Den ny åldermand er ålright

Sild og ål

Øland Sildelaug har fået ny oldermand. Efter seks år på posten har Michael Christiansen besluttet at give posten videre til Palle Strandgaard - og da den slags beslutninger i sildelauget ene og alene er oldermandens, var valget ikke til debat, så det skete naturligvis med akklamation på årets første møde fredag aften.

De to herrer har begge en fortid i forsvaret, så vagtafløsningen skete naturligvis med fuld militær honnør. Michael overrakte fanen, som i den aktuelle sammenhæng er en dirigentklokke, til Palle, mens svendene stod ret under den højtidelige ceremoni.

Men den slags gøgl kan man ikke leve af, så umiddelbart efter vagtskiftet gik alle i gang med at forberede aftenens måltid under ledelse af den nyudnævnte oldermand med god hjælp fra Ole. Det handler om at gøre sig populær fra første færd, så oldermanden havde bestemt, at aftenens menu skulle være stegte ål med en sildemad til forret.

Ole er laugets åleekspert, så han styrede med blid hånd forberedelserne til det måltid, som alle så frem til. Han havde flået ålene hjemmefra, så det var en forholdsvis overskuelig opgave at tilberede dem efter nøjagtig 21 minutters ophold i en veldefineret saltlage. De blev stegt i smør - rigeligt med smør, selvfølgelig.

Der skulle også lige være tid til at smage giftblanderens nyeste fluidum - og her var der reminiscenser fra julen. Giftblanderen havde fået den geniale ide at overhælde overskuddet af brunkager med vodka - og lade hele herligheden trække i tre dage. Det smagte af jul - ret voldsomt endda - men årstiden til trods forsvandt julesnapsen som dug fra solen. Et smukt indfald, indrømmer skriverkarlen.

Måltidet blev indledt med spegesild - på rugbrød og krydderfedt og flot anrettet, som kun sildebrødrene kan gøre det. Behørigt skyllet ned med et udvalg af snapse - både fædrelandets velkendte Røde Aalborg, svenske O.P. Anderson og så en lille ny benævnt Fad, som er lagret på sherryfade og spædet op med rom. Den duftede af vanilje og tåler næppe sammenligning med en god, gammel Rød Aalborg. Men sådan må det jo være i et sildelaug, hvor oldermanden kalder sig konservativ, men som det er velkendt i dagens politik, skal den slags etiketter jo ikke tages alvorligt.

De nymodens påfund gik også igen i dagens hovedret, for ålene blev serveret med persillesauce og ikke stuvede kartofler, som den gode danske tradition ellers byder.

Men ålene var i orden. Af lokal proveniens fra bredningen ved dæmningen. Her kan man virkelig tale om kortrejst mad, som er en af tidens voldsomme tendenser i den kulinariske verden. Det smagte herligt og der blev spist op - rub og stub - otte kilo ål til 15 mand.

De dygtigste nåede to gange rundt om tallerkenen med benene, men mindre kunne nu også gøre det.

Mætte og tilfredse kunne laugsbrødrene konstatere, at den ny ålderman er ålright.

Mr. Sermitsiaq siger farvel

Pressehistorie

Fra chefredaktørskiftet sidste år. Foto: Leiff Josefsen

En æra i grønlandsk pressehistorie slutter i dag, fredag, når Poul Krarup i eftermiddag afleverer nøglerne til Sermitsiaq og går på pension. Det sker efter 36 års ansættelse, heraf de 32 år som chefredaktør for avisen og 27 år som direktør for mediehuset.

Poul Krarup har mere end nogen anden tegnet avisen, der i dag er Grønlands førende trykte avis – og i øvrigt modermediet til internetavisen Sermitsiaq.AG, der er Grønlands meste læste internetsite. Alt sammen i Mediehuset Sermitsiaq.AG, der for resten også er Poul Krarups fortjeneste.

