Kliptomaner

Den røde tråd

Politikere elsker at klippe røde snore. Ikke mindst i lokalpolitik. Så snoreklipning er en fast del af mit arbejde som lokalreporter for Det Nordjyske Mediehus i Jammerbugt kommune.

Det er normalt ikke særlig ophidsende. Politikeren hælder vand ud af ørerne og roser de frivillige ildsjæle - og så et par bevingede ord om det store forgyldte fællesskab, hvor det er en dansk folkesport at bruge andre folks penge.

Men der er undtagelser. Fredag eftermiddag var jeg til indvielsen af en ny legeplads på Vedsted Friskole i Birkelse. Det blev ganske fornøjeligt, for børnene kunne slet ikke vente med at tage legepladsen og den tilhørende svævebane i brug.

Så da den lokale politiker, Mariane Andersen, bevæbnet med den gyldne saks deflorerede den røde snor i form af en minestrimmel, stormede alle ungerne frem - og politikeren blev løbet over ende.

Det blev så også ugens sjoveste billede i en blandet uge, hvor jeg både har skrevet om tarteletter, brunsvigere, græskar og en campingplads til den lokale avis - og også om iværksættere og et grønlandsk modeshow til Sermitsiaq.

Jeg kan i øvrigt godt lide at fotografere børn. Det kræver lidt tålmodighed - og der skal ikke instrueres alt for meget. Men hvis vi snakker og leger lidt sammen, glemmer de fotografen. Det er også lidt ligesom spejder - det er bedst, hvis forældrene ikke blander sig.

Så jeg er også ret glad for det nederste foto med en modig pige, der tester den nye svævebane i Birkelse. Læg mærke til det glade ansigt, Hun har kastet sig ud i noget, som hun ikke var sikker på, at hun turde - men det var sjovt, og selvtilliden fik et løft.

Spættespot

Hakkeorden

For ti år siden fik jeg den glimrende ide - mente jeg selv - at indrette et spætte-foderbræt til kvarterets mange store flagspætter.

Jeg monterede en gammel lettere mørnet bøgekævle på altanen uden for kontoret. Ideen var så, at spætterne kunne finde føde her - lige uden for vinduet, hvor jeg efter planen kunne fotografere fuglen, der normalt er lidt sky og svær at komme på skudhold af.

Jeg indrømmer gerne, at det kun blev en betinget succes. I 2010 lykkedes det mig at fotografere en enkelt stor flagspætte på fersk gerning, men ellers har jeg ikke set meget til flagspætterne på altanen.

Men her til formiddag var der bid igen. Spætten hakkede, så skrivebordet dansede hen ad gulvet.

Den bød sig også til for fotografen. Desværre havde jeg kun mit dagligkamera med en 24-105 ved hånden, så jeg har været nødt til at beskære billederne ret kræftigt. De ses også tydeligt, at de er taget gennem en halvsnavset termorude i en skrå vinkel på grund af et gardin.

Men jeg er da tilfreds - og det tror jeg også, at spætten er. For den har virkelig taget for sig af træet. Grenen er nærmest halvt gennemsavet, så nu er det nok på tide, at den kommer ned af hensyn til den almindelige sikkerhed.

Det har i øvrigt længe været planen. Altanen trænger til en voldsom renovering. Gelænderet er livsfarligt, og et par gulvbrædder smårådne. Måske et vinterprojekt? Tja, der er altså også et par andre projekter, der trænger sig på.

Løvfaldssommer

Blomsterspam

Jeg bliver altid så glad, når meteorologerne i fjernsynet varsler løvfaldssommer. Ikke fordi jeg er specielt forelsket i varme, men fordi vi ikke er forvænt med gode danske ord fra mediepersonerne.

Indtil en læserafstemning på TV2 i 2011 sagde meteorologerne Indian Summer om lune efterårsdage. Og uanset hvordan vi vender og drejer sagen, giver dette udtryk ikke megen mening på vore breddegrader.

Nu mangler vi bare, at meteorologerne i fjernsynet holder op med at sige januar måned, februar måned og så videre. Januar er navnet på en måned, så det er dobbeltkonfekt, der skurrer fælt i mine ører.

