Rettidig omhu

Stokkemetoder

Som jeg forsigtigt antydede i forrige indlæg, er jeg ikke typen, der altid rider samme dag, som jeg sadler.

I den forgangne uge fik jeg endelig lukket et projekt, som har været 13 år undervejs. Det er vistnok personlig rekord.

Det begyndte i 2010, hvor jeg fandt en hasselbusk oppe i Øland Østerskov. Busken var befængt med efeu - og op ad en af de tynde stammer havde efeuen snoet sig i spiralform mod lyset. Det var simpelthen den perfekte stokkekæp, så jeg fældede den på stedet og tog den med hjem.

Her fik den så lov at stå på værkstedet og tørre igennem i et par år. I julen 2012 begyndte jeg så at lave stokken. Først sleb jeg et stykke rensdyrgevir til håndtag. Så fik jeg en god bekendt, som er guldsmed, til at lave et slutstykke i sølv - og så gik jeg ellers i gang med at samle herlighederne.

Desværre kom jeg til at beskadige sølvtøjet. Og da jeg ikke er metalmand, tabte jeg interessen, og stokken blev sat til side. Herregud, jeg har heldigvis endnu ikke brug for en stok, så det gik jo nok endda.

Men for en måneds tid siden kom jeg alligevel efter det. Så turen gik til guldsmeden endnu en gang. Og nu i sidste uge fik jeg så stokken tilbage - og så er den færdig efter 13 år. Tak til Michael for hjælpen.

Så nu har jeg en flot stok til en gang, når det bliver aktuelt. Og flot er den.

Desværre er rensdyr-takken gulnet gennem årene, men et ophold i vindueskarmen mod syd i stærk sol plejer at hjælpe mod den slags.

Det har taget sin tid, så jeg har tid til at vente lidt endnu. Det er jo bare rettidig omhu.

Nu skal jeg i hvert fald ikke bekymre mig om stokkemetoderne længere. For jeg har en stok, som der næppe findes mage til i hele kongeriget. Så flot er den. Den er jo en skovrider værdig, når jeg ubeskedent selv skal sige det. 

Projektweekend

Et skridt videre

Det er ikke altid, at jeg rider samme dag, som jeg sadler. Jeg har altid mange ideer til ting, der skal laves, men somme tider er der ualmindeligt langt fra tanke til handling.

Sidste weekend fik jeg ryddet lidt op i stakken af projekter. Det er jo ved at være efterår, så der var en del malerarbejde, der skulle sluttes. Så nu har jeg malet og samlet elementerne til det nye skjul til skraldespandene ude ved vejen. Så kan jeg altid på et senere tidspunkt få gravet ud og lagt fliser og gøre stativet færdigt. For det arbejde er ikke temperatur-afhængigt.

Det irriterer mig, at jeg er nødt til at bruge kræfter på det projekt. Skjulet er en følge af nye regler fra kommunen, der betyder, at renovationen skal stå ved vejen. Det ligner lort med alle de affaldscontainere, vi efterhånden er belemret med. Og jeg forstår ikke, hvorfor man ikke længere må gemme sit affald ude bagved - fjernt fra offentligt indblik Der skulle ellers være så smukt ude på landet. Men æstetisk sans plager hverken embedsmænd eller politikere, der nyder udsigten til de bonede gulve - fjernt fra virkeligheden.

Jeg fik også lavet lavet inddækningen på redskabsrummet. Det er to år siden, at inddækningen blev revet ned af en orkan. Egentlig skulle det allerede være repareret sidste forår, men så døde Dina jo. Men nu er det plads - og det ser flot ud. Især fordi også udsmykningen nedenunder - to trærelieffer -  har fået en forfriskende gang maling.

Jeg fik også lavet nyt lys i brændeskuret. Med bevægelsessensor og det hele. Det var også på tide. Materialerne blev allerede indkøbt før jul.

Nu lægger jeg så handy-opgaverne til side et par uger. For der er også en del projekter i haven, som jeg gerne vil have af vejen, inden efteråret for alvor sætter ind. Så jeg krydser fingre for, at det bliver godt vejr i weekenden.

Askepot

Den endelige løsning

Sentimental har jeg altid været. Så jeg kunne ikke dy mig for at tage lidt af asken fra, inden jeg tog til Grønland med Dinas urne i maj. Bare for at have en lille rest at snakke med, når jeg blev småsentimental.

Asken kom i en bøtte, der en gang havde været kanel i. Det havde Dina næppe noget imod, for hun var glad for risengrød. Men det var nu kun en midlertidig løsning.

