torsdag den 16. september 2021

Dina hakker i det

Persillehøst


Persillen har stået flot i år, men var ved at blive rigelig stor. Så tirsdag formiddag slog Dina til med saks og kniv - og så hakkede hun ellers i det. For fuld musik, havde jeg nær sagt - men det var snarere for fuld fuglefløjt...

For tirsdag var en herlig dag. Med stor sandsynlighed årets sidste sommerdag for nu ser det ud til, at efteråret for alvor har holdt sit indtog.

Men vi har høstet, mens tid er. Flere spande med viktoria-blommer er fordelt til naboerne. Agurker ligeså. og æbletræerne bugner med æbler. Her er vi også begyndt, men da vi har mange sorter, bliver det heldigvis spredt ud over den kommende måneds tid.

Der blev til 15 poser med hakket persille, der nu ligger i fryseren og kan berige vintermaden med vitaminer og velsmag. Og der er mere, hvor det kommer fra. Persille gror godt i efterårssæsonens rusk og regn. Det grønne drys stortrives ved de lavere temperaturer, ved vi af erfaring.

Da vi boede i Grønland, havde vi en krukke med persille på altanen - og det grønlandske vejr var rigtigt persillevejr. I hvert fald var vores grønlandske persille flottere end mors og fars persille i Farsø - og det siger en del...

søndag den 12. september 2021

9/11

Ground Zero


Juleferien 2008-09 blev tilbragt i New York med et efterfølgende cruise til Caribien. Og selvfølgelig var vi også forbi Grund Zero, hvor man på daværende tidspunkt var i gang med at opføre det nye One World Trade Center på området, hvor World Trade Center lå indtil det grufulde terror-angreb den 11. september 2001.

Det var naturligvis en gribende oplevelse at besøge det lille provisoriske museum på stedet og en nærliggende kirke. Jeg var lidt imponeret over den patos, som amerikanerne lagde for dagen - og jeg tror dem, når de siger: - We will never forget...

Men det var også en såkaldt øjenåbner, fordi det gik op for mig, at World Trade Center ikke blot var to skyskrabere - på et tidspunkt verdens højeste - men et helt kompleks af bygninger. Syv tårne i alt og før terrorangrebet arbejdsplads for 50.000 mennesker.

Det var - jeg havde nær sagt naturligvis, for alt er stort i USA - en kæmpemæssig byggeplads, som det ærlig talt var lidt svær at få overblik over. Derfor blev det heller ikke til mange fotos, for en byggeplads er jo ikke så interessant.

Efter New York-besøget gik turen til Caribien og særligt minderigt den tidligere danske koloni Vestindien. På billedet ses fruen og jeg ved ankomsten til Santk Thomas.

Dagens bonusbillede er meget passende en sørgedue fra Magens Bay på Sankt Thomas, som jeg tilfældigvis havde brug for i en anden sammenhæng.


onsdag den 8. september 2021

Blommenslyst på Øland

Høsttid


Egentlig er Blommenslyst en landsby lidt uden for Odense, og den har ikke meget med Øland at gøre - alene af den grund at der er rent klimamæssigt er en verden til forskel på det lune Midtfyn og det forblæste Han Herred.

Men netop i disse dage tænker jeg meget på Blommenslyst. For victoria-blomme-træet er fyldt med blommer, så det er en ren lyst. 

Det er vel en seks til syv år siden, at jeg plantede træet. Det gav ret hurtigt de første blommer - og har givet en stabil høst de seneste år.

Alligevel har det ikke været uden problemer. For blommerne har næsten alle som en været inficeret med larver og andet utøj, så det har ikke været så sjovt at spise blommerne. Faktisk lidt ulækkert, selv om jeg ellers ikke er særlig sart.

Det var jeg træt af, så sidste sommer besluttede jeg, at det skulle fældes i vinterens løb. Det fik jeg så bare ikke gjort - og i år har det givet blommer som aldrig før. Vi høster dagligt mindst en stor skål store og saftige blommer - praktisk taget næsten uden orm.

Jeg tør ikke sige, om det skyldes truslen om fældning - eller at der simpelthen bare er så mange blommer, at ormene slet ikke kan følge med. Men tragedien er i hvert fald endt som en foreløbig succes.