Det kniber lidt med den lovede løvfaldssommer, men alligevel nyder vi netop nu både lune og gode dage mellem regnbygerne. Sommerblomsterne lever fortsat og giver fuld valuta for forårets flid og møje. Det ser godt ud, og så er jeg også glad, så længe det nu varer.

Vi får se. Fredag faldt årets første sne i havniveau i Nuuk - en måned senere end normalt. Det slog op ad dagen om i regn, mens jeg her på Øland begyndte at høste valnødder i strålende sol.

Og dagene bliver kortere - både her og i Grønland. De første julereklamer dukkede op 1. oktober, så hold humøret oppe. Snart går det mod lysere tider igen.

Vandrende jøde

Sidegevinst

En af sommerblomsterne - en spidsbladet begonie - var knækket i blæsten. Så jeg ville tage den ud af potten og sætte rodknolden til overvintring på værkstedet.

Da jeg fjernede stænglen, var der noget ukrudt i jorden. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være potteplanten vandrende jøde, som jeg i sin tid havde mange af, da jeg boede på kollegium.

Vandrende jøde er nem at passe og nem at stiklingeformere, så nu kan planten se frem til et liv i de fine gemakker på Nørremarksvej. Jeg havde faktisk gennem nogen tid overvejet, om jeg måske kunne bytte mig til en, for den vil passe godt til en hængepotte - måske på badeværelset. Nu skal den lige godt i gang - og så går jeg i gang med at formere den.

Navnet vandrende jøde stammer fra den evige jøde, Ahasverus - sandsynligvis fordi planten er hårdfør og næsten ikke er til at slippe af med. Det er ikke særlig politisk korrekt at bruge navnet, men man kan ikke lave om på gamle cirkusheste, så jeg bliver ved med at bruge det, selv om mange i dag bruger det latinske navn Tradescantia.

De spidsbladede begonier kommer fra en kasse med 14 planter, som jeg købte billigt i forsommeren hos købmanden i Halvrimmen. Hvordan jøden er havnet der, ved jeg ikke - men på et gartneri sker der jo mange ting, når først musikken spiller.

Den spidsbladede begonie er i øvrigt en herlig blomst, der ligesom vandrende jøde er nem at passe. Den blomstrer flittigt helt frem til frosten, som vi kan se frem til i løbet af den kommende måned. Til den tid sætter jeg alle knoldene til overvintring. Jeg kan ikke lade være, selv om jeg ikke har specielt gode erfaringer med det.

Dagens bonusfotos er mine hvide bacopaer. Hvis man ellers husker at vande dem - de er meget tørstige - blomstrer de også villigt med små hvide blomster hele sommeren, til frosten kommer.

Endnu en lang lørdag

Flyspot

"I love the smell of Jet A-1 in the morning."

Jet A-1 er almindeligt flybrændstof - og luften er som regel tyk af det i alle lufthavne. For flynørder er det duften af dyr parfume, så den lille omskrivning af Robert Duvalls ord i Dommedag Nu beskriver meget præcist, hvordan vi flytosser har det.

Lørdagen blev brugt på Flyvestation Aalborg til generalprøven på søndagens Danish Air Show. Jeg havde sikret mig en af de 200 særlige pladser til flynørderne - de såkaldt flyspottere - hvor man i nogenlunde fred og ro kunne fotografere fly fra første parket langs sydsiden af bane 08/26 i Aalborg Lufthavn.

Jeg kørte hjemmefra klokken 7.30. Det blev en lang dag. Vi var spærret inde på det militære område og måtte ikke forlade pladsen igen før klokken 16. Også lidt trættende. Jeg elsker fly, men det her var næsten for meget af det gode.

Men også god træning. Nok har jeg fotograferet mange fly, men aldrig til et flyshow. Så det var også udfordrende. Da jeg tømte kameraerne lørdag aften, var det blevet til næsten 1800 fotos.

Det lyder af meget, men så er det ikke værre. Jeg brugte primært mit Canon R7 monteret med Canon 100-500. Kameraet tager 15 fotos i sekundet, så det løber hurtigt op.

