bagefter ris á l'alamande med amerena kirsebær. Frugt og fløde. Det er også ret sundt.

For en sjælden gangs skyld så jeg fjernsyn. F for Får på Ramasjang, der i det hele taget er min yndlingskanal. En anden favorit er den klassiske musikquiz på DR2. Men juleudgaven var en genudsendelse - og så er det slet ikke sjovt at gætte med.

Så trængte jeg til at røre mig inden sengetid. Men man skal ikke overdrive, så jeg holdt mig til en køretur til Tranum Klitplantage. Det blev til sølle fire dådyr, tre rådyr og en hare undervejs. Dyrene holdt åbenbart også juleaften...

Glædelig jul

Julestatus

Glædelig jul til alle.

Årets julehilsen bliver vanen tro udgivet i allersidste øjeblik, for julen er en travl tid i min lille butik. De mange fridage gør, at aviserne mere eller mindre skal produceres på forhånd - og jeg er såmænd også godt i gang aviserne til den første uge efter nytår.

Jeg arbejder jo blandt andet for den grønlandske avis Sermitsiaq - og som alle ved, kommer julemanden fra Grønland, så julen fylder ret meget. Også her i huset, hvor den berømte grønlandske røde julestjerne - hernnhutstjernen - selvfølgelig lyser i vintermørket.

Det er noget helt særligt ved den grønlandske jul og julestjernen. Over alt i stort set hver eneste vindue i Grønland hænger julestjernen i perioden fra 1. søndag i advent og frem til helligtrekongers-dag.

Man ser også den røde julestjerne i Danmark. Som regel vidner den om, at her bor en grønlænder - eller en dansker, der mindst en gang i sit liv har holdt jul i Grønland. Jeg har selv tre stjerner - mindre kan selvfølgelig ikke gøre det her i huset.

Da Dina levede, var det især hende, der stod for juleriet i vores lille hjem, julebag, pynt og så videre. Hun er her desværre ikke mere, men jeg forsøger at holde traditionerne i hævd - og juleaften står den selvfølgelig på både and, tyk brun sovs, ris á l'amande og mandelgave, selv om jeg holder jul i majestætisk ensomhed.

Foto: Oline Olsen

Jeg fik i øvrigt en lille hilsen fra Dina i torsdags. Sådan da. Medarbejderne i Mediehuset Sermitsiaq.AG var en tur på kirkegården i Nuuk for at tænde lys for de faldne kolleger - og sørme om ikke de var søde også at tænde et lys på Dinas grav. Det er jeg meget taknemmelig for.

Jeg har i øvrigt store ambitioner for fridagene. Jeg er begyndt at male entreen. Den er ikke blevet malet i 15 år, så det er på tide. Jeg skulle også gerne få ryddet op i brændeskuret og fældet og beskåret nogle træer. Alt dette foregår, mens jeg også laver mad. Jeg multitasker, fristes jeg til at sige - hvis ikke det udtryk angiveligt er forbeholdt kvinder i vore dage.

De stramme deadlines i forbindelse med jul og nytår gælder også lokalaviserne her i Jammerbugt. Så jeg brugte lige et par timer lørdag  på et besøg og interview hos en måske og forhåbentlig kommende verdensmester i langbane-speedway. Selv om jeg jo ikke er sportsjournalist, var det spændende at møde en person, som måske kommer på alles læber i det kommende år.

En af julens faste traditioner her i huset er den årlige julehilsen til Grønland. Ikke den på DR, men de grønlandske foreningers traditionsrige fest, der i år foregik i Vejle den 9. december. Jeg var selvfølgelig med - og det blev et herligt gensyn med adskillige hundrede mennesker, som jeg har mødt undervejs. Blandt andre Ole Abrahamsen, som jeg arbejdede med i Nuup Kommunea - og som har taget fotoet nedenfor. Og Harry på billedet, som jeg i sin tid var i Sct. Georgs Gildet i Nuuk sammen med. Det er vist ganske tydeligt, at det var en god dag.

Festen i Vejle kan godt være lidt kaotisk, fordi det er mødested for gamle bekendte - i år over 1100 - og så fordi, at alle taler en babylonsk blanding af dansk og grønlandsk, Men vi forstår hinanden - og det er det væsentligste. Julehilsen til Grønland er stedet, hvor man samles om det, der er fælles - og ikke det, der skiller. Det er en helt håndgribelig udgave af julens budskab i disse urolige tider.

