Gavebørn

Vi kan lære af Grønland

Grønland har løsningen på "rugemor"-problematikken.

For nylig blussede debatten om rugemødre op igen, fordi en mere driftig en af slagsen snød det forældrepar, der ellers havde betalt til undfangelsen og var blevet lovet afkommet. Det var en trist historie om, hvor lavt mennesker kan synke for ussel mammon.

Det er også endnu en brik til et billede af et samfund, der er i moralsk opløsning – og hvor mange mennesker får sværere og sværere ved at trække grænserne. Omvendt er det vel også en smule naivt at betale til en vildtfremmed  kvinde – og så tro, at vedkommende udleverer sit barn efter fødslen.

Den slags sager dukker op med jævne mellemrum – og fordi der er økonomi mellem parterne byder debatten på svære etiske overvejelser, som jeg ikke har et helt afklaret forhold til. Blot kan jeg konstatere, at det i den sammenhæng – som i alle livets forhold – bliver svært, når der er penge mellem parterne.

Men det behøver slet ikke være så svært: I Grønland har man i mange år haft begrebet ”gavebørn”.

Det er en gammel tradition, hvor en nærtstående slægtning forærer et barn til en anden. For eksempel en søster, der føder et barn og så forærer det til sin barnløse søster. Systemet fungerer i øvrigt også, når uheldet er ude – og en pige, der er blevet gravid ved et uheld, vælger allerede fra fødslen af at overdrage barnet til en slægtning.

Barnet bliver i familien. Der er ikke noget hemmelighedskræmmeri, og alle er åbne om det – og alle glæder sig over den lille ny, der får en god opvækst i trygge omgivelser i en lykkelig familie.

Jeg har boet en del år i Grønland og stødt på gavebørn og deres familier med jævne mellemrum. Det ser ud til at fungere godt – og jeg har aldrig hørt om tilfælde, hvor det har givet anledning til alvorlige problemer.

Traditionen har sin rod i et samfund, hvor slægt og familie generelt har en større betydning end i det danske samfund – og hvor alle i øvrigt er meget glade for børn i al almindelighed.

Sidste år mødte jeg en jævnaldrende grønlænder, som jeg ikke havde set i en årrække. Han kom gående med en lille dreng i hånden – og sådan lidt friskfyragtigt sagde jeg: - Nå, der er nok stadig skud i bøssen?

Det var nu ikke tilfældet, men han havde fået ny kone – og de kunne ikke få børn sammen. Så var der en kusine i konens familie, der er i meget ung alder var blevet gravid – og efter lidt snak frem og tilbage var man så blevet enig om, at det det nok var bedste, at min kammerat og konen fik barnet.

Gavebørn er en gammel tradition i det grønlandske samfund, som tidligere blev klaret uden det store papirnusseri. Sådan går det ikke i vore dage, hvor der formelt er tale om en adoption – men stadig er en adoption i Grønland mellem familiemedlemmer en forholdsvis ukompliceret sag.

I øvrigt kan jeg ikke lade være med at dvæle lidt ved ordvalget. I Danmark taler vi om rugemødre, og i Grønland taler man om gavebørn. Det giver en forskel – og jeg synes, at det er smukt, at man tager sit udgangspunkt i barnet frem for moderen, når man sætter ord på fænomenet.

Historien er en endnu et eksempel på, at vi danskere kan lære af Grønland – i stedet for bare hele tiden at fortælle grønlænderne, hvordan man skal indrette sig. Og såmænd også et eksempel på, at familien er et godt værn mod det moralske forfald, der ellers præger det danske samfund.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 18. januar 2019

De små ting

Mod lysere tider

Vi har endnu ikke haft rigtigt vintervejr, så der er grøde i forårsbebuderne derude i haven.

I weekendens løb er erantisserne rigtig begyndt at rykke - og netop den blomst er jeg ret pjattet med.

Men derfor er der nu ingen grund til at være en lalleglad jubel-optimist. For vi ved det godt. Det er det samme år efter år. Foråret begynder altid i december - og på et eller andet tidspunkt, når vi mærker lyset så småt begynde igen, slår fimbullen til.

