Løbetid

Fart og tempo

Egentlig var jeg på fugletur lørdag aften ved dæmningen. Men det var nu en hare, der blev dagens pletskud.

Den sad bogstaveligt talt og vegeterede ude på sandstykket i Ulvedybet ved tårnet. Men den var ikke til sinds at blive fotograferet, så straks jeg sigtede, sprang den op og forsvandt i fuldt firspring - og det går hurtigt, når en hare træder på speederen. 80 km/t kan det blive til - og det er jo til at blive fuldstændigt forpustet af.

Dagens bonusbillede er et par gravænder, der dyrker synkronspisningens ædle kunst. Det blev også til rødben, krikænder, storspove, skarv, mudderklire og fiskehejre på turen, men ikke fotos, som er værd at snakke om.

Åh jo - så også en død ræv. Det er mig en gåde, hvordan folk kan køre dyr ned på vores små veje. Det kan kun skyldes, at der bliver kørt hurtigere end forholdene tillader. Jeg forstår det ikke - når der nu er så meget at kigge på, og man ikke er en hare - endsige vårhare. Hvorfor så ræse med fuld fart?

Forskel på folk

Kanalrundfart

Jeg er netop kommet hjem fra Rotterdam, hvor jeg fulgte den grønlandske naalakkersuisoq (energiminister) Kalistat Lund, der var en af hovedtalerne ved en konference om brintenergi - det såkaldt Power to X. Konferencen havde 3.000 deltagere fra stort set alle lande - især videnskabsfolk og erhvervsfolk, som arbejder med at erstatte olie med brint.

Konferencen var arrangeret af Rotterdam Havn, der selvfølgelig brugte anledningen til at reklamere for sig selv. Jeg var derfor sammen med Kalistat inviteret med på en sejltur rundt i havnen, der i mange år var verdens største. Havnen ligger langs nogle kanaler i Rhinen/Meuse-deltaet og strækker over 42 km med 3.000 virksomheder - og er i det hele taget gigantisk.

Min første artikel fra begivenheden blev i øvrigt citeret af blandt andre Ritzau og Berlingske, så nu har jeg en cigar til gode...

Turen var ikke alene en VIP-tur, men blev i indbydelsen beskrevet som en VVIP-tur. Det var kort sagt for den lille brogede flok af folk, som virkelig er noget ved musikken - og så lille mig. 35 deltagere - ledende politikere, ambassadører, koncernledere - og jeg må stilfærdigt konstatere, at forholdene var noget større, end da jeg i 2014 var på kanalrundfart i Amsterdam. Se billederne af kanalbåden fra Amsterdam og sammenlign med Rotterdam-båden, der var på størrelse med en russisk oligark-yacht og mindst lige så flot indrettet med læder og blankpudset messing.

Forplejningen var excellent. Gode vine - tror jeg nok, for jeg drikker ikke i tjenesten - håndlavede fyldte chokolader, konditor-showstoppers, frisk frugt og en overdådig buffet, der afspejlede de internationale gæsters præferencer for nationale særheder. Jeg nøjedes med ovnbagt sej og brasede kartofler, men det var nu heller ikke så ringe.

Turen gik fra Rotterdams centrum til Rhinen/Meuses udløb i Nordsøen ved Rozenburg, hvor der også var landgang og det obligatoriske gruppe-foto, inden turen med bus gik retur til Ahoy-konferencecentret, der sidste år lagde gulv til det internationale Melodi Grand Prix - bare nævnt for kuriositetens skyld.

Jeg er jo ved at være en ældre herre - og selv om det er nogle år siden, at jeg sidst har deltaget i lignende arrangementer, var det egentlig meget sjovt at være tilbage i cirkus-manegen. Også selv om oplevelsen altid bliver dæmpet af alenlange floromvundne taler - som oftest om talerens egne fortræffeligheder.

Rotterdam blev tæppebombet af tyskerne i begyndelsen af anden verdenskrig, hvor tyskerne var fastlåst i en situation ikke ulig russernes i Ukraine. Byen er derfor blottet for gamle huse - og minder mest af alt om Manhattan og er stort set lige så ucharmerende og larmende. Det undrer mig i øvrigt, at det ellers fine hotel, jeg boede på, kunne diske op med den mest kedelige ost til morgenmaden, tør, mager og smagløs.

