lørdag den 15. februar 2025

Til kamp igen

En god mus er en død mus

Jeg er grædefærdig.

Forleden opdagede jeg, at der har været mus i mit æble-espalier ud mod vejen. De har gnavet barken af træerne helt nede ved roden.

Det er 14 års arbejde, der måske er ødelagt. Jeg plantede træerne i 2011 - efter inspiration fra Barnaby - og jeg drømte om rigtig engelsk havehygge. Det er sådan set gået efter planen. De seneste fem år har træerne båret flot - og de er også vokset pænt op i espalieret, så alle æblerne får den samme sol.

Der er fem æbletræer. Jeg har desværre ikke fået sorterne skrevet op, men det betyder mindre. De modner på forskellige tidspunkter - og det var en del af planen. Så jeg har været alt for tilfreds og ikke taget mig i agt for de mange mus, der huserer på parcellen.

For det er lidt min egen skyld, erkender jeg. Jeg har ikke holdt efeuen ved træerne i ave. Det kombineret med den milde og næsten snefri vinter har givet musene frit spil ved roden af træerne. Nu er er der sat musefælder op i bunddækket. Det er måske for sent for at redde træerne, men så får jeg i det mindste hævn. Det skal man heller ikke kimse af.

Umiddlebart vurderer jeg, at et af de fem træer ikke står til at redde. Her er museskaderne for store, mens de fire øvrige måske overlever. Her har musene ikke gnavet hele vejen rundt om stammen, så der er fortsat håb.

I min kvide konsulterede jeg træeksperten (og vintergæk-samleren) Arvid Bruun i Klim. Han foreslår først og fremmest musefælder - og så kan jeg forsøge med en såkaldt bropodning, når podesæsonen begynder i slutningen af marts. Med en bropodning sætter man nogle friske grene under og over såret på stammen. Med lidt held begynder det så at gro og dækker efterhånden såret, samtidig med at podningen hjælper med at sende den livsvigtige saft op i træet.

Jeg har aldrig før prøvet at pode. Men nu er grejet anskaffet - og det kan jo være, at det så bliver en ny hobby, selv om jeg sådan set har nok at lave i forvejen...

fredag den 7. februar 2025

Land Cruiser til salg

Min fedeste bil

Kommunen i Nuuk - Kommuneqarfik Sermersooq - har netop sat en 36 år gammel Toyota Land Cruiser HJ61 til salg.

Den bil kender jeg bedre end de fleste. Det var min firmabil i årene 2000 - 2007. Jeg var meget glad for den, for det var virkelig kram - og jeg er helt sikker på, at den nok skal blive solgt, selv om den har mange år og mange kilometre på tælleren. For det er en rigtig drengerøvsbil med en politisk ukorrekt 4,2 liters dieselmotor, der sandsynligvis ikke kan slides op.

Lyden af den store motor var en del af oplevelsen, men det var nu også ret betryggende at vide, at den store, tunge bil havde kræfter nok til det meste. Jeg har en enkelt gang  i Dødemandssvinget i Nuussuaq været i autoværnet med den i glat føre. Det gik voldsomt ud over autoværnet, mens bilen