Krarup kom til Grønland - for næsten 40 år siden i 1983 – sammen med sin daværende kone, der skulle være tandlæge i Qasigiannguit. I bagagen var der nogle års journalistisk erfaring fra Kalundborg Folkeblad og bladet Danske kommuner samt et hovedfag fra Københavns Universitet i historie og bifagsstudier i spansk og samfundsfag. I studietiden havde Poul Krarup rejst en del i Sydamerika og var blandt andet i Chile under Allende-styret.

– Vi kom til Qasigiannguit og oplevede nok min bedste tid i Grønland med jollefiskeri og fangst. Jeg var i lære og byggede hundeslæde og lærte at køre med hunde fra første vinter. Som journalist var det vigtigt for mig at lære Grønland at kende fra bunden. Dengang var der havis, så jeg fangede selv alt, hvad 12 hunde skulle spise.

– Højdepunktet var flere reportageture på Ilulissat isfjord, hvor jeg kørte på hundeslæde fra Qasigiannguit. Men ellers var der jolleture rundt i hele bugten om sommeren og Aasivik syd for Aasiaat.

– Jeg leverede lidt freelanceartikler til Politiken, JP og Ritzau. Min største historie handlede om en fisker fra Akunaaq, der havde set, hvad han mente var periskopet fra en ubåd. Det blev selvfølgelig udråbt til at være en russisk ubåd og historien gik rundt.

– Men mest arbejdede jeg for Radioavisen og AG her i landet. Gode lokalhistorier, sendt på telex enten fra kommunekontoret eller fra sygehuset, så det endte med, at jeg blev ansat af AG for at dække Disko-bugten.

– I foråret 1986 kom jeg til Radioavisen i Nuuk, men det holdt nu kort tid, for allerede om efteråret blev jeg ansat på Sermitsiaq – og har været her siden. Samtidig lavede jeg et erhvervsblad for arbejdsgiverforeningen, som siden blev et uafhængigt erhvervstillæg til Sermitsiaq, så vi også kunne være kritiske over for erhvervslivet, ligesom jeg i flere år var Ritzaus faste mand i Grønland.

– 1. januar 1990 blev jeg ansat som chefredaktør og direktør efter den navnkundige Hagen Højer Christensen og har været med til at styre virksomheden gennem hele omlægningen til ny teknik, digitalisering og skærmombrydning.

– Jeg var også med, da Sermitsiaq i 2010 fusionerede med AG og skabte det nuværende bladhus. Medierne var i krise dengang – og jeg er overbevist om, at fusionen er skyld i, at vi dag fortsat har en fri, uafhængig, privat presse, som ikke lever på politikernes nåde. Der var stor modstand mod projektet fra mange sider, men det er blevet en succes og har sikret fortsat udgivelse af to uafhængige printaviser og et uafhængigt netmedie. Det er nok det største aftryk, jeg har sat i Grønlands pressehistorie.

Poul Krarup blev udnævnt som direktør for det nye mediehus. En post, som han bestred frem til 2017 og overlod posten til Christian Schultz-Lorentzen, der har ført projektet videre med stor succes. Herefter fulgte yderligere nogle år som chefredaktør på Sermitsiaq, indtil han sidste år gav stafetten videre til Sermitsiaqs nuværende chefredaktør Dorthe Olsen.

Siden chefredaktørskiftet har Poul Krarup arbejdet på Sermitsiaq som journalist – og det er altså slut i dag.

I næste uge går turen mod Danmark og sommerhuset, der er blevet til helårsbolig, I Odsherred med skov og strand sammen med Esther Hammeken, som Poul Krarup mødte i 1993, efter at hans første kone var rejst fra Grønland. De to har siden dannet par og har sammen sønnen Benjamin, der blev født i 1995.

– Jeg har i mit journalistiske virke haft fokus på udviklingen af det private erhvervsliv i Grønland, da jeg mener, at det private erhvervsliv kan skabe den økonomiske vækst og udvide samfundskagen, så vi får råd til den uafhængige velfærdsstat, vi alle ønsker. Som redaktør har jeg fokuseret på at sikre private, uafhængige medier i Grønland.