Sådan vil det sikkert også gå i år. Det er alt for tidligt at tro på det, og meteorologerne lover da også gedigent vintervejr de kommende uger.

Men jeg bliver nu så glad alligevel, når erantis-blomsterne spirer. Det er faktisk sket på kun to dage, mens vintergækker og krokus har været undervejs i en måned. Men nu blomstrer de. Så længe det varer, inden urt og busk står i skjul.

Dagen er nu tiltaget med 39 minutter. Nu begynder det at gå stærkt med en tre til fire minutter i døgnet. Så det bliver godt nok svært at bevare pessimismen....

Søndagsfoto

Ikke de store sager

Vejret var imod, men jeg måtte simpelthen ud med kameraet en tur. Så her er et par søndagsbilleder fra en tur rundt i distriktet:

Attrup Havn, Gjøl City og Udkigstårnet ved Dæmningen...

Foragt for TV-seerne

Slendrian og sjusk på TV2

Boeing 737 fra Jettime i Narsarsuaq. Denne flytype kan ikke
lande i Nuuk, og det var derfor forkert, at TV2 brugte billeder fra flyet,
da man ville fortælle om Rosas flyvetur fra Nuuk til Narsarsuaq.

Det er efterhånden nogle år siden, at jeg sidst har været ude med riven efter de danske mediers dækning af Grønland. Det er blevet bedre og mere seriøst, selv om der stadig kan være problemer med udtalen af visse grønlandske fænomener og især stednavne.

Perioden op til årsskiftet bød på to TV-serier i to afsnit på TV2. Den første handlede om Jytte Refsgaard, der forsvandt sporløst på Thulebasen i 1977. Det er et virkeligt mysterium, som nok var et par tv-programmer værd - og jeg satte mig forventningsfuldt foran skærmen. Der kom nu ikke noget nyt ud af det - og jeg synes måske nok, at programmet var lidt langsommeligt. Men det værste var nu billederne, der skulle støtte det dokumentariske i programmerne.

Jeg har aldrig været på Thule Air Base, men syntes på en eller anden måde, at lokaliteterne virkede bekendt - og ved programmets afslutning blev det også afsløret, at alle optagelserne var lavet i Kangerlussuaq på den tidligere amerikanske base Sondrestrom.

Jeg er godt klar over, at det er dyrt at sende et helt TV-hold til Thule, men det er altså at drive gæk med seerne - som om det ene sted kan være lige så godt som det andet, når vi snakker Grønland.

Det kan det altså ikke, for både flora og topografi er meget forskellig i henholdsvis Nordgrønland og Vestgrønland. Så jeg blev skuffet, meget skuffet. Jeg synes, at det udtrykker foragt for både seerne og Grønland, når man ikke gider bruge de ægte locations.

Bedre blev det ikke i serien om Rosa, der var på jagt efter sin grønlandske far. Igen to meget lange programmer uden særlig fremdrift - og igen fusk med billedsiden.

På et tidspunkt skal Rosa flyve fra Nuuk til Qaqortoq. Det illustreres med et billede af hende og datteren i en flyvemaskine. Men ud af vinduet kan man skimte flyets winglet, det tydeligt viser, at flyet er fra Jettime og ikke Air Greenland. Det er i øvrigt også tydeligt, at flyet er en Boeing 737 med en 2x3 sædekonfiguration i modsætning til 2x2 konfigurationen i Air Greenlands Dash-8.

Jeg gætter på, at det viste billede stammer fra hjemturen til København fra Narsarsuaq, hvor Jettime flyver i wetlease for Air Greenland.

På mig virker dette billedsjusk forstyrrende - og jeg kan ikke opfatte det som andet, end at man på TV2 tænker, at det nok går an - for de dumme seere ved jo alligevel ikke, hvordan der ser ud i Grønland.

Danmarks bedste suppemagere

Store ord

Store ord i januar.