For jeg aftalte med den lokale kunstner, Karen-Marie Mondrup, at hun skulle lave en lågkrukke til asken. Nu er "askepotten" færdig - og jeg hentede den fredag eftermiddag i Karen-Maries atelier og værksted på Torslev Eng.

Jeg er godt tilfreds med værket. Måske endda en smule stolt. Jeg havde givet Karen-Marie fuldstændigt frie hænder - bortset fra at der skulle være blåt i værket. Blå var Dinas yndlingsfarve, så selvfølgelig skulle krukken være blå. Jeg synes, at opgaven er løst til UG med kryds og slange.

Nu er krukken så kommet på plads på vitrineskabet - og jeg har noget smukt at kigge på. Ikke så smuk som Dina, men mindre kan også gøre det for en sentimental gammel mand.

I øvrigt ligner parcellen en regulær byggeplads i øjeblikket. Overalt står der tømmer og malergrej - og værktøjet flyder også lidt. Jeg har gang i mange projekter på en gang, for det er altså med at få malerarbejdet overstået, mens luften endnu er varm. Bilen må stå ude de næste par uger, for jeg bruger carporten som malerværksted.

Blandt projekterne er en ny dør til værkstedet og et nyt stativ ude ved vejen til affaldscontainere - og så er der en del småreparationer, der skal klares, inden det bliver alt for meget efterår.

Op på mærkerne

Alfred hædret på frimærke

Den 76-årige tidligere Sirius-mand Alfred Olsen, der bor i Hals, er blevet hædret af det grønlandske postvæsen, Tusass, der har valgt ham som motiv på et nyt frimærke, som udkom mandag.

Det blev onsdag markeret ved en kaffemik i hjemmet på Korsholm med både grønlandsk korsang, taler, rensdyrkød og masser af kage, som det er skik i Grønland. Ved kaffemikken deltog Alfred Olsens naboer og venner – ikke mindst to af kammeraterne fra Slædepatruljen Sirius fra Olsens årgang.

- Det er helt unikt, at vi udgiver et frimærke med en nulevende person uden for kongehuset rækker, men du er også helt unik. Så du var det naturlige valg til vores nye serie, som hedder Hverdagens Helte, sagde chefen for frimærke-afdelingen i det grønlandskepostvæsen  Allan Pertti Frandsen ved kaffemikken.

Alfred Olsen kvitterede for hæderen med en opfordring til Grønlands ungdom om at gå ind i militæret og tage ansvar for forsvaret af det store land.

- Det kræver mod, samarbejde, planlægning og ikke mindst stædighed at være medlem af slædepatruljen. Det er gode egenskaber, som man har glæde af resten af livet, sagde Alfred Olsen, der flere gange var ved at miste livet under de to års militær-tjeneste i Nordøstgrønland.

Alfred Olsen var i 1970 den første grønlænder, som klarede den benhårde optagelsesprøve til Slædepatruljen Sirius. Han blev landskendt i både Danmark og Grønland, da han i forårets store DR-serie om slædepatruljen fortalte om en ulykke i januar 1971, hvor han sammen med tre kammerater mistede telt og udstyr i en forrygende snestorm. De overlevede kun ved at lægge sig tæt sammen og sommetider oven på hinanden i snestormen, der varede to døgn.

DR-serien er blevet set af netseere over hele verden – og overalt gyser TV-seerne, når Alfred Olsen fortæller om sine oplevelser i ødemarken i Nordøstgrønland.

Efter militærtjenesten vendte Alfred Olsen tilbage til hjembyen Sisimiut på den grønlandske vestkyst lige nord for polarcirklen, hvor han gjorde karriere i entreprenørbranchen. Da han stoppede i 2020, flyttede han til Hals for at nyde sit otium sammen med hustruen Kirsten Bødker.

Flytningen betød, at han måtte sige farvel til sine elskede hunde og hundeslæden. Det kompenserer han for ved at passe naboernes hunde. Han har et godt tag på hundene, der lærer, at en hund altid skal gå forrest og skal adlyde det mindste fløjt.

- Lidt ligesom jeg gjorde, da jeg valgte Slædepatruljen Sirius, fortalte Alfred Olsen med et grin.

Hjemme i Sisimiut var frimærkeudgivelsen og den store hæder til bysbarnet så stor en begivenhed, at lokalradioen, Sisimiut Tusaataat, sendte direkte fra kaffemikken i Hals.

Det nye grønlandske frimærke er tegnet af den grønlandske kunstner og skuespiller Lisbeth Karline Poulsen. Frimærket og tilhørende førstedagskuverter kan bestilles på stamps.gl.