Hollænderne producerer ellers mange fine oste, så jeg glad for at være hjemme  igen til landlig idyl og hveder med lagret danbo.

På vej...

Ingen Keukenhof denne gang

Søndag eftermiddag forlægger jeg kontoret og kampen for det daglige brød til Rotterdam og Nederlandene et par dage. Hjemme igen tirsdag aften.

Desværre levner tiden ikke mulighed for et besøg i Keukenhof, den berømte tulipanpark, der netop nu står i fuldt flor.

Så er det jo godt, at jeg selv kan. Her er et par af søndagens tulipaner på Nørremarksvej.

Toppet lappedykker

Pletskud

Egentlig er der ikke så meget at sige. Toppet lappedykker fotograferet på reden ved Ulvedybet.

Men det er det til dato bedste billede, jeg har taget af toppet lappedykker. Det er kun sjældent, at man får lov at komme så tæt på - og jeg kan også godt frygte, at det er et dumt sted, fjerkræet har valgt til sin rede. Den ligger meget eksponeret for både ræv og rovfugle, så det er nok et spørgsmål om tid, før den opgiver projektet.

Toppet lappedykker er i øvrigt en flot fugl. Mere er der ikke at sige om den sag.

Dagen byder på to bonusbilleder.

En ara, som er i familiepleje hos smedens, gnavede hængslet til buret over og tog en springtur, hvor den slog sig ned i tjørnen uden for kontoret lige før, det blev mørkt. Fuglen er ikke trænet til at flyve frit - og det tog Sanne over en time her til morgen i daggryet at få araen til at kravle ned af træet. Flyve kunne den ikke i det efterhånden tætte løv - og der er mange torne på en tjørn. Så har den forhåbentlig lært det.

Jeg har også en anden overnattende gæst. Men det er mere permanent for nogle dage. En solsort har bygget rede i en slangeholder bag værkstedet. Normalt river jeg altid rederne på bygningerne ned, fordi det laver en masse svineri. Men bag værkstedet er det til at leve med, så jeg lader nåde gå for ret - og så kan jeg jo glæde mig til at følge med i familien solsorts liv og levned - sandsynligvis indtil katten eller spurvehøgen får sat en stopper for det.

P.s. - kl 6,45:  Sanne har sendt nedenstående foto af araen, da den var fanget kl. 5.30. I baggrunden tjørnen, som er en effektiv "gøje-fælde".

Foto: Sanne Løfqvist Bager

Rød front

Når jeg ser en rød gavl smælde...

Arbejdernes internationale kampdag blev brugt på arbejde fra morgen til aften - naturligvis, for modsat venstrefløjens teoretikere tror jeg fortsat på, at vejen til frelse går gennem hårdt arbejde. Det er i vort ansigts sved, at vi skal tjene det daglige brød.

Nu hjælper det selvfølgelig lidt på motivationen, når det er for mig selv, jeg arbejder. Dagens store projekt var at male gavlen på værkstedet - svenskrød selvfølgelig. Det er måske lidt tidligt på sæsonen at svinge malerpenslen på træværket, men april har været tør, så det går nok endda.

Gavlen er vestvendt og trængte voldsomt til en opfrisker. Det er 11 år siden, den sidst blev malet. Jeg ville gerne have gavlen malet nu, før stokroserne gror op - så det blev altså 1. maj, det skete.

Det er kun et delprojekt, for undertaget tog skade under Malik og skal skiftes, inden jeg fortsætter med den øvrige forskønnelse af værkstedet.

Det sker nok først senere på sommeren. For næste store projekt er huset, der trænger til kalk på tre af siderne. Det gjorde jeg klar til fredag, hvor alle murene blev præpareret med algefjerner.

De hjemlige sysler søndag blev i øvrigt afbrudt af et tjenstligt besøg på Bratskov, hvor FH-Jammerbugt holdt 1. maj fest i parken. Det er kun anden gang i mit liv, at jeg besøger en 1. maj-fest. Første gang var i Sisimiut i 2018, så det er ved at blive en dårlig vane, men det har begge gange været strictly business, som man siger. Socialdemokrat og kommunist bliver jeg nok aldrig, endskønt jeg med stor fornøjelse har læst Karl Marx og mener, at hans analyse er væsentlig, hvis man skal forstå det kapitalistiske samfund.