Hver fredag morgen mødes medarbejderne i Mediehuset Sermitsiaq.AG til morgenmad. Opgaven med at forberede det ganske omfangsrige morgenbord går på skift mellem medarbejderne. I dag er opgaven lagt i hænderne på Poul Krarup – for sidste gang. Mr. Sermitsiaq går fra borde.

Artiklen er et uddrag fra dagens udgave af Sermitsiaq, som der kan købes adgang til her - hvor artiklen findes i sin helhed - og rigt illustreret med masser af fotos.

Jeg betragter det som en stor ære og et privilegium, at jeg fik lov at skrive afskedsinterviewet med Poul, som jeg har kendt i næsten 30 år.

Færdigt arbejde

Nyt bryggers

Så er jeg færdig med mit nye bryggers. Nogenlunde til tiden inklusive den forudsete forsinkelse på et par uger eller tre.

Krakilere vil måske mene, at der hist og her er detaljer, som kunne være lavet med større omhu og akkuratesse. Men det skal ikke være kunst, det skal være færdigt!

Detaljerne kan jeg altid kigge på en anden gang. Huset er fra 1852, så man bliver aldrig helt færdig. Sådan er det bare.

Jeg er godt tilfreds. Rummet er blevet lyst og indbydende - i modsætning til før (se her). Jeg har stort set lavet det hele selv. Men jeg måtte lige betale mig til professionel hjælp til lyset. Korresponderende lampesteder er ikke arbejde for glade amatører.

Jeg har også fået hjælp fra andre - uden betaling. Først og fremmest Jens Olesen, der har bistået med gode råd og vejledning og en hånd i ny og næ hele vejen igennem, Lise og Birger, som overtog det gamle skab, Søren Nabo, som hjalp, når de gamle øjne svigtede, kusine Anne og Henrik, som hjalp mig, da der var rotter på værkstedet, mens jeg havde allermest travlt med projektet, og så min søster, Birgitte, som har syet det fine forhæng til det nye bord.

Tak allesammen.

Nu mangler bare at sætte ting på plads og hænge billeder op på væggene. Men det kommer hen ad vejen. I aften vil jeg slappe af med thaimad fra Thai Chef Foodtruck, der gæster Brovst endnu en gang...

Minder fra Straumsbukta

 En tur i arkivet

Jeg er ved at være ved vejs ende med mit bryggers-projekt - og er så småt begyndt at tænke på de billeder, der skal op på væggen. Det bragte mig en tur i arkivet søndag eftermiddag.

I årene 2007 til 2009 i boede vi i Straumsbukta - en lille bygd 35 km fra Tromsø. Det var gode år. Vi var unge endnu - sådan da - og havde kræfterne til at nyde naturen i fulde drag. Og natur var der nok af. Jeg vil uden tøven sige, at Straumsbukta er det smukkeste sted, jeg nogen sinde har boet - og jeg har ellers boet mange smukke steder.

Jeg har foreløbig valgt en håndfuld fotos til hjørnet over vaskemaskinen. Jeg sad og blev lidt småsentimental, så det er ikke sikkert, at det er dem, der bliver det endelige valg, men det er i hvert fald nogle fine bud - og et minde om en tid, hvor den stod på friskfanget fisk næsten hver eneste dag.

Når jeg kørte fra arbejdet i Tromsø, ringede jeg hjem. Så gik Dina ned til stranden 30 meter fra huset og smed snøren ud. Og når jeg så kom hjem en time senere, var der frisk torsk eller sej til aftensmaden. Der hørte også en jolle med til huset, så mange af weekenderne blev brugt på fjorden, hvor vi pilkede.

Det var gode tider, dengang...

Galskaben regerer

Op på lakridserne

Foto: videnskab.dk

Det skulle jo ske. Videnskaben advarer mod at spise lakrids, for der er noget farligt indeni.