Historien blev bragt første gang i Nordjyske 1. september og er i denne uge forsidehistorien på Dronninglund-Hals Ugeavis. På fredag bringer Sermitsiaq en lidt længere reportage fra kaffemikken. Læs mere om Alfred her. 

Årets pelargonier

Kulør i hverdagen

Inden efteråret for alvor er over os, vil jeg godt lige prale lidt med mine pelargonier.

Ikke fordi, der er så meget at prale af. Det er en nem plante, som gerne blomstrer - og så imponerende flotte er de altså heller ikke. Det er set bedre tidligere år. 

Først tørke, så regn og endelig august-stormen har været hårde ved dem. Så alt i alt kunne det godt have været bedre.

Jeg har mange pelargonier. Mellem 250 og 300 planter i år. Nogle nyanskaffede i foråret og nogle overvintrende fra tidligere år. De står overalt. De fleste i krukker, men også en del på friland.

Især regnen er hård ved pelargonier. Vand får blomsterne til at visne meget hurtigt, så man skal være over dem næsten hver eneste dag. Det bliver så min daglige morgentur. Hvis jeg lige skal have fat i hver eneste plante og nippe visne blomster og blade, går der nemt en time med det.

Men det gør ikke så meget. Jeg holder af fest og farver - og når der ikke er så meget fest som i mine unge dage, må jeg jo nøjes med farverne på mine gamle dage.

Fænomenet Susie

Populærmusik

Det er sådan cirka 40 år siden, at jeg stødte på Susie og Leo første gang.

Til visefestival i Skagen. Det var faktiske det eneste musik, jeg hørte i de fire dage, jeg var der. For visesang og folkemusik finder jeg temmelig kedeligt og anstrengende. Så hellere godt med bajere og dans på bordene - og sådan blev det på restaurant Skansen i Skagen.

Fredag aften blev det til et genhør og ikke mindst gensyn med Susie, da hun spillede (eller rettere performede) på Jernbanetorvet i Brovst. Det var arbejde for mit vedkommende, men også en let opgave. For Susie er altså meget livlig på en scene, så allerede efter et par minutter var der en håndfuld gode billeder på kortet.

Ikke alle billederne var egnede til avisbrug, så jeg bringer lige et par stykker her.For de særligt interesserede kan jeg oplyse, at billederne er klikbare.

Jeg er vildt imponeret. Susie er et par år ældre end mig - og jeg kan i hvert fald ikke længere få fødderne op i hovedhøjde.

Det har i øvrigt været nogle hektiske dage i lokaljournalistikkens tjeneste. Jeg lagde ud fredag morgen med åbningen af Harald Nyborg i Aabybro og børne-OL på Jetsmark Stadion. Så Susie om aftenen. Lørdag blev det til et fornyelsesprojekt i Mølleparken i Brovst, en ny surfstation på Gjøl havn, vikingetræf på Aggersborg, madfest på Thorup Strand og en damefrokost i Aabybro. Søndag eftermiddag venter en lystfiskerkonkurrence i Birkelse.

Svinets svinkeærinde

Springtur

Foto: Sussie Løfqvist

Fredag eftermiddag var genboens vietnamesiske hængebugsvin på springtur. Det vakte angiveligt i følge Facebook en del postyr og opsigt. Men selv om det foregik ret ud for parcellen, opdagede jeg det slet ikke.

Jeg havde besøg af min kusine Anne og Henrik. Bare lige til en kop kaffe og jordbærkage på gårdspladsen. Snakken gik livligt - og vi var åbenbart tabt for omverdenen. Så svinets svinkeærinder opdagede vi ikke.

Det kunne ellers være hyggeligt med et besøg af sådan en grisebasse. Hellere det end løse hunde - i hvert fald.

Den for vore breddegrader noget eksotiske gris tilhører Tonny i nr. 7 - og efter kort tids forløb var grisen tilbage i folden, har jeg fået fortalt.

I følge wikipedia stammer hængebugsvinet fra Vietnam og Thailand og er nært beslægtet med vildsvin. Et fuldvoksent dyr kan veje fra 25 kg til over 130 k. De bliver i gennemsnit 15 år gamle. Hængebugsvinet bliver ofte holdt som kæledyr. I Spanien betragtes det som en invasiv dyreart.

Tonny har i øvrigt en vis kærlighed til specielle dyrearter, I de godt 13 år jeg har boet på Nørremarksvej, har vi oplevet både strudse, æsler og lamaer på hans lille mark bag huset.