Med disse få, men velmente ord vil jeg ønske glædelig jul.

Foto: Ole Abrahamsen

Ris a l'amande-kage

Juleguf

For efterhånden en del år siden eksperimenterede jeg med en ris a'lamandekage, der dybest set bare er en variation af en traditionel ostekage. Men jeg blev træt af eksperimentet, der aldrig blev særlig pænt, fordi geleen på toppen blandede sig med ris a l'amanden. Det så ærlig talt lidt uappetitligt ud.

Men med tiden er jeg blevet lidt mere sikker på konditor-håndværket, så forleden skulle det være. Her er så opskriften med de små staldtips, jeg har fået samlet op undervejs siden det første forsøg for godt ti år siden.

Jeg bruger min mindste springform - 21 cm i diameter. Start med at smøre bunden og og læg konditorfolie langs ringen.

Bunden laver jeg af en håndfuld let blended havregryn, som jeg rister på en pande med 25 g smør og 25 g sukker. Det hældes ud på bunden af springformen og stampes på plads med stemplet fra en gammeldags bollesprøjte.

Så tager jeg cirka 4 dl ris a l'amande, som jeg rører sammen med 4 blade husblas smeltet i lidt fløde. Det lægges oven på bunden og glattes med en ske. Sæt det i fryseren, så det kan sætte sig, mens du laver gele til toppen.

Jeg tager lagen fra et lille glas Amarena kirsebær, som jeg varmer i en kasserolle med 1 dl kirsebærvin og 1 dl amaretto mandellikør. Tilsæt fem blade husblas og lad det køle til stuetemperatur.

Så hælder jeg cirka en dl af blandingen over den kolde ris a l'amande, som har sat sig i fryseren. Jeg gør det meget nænsomt over bagsiden af en grydeske. Tilbage i fryseren, så gelelaget kan sætte sig.

Efter et kvarters tid hælder jeg det sidste af geleen over sammen med kirsehærrene. Og så er det bare i køleskabet med kagen indtil serveringen.

Når der skal laves ris a l'amande, skal der risengrød til. Det laver jeg altid dagen i forvejen til aftensmad. Det smager for resten også godt og er meget fotogent, så det får du også et billede af.

Sermitsiaq

Hæder til kollegerne

Bloggeren i Nuuk med Sermitsiaq i baggrunden. Foto: Frank Wille

Sermitsiaq er navnet på et fjeld nær Nuuk - og så er det for resten også navnet på den grønlandske avis, som jeg arbejder for.

Avisen modtog fredag Transparency International Greenlands åbenthedspris, der er en hyldest til nogle af de mennesker, som er med til at arbejde for at gøre Grønland til et mere åbent samfund og vise, hvilke konsekvenser korruption kan have.

Det er vi - de faste medarbejdere, chefredaktør Dorthe Olsen og fastlancergruppen, som jeg tilhører - naturligvis stolte af.

"Avisen vinder prisen for deres undersøgende journalistik og artikler, der har bidraget til, at offentligheden har fået indsigt i bl.a. kvotetildelingen inden for fiskeriet og ejerforhold i mineindustrien samt andre artikler om manglende transparens i vigtige samfundsforhold", skriver Transparency International Greenland.

Organisationen skriver videre, prisen ikke gives for den enkelte gode afsløring af magtmisbrug og lukkethed, men som en anerkendelse af "det vedvarende arbejde med at skubbe på fælles holdningsændring om mere åbenhed i samfundet."

Min andel i prisen er ganske beskeden. Jeg interesserer mig mest for personlige historier - og arbejder ikke så meget med graverjournalistik og politiske skandaler, så det er især en hyldest til kollegerne, som gør det godt, og som jeg hver uge har fornøjelsen af at møde mandag og torsdag på redaktionsmøderne via internettet. Så stort tillykke til dem.

Jeg benytter så lige lejligheden til at bringe et portrætfoto fra juni, da jeg var i Nuuk sidst. Det er taget netop med Sermitsiaq i baggrunden - ikke papiravisen, ikke mediehuset, men fjeldet Sermitsiaq. For både avisen og fjeldet har fyldt og fylder meget i mit liv...

Se også her.