Torsdag morgen modtog landets medier en pressemeddelelse fra videnskabsportalen videnskab.dk, hvor det oplyses, at der er noget farligt i lakrids – og at der bør indledes kampagner, som skal advare den brede befolkning om faren ved at spise for meget lakrids.

Jeg er træt af eksperter og videnskabsfolk – og jeg ønsker dem hen, hvor lakridset gror. Verden ville være et meget nemmere sted at bo, hvis disse glædesbekæmpere kunne holde deres kæft. Men det sker ikke. For de er vilde efter at sætte dagsordenen i medierne, så de kan få nye bevillinger til deres som regel ligegyldige forskning.

Historien om lakridsen skal nok brede sig i de kommende dage, når først morgen-tv og Aftenshowet får sat gang i den med interviews med verdensfjerne forskere, der er hamrende ligeglade med, at os, der betaler deres løn, faktisk godt kan lide lakrids – og mindst lige så hamrende ligeglade med, at der noget farligt inden i.

Så skal vi også have nogle interviews med andenrangs skuespillere, der i mangel på anstændigt arbejde har gjort det til et levebrød at mene noget i TV om alskens ting. Så kommer der sikkert også en kok, som demonstrerer, hvordan man kan lave lakrids uden lakrids. Det smager måske ikke så meget af lakrids, men det gør ikke så meget, for det er sjovt at samle urter i skoven til sagerne.

Vi skal nok også få politikerne på banen med krav om, at lakridsposer forsynes med store advarsler om, at der er noget farligt inden i. Vi skal også lige have indført et forbud mod, at børn under 18 år må købe lakrids, hvis de ikke er ifølge med voksne og ikke kan vise legitimation, EU-pas, coronaattest og MitID-app.

Og på et tidspunkt går det så EU i det. For EU holder sig aldrig tilbage, når det drejer sig om at genere almindelige borgere. Så der skal sikkert nedsættes en lakridskommission, der skal komme med en forordning, der bestemmer, at lakrids frem over kun må sælges i sorte neutrale poser, så man ikke kan se, hvad der er i poserne – og at poserne ikke må stå frit fremme i selvbetjeningsbutikker, men anbringes bag forhæng på linje med tobak.

Men EU er nok ikke den største fare her og nu. For ting tager tid i EU. Det er efterhånden en del år siden, at unionen proklamerede, at den ville afskaffe sommertiden. Men indtil videre er der ikke sket en hujende vind i den sag. Men der skal nok blive brændt et par millioner Euro af om året på et lakrids-sekretariat – og der ryger nok også en regnskov eller to på betænkninger om problemet.

Det skal nok også komme frem, at lakrids er et af de helt store klima-problemer, fordi lakridsmisbrugerne får tynd mave og afgiver metan i ukontrollable mængder. Så lakrids modvirker den grønne omstilling.

Og så er der jo problemet med dyrkningen af lakridsroden, hvor der sikkert sker udnyttelse af fattige kvindelige landarbejdere i Afrika. Så hvis vi fortsat skal tillade lakrids, skal det i hvert fald være fairtrade-mærket og fremstillet af kvinder på virksomheder finansieret med mikrolån.

Vi vil også se velmenende og hændervridende eksperter i aftenshowet, der råder forældrene til at tage en snak med børnene om farerne ved lakrids – og tage spørgsmålet op med de andre forældre på skolens forældremøder, så skolen kan få en lakrids-politik.

Det er tiderne. Galskaben regerer – og ingen kender efterhånden grænserne for utidig indblanding og bekymring for andre menneskers velbefindende.

Helt ærligt – jeg er så hamrende ligeglad med, om lakrids er farligt. Jeg spiser det alligevel – akkurat som kanel, gåseleverpostej, røget ål, god uøkologisk vin og skæve agurker, for det smager jo godt – og jo mere eksperterne advarer imod det, jo bedre smager det.