Nemt og lækkert sommersnask

Overskudstomater

Det er højsæson for friske tomater fra haven. Desværre er jeg ikke særlig vild efter tomater - og slet ikke rå tomater, men jeg dyrker dem alligevel, fordi jeg synes, at det sjovt at få ting til at gro.

Så må jeg jo i gang i køkkenet for at få skidtet spist. Jeg har i mange år dyrket denne lille nemme ret, der smager tossegodt - og hvor anstrengelserne står rigeligt mål med resultatet. Det handler om umami og koncentreret smag, og det er ikke spor svært.

Jeg lægger ud med at lave en forsvarlig portion bløde løg i lidt smør. Når løgene er færdige, tager jeg dem af panden og fortsætter med at smide fire til fem skivede tomater i smørret. Når tomaterne bliver varme, smider de saften - og så handler det ellers bare om at lade dem simre et kvarters tid, så saften koger ind til en kraftfuld sauce. Smag til med godt med salt og peber og hæld tomaterne i skålen med løgene.

Det ligner snask - og det er snask, men som sagt: Det smager tossegodt og er det perfekte tilbehør til en omelet med lidt bacon og et drys persille.

Det er sommermad - på min facon. Men prøv selv. Det er så nemt. 

Spurvehøg

Snapshots

Det bliver desværre ikke til så meget fuglefoto i øjeblikket, men i eftermiddags var jeg lidt heldig.

Næsten hjemme på Nørremarksvej så jeg en spurvehøg i luften og lindede på speederen for lige at nyde synet. Og sørme om ikke fjerkræet så satte sig i bøgehækken lige ud for bilen.

Kameraet lå ved siden af mig i bilen, for jeg havde været ude at lave et hurtigt portræt til avisen. Så jeg knipsede bare løs med den helt forkerte optik og indstilling, men billederne sad pænt i skabet, selv om jeg var nødt til at beskære voldsomt.

Det er endnu en gang beretningen om, at selv blind høne kan finde guldkorn.

Exif er 200 mm, 1/400 sec, f:5,6, iso 400.

Fuglen er som sagt en spurvehøg - hun. For i spurvehøgens verden er hunnen dobbelt så stor som hannen. Så det er nok mor, der har bukserne på i det forhold...

Blommer i madeira

Sylteeksperiment

Så er de første blommer klar. Og der er mange flere, end jeg kan nå at spise direkte fra træet. Så jeg gik i gang i køkkenet og lavede blomme i madeira. En selvkomponeret opskrift, som jeg fandt på, mens jeg lavede de gode sager.

Som alle andre småsure gamle mænd har jeg pådraget mig diabetes, så mine gamle opskrifter bruger jeg ikke længere. De fleste er baseret på pund til pund-metoden, og den går altså ikke. Derfor lidt fri leg ved gryden.

Jeg tog et kilo blommer og udstenede dem. De kom i en gryde med 125 gram sukker og 50 gram vanillesukker. Sukker er en del af konserveringen, så det kan ikke helt undværes, men netop i kombination med den syreholdige madeira tør jeg nu godt holde igen.

Hele herligheden overhældes med en kvart liter madeira og bringes langsomt i kog i et minut eller to, så blommerne ikke koger helt ud, men bare bliver bløde. Så hældte jeg blommerne på skoldede og atomon-skyllede glas med en hulske. Smagte lagen til med lidt stevia og gav den et opkog, inden jeg hældte den over blommerne. Låg på med det samme, så der dannes vacuum, når det køler af.

Nu skal de så stå i køleskabet og trække igennem i et par uger - og så er de ellers klar. Blomme i madeira er fremragende til trifli - og så kan de også bruges til ost i en snæver vending.

Jeg har to blommetræer. Det aktuelle er vistnok af sorten kirkes og bærer blommer her i begyndelsen af august. De smager hammergodt og er faste i kødet.Træet står desværre i et vildnis af rododendron, selvsåede træer og azalia, så det er meget besværligt at komme til.

Så jeg har lige skrevet på dosmeren med vinterprojekter, at der skal ryddes omkring blommetræet - og beskæres. For jeg er ikke helt vild med at stå på stiger længere. Men jeg faldt nu kun ned en gang - og det var helt klart min egen fejl. Måske der også skal sås græs på stedet til næste år. Nu får vi se...

Mit andet blommetræ er victoria. De er først modne om en måneds tid, men det ser ud til at give helt overvældende igen igen. Victoria er ikke verdens bedste blommer, men de er taknemmelige og giver godt.