Der er egentlig kun et problem - og det er, at nogle af blommerne har det med at mugne, endnu inden de er helt modne. Men det er til at leve med, når der er nok af dem.

Mange af blommerne er store som butiksblommer. De bliver spist direkte fra træet i dagens løb, mens resten høstes og bliver til grød, saft og syltetøj.

Og det træ skulle have været fældet. Hvad tænkte jeg dog på?

lørdag den 4. september 2021

Bedstemor med slag i

Bolværksmatroser


Lørdagen blev tilbragt på Flådestation Frederikshavn, hvor der var åbent hus.

Det blev en forrygende dag blandt søens folk - ikke mindst for Dina, der elsker at sejle.

Højdepunktet var en havnerundfart - og fart skal her forstås meget bogstaveligt - i en af Søværnets mange RIBs (hurtigtgående gummibåde med stift skrog, kort forklaret). Dina havde det som en flyvefisk over vandet - og det kneb med billeder af det store øjeblik, fordi jeg havde travlt med at klamre mig fast til det ikke helt komfortable fartøj.

For mig blev det til et kærligt gensyn med inspektionsskibet Vædderen, hvorfra jeg har båret mange lettere og sværere branderter ned ad falderebet. 

Vædderen var i sin tid adopteret af Nuup Kommunea, hvor jeg arbejdede som informationschef - og blandt mine kære pligter var blandt andet Vædderens årlige reception for byens honoratiores, som altså også omfattede min ringhed.

Til gengæld lånte jeg en bybus (med chauffør) og bød på en byrundtur for mandskabet. Det var også altid festligt - ikke mindst fordi svendene som regel medbragte lidt toldfri spiritus til busturen. For resten er jeg da også født i Vædderens tegn.

Det blev også til et kig på en Siriuspatruljens nye både. De blev anskaffet sidste år, hvor jeg også skrev en længere artikel til Sermitsiaq om anskaffelsen. Der er fem af dem - bygget af aluminium i Finland. De er af landgangstypen, så de kan sejle direkte op på en strand - og så har de et par 225 hestes Mercury-motorer, der bringer topfarten op 38 knob.

Vi benyttede også lejligheden til et besøg på Skoleskibet Danmark, der drives af søfartsskolen Martec i Frederikshavn, men har hjemmebase på flådestationen. Jeg har aldrig set skibet før, og jeg havde lidt problemer med at finde det, for det er altså betydeligt mindre, end jeg troede. I øvrigt trængte messingen til at blive pudset, så der venter de nye elever en hård tørn, når skibet stævner ud på efterårstogtet den 21. september. Togtet går til Irland, Tenerife og Azorerne.

Helikoptere er jo populære i vores lille familie, så vi nød også en fin opvisning med flyvevåbnets EH-101 helikopter - og dagen blev så afsluttet med et besøg af to F-16 jagere over Frederikshavn. 




torsdag den 2. september 2021

Aften på fjorden

Godt sømandskab


Onsdag aften var jeg på spejdertur med det gode skib Loa - en barkentine fra 1920. Det blev en herlig tur på Limfjordens vande, selv om blæsten ikke gik særlig frisk i det smukke efterårsvej.

Så det blev hverken til fartens glød på kind eller kølige stænk på min pande, men det går jo nok endda.

Turen var et såkaldt ledertræf for spejderlederne i Aalborg, arrangeret af Sct. Georgs Gilderne. Det var en aften fri for børn. Kald det bare en belønningstur, men også et lille kursus i godt sømandskab.

De fleste spejdere har jo et intenst forhold til tovværk - og den interesse deler de med søfolk, så der var nok et staldtip eller to at lære. De modige var også en tur i rigningen - bare lige for at få styrket selvtilliden, selvom spejdere, der kan tænde bål med to tændstikker i regnvejr, næppe savner troen på egne evner.

Turen gik for sejl mod Nordjyllandsværket med to til tre knob - og så noget hurtigere for motor retur, da solen var gået ned.

