mandag den 29. februar 2016

Salami, salami...

Årets spegepølse

Årets spegepølse har en fin smag krydret med timian, hvidløg
 og peber, konsistensen er også i orden, og den er skærefast,
men alligevel er jeg ikke helt tilfreds med udseendet.
Spegepølsen svinder under modningen - og skindet
sidder ganske løst efter tre uger i brændeskuret.
Gustav Wincklers geniale jazz-hit "Salami" rinder mig i hu, hver gang jeg makker med spegepølse - og makker er vel nok det helt rigtige ord for det, jeg laver.

For tre år siden lavede jeg min første spegepølse. Den sad bare lige i skabet. Den havde den helt rigtige smag og den helt rigtige konsistens. Det kunne næppe blive bedre. Se billederne her.

Beruset af successen har jeg nu prøvet det et par gange, men ramme den helt igen kan jeg altså ikke. I weekenden var det atter tid til at prøvesmage en gang spegepølse, som siden røgningen for tre uger siden har hængt til modning i brændeskuret.

Smagen er OK - stærkt krydret med timian og hvidløg, der giver nogle herlige bøvser. Konsistensen er sådan set også i orden. Den er skærefast og sammenhængende,bortset fra at den virker lidt løs i kanten i den ene side, men alt i alt OK.

Den kunne altså godt være pænere...
Men, jeg er jo min egen dommer - og skal man pege fingre ad noget, så er udseendet. For den er altså ikke så flot, som den første jeg lavede.

Egentlig er det min mening at bruge spegepølserne som snacks, men denne gang er det nu nok mere en rigtig pålægspølse, jeg har fået lavet. Med remoulade og ristede løg på et stykke rugbrød fungerer den fint. For to år siden røg produktionen i skraldespanden. Det sker ikke denne gang.

Men jeg må nu nok erkende, at jeg ikke er pølsemager, men en glad amatør. Jeg skyder i blinde, så jeg må nok prøve endnu engang.

Weekendskud

Spredt fotografisk fægtning

Denne flotte næsten helt hvide musvåge fangede jeg ved Bjerget.
Det meste af weekenden er gået med drivhuset, der nu snart er klar til sæsonen. Men jeg var da lige ude at køre et par ærinder og tog kameraet med, for det var jo fint vejr til at fotografere.

Det blev ikke til systematisk fotoarbejde, men her er da et par snapshots fra weekenden, hvor naturen vågnede.
Gråandrikken får kulør i hovedet, når parringssæsonen står for døren.
Fiskehejren fisker - selv om det ser ud som om,
den bare er faldet i staver.
Sølvmåge i aftensol.
De store skalleslugere vender ryggen til fotografen.
Eftertragtet af to hunner kan denne store skalleslugerhan
se frem til en festlig parringssæson.
Stærene snakker på livet løs om morgenen.

Mere hval

Hval-ekstra...

Syn for sagen... Sådan ser et hvaløje ud - og det har intet at gøre med, 
at jeg en gang på har boet på Kvaløya i Nordnorge.
Så er pc'en oppe at køre igen - og her er et udvalg af fotos, som burde være offentliggjort allerede torsdag eftermiddag, da jeg kom hjem fra den store hval-flænsning i Blokhus...
Hvalen var sandsynligvis død af blodforgiftning eller svækkelse
 på grund af en byld. Og bylder er altså ikke sådan at spøge med
 i hvalstørrelse.
Dyrlægen fik fornøjelsen af at sætte kniven i bylden.
Forskerne fiskede et par stykker råddent kød ud af bylden.
Man kan mene, hvad man vil om det tyske sprog, men der er altså
 svung over det, når man på visitkortet kan skrive, at man
kommer fra "Stiftung Tierärztliche Hochschule Hannover,
Institur für Terrestrische und Aquatische Wildtierforschung".
Godik er Gud, som en lille spejder en gang udtrykte det.
I nødens stund er Godik nærmest. Tønder til store som små.
Hvalen målte 17,5 meter - og det var nødvendigt
med vidvinkel for at få hele dyret med.
Så er det kniven i flæsket, min ven... (Monrad og Rislund)
Så er motorhjelmen slået op... Forskeren til højre fik i øvrigt en
påtale af sikkerhedsrepræsentanten - for sådan en var
 der selvfølgelig på pladsen - for ikke at bære hjelm.
En rigtig hvalflænsekniv hører med til udstyret
 og skaber mindelser om det Moby Dick
.
Hallo, er der nogen derinde..?
Verdenspressen var selvfølgelig på plads.

