Så er der kød på bordet...

På hvalsafari i bilen...

En finhval er altså et ordentligt kreatur - 70 tons kød.

Da jeg kom hjem fra en tur i Aalborg tirsdag eftermiddag, lå der en besked på mailen: Der er strandet en finhval i Blokhus.

Det var næsten ikke til at se skoven for bare træer...

Og så var det jo ellers bare med at komme afsted. Allerede i Hune stod det klart, at det blev en dag af de sjældne. Der var stangkørsel fra rundkørslen og udefter - akkurat som på en varm sommerdag. Eller som Dina og jeg var enige om: Som en dag i Nuuk, når det rygtes, at der er set en isbjørn nede i Qinngorput-bugten...

Turen gik i kø ned til stranden og nordover næsten til Saltum-nedkørslen, før der var bid. Der var tæt af biler og folk stimlede sammen, som om de aldrig havde set en hval før - og det var jo nok også det, der var grunden.

Hvalen var strandet tidligere på dagen, men her ved femtiden havde Naturstyrelsen trukket den op på stranden, så den kunne besigtiges, uden at familien Danmark af den grund fik våde sokker.

Der var tale om en cirka 20 meter lang, afsjælet finhval. Den bar ikke synlige kvæstelser, så alt tyder på, at den er død en naturlig død. Den var i fin tilstand. Luften var kold, så den var ikke gået i forrådnelse - og tak for det. Havde det været 25 graders varme, havde det ikke været nogen fornøjelse af være tæt på de cirka 70 tons kød, der i så fald hurtigt ville være gået i fordærv.

Finhvalen er i øvrigt en glimrende spise. Grønland har en årlig kvote på 19 finhval. Jeg har smagt finhval flere gange - både som bøf og som gryderet. Kødet minder temmelig meget om oksekød med en let bismag hen efter lever.

Der har ikke været strandede hvaler ved Blokhus siden krigen, så alt i alt var det lidt af begivenhed. Ikke mindst for de mange børnefamilier, der i forvejen var i Blokhus på grund af ferien. Og sådan et kreatur på stranden er glimrende anskuelsesundervisning i livets forgængelighed. Folk opførte sig i øvrigt pænt og anstændigt - kun almindelig og sund nysgerrighed - og der var på intet tidspunkt tilløb til den ophidselse, som en tilsvarende begivenhed nok ville vække i de engelsktalende lande. Det tjener vores lille nation til ære i en tid, hvor det ellers er moderne at skamme sig.

Hvalens riflede bughud hedder qiporaq på grønlandsk - og betragtes af
 mange som en delikatesse. Her var der så meget, at man fristes til at
sige, at det bugter sig i bakkedal...

Hvalen øje - hvis det altså ikke var lukket - er
på størrelse med en lille håndbold.

Hvalens død kom meget belejligt for de mange
børnefamilier på vinterferie i Blokhus.

Finhvalen er en såkaldt bardehval. Barderne er lange hornplader der er
trævlede i den ene side. Trævlerne bruges til at si fisk og anden
næring fra havvandet.På billedet her ses trævlerne ganske tydeligt.

Qiporaq i aftenrøde på stranden ved Blokhus.

Folk strømmede til stranden som på en sommerdag. En af mine
grønlandske venner skrev på Facebook, at det var første gang
 i hans liv, at han havde været på hvalsafari i bil...