Turen sluttede ved ni-tiden med et tjikkerlikker til mandskabet på Loa og turen hjem til kanen, hvor der blev sovet igennem oven på den trods alt friske luft på fjorden.







tirsdag den 31. august 2021

Ord, ord og atter ord

Ordskvalder

Foto: Paramount
Danske skole- og gymnasieelever demonstrerede først på ugen for retten til at vise navler og maveskind i undervisningstiden. Det er vel, hvad man kan forvente i et land, hvor nationalsnacken er flæskesvær.

Det er godt, at ungdommen reagerer på et tilfælde af vilkårlig magtanvendelse og talibansk sexualforskrækkelse her i Danmark, hvor vi ellers hylder frisind, bare patter og porno i børnehøjde.

Firehøjskolens forbud mod mavebluser – crop tops som de kaldes på dansk – er et godt eksempel på den omsiggribende tendens til at være bekymret på andres vegne. Forbuddet blev ikke udstedt for at beskytte de små piger mod modeindustriens påfund, men angiveligt fordi pigernes flæskesvær forstyrrede pubertetsdrengenes tanker i undervisningstiden.

Lad gå med, at denne påstand er dybt krænkende mod umodne drenge. Men her hjælper næppe forbud. Puberteten er en form for sindssygdom, hvor hormonerne trækker både piger og drenge langt uden for pædagogisk rækkevidde.Tankerne kredser konstant om sex – og det uanset hvor lidt maveskind, der kan ses. Og derfor bliver forbuddet mod crop tops ikke andet end ligegyldig og overflødig symbolpolitik.

Og som altid med symbolpolitik rammer det nemt de uskyldige. Selv er jeg ret bekymret for, at tendensen breder sig, for hvor går grænsen for navlepilleriet i andres navler?

Jeg er – som det måske er læserne bekendt – temmelig korpulent, som det hedder med et pænt ord. Det betyder, at skjorten somme tider strammer med en blottet navle til følge. Det tænder næppe pubertetsdrengenes fantasier, men der er krænkelsesparate mennesker nok til, at det sikkert også en gang bliver forbudt.

Mange af tidens forbud bliver gennemført af god vilje og beskyttertrang. Men det hjælper ikke. For syndfloden finder altid nye veje. Nu er det efterhånden adskillige år siden, at Moses udstedte de ti bud. Men der er fortsat folk, der overtræder det sjette bud…

Jeg ønsker mig, at de unges oprør fortsætter, så vi igen får sat klare grænser for, hvad det offentlige skal blande sig i – og hvad det offentlige skal blande sig uden om.

Det er den gode vilje og unge uerfarne levebrødspolitikere, der driver værket – og det har forvandlet den danske velfærdsstat til et juridisk galehus, som almindelige mennesker ikke kan finde rundt i.

Onsdag offentliggjorde tænketanken Cepos en undersøgelse, der viser, at på trods af corona-nedlukning og hjemsendelse af offentligt ansatte er antallet af ord i statslige love og bekendtgørelser steget i 2020 med 700.000 ord svarende til 3,3%.

Totalt er antallet af ord i love og bekendtgørelser siden 1989 steget med 14 millioner ord, så den samlede danske lovgivning i dag er på 21 millioner ord.

Det er sikkert krænkende over for kineserne, men jeg bliver nødt til at sige, at det er der ingen, der har en kinamands chance for at overskue.

Det er udemokratisk og en trussel mod hele samfundet, at man ikke ved, hvad der er rigtigt og forkert.

De unge fik held til at stoppe det vilkårlige forbud mod crop tops. Nu håber jeg, at de – opildnet af successen - går på gaderne og kræver, at den danske lovmaskine stopper – og tiden bliver skruet tilbage til de ti bud. Ti enkle leveregler som alle kan forstå.

Også selv om det sjette bud fortsat er mere en hensigtserklæring end et effektivt bud – sådan som al lovgivning jo er.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende, 27. august 2021

søndag den 29. august 2021

Ålekvabber

Barndommens gane


Da jeg var barn i Farsø, var ålekvabber en ganske almindelig spise. Der var mange, som fiskede ål og skrubber i Limfjorden - og kujerne, som ålkvabberne kaldtes, var en meget almindelig bifangst.