lørdag den 27. februar 2016

Børge

Giftblanderen lægger op

Giftblanderen
Michael havde tilrettelagt aftenen og
 havde tid til en hyggesnak med Børge.
Fredagens sildelaugsmøde var ganske vemodigt. Efter 16 års medlemsskab har Børge besluttet at lægge op. Helbredet er ikke længere, hvad det har været, for nu at sige det lige ud.

Men det tjener til al ære, at Børge har holdt ved så længe - og det skortede ikke på pæne ord, da den flinke mand kittede ud. Børge har bestridt den ærefulde post som laugets giftblander - og har beriget mange aftener med smagsprøver på, hvad den lokale flora kan gøre i forbindelse med spiritus. Det har været en kilde til evig inspiration - ikke mindst når det har drejet sig om at vise, hvad lokale mandfolk kan gøre i forbindelse med spiritus.

Ceremonimesteren holdt en tale - og fik blandt alle Børges fortræffeligheder også nævnt, at han er en af de få, som kan smykke sig med titlen "Årets Sild". Denne hæderstitel hænger som bekendt ikke på træerne - akkurat som sild i øvrigt - og det alene gør Børge til en helt særlig hædersmand.

Børge takkede af med købesnaps. Norsk Linieakvavit helt præcist - og vi skålede aktivt og med betydelig indlevelse, uden at der dog blev brug for trillebøren til hjemtransport af faldne laugsbrødre. Men ceremonimesteren iførte sig ganske fornuftigt cykelhjelm, inden han trillede hjemefter.

Aftenens menu var tilrettelagt af Michael - og det var nærende sager med masser af fløde og rodfrugter i rigelige mængder. Forretten bestod af en glimrende flødeblendet jordskoksuppe. Hovedretten bestod af flødeforstærket sellerimos med tilhørende mørbradgryde - selvfølgelig stemt af med en forsvarlig sjat fløde.

På grund af påsken springer vi martsmødet over, men giver den til gengæld fuld gas i april, hvor der så bliver to møder. Det bliver et rigtigt spændende forår.

Børge kitter ud...
Jordskoksuppe med sprødstegt spegeskinke.
Hovedretten var mørbradgryde med sellerimos.

fredag den 26. februar 2016

Fra hvalens bug

Inside the Whale

Foto: Alexander Ringgaard
Foto: Alexander Ringgaard
Torsdag et pænt stykke tid før solopgang kørte jeg til Blokhus. Parteringen af finhvalen var alligevel så stor en begivenhed, at jeg ikke ville risikere at gå glip af noget.

Det blev en spændende formiddag i selskab med kloge og engagerede mennesker, der gik til opgaven med krum kniv. Det var selvfølgelig også i selskab med en hval, der havde været død nogle dage - og derfor så småt var begyndt at parfumere luften. Ikke voldsomt, men alligevel sådan, at odeuren sad i næsen resten af dagen.

Det var jo en obduktion - og ret tidligt var forskerne overbeviste om, at hvalen sandsynligvis var død efter følgerne af en byld på størrelse med et par fodbolde. De stak omhyggeligt hul på bylden, materien flød ud i litervis - og de fiskede et par store klumper råddent kød ud af hullet.

Det ville jeg gerne have bragt billeder af, men umiddelbart efter at jeg havde flyttet dagens 300 skud over i pc'en, blev den ramt af et totalt sammenbrud - og rigtige mænd tager som bekendt ikke sikkerhedskopier.

Naboen er nu sat på opgaven med at gendanne mine data, Jeg krydser fingre - og så lånte jeg et par fotos af knejten, der også havde været en tur forbi hvalen.
Foto: Alexander Ringgaard

tirsdag den 23. februar 2016

Så er der kød på bordet...

På hvalsafari i bilen...

En finhval er altså et ordentligt kreatur - 70 tons kød.
Da jeg kom hjem fra en tur i Aalborg tirsdag eftermiddag, lå der en besked på mailen: Der er strandet en finhval i Blokhus.