På kanten, Nordjyske 13. januar 2023

Nytårstalen

Forsinket forsæt

Fredag aften havde jeg fornøjelsen at være aftenens festtaler, da Sct. Georgs Gildet havde nytårsgildehal. Her er manuskriptet - med det store forbehold, at jeg sjældent holder mig til det. Når jeg taler, lytter jeg meget til tilhørernes reaktioner - og lægger så lidt til og trækker noget fra, så det forhåbentlig bliver en morsom oplevelse. Og for resten begynder jeg altid med en anekdote eller noget andet, som relaterer sig til den konkrete situation, så jeg begyndte med en historie om nogle sproglige misforståelser i forbindelse med et fyrværkeri i Nuuk.

-------

Så er det værste overstået. Vintersolhverv. Nu bliver dagene gradvist længere igen. Aktuelt er dagen allerede tiltaget med 17 minutter her på kanten af Limfjorden – og nu går det stærkt. To til tre minutter i døgnet – og jeg så faktisk de første spæde erantis i jorden her til middag. Krokusserne har længe været undervejs – for slet ikke at tale om hasselbuskene, der har blomstret livligt siden slutningen af november…

Og selv om nogen måske føler, at det er lang tid siden, så har det næsten lige været sommer – for vinteren kom sent i år. Først den 19. november var det blevet så koldt, at blomsterne skulle i vinterkvarteret på værkstedet.

I gruppen brugte vi en af de allersidste rigtige sommerdage til en gruppetur til Livø. Det blev en herlig tur – og for mit vedkommende et gensyn med den smukke ø, som jeg første gang besøgte allerede i slutningen af 60’erne med mine forældre og Sct. Georgs gildet i Farsø. Vi sejlede derover med en fiskekutter – og det, jeg nok bedst husker, var Farsø-spejdernes tidligere tropsfører, Hans Lundsgaard, der efter indtagelse af det meste af en flaske whisky gav den som galeonsfigur på turen hjem med fiskekutteren.

Senere – i 1971 – var vi på sommerlejr på Livø. Måske den bedste sommerlejr i mit liv. Lejren var lidt improviseret, og vi havde ikke det store program, men til gengæld Livø næsten for os selv. Så vi indrettede latrin med hul i jorden og en rafte at skide på på Livøs højeste punkt med udsigt mod Thisted – aldrig i mit liv har jeg skidt så smukt et sted. Vi døbte latrinet Pisselhøj toiletstation.

Dagene gik uden det helt vilde program. Vi lå på strandengen over mod løgstør – og der blev badet hver eneste dag, for det var en god sommer. Og så gik tiden ellers med at se på naboerne, som var en af de første danske ø-lejre, hvor hippierne rendte rundt uden tøj på. Og som små drenge med en livlig fantasi var det jo et spændende syn med alle damerne, der rendte rundt og svingede patter. Det var frisindede tider – og der var nok at se på, så efter den sommer var vi i hvert fald i stand til at snakke med om patter – vi fik et forbløffende indblik i den kvindelige anatomi – sådan rent udvortes i hvert fald.

Drenge blev til mænd – som man siger – og i 1. Farsø fortsatte vi de følgende år med at besøge andre af Limfjordens øer på sommerlejrene. Året efter var det Fur. Vi havde et par kærrer, som vi vandrede derudaf med oppakning og telt. Turen til Fur var lige så løst struktureret som turen til Fur – så igen gik det mest med badning. Vi var kun syv mand afsted – og så to lederere. En af dem, Alex, havde sin Triumph Herald med – og hele første farsø trop kunne snildt være i Triumphen, når vi skulle til købmanden.

Når vi ikke badede, klatrede vi i bjerge. Vi havde godt med tovværk og så nogle pløkker, som vi havde stjålet fra den nedlagte Nibe-Hvalpsund-bane. Det var ved at blive enden på alting. Mens vi klatrede løsnede en temmelig stor sten sig – og den ramte mig. Heldigvis i maven og ikke i hovedet. Vi havde nok været lidt uforsigtige, men det gik jo godt – og så snakkede vi ikke mere om den ting. Havde det været i vore dage, så var det sikkert endt helt anderledes med krisepsykologer og hvad ved jeg. Men sådan var det ikke dengang. Det man ikke døde af, blev man som regel klogere af. Hvis man ikke vil høre, må man jo føle.