På en dårlig dag kunne der være flere ålekvabber end ål, men det var nu til at leve med, for kujerne smager altså godt. Knap så fede som ål og mere fast i kødet - og jeg spiste dem altid med stor fornøjelse.

Siden er tiderne skiftet. Der er dårligt nok fisk i fjorden overhovedet, så der er ikke mange, der fisker længere - og samtidig har jeg jo været ude af landet en del år. Summa summarum: Det er nok 45 år siden, at jeg sidst har smagt en ålekvabbe.

Nu er jeg jo tilbage ved fjorden - og tanken om ålekvabber har længe plaget mig. Hvor ville jeg gerne smage dem igen - og hvor ville jeg gerne præsentere Dina for denne pragtspise, som man ikke kender i Grønland.

Jeg spurgte derfor en af naboerne, som fortsat fisker, om han måske kunne hjælpe mig. Forleden ringede han så på og afleverede en lille pose med otte ålekvabber. Ikke storfangst, men dog nok til Dina og mig.

Kvabberne var endnu levende, så jeg gik i gang med renseriet på stedet - og det sidder altså i hænderne. Lidt ligesom at cykle, så det gik nemt. Af med hovedet og ud med indvoldene. Resten blev dyppet i eddike, og jeg skrabede slimen af. Finner blev klippet af med en saks, og så røg herlighederne i fryseren til i dag.

Ålekvabber er også nemme at tilberede. De skæres i mundrette stykker som ål og puttes i en pose med rugmel, salt og peber. Posen rystes - og så er de panerede. På panden i rigeligt med smør et par minutter på hver side - og så er der serveret med kartofler og persillesovs til.

Og så en lille nordenfjords detalje. Også med tyttebærsyltetøj til. Det brugte vi ikke i Farsø, men jeg har vænnet mig til det, når jeg får stegt fisk - så jeg måtte lige en tur til købmanden. Desværre har jeg ikke hjemmelavet tyttebærsyltetøj.

Som sagt kaldte vi ålekvabberne for kujer i Farsø. Her nord for fjorden hedder det ålekujer, har jeg lært.

Jeg synes i øvrigt, at ålekvabben er en meget smuk fisk. Brun med sorte pletter. Og i bedste fald 30 cm lang. Dagens ålekvabber var næppe mere end 20 cm.

Det blev til et herligt gensmag. Ålekvabberne smagte lige så godt, som jeg husker det. Det var lige før, jeg fik tårer i øjnene af glæde. Dina var for resten med på den. Helt instinktivt bekendtgjorde hun inden aftensmaden, at nu skal der smovses - og større ros kan en usmagt fisk næppe få.

Ålekvabber udmærker sig i øvrigt ved at have grønne ben. Det generer ikke mig, men jeg har dog hørt om familier, hvor børnene blankt afviser at spise ålekvabber af den grund. Heldigvis havde jeg det ikke sådan, da jeg var barn. En herlig smag af barndommens gade var dagens aftensmad i hvert fald.

lørdag den 28. august 2021

Sild, sammenskud og svenske tilstande

Mad og mænd

Der bliver ro i stalden, når der fodres.
Så er Øland Sildelaug på banen igen - efter en fortjent sommerferie.

Aftenens kulinariske udfoldelser havde tre forskellige bagmænd og var sådan lidt sammenskudsagtig. Men entusiasmen og glæden ved at lave god mad var som altid i top.

Tre glas sild og to gode sild.
Skal man pege på et tema, så var det Sverige. Ikke helt gennemført, men alligevel. For forretten var de klassiske O.P. Anderson-sild, hovedretten blev serveret med Hasselback-kartofler, og desserten var svenske kanelbullar. Mere blåt-gult kan det næsten ikke blive på vore bredde- og længdegrader.

Efter at laugsbrødrene havde hilst på hinanden - med hånden for første gang i halvandet år - gik man i krig i køkkenet.

O. P. Anderson-sild - her uden O.P.
Peter førte an med sin signaturret - den klassiske O.P. Anderson sild, der såmænd ikke er andet end en sildemad garneret med æg, rødløg, blåbær og lidt karse - og så selvfølgelig skyllet ned med rigelige mængder svensk brændevin fra Göteborg, O.P. Anderson, der meget tankevækkende startede sin karriere som spritproducent med en læreplads i Petter Gröndahls Kemikaliehandel.