Det var næsten ikke til at se skoven for bare træer...
Og så var det jo ellers bare med at komme afsted. Allerede i Hune stod det klart, at det blev en dag af de sjældne. Der var stangkørsel fra rundkørslen og udefter - akkurat som på en varm sommerdag. Eller som Dina og jeg var enige om: Som en dag i Nuuk, når det rygtes, at der er set en isbjørn nede i Qinngorput-bugten...

Turen gik i kø ned til stranden og nordover næsten til Saltum-nedkørslen, før der var bid. Der var tæt af biler og folk stimlede sammen, som om de aldrig havde set en hval før - og det var jo nok også det, der var grunden.

Hvalen var strandet tidligere på dagen, men her ved femtiden havde Naturstyrelsen trukket den op på stranden, så den kunne besigtiges, uden at familien Danmark af den grund fik våde sokker.

Der var tale om en cirka 20 meter lang, afsjælet finhval. Den bar ikke synlige kvæstelser, så alt tyder på, at den er død en naturlig død. Den var i fin tilstand. Luften var kold, så den var ikke gået i forrådnelse - og tak for det. Havde det været 25 graders varme, havde det ikke været nogen fornøjelse af være tæt på de cirka 70 tons kød, der i så fald hurtigt ville være gået i fordærv.

Finhvalen er i øvrigt en glimrende spise. Grønland har en årlig kvote på 19 finhval. Jeg har smagt finhval flere gange - både som bøf og som gryderet. Kødet minder temmelig meget om oksekød med en let bismag hen efter lever.

Der har ikke været strandede hvaler ved Blokhus siden krigen, så alt i alt var det lidt af begivenhed. Ikke mindst for de mange børnefamilier, der i forvejen var i Blokhus på grund af ferien. Og sådan et kreatur på stranden er glimrende anskuelsesundervisning i livets forgængelighed. Folk opførte sig i øvrigt pænt og anstændigt - kun almindelig og sund nysgerrighed - og der var på intet tidspunkt tilløb til den ophidselse, som en tilsvarende begivenhed nok ville vække i de engelsktalende lande. Det tjener vores lille nation til ære i en tid, hvor det ellers er moderne at skamme sig.
Hvalens riflede bughud hedder qiporaq på grønlandsk - og betragtes af
 mange som en delikatesse. Her var der så meget, at man fristes til at
sige, at det bugter sig i bakkedal...
Hvalen øje - hvis det altså ikke var lukket - er
på størrelse med en lille håndbold.
Hvalens død kom meget belejligt for de mange
børnefamilier på vinterferie i Blokhus.
Finhvalen er en såkaldt bardehval. Barderne er lange hornplader der er
trævlede i den ene side. Trævlerne bruges til at si fisk og anden
næring fra havvandet.På billedet her ses trævlerne ganske tydeligt.
Qiporaq i aftenrøde på stranden ved Blokhus.
Folk strømmede til stranden som på en sommerdag. En af mine
grønlandske venner skrev på Facebook, at det var første gang
 i hans liv, at han havde været på hvalsafari i bil...

søndag den 21. februar 2016

Fornemmelser for forår

Forårsoprydning i drivhuset

Foråret begyndte i weekenden. Det har jeg besluttet. Færdig. Punktum.

I hvert fald tog jeg hul på udesæsonen i weekenden. Årets første opgave bliver at få sat skik på drivhuset.

Det er en større opgave, for jeg benytter lejligheden til at ændre lidt på indretningen. Men allerførst skal gulvet op.

Da jeg for to år siden lagde gulv i drivhuset, var jeg ikke helt opmærksom på, at drivhusets fundament ikke er i vater - og derfor har gulvet været en smule skævt. Ikke så meget at det ikke kunne bruges, men rent æstetisk generede det mig. Så altså op med gulvet og ud med det gamle arbejdsbord, som jeg selv lavede, da vi flyttede ind.

Arbejdsbordet og den tilhørende hyldeplads har vi ikke rigtig brug for længere, da drivhuset er gået fra at være et egentlig produktionsdrivhus til mere at være et lysthus, som kan forlænge udesæsonen.
De seneste år har vi med rimelig succes dyrket tomater på friland, så i dag bliver drivhuset kun brugt til vindruer og lidt agurker. Hyldepladsen er også overflødig, da der er plads både i røgeriet og på loftet i grillhytten.