Selv om vi bor i Nordjylland, har Peter, der er pedel i Øland Medborgerhus, aldrig været bange for at smøre tykt på. Han evner at bruge store ord - og det er vel ikke så ringe...

Helge og Gert var min trofaste styrmænd...

Alligevel blev jeg lidt rød i hovedet, da jeg søndag morgen mødte i det gamle skolekøkken for at lave 90 liter karrysuppe for den lokale spejdergruppe. "Velkommen til Danmarks bedste suppemagere", stod der med kridt på tavlen. Store ord i januar...

Sammen med et par af gildebrødrene fra Aalborg havde jeg lovet at hjælpe den lokale spejdergruppe med forplejningen til deltagerne i et motionsløb i skoven. Som gamle - eller i det mindste voksne - spejdere, hjælper vi gerne til, når spejderne beder om hjælp. Det gør vi - og det behøver vi slet ikke skamros for at gøre - for vi hylder mottoet "En gang spejder, altid spejder".

Diner transportable på Ølandsk.

Det var andet år i træk, vi stod for opgaven, så en vis rutine er ved at have indfundet sig - og det hele var godt forberedt. Så selv om ordren i år lød på hele 90 liter karrysuppe mod 80 liter sidste gang, klarede vi opgaven i god ro og orden på en time mindre end sidste år.

På tre timer forvandlede vi 60 liter hønsekødssuppe, 10 liter hjemmelavet karrysauce, seks liter fløde, seks liter kokosmælk,12 dåser ananas og en kasse nudler til den velkendte,velsmagende og velnærende karrysuppe, som vi kan forstå, at løberne holder af.

Færdigt arbejde...

Det er faktisk ikke så svært - og det gør os næppe til Danmarks bedste suppemagere, selv om jeg beskedent indrømmer, at den nu ikke er så vag, den karrysuppe...

Drømmehejren

Hug

Der er den seneste tid jævnligt observeret sølvhejrer ved Ulvedybet, så da lørdagen bød på klart vejr og vindstille, tog jeg et par timer med kameraet for måske at få sølvhejrerne på kortet.

Det lykkedes nu ikke, men i en halv times tid havde jeg godt udsyn til en fiskehejre på fangst, så jeg koncentrerede mig om at prøve at ramme det splitsekund, hvor den hugger til efter hundestejlen, eller hvad det lave vand ellers byder på.

Det lykkedes ganske pænt til sidst, men forude lå altså også over 100 forgæves skud.

Den spejlblanke vandoverflade lokkede i øvrigt til andre ting. Blandt andet gumpen af en stor skallesluger. Måske ikke det perfekte fuglebillede, men flot er det...

Billederne er klikbare!

Meteorjagt

By night

Natten til fredag var jeg på meteorjagt. Målet var Kvadrantiderne, en kort, men meget intens meteorsværm, der optræder hvert år natten mellem den 3. og 4. januar, hvor man inden for seks timer kan forvente cirka 120 stjerneskud i timen. Og med månen i næsten næ var der chancen for nogle meget spektakulære fotos.

Desværre kom der ingen bjørn ud af det skind. Et tyndt skydække ødelagde festen, men jeg håbede til det sidste og var først hjemme igen ved sekstiden - med frisk morgenbrød fra bageren i Halvrimmen, men ingen billeder af stjerneskud.

Tiden skulle jo bruges til noget fornuftigt, så det blev alligevel til et par billeder med nattestemning på Ølands-dæmningen. Her kan man tydeligt se det enorme lyshav fra både Aalborg og også de andre mindre byer i omegnen. Lysforurening kan det vel kaldes - uden at overdrive.

Der var også et par bilister på Thistedvejen, der fik sig en slem forskrækkelse, da jeg stod i vejsiden med kamera-stativet. Det har sikkert lignet en fartkontrol, så der var da et par stykker, der fik lettet foderen fra speederen. Så lidt kom der da ud af det - og så et flot langtidseksponeret foto af baglygterne.