Denne livsvisdom har jeg altid haft med i bagagen. Nogle år senere gik troppens sommerlejr til Venø. Igen en herlig vandretur med kærren til Struer – og så over med færgen. Vi lå på stranden lige på den anden side. Limfjorden var fyldt med muslinger, så dem spiste vi med stort velbehag lavet over bål. Dengang var bakterier ikke opfundet, men vi vidste da godt, at vi skulle holde os fra de muslinger, som ikke åbnede sig i kogelagen. Det var der en af de små spejdere, der ikke rigtig troede på, så han spiste en – og tilbragte natten med den frygteligste mavepine. Så havde han lært det…

Jeg fungerede som tropsassisten og havde dengang ansvaret for maden. Så hans mavepine var dybest set mit ansvar. Men jeg tog det roligt – for jeg vidste jo, at han var blevet klogere. Og sådan har jeg altid haft det. Man ved først, at den varme pande er varm, når man har sat fingeren på og brændt sig.

Det var ikke ligefrem curling-pædagogik, der blev praktiseret i min barndom. Faktisk var jeg uden for pædagogisk rækkevidde. For pædagoger var slet ikke opfundet dengang. Jeg har aldrig gået i børnehave eller fritidshjem – men altid været henvist til at beskæftige mig selv, når jeg ikke gik i skole. Den evne lever jeg højt på den dag i dag – og jeg får det altid dårligt, når jeg hører om nutidens unges problemer. Deres problemer er helt sikkert samfundets skyld – men der er en vej ud af moradset. Tag sagen i egen hånd – og form dit eget liv. For du kan jo godt, hvis der ikke er nogen, der hjælper dig. Og selv om det gør ondt, så lærer du af det – og så er der også en dag i morgen. Og den bliver bedre – for dagen tiltager jo med to til tre minutter om dagen den kommende tid.

Så nu skal blomsterne snart i jorden igen. Godt nytår…

---------

P.s. Det kniber lidt med opdateringen af bloggen i øjeblikket. Det skyldes almindelig travlhed både med arbejde, rotter på værkstedet og mit bryggers-projekt. Men jeg har et stort nytårsforsæt om at skrive noget mere på bloggen. Det nytårsforsæt kniber det lidt med - som det så ofte sker for nytårsforsætter.

Juleand to gange om året

Jul på Station Nord

Julen på Station Nord begynder allerede i august med, at de fem såkaldte fupper, som skal overvintre på stationen, slår terninger om, hvem der skal have kokketjansen jul og nytår. Den, der først slår en sekser, skal tage juleaften – og den næste nytårsaften.

- Når det skal afgøres allerede i august, skyldes det, at sommertiden er en travl tid på station Nord, hvor der er mange gæster – håndværkere, forskere og kolleger fra forsvaret. Og af samme grund er der også fløjet en professionel kok ind, som sørger for forplejningen om sommeren, fortæller stationsleder Christian Graff, der i år skal tilbringe sin anden jul på Station Nord.

- Stegning af and og fremstilling af ris a l’amande indgår ikke i vores grunduddannelse som stationsspecialister, så det råder vi bod på i august, hvor vinderen af juleaftensmaden så får lov at fremstille julemenuen under den tilkaldte koks tilsyn – og så spiser vi and og flæskesteg sammen med alle gæsterne. Selv om det er i august, er det for resten altid en festlig aften, afslører Christian Graff.

- Livet på stationen er meget styret af faste rutiner, og der er ikke så meget fest til hverdag. Men til generalprøven på julemiddagen slår vi os løs sammen med alle gæsterne – og det er som regel en stor oplevelse for alle.