I øvrigt så er de lyse nætter begyndt på vore breddegrader. Så husk at kigge op, hvis du er vågen om natten.

Keld og Hilda

Glade musikanter

Forleden var jeg i embeds medfør til koncert med Keld og Hilda i Ældresagen Brovst.

Det var næppe et arrangement, der ville have haft min bevågenhed, hvis altså ikke lige, jeg skulle skrive om det. Jeg synes ikke, at det er særlig interessant at spise sammen i en idrætshal - og for resten kan min fritid bruges bedre og mere meningsfyldt i haven.

Men Keld og Hilda var altså et behageligt møde. Sjældent har jeg mødt to så sympatiske, venlige og nærværende imødekommende mennesker. Det er jo musikere, der står på mindst en ny scene i en ny by hver dag - men alligevel gav de pensionisterne i Brovst en stor oplevelse, der bestemt ikke var præget af kedelig rutine.

Det var sjovt og i Hausgaard-klasse, når de pludrede om deres lange ægteskab mellem numrene. Musikken var velkendt og folkelig. Musik, som alle danskere kan synge med på. Hits fra min barndom som Landsbyens Gadekær, der i midt-tresserne tonede ud af enhver transistor-radio. Og så ramte de plet hos undertegnede med titelsangen Heartbeat fra TV-serien Små og store synder.

Men det var nærværet, der imponerede mig mest. På et tidspunkt lurede jeg på et foto med de to på scenen, hvor jeg gerne ville have dem stående tæt sammen. Det fornemmede Keld Heick med stor professionalisme og rykkede tættere på Hilda - og da jeg havde taget billedet, havde jeg øjenkontakt med ham og fik et lille blink. Det er altså de færreste musikere, som man har direkte øjenkontakt med, når man fotograferer.

Keld og Hilda er efterhånden blevet 76 år, så i Ældresagen var de blandt ligesindede. Men de optrådte så hamrende professionelle, at koncerten sikkert også var blevet en succes i en ungdomsklub. For glæden ved at optræde og levere varen var ægte.

Det er der mange kunstnere, der kan lære af...

Flagdag

Flagstang i topform

Tirsdag gled flaget til tops over den lille parcel på Øland.

Det var en meta-begivenhed, for det var hverken fødselsdag eller gæstebud, men derimod flagstangen vi fejrede.

For nu er flagstangen blevet malet, soklen ligeså og alt ser godt ud igen, efter at flagstangen blev lagt ned i begyndelsen af måneden. Det har været et stort arbejde - større end forudset, men nu er vi i mål, og flaget er gået til tops igen.

Men glæden over færdigt arbejde er ikke sådan at kimse ad. Så selvfølgelig skulle det fejres ved at flage. Det er jo det, man har flagstænger til.

Flagstangen har efterhånden set herrens ud i mange år, så det var på tide. Nu er den slebet i bund. Et par småskader er spartlet, linen skiftet ud - og det hele skinner. Så går der forhåbentligt et par år, inden vi skal på den igen.

Og så for resten en stor tak til Birger, som velvilligt gav en hånd med, da flagstangen skulle ned og op igen...

En hyggelig dag

Sct. Georgsdag

Lørdag var det Sct. Georgsdag. Den engelske nationaldag og også kendt som den internationale spejderdag, hvor spejdere hvert år verden rundt aflægger spejderløftet og lover at være gode mennesker et år mere - sådan kort fortalt.

Det fejres naturligvis også i Sct. Georgs Gilderne, så lørdag eftermiddag blev tilbragt i gode venners lag i 8. gilde, hvor vi helt i overensstemmelse med traditionerne også indsætter nye medlemmer i gildeledelsen - om det nu er nødvendigt.

Gildehallen blev indledt af gildemester Gert Larsen, der læste det nordiske gildebudskab, der i år var skrevet af den finske landsgildemester, som stilfærdigt - i lyset af krigen i Ukraine - mindede om, at spejderbevægelsen er verdens største fredsbevægelse. Her kæmper vi ikke mod hinanden, men for hinanden. Herefter dannede vi broderkæden og aflagde stående omkring højsædet gildeløftet.

Så var det tid til udskiftningerne. Carl Fryland blev indsat som ny gildekansler efter Søren Aagaard, der fortsætter som ny distriksgilde-skatmester. Thomas Jensen blev indsat som ny flagherold efter Hugo Elmer - og så var der for resten også hyldest til Michael Jensen, der havde 30 års jubilæum som gildebror.