En ordentlig blæser

Han Herred på en nytårsdag

Meget tyder på, at 2019 bliver et ganske hæsblæsende år, for vi trådte i hvert fald ind i året med en ordentlig blæser på - sådan rent vejrmæssigt.

En rask lille vinterstorm hev og sled i træerne nytårsnat, og det var ikke meget bedre, da dagen dæmrede. Egentlig kunne jeg godt have ønsket mig lidt tømmermand af den sædvanlige krasbørstige slags, for ærlig talt var det ikke vejr til andet end at ligge under dynen.

Men det havde jeg for meget energi til, så det blev i stedet til en ordentlig søndagstur, selv om det var tirsdag. Fruen blev parkeret på passagersædet, og så gik turen rundt i distriktet. Måske var der et åbent ishus et sted, mente den skønne.

Sådan gik det nu ikke, men solen skinnede - og så længe man holdt sig inde i bilen, var vejret nu ganske sympatisk. Det blev blandt andet til Fosdalen og Slettestrand - og ikke mindst et kig på det store, brusende Vesterhav.

Vi kunne heller ikke dy os for et lille smut til Svinkløv for at se, hvordan det går med Svinkløv Badehotel, der er ved at blive genopført efter branden. Den ide var vi nu ikke ene om. Det blev nærmest til stangkørsel blandt nysgerrige nordjyder ad den smalle vej mellem Slettestrand og Svinkløv.

Det er i øvrigt fortsat uvist, hvornår det berømte hotel genåbner. Udvendigt er man langt, men indendørs er er langt igen, så værtsparret meddeler i deres julehilsen, at der fortsat ikke er sat dato på åbningen.

Nytår med udsigt

Lækker nytårsmenu

Så blev det atter en gang nytår på den lille ø - og som det efterhånden er en tradition, kom vi ind i det nye år i selskab med Sanne og Jørn.

Det var hyggeligt og ganske fredeligt - når vi lige ser bort fra, at Sanne insisterede på at hoppe ind i det nye år fra sofaen. Rent kunstnerisk måske ikke den helt store præstation, men ganske flot, akrobatisk og nærmest glidende...

Sanne sprang ind i det nye år
med en glidende takling.

Jørn og Sanne bor i øvrigt perfekt til sådan en aften. Både fra haven og det nybyggede orangeri er der en betagende udsigt til Gjøl, Aalborg og Nibe. Så vi lod aalborgenserne bruge alle deres penge på fyrværkeri, nød synet og glædede os ved tanken om, at hvad der er sparet, det er tjent.

For en gangs skyld stod jeg ikke i køkkenet nytårsaftensdag. Det klarede Sanne og Jørn glimrende selv, så mit beskedne bidrag til aftenen var vinene. Det vender vi tilbage til.

Vi lagde ud med Dronningens nytårstale og et glas champagne, inden vi gik til bords, hvor Sanne bød på en tallerken med hapsere af overvejende marin oprindelse. Der var laks, rejer og tun-mousse lækkert arrangeret på bunde af blandt andet små peberfrugter og en kurv af rösti.

Det var også Sanne, der stod for aftenens anden servering, der var en farvestrålende hokkaido-suppe med pommes frites-formede croutoner og en scoobi-doopi-doo-dip.

Herefter tog Jørn over og serverede en smørmør oksemedaljon med rødvins-glace, rodfrugter og Pommes Anne - selvfølgelig anrettet som en helt tårn med papirstynde kartoffelskiver. Helt i gennem klassisk nytårsmad efter bogen og i de bedste dansk-franske traditioner. En undersøgelse sidste år viste, at syv ud af ti danskere har rødt oksekød på tallerkenen nytårsaften. De hurtige og heldige - som os - får oksemørbrad, men slagterierne kan ikke følge med på det lækre kød, så de langsomme må nøjes med lækkerier som culotte, ribeye og højreb, fortæller DR.