I september falder der ro over feltet – og de fem mænd er overladt til sig selv i det danske forsvars nordligste udpost. Her sørger de for, at stationen og landingsbanen på de 1800 meter er funktionsdygtig døgnet rundt – året rundt. Derudover fører de blandt andet tilsyn med de mange videnskabelige målestationer, der er i det øde, mørke og kolde område.

Først i december er der julefrokost på stationen i forbindelse med, at der igen kommer gæster fra Danmark med flyet, der også medbringer juletræer, julegaver og frisk proviant.

- Det er cheferne, der er på inspektion – og så er der som regel også et par håndværkere og et par videnskabsfolk med. Besøget tager en uges tid, og vi benytter så anledningen til en god julefrokost med sild og snaps og hvad dertil hører, forklarer Christian Graff.

- Når gæsterne er rejst, vender vi tilbage til daglige dont, hvor tingene ligger i faste rammer – og hver mand passer sit arbejde. Vi skiftes til køkkentjansen en uge ad gangen, og ellers står den på snerydning – masser af snerydning - og almindeligt vedligehold af grejet.

- Et par dage før juleaften tager vi juletræet ind, pynter det og lægger gaver under træet. Vi drosler lidt ned og slapper af i juledagene. Selve juleaften spiser vi så om aftenen – og på et tidspunkt får vi besøg af julemanden. Det er altid den yngste fup, der har den tjans – og det forventes, at han ankommer gennem vinduet, hvilket ikke er så svært, hvis han ellers ikke er for stor, for sneen ligger som regel højt mellem bygningerne på det tidspunkt.

- Julemanden ankommer sammen med Rudolf. En af de to hunde, vi har som isbjørnevagter, der er behørigt udstyret med gevir og rød næse. Ellers handler det mest om hygge og afslapning – og måske et telefonopkald til dem derhjemme. Det kan jo ikke undgås, at tankerne går til familien i juledagene.

Også nytårsaften foregår efter et fast mønster på Station Nord.

- Vi begynder altid, når klokken er 18 i Danmark. Vi har ikke de bedste internetforbindelser, så vi samles i tårnet for at høre Dronningens nytårstale på radioen.

- Derefter går vi til bords og nyder en treretters. Jeg har spurgt ham, der skal stå for nytårsmiddagen – og han fortæller, at den i år kommer til at stå på rejecocktail, en god oksesteg og islagkage.

- Når klokken er 12, skyder vi nytåret ind. Det er noget, vi gør en del ud af. For der er jo ikke nogen naboer, så vi har lidt ekstra krudt i posen – og så sørger vi for, at skyde nytåret ind med maner. Måske også ved at kaste kogende vand op i luften. Det er jo bidende frost – og det ser flot ud, når det kogende vand rammer den kolde luft.

- Efter nytåret går vi igen ind i den daglige tjans og glæder os så til vi ser solen første gang. Det sker den 26. februar.

Artiklen er et af mine bidrag til dette års juleavis fra Sermitsiaq. Juleavisen er gratis og kan læses her.

Fotocredit: Fupperne på Station Nord

Julesne

There's no business like snow business

Morgenstemning fra kontoret onsdag den 7. december. Ord er overflødige.

Julen i Grønland

Nyt foredrag

Tirsdag eftermiddag var jeg inviteret til at fortælle om julen i Grønland i præstegården i Bonderup. Det var den lokale præst, Inger, som havde fået den glimrende ide at krydre sognets traditionelle julekomsammen for pensionisterne med en fortælling om den grønlandske jul.

Det blev så anledningen til, at jeg fik samlet nogle billeder og en fortælling om julestjernen, juletræstændinger, adventstraditioner, Hans Egedes og Herrnhut-missionens arbejde i Grønland, julemad, lidt om den grønlandske kirkes liturgi, lys på gravsteder og ikke mindst den særlige tradition med mitaartut, hvor børnene klæder sig ud i skræmmende kostumer helligtrekongers dag. Nærmest en grønlandsk variant af halloween.