Herefter var der fri leg omkring frokosten - det er vi rigtigt gode til i gildet - og den efterfølgende kaffe med Othello-lagkage i de tilstødende lokaler. En herlig lørdag eftermiddag helt efter bogen og traditionerne, sådan som det nu skal være i 8. gilde. Alt sammen myndigt ledet af bordformand Helge Hoff, der havde taget turen helt fra Københavnstrup for at være med på denne gode dag.

Det blev i øvrigt en lang lørdag, for hjemme igen på Øland fortsatte jeg med Smedens 60 års fødselsdags-fest i medborgerhuset. Og så en lille efterfest og ensom eftertænksomhed ved bålet i havepejsen, så ja, det blev over midnat, inden jeg så dynerne.

Men ikke værre end at jeg søndag kunne svinge penslen. Flagstangen er nu færdigmalet og skal rejses i løbet af mandagen. Så mon ikke også tirsdag bliver flagdag her på parcellen. Bare fordi vi kan...

Efter påske

Havedagbog

Jeg har haft temmelig meget at lave i påsken - sådan rent arbejdsmæssigt (se blandt andet her), så jeg er en lille smule bagefter i haven.

Ikke at det gør det store, for det er fortsat koldt om natten, men nu er foråret jo begyndt for fulde omdrejninger. Påskeliljerne er kommet til tiden - altså påske - og pynter overalt. Der er nu ikke så mange som tidligere år, så noget siger mig, at der skal investeres i nye løg til efteråret, så vi kan komme op på tidligere tiders keukenhofske blomsterflor.

Men ellers er der andre gule muligheder. Forsytia, vorterod og ikke mindst de gule anemoner, som trives godt på parcellen. Det er jeg stolt af, for det er tegn på god jord.

Jeg har fået klippet hækken ind mod naboen. Søren klippede sin halvdel for fire uger siden. Det forpligter - og nu er jeg også med.

Jeg har i vinterens løb klippet den store taks voldsomt ned, og der er også blevet barberet grene på andre af havens træer, så det blev til et hurtigt bål mandag middag. Så er den potte ude af verden, og jeg kan komme i jorden på det fremskudte dige.

Løgene er sat og dækket ned med net. Der er fortsat nattefrost, og det tåler de ikke så godt. For så går de lettere i stok alt for tidligt - og så bliver udbyttet mindre. Nettet er også godt til at holde solsorterne væk, mens løgene slår rod.

Jeg mangler fortsat at lægge kartofler. Men efter påskens travlhed bliver der nok tid til at få kartoflerne lagt i løbet af ugen. Det er fordelen ved selv at styre arbejdstiden.

Men det bliver først til juli, at vi har egne kartofler. Det er lidt sent, men til gengæld satser jeg på tidlige jordbær. Jeg har i år en kasse med jordbær i drivhuset, så det bliver spændende.Det var egentlig nogle stiklinger, jeg havde til overs sidste år. Men jeg kunne ikke nænne at smide dem ud, så det blev så til et lille jordbær-eksperiment.

Flagstangsprojektet skrider langsomt, men sikkert fremad. Jeg har brugt det meste af sammenlagt to arbejdsdage på at slibe flagstangen. Nu skal den have lidt grunder og så to gange hvid maling - og så er vi klar til at flage igen.

I løbet af ugen skal der også sås til forspiring. Tagetes, studenternelliker og georginer er på planen. De sidstnævnte får jeg sikkert god brug for. For jeg fik ikke georginerne op af jorden sidste år, så det er næppe mange, der har overlevet vinterens frost.

Og så er tulipanerne for resten på vej også...

Grågæs og fasaner

Få fugle

Egentlig er det jo forår og sæson for fuglefoto, men føret er lidt tungt.

Dårligt vejr, snusk og regn har gjort det til en lidt tvivlsom fornøjelse indtil nu - og for resten er der slet ikke så mange fugle lige nu. Rederne skal jo passes. Men lidt blev det da til fredag aften.

Et par grågæs - og så en fasankok, der troligt luntede efter hønen på et par meters afstand. Jeg tror nok, jeg ved, hvad den kok har i tankerne...

Dagens bonusbillede er en gråstrubet lappedykker fra forleden på Haverslev Mølledam.