Mørbrad a la créme - rigeligt med créme...
Palle stod for dagens hovedret. Mørbrad a la créme. Solid dansk kromad, som under Palles kyndige ledelse var perfekt tourneret.

Velstegt - ikke overstegt - og garneret med bløde løg og champignons i cremet flødesauce. Rigeligt med fløde - og det er der som bekendt ingen ret, der har taget skade af.

Tilbehøret var dagens vegetariske indslag - Hasselback kartofler og spidskålsalat med mormor-dressing.

Kanelbullar a la Øland.
Afslutningsvis bød John på kanelbullar. Hjemmebagte oven i købet, men han havde vist nok fået hjælp til den del af processen. Og serveret med ekstra glasur til den søde tand.

Tiden løber altid hurtigt i gode venners lag. Og selv om aftens-Ølandssangen blev droppet som den sidste overlevende corona-foranstaltning, blev tiden alligevel overskredet med nogle minutter, så klokken var på den forkerte side af 22, da laugsbrødrene trillede hjemad...

...Anden gang, tredie... Solgt til den herre med forklædet...

Du gamla, du fria...

torsdag den 26. august 2021

Fra arkivet: Grønlændere i trøjen

Værnepligt


I sommeren 2000 sejlede jeg på fiskeriinspektion med søværnets inspektionskutter Agdlek i Davis Strædet. Turen gik fra Nuuk og sluttede med et besøg på den daværende Grønlands Kommando på Flådestation Grønnedal og en afsluttende meget smuk sejlads gennem fjordene til Narsarsuaq via Narsaq. Det kom der blandt andet denne artikel ud af, som blev bragt i Nordjyske Stiftstidende 26. september 2000.
------
Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt og chefen for Grønlands Kommando går nu i felten for at få flere grønlændere til at gå ind i forsvaret.

Selv om der aldrig har været militær værnepligt i Grønland, forsøger det danske forsvar sig nu med en hvervekampagne for at få flere unge grønlændere til at melde sig frivilligt til tjeneste.

- Vi mener selv, at vi har et godt tilbud til unge grønlændere. I forsvaret tilbyder vi blandt andet uddannelser til mekaniker, radiotelegrafist, skibsnavigatør og maskinmester. Vel at mærke med fuld løn under hele uddannelsen, siger kontreadmiral Axel Fiedler, Grønlands Kommando.

Han har netop aftalt med landsstyreformand Jonathan Motzfeldt, at de to skal på et større felttog her i efteråret for at få flere grønlændere i trøjen.

Der findes ikke et eksakt tal på, hvor mange grønlændere der er i forsvaret, men en af dem er den aalborgensiske marineoverkonstabel Johnny Mieth. Han er udkigsmand, rorgænger og dykker ombord på inspektionskutteren Agdlek og har været i søværnet i seks år. Heraf de to på Agdlek.

- Jeg er født og opvokset i Narsaq, og jeg taler grønlandsk, fortæller Johnny Mieth. Jeg kom i søværnet, fordi min far har været der. Min far ønskede ikke, at jeg skulle gro fast i Narsaq, så afsted med mig. Jeg startede som marineelev og har sejlet forskellige steder. For to år siden endte jeg så på kutterne - heldigvis for det, for det er det bedste sted at sejle.

- Jeg bor i Aalborg, men når vi sejler, har jeg mulighed for at møde mine forældre.

- Jeg kan enten låne jollen, hvis vi ligger i Julianehåb eller blive sat af et par timer, hvis vi skal hente nogen i Narsarsuaq.

- Jeg har fået en uddannelse som marinedykker og assisterer blandt andet trawlere, som har fået nettet i skruen.

Johnny er det eneste besætningsmedlem på Agdlek, der taler grønlandsk. Han mener, at det er en stor fordel:

- Det er godt med en grønlandske talende på inspektionskutteren, fordi der kan opstå sproglige vanskeligheder ombord på en trawler.

- Jeg har for eksempel også været med en gang, hvor en lille pige var faldet i vandet. Vi fik hende ganske vist genoplivet, men vi havde store problemer med sproget, for hendes familie talte overhovedet ikke dansk. så da var jeg glad for at være ombord. Jeg sad sammen med dem i et døgn og fungerede som tolk og kunne berolige dem.