Jeg håber, at operationen er hurtigt overstået, men klog af skade vil jeg ikke love noget som helst. Men solen er begyndt at varme, erantis og vintergækker står i fuldt flor og inden længe følger krokus og påskeliljer.

Dagen er tiltaget med næsten tre en halv time, så det går helt bestemt den rigtige vej.

onsdag den 17. februar 2016

Rådyr

Dyreidyl i februar


Vi ser mange rådyr i øjeblikket.

Dyrene går i små flokke på markerne og søger efter føde. Brunsttidens territorialhævdelse er for længst forbi. Alt ånder fred og idyl, inden rålammene melder deres ankomst i slutningen af foråret, og flokkene går i opløsning.

Jeg løb i dag ind i en flok på fem rådyr, der gik og græssede lidt længere nede ad Nørremarksvej. Det er et sted med smalle markstriber og læhegn gemt inde mellem større beplantninger. Sådan en mosaik er det ideelle terræn for rådyr, hvor de hurtigt kan søge ly, hvis der dukker trusler op - for eksempel en tosse med et kamera. Men i dag var dyrene nu til at snakke med - på god afstand.

Fiskehejrerne

En imponerende grillkylling


I øjeblikket kan der være op imod 100 fiskehejrer nede ved dæmningen.

Det er et imponerende skue, for selv om en fiskehejre ikke vejer meget mere end en grillkylling er den cirka en meter høje fugl med et vingefang på 175 cm en ganske stor fugl - og det ser flot ud, når den sådan slår ud med vingerne og går i luften.

Desværre er det også den situation, man oftest ser, for fiskehejrene her i området er vilde fugle, som er temmelig sky - og som bestemt ikke lader menneskene komme nær i modsætning til de nærmest håndtamme hejrer, der lever i blandt andet søerne i København. Det er derfor også lidt af en udfordring, hvis man vil have ordentlige fotos af flotte fugl.

Lørdag morgen havde jeg bare sat mig for, at nu skulle det være - og det lykkedes mig faktisk at tage mine - efter egen beskedne mening - to bedste hejrefotos nogensinde.

søndag den 14. februar 2016

Lidt mere Wasa Wasa

Færdigt album


Forrige weekend gennemfotograferede jeg jo Wasa Wasa - verdens måske hårdeste spejderløb.

I den forløbne uge har jeg sorteret billederne og redigeret nogle af dem. Alle billederne - de brugbare - er nu samlet i et album, som kan ses i dette album på min hjemmeside: Wasa Wasa 2016.

lørdag den 13. februar 2016

Skidegodt, Egon

Jeg har en plan...

Egon gør kål på
køkkenskabet fra Franz Jäger.
Adamski og jeg har jo en fælles passion for Olsenbanden. Denne perle i den danske filmskat er en kilde til stadig morskab og underholdning på et højt niveau.

Derfor var der heller ingen tvivl i Adams sind, da skolen skulle fejre fastelavn. Adam havde en plan, så han mødte selvfølgelig op som mesteren himself, Egon Olsen. Og som man kan se på billedet, kan han rollen helt ud til gummihandske-beklædte fingerspidser.

Billedet er taget af mormor fredag eftermiddag, for mormor skulle selvfølgelig være med til den store begivenhed. Imens passer jeg så det lille hus på Øland på rigtig græsenkemaner - helt uden Yvonne-logik.

Skidegodt, Adam.

onsdag den 10. februar 2016

Sangsvaner på vinterkost

Syngende vintergæster

Sangsvanen yngler normalt i Nordskandinavien og Sibirien, men trækker hvert år sydpå i vinterperioden.

Nordjylland er et af de foretrukne vintermål for denne storskrydende sanger, der tydeligt høres, når den flyver over det lille hus på Øland. Rundt omkring på markerne fornøjer sangsvanerne sig med vintersæden - byg og raps. Sangsvanen er let genkendelig på sit gule næb. Vore egne knopsvaner har orange næb - og er forresten også en lille smule større.

De græssende sangsvaner er et imponerende syn. Der kan være tusindvis i flokkene, men mindre kan også gøre det. Her er en lille flok, som jeg passerede ved Kytterne.