Men det er svært - især ved propelfly og helikoptere. For ved lange brændvidder skal man bruge hurtige lukketider, men omvendt ikke for hurtig, for så "fryser" propellerne - og det er dårligt fotohåndværk. Det skal være skarpt, men ikke for skarpt, kort sagt.

Det ses for eksempel på det øverste foto af tyske Luftwaffes AM400, som jeg ved første gennemsyn vurderer til at være et af dagens mest perfekte fotos. Men der skal nørdes videre ved computeren med at se billederne igennem.

Jeg var meget udfordret af jetflyene. For det går hurtigt - meget hurtigt, når en F-35 eller Typhoon flyver langs landingsbanen. Jeg gik sidste år over til spejlløse kameraer - og jeg har ikke helt vænnet mig til, at jeg ikke ser præcist det, jeg fotograferer.

Det ramte mig især, da det danske forsvars Hercules fyrede flares af. Det er et af flyspotternes favorit-motiver, men jeg var ikke hurtig nok og mistede spidsen - ikke af jetjageren - men af Hercules.

Da jeg kørte hjem, var jeg godt brugt af en dag i frisk luft og Jet A-1, så det blev lige til en time på divanen, inden jeg kørte til Fjerritslev for at fotografere til en fest om aftenen.

Her til morgen skrev jeg en hurtig historie om flyspotterne til Nordjyske Lokalmedier.

Nu har jeg set en god del af flyshowet, så jeg bliver hjemme i dag. Orker ikke at holde i kø med 125.000 andre flytosser.

Så jeg passer min have. Hvis altså den gamle krop vil. Her til morgen kan jeg godt mærke, at jeg stod op hele lørdagen.

Måske tager jeg en lille afstikker til Kytterne ved Gjøl, hvor der en god udsigt mod flyvestationen. Flyspottergenet lader sig næppe helt undertrykke.

Lang lørdag

Arbejdsliv

Det blev en lang lørdag.

Efter lidt almindeligt morgennus begyndte jeg som altid på kontoret ved seks-tiden og skrev to artikler til Det Nordjyske Mediehus - den ene om en ungdomsklub i Klim og den anden om et bådprojekt i Slettestrand.

Dagens vejrudsigt så fin ud, så jeg spiste morgenmad på gårdspladsen og fjernede visne blomster i nogle af krukkerne.

Klokken 9 gik turen til Aabybro og Jammerbugt kommunes flagdagsarrangement, der blev en lidt flov affære, fordi kommunens politikere havde valgt at blive væk. Men veteranerne hyggede sig med smørrebrød og snak om gamle dage - og så blev det til godt med messingsuppe med Flyvestation Aalborgs Brass Band, blandt andet med et potpourri af Bent Fabricius Bjerre-melodier. Den slags bliver jeg i godt humør af.

Vejret er ikke til at stole på. Pludselig øsede det ned og jeg fik ingen billeder, da Aabybro blev overfløjet af to F-35 i anledning af flagdagen. Træls.

Så gik turen til Thorupstrand og den årlige kutterfestival. Det er normalt en stor begivenhed, men byger og voldsom vind gjorde det til en lidt tvivlsom oplevelse. Til gengæld var det nemt at finde en parkeringsplads. Det plejer ellers at være et stort problem i de lille fiskerleje.

Efter et par ualmindeligt lækre fiskefrikadeller gik turen så til Aalborg ved 15-tiden, hvor jeg skulle dække Rasmus Lyberths 75-års jubilæumskoncert i Musikkens Hus for Sermitsiaq. Pressemedarbejderen i det fine musikhus ville ikke give tilladelse til at fotografere under konccrten.

Derfor mødte jeg op til lydprøven  klokken 16.30, så jeg lige kunne få en snak med Rasmus og Julie Berthelsen, som jeg begge har kendt i mange år. Jeg fik selvfølgelig også lov at fotografere. Somme tider er det en stor fordel at være gammel i gårde, når emsige embedsfolk skal kortsluttes. Man skal aldrig tage et nej for et nej.

Inden koncerten blev det til en hurtig pizza hos Azurra - min favorit nr. 007. Den kan anbefales. Så et hurtigt tøjskifte til pænt tøj i parkeringskælderen, inden koncerten begyndte på slaget 20.