Johnny Mieth bakkes op af sin chef på Agdlek, premierløjtnant Kristian Daugaard:

- De fleste af os er her ikke så længe, at vi lærer sproget. Folk med lokalkendskab og den sproglige baggrund i orden vil være en stor kvalitet. Især i forbindelse med vores mange funktioner med støtte til civilsamfundet kan det være et problem med sproget.

Grønlands Kommando forestiller sig, at man til efteråret vil holde optagelsesprøver rundt om i Grønland i forbindelse med, at kommandoens fartøjer besøger de forskellige byer.

- Prøven skal give adgang til at komme til en endelig adgangsprøve i Danmark. Vi vil stille de samme krav til grønlænderne, som der bliver stillet til danske konstabelelever. Det vil blandt andet sige, at man skal kunne løbe 2400 meter på tolv minutter, de skal bestå en helbredsundersøgelse og en psykologisk test, siger Axel Fiedler, der til gengæld ikke lægger så meget vægt på danskkundskaberne.

- Blot de kan kommunikere på dansk, så skal vi nok klare finpudsningen under uddannelsen, som foregår i Danmark. De unge skal være indstillet på at opholde sig nogle år i Danmark. Til gengæld vil de også gennem tjenesten lære at tale engelsk. Det vigtigste er, at de kan tale grønlandsk, for det kan vi ikke lære dem.

Axel Fiedler understreger, at man også gerne ser unge med en gymnasial uddannelse melde sig under fanerne. De får mulighed for få en officersuddannelse og derigennem en uddannelse som enten navigatør eller maskinmester. Som alle andre uddannelser i militæret kan de bruges i det civile liv efter endt tjeneste.
_____
Hvis du vil vide mere om, hvordan det er gået Johnny Mieth senere i livet, skal du købe denne uges udgave af Sermitsiaq, som udkommer fredag. Her har jeg et interview med ham, hvor han fortæller om livet, som det formede sig, efter at han forlod forsvaret i 2008. Sermitsiaq koster kun 30 kroner.

Historien er brandaktuel, fordi det grønlandske selvstyre, Naalakkersuisut, har stillet aftalen om værnepligtsprøvning i bero - angiveligt fordi man ønsker, at Grønland bliver demilitariseret. Det er en beslutning, som har medført stor politisk uro.

mandag den 23. august 2021

Skovrandøje

Dagens sommerfugl


Jeg er jo ikke ligefrem sommerfugle-ekspert, så jeg måtte ty til nettet - altså internettet - da jeg i dag så denne flotte brune sommerfugl i krattet i baghaven.

Det viste sig at være en skovrandøje - en sommerfugl i takvingefamilien. Den er ingenlunde sjælden - og antallet har været stigende de seneste 100 år, hvor den er vandret fra Sjælland mod vest og nu findes i det meste af landet bortset fra Vestjylland.

Skovrandøje er en typisk skovsommerfugl - og holder især af bøgeskove, så det er måske ikke så mærkeligt, at den nu dukker op her på parcellen ikke så langt fra Ølandsskovene.

Men den er sikkert også et tegn på, at jeg har held med at lade en del af parcellen vokse vildt - netop til gavn for dyrene.

Det kan i øvrigt næsten blive for meget. I eftermiddags tog jeg en kaffepause fra skriverierne og gik ud i haven. Ovre ved juleroserne og bonderoserne ville jeg lige bukke mig ned og tage lidt ukrudt.

Det skulle jeg aldrig have gjort, for mellem juleroserne sad en hare, der selvfølgelig sprang op og forsvandt gennem hækken. Jeg blev simpelthen så forskrækket, at det er et rent under, at jeg fortsat har rene underbukser.

I sidste uge tidligt om morgenen så jeg i øvrigt spor efter rådyr i en grusbunke, som naboen har parkeret nede ved pejsehytten. Rådyret var helt åbenlyst kommet fra haven og var gået op over grusbunken. Desværre blev det regnvejr, inden jeg nåede at fotografere sporene. Men der er liv derude. Meget liv...