Aftenens dessert var en sorbet-anretning med tre forskellige sorbeter og eksotiske frugter. Jørn laver altid nogle fantastiske sorbeter, men det helt store hit var nu den dragefrugt, som Sanne havde fundet i Rema. Vi har alle fire rejst en del i Kina - og for mit eget vedkommende faktisk to gange fejret nytår i Riget i Midten, så dragefrugten var en god anledning til at genopfriske et par historier. Dog undlod jeg at fortælle om den nytårsaften, hvor jeg rystede karaoke-miljøet i Beijing ved at optræde som Sinatra med My Way...

Som sædvanligt havde Jørn, der bærer efternavnet Bager, komponeret en imponerende kransekage, der i år var formet som en spand fyldt med alt det, som et overflødighedshorn nu skal indeholde.

Alt i alt en mindeværdig aften, som Dina og jeg på denne måde vil sige mange tak for.

Aftenens vine var til Dronningens nytårstale en Pommery Champagne Brut Royal - i øvrigt den sidste af et parti, som jeg scorede billigt, da Metro i sin tid lukkede sine danske butikker.Til forretten stod den på en klassiker i det lille hus på Øland - en Alsace-riesling fra Cave de Ribeauvillé, suppen blev ledsaget af en gewürtztraminer fra Helfrich - ligeledes i Alsace, og til hovedretten stod den på en cabernet sauvignon fra Beringer i Californien - en ganske raffineret og elegant rødvin, som efter min mening er noget af det bedste, man kan få fra et område, der i den store offentlighed mest er kendt for de ofte ret brutale zinfandel-vine.

Rent vinmæssigt var desserten lidt af en udfordring, og jeg vaklede mellem flere muligheder. Jeg endte på en Brachetto d'Acqui - en rød mousserende dessertvin fra Norditalien. Den er behersket i sødmen og har en god syre, der viste sig at stå fint til den lidt sammensatte desserttallerken. Vi sluttede aftenens vinøse rundrejse i Spanien med en cava - sec fra Codorniu - til kransekagen og den betagende udsigt ud over Limfjordens bredder...

Og så skal lige til sidst også lyde et ønske om et godt nytår til alle bloggens læsere.

Noas dag

Ikke Sankt Hans

Det ligner næsten en tanke, når Midsommervisen begynder med ordene:

Vi elsker vor land,
når den signede jul
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje...

I hvert fald gik tankerne til Sankt Hans lørdag eftermiddag - den 29. december - da jeg sad ved bålet i haven i silende regn. Det var bare ikke Sankt Hans dag, snarere tværtimod. Dagen er opkaldt efter Noa - og det var måske derfor, regnen silede ned.

Anledningen var dog hverken midvinter eller vintersolhverv, men ganske prosaisk. Juledag fældede vi det store lærketræ - og jeg har nogle store kvasdynger med grenene fra træet, der bare skal brændes af. Jo hurtigere, jo bedre.

Så fridagen blev benyttet til at rydde op efter træfældningen, selv om det regnede. Nu er jeg jo heldigvis spejder, så det volder mig ikke problemer at tænde bål i regnvejr. Og det er også så heldigt, at lærketræ indeholder store mængder harpiks, som gør træet letantændeligt, selv om det er frisk.

Harpiks (C10H18O) adskiller sig fra terpentin (C10H18) med et enkelt iltatom, så det er faktisk et temmelig potent brændbart opløsningsmiddel, og da først bålet var tændt, gik det lystigt i mindre bidder.

Jeg slap af med over halvdelen af grenene, men da vinden lagde sig ved 15-tiden var jeg nødt til at stoppe på grund af røgen. De første par timer var der let vestenvind, og røgen gik ud over det åbne land, men da vinden lagde sig, valgte jeg at stoppe for ikke at genere naboerne mere end højst nødvendigt.

Det var på trods af regnen forholdsvist hyggeligt arbejde, hvor jeg med jævne mellemrum fodrede bålet, men ellers sad i tørvejr med min kaffe i bålhytten. Frisk luft og bål er en sand fornøjelse for en gammel spejder...

Søndag og mandag står den på arbejde som vinmand i Bilka, så det bliver først en gang til næste år, at jeg bliver færdig med oprydningen efter julens træfældningsprojekt.