Det blev en god koncert. Rasmus i topform og noget mere rockende, end jeg tidligere har hørt ham. Han trykkede den af med en temmelig heftig udgave af min yndlingssang Nuannaarnerup Nipaata, og der var ikke et øje tørt, da han sammen med Julie lukkede koncerten med Sumes Inuit Nunaat - skrevet af Julies far Per Berthelsen, som jeg har kendt, siden jeg hørte ham spille til en koncert i Sisimiut i 1994.

Det var ærlig talt en godt brugt mand, der landede hjemme på Øland kort før midnat. På hovedet i seng og en god nats søvn. Nu skal der så skrives et par timer.

Søndagens program byder på jubilæumsgudstjeneste hos baptisterne i Brovst, garnfestival i Halvrimmen og råvaremarked på Tranum Naturbrug.

Hvalernes sang

Arnannguaqs store aften

Torsdag var jeg til Aalborg Symfoniorkesters uropførelse af Arnannguaq Gerstrøms symfoniske værk Lines of Belonging.

Jeg blev begejstret for det 12 minutter lange værk. Især de første par minutter, der er inspireret af hvalernes sang. Jeg tror ikke, at hverken jeg. publikum, dirigent og musikerne med nogen sinde har hørt noget lignende. Det er simpelthen dybt originalt. Det var da også det, der blev talt om i foyeren i pausen.

Resten af værket er også smukt. Det var blandt andet inspireret af grønlandsk korsang og trommedans med qilaaq (grønlandsk tromme), men jeg bilder mig nu også ind, at jeg hørte træk fra den nordiske nationalromantiske tone, som vi kender fra blandt andre Gade, Grieg og Sibelius.

Jeg har kendt Arnannguaq, siden jeg arbejdede i Nuup Kommunea for nu snart 20 år siden. Hun flyttede hjemmefra allerede som 15-årig for at studere musik på en lang række konservatorier - tværfløje, direktion og komposition. I dag bor hun i Silkeborg og lever af at komponere.

Jeg skrev min første artikel om hende, da hun for nogle år siden blev administrerende direktør i familiefirmaet grundlagt af hendes forældre - logistikvirksomheden Usiaat. Jeg kunne dengang citere hende for, at der ikke er den store forskel på at være administrerende direktør og dirigere et symfoniorkester.

Jeg er glad for, at jeg fik muligheden for at skrive om uropførelsen - og dermed høre værket. Jeg håber, at det en gang bliver udgivet under en eller anden form. For jeg har lyst til at høre det igen.

Lørdag aften går turen endnu en gang til Musikkens Hus i Aalborg, hvor jeg skal skrive om Rasmus Lyberths jubilæumskoncert i forbindelse med hans 75-års fødselsdag den 21. august.

En spade er en spade

Weekendens arbejde

Mange musikere kalder en guitar for en spade. Det tager entertaineren og anarkisten Jacob Haugaard helt bogstaveligt, så han spiller selvfølgelig på en ægte havespade.

Det oplevede jeg lørdag, hvor jeg endnu en gang var på arbejde for at fotografere fulde mennesker. Denne gang festivalen GjØLen på Gjøl.

Her på egnen siger vi nemlig på Gjøl og ikke i Gjøl. For selv om Gjøl i dag er landfast, er det en tidligere ø i Limfjorden - akkurat som Øland.

Det forvirrede også Jacob Haugaard.

- Det er ligesom med Grønland. Jeg kan ikke finde af det politisk korrekte sprog - om det hedder i eller på Grønland. Jeg vil sige i Gjøl - og så kommer de lokale frelste og fortæller mig, at det hedder på Gjøl, lød det fra scenen.

Trod forvirringen havde Haugaard nu alligevel styr på geografien. Om John Dillermand hed det, at den er jo ligeså lang som afstanden mellem Gjøl og Brovst.

Jeg hørte første gang Jacob Haugaard, da jeg boede i Aarhus 1978 -  79. Intet har forandret sig. Det kan jeg egentlig godt lide.

- Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge.

- Arbejde gider vi ikke. Det har vi tyskerne til.

- Den, der graver en grav for andre, bliver hurtigt træt i armene.

Og så videre...

Stille morgener

Løvfald

Vi kommer ikke uden om det. Løvfaldet er så småt på vej.

Den seneste uges tid har vi haft fint vejr. Solskin om dagen og næsten vindstille - især om natten.

Så er det en fornøjelse at stå tidligt op og nyde morgenkaffen på gårdspladsen. Det gør jeg hver morgen - næsten uanset vejret. Men de seneste dage har jeg også været svær at drive ind igen. Jeg kan hurtigt bruge en times tid eller to med at tænke på dagens planer - uden at røre mig ud af flækken, selv om dagens gøremål jo ikke laver sig selv.

I dag startede jeg med at forberede aftensmaden. Jeg skal have gæster, så der blev kogt kartofler til kartoffelsalat - og så lavede jeg lidt æggestand.

Og så var det ellers ud under halvtaget med kaffen. Det er min yndlings-plet - og jeg føler mig priviligeret. Og der sad jeg så den næste times tid, mens bladene stille faldt fra det store bøgetræ.

Fuglesangen om morgenen er for længst forbi, men jeg kan tydeligt høre alle gæssene fra Ulvedybet og deres indbyrdes palaver. Nogle morgener kan man også høre rådyrenes bjæffen ovre fra skoven - og oppe i luften måske et par passerende hvinænder.

.Det er også en fornøjelse at kigge på krukkerne med sommerblomsterne. De står ret flot netop nu, men der er såmænd ikke mere end en god måneds tid til, at det hele skal pakkes ned for vinteren.

Nyd det, for om føje tid er det forbi.

Stenbiderrogn for de dovne

Fastfood

Normalt spiser man stenbiderrogn med blinis, hakket rødløg og creme fraiche, men søndag frokost gad jeg ikke lige lave blinis, og i øvrigt er jeg ikke særlig vild med creme fraiche, så jeg sprang over, hvor gærdet er lavest og serverede stenbiderrognen på et stykke smørristet surdejsbrød og pyntet med en stribe mayonnaise og en bane purløg.

Stenbiderrognen var en rest fra lørdagens traditionsrige grillfest for familien her på parcellen.

Vi lagde ud med frokost på Svinkløv Badehotel, hvor det lykkedes os  seks mennesker at vælge seks forskellige serveringer på frokostkortet. Jeg fik omelet med Svinkløvs egen lomo (en slags skinke) og fyldt med comté (ost). Det smagte vidunderligt, helt som forventet på Svinkløv, men den tilhørende salat var spildt på min ringhed. Det siger mig ikke alverden - og i øvrigt var omeletten stor og velsmagende, så jeg havde ikke brug for fyld.

Herefter gik turen til Hjortdal og Nordisk Brænderi, hvor min gode ven Anders Bilgram fortalte om sin lange rejse fra eventyrer i Polhavet til whisky-producent i Han Herred. På turen hjemover gjorde vi et lille mindestop ved Bratskov i Brovst. Det var her Dina og jeg blev gift for 17 år siden - og den 22. august var tilfældigvis vores bryllupsdag.

Foto: Henrik Jespersen

Hjemme på Nørremarksvej stod den på almindelig sommerhygge om eftermiddagen - og så gik vi til bords i bålhytten, hvor jeg helt efter traditionen bød på stenbiderrogn med blinis, creme fraiche og rødløg. Herefter kartoffelsalat af egne kartofler, lidt grøn salat med ferskner, hjemmeavlede tomater,havartitern og mormordressing samt grillede lammekoteletter.

Desserten var en anden klassiker - mormorjordbærkage af nogle af årets jordbær af egen avl.

Da familien skulle afsted, blev det lige til et kig på det pindsvin, som hver aften støvsuger græsplænen for noget at spise. I år må den undvære dræbersneglene, for jeg har hidtil - 7,9,13 - kun haft en håndfuld af de trælse bløddyr i denne sommer.

Dagens bonusfoto er en havørn, der kredsede over parcellen fredag. Kun et dokuskud, der lader noget tilbage i den tekniske fremførelse, men jeg kan ikke lade være med at blære mig med, at jeg jævnligt ser havørne fra haven. Det er en imponerende fugl - altid.