Jeg sluttede med at vise Guuterput på YouTube. Det, er jeg ikke helt sikker på, er en god ide, hvis der kommer en anden gang. Den grønlandske national-julesalme er gribende for alle, der har tilknytning til Grønland, men jeg fornemmede nu, at Bonderup-egnens pensionister fandt den lidt langtrukken.

Men under alle omstændigheder har jeg nu et nyt foredrag på hylden. Det bliver næppe aktuelt at holde det flere gange i år, men det bliver jo jul hvert år, så jeg håber da, at jeg får lov til at gentage successen til næste år. Kalenderen er allerede nu åben for bookinger.

Billedet øverst tog jeg i lørdags, da jeg var i Kolding til årets udgave af foreningen Inuits traditionelle julehilsen til Grønland. Arrangementet er blevet aflyst de foregående to år på grund af coronaen, men nu er tiderne mere normale - og det store arrangement med 1.200 deltagere har i mange år været en af husets faste juletraditioner.

Det var lidt ekstra gribende i år, hvor det var første gang, jeg var afsted uden Dina. Så jeg fældede da også en ekstra tåre, da den indledende gudstjeneste blev afsluttet med Guuterput. Men det var også dejligt og rørende, at så mange havde et trøstende ord til mig bagefter. Det er jeg meget taknemmelig for.

For resten var det Ullorissat-koret fra Aalborg, der sang ved gudstjenesten. Det var tre af korets medlemmer, som sang til Dinas bisættelse. Det gjorde det nok ikke mindre gribende.

Gør-det-selv thai-mad

Sælg aldrig skindet, før bjørnen er skudt

Lørdag aften havde jeg sat næsen op efter thai-mad. Det skyldtes ikke mindst, at det lokale thailandske svar på en pølsevogn - Thai Chef Food Truck fra Thy - gæstede Brovst og bød på et alternativ til pizzaer og hotdogs, som ellers er de gængse fastfood-tilbud her på egnen.

Men jeg måtte gøre regning uden vært. For da jeg ved fire-tiden kørte til Brovst for at købe lækkerierne, var der udsolgt. Det kom der så en artikel ud af til den lokale presse, men ingen aftensmad.

Så var der jo ikke andet for end starte for sig selv - efter bedste beskedne evne og på øjemål. Først kogte jeg et par "fuglereder" nudler og satte dem til afdrypning. Noget kyllingesmåkød - lårkød som jeg foretrækker frem for det magre og smagløse brystkød - røg i wokpanden sammen med hakket forårsløg, hvidløg i rå mængder, lidt ærter og gulerødder samt salt og peber, hvor det blev svitset i lidt olie. Da det havde simret lidt, tilsatte jeg nudlerne og en ordentlig klat østerssauce - og så var den ged barberet.

Ikke helt. Det smagte godt, men manglede altså et eller andet. Jeg ved ikke, hvad det er, men helt thailandsk smagte det nu ikke. Men pyt. Mæt blev jeg da - og det tog kun ti minutter at lave.

Jeg har aldrig været i Thailand. Min hang til thai-mad stammer fra Nuuk, hvor der gennem årene altid har været et stort udbud af thai-mad - både i fastfoodversioner til at tage med og især den fine restaurant Charoen Porn, der altid har været et godt og acceptabelt alternativ til byens bedre og også dyrere restauranter. Charoen Porn blev grundlagt i 1995 af festlige Svalberg, som jeg har delt mange øl med. Jeg har tidligere skrevet en historie om Charoen Porn her på bloggen.

Jeg skal ikke kloge mig med fine sociologiske og demografiske forklaringer på, hvorfor thai-mad altid har været populært i Nuuk. Blot konstatere, at sådan er det - og thai-mad har været en del af mit kostindtag, siden jeg kom til Grønland for snart 30 år siden. Sådan er det bare - hvor bizart det end lyder. Men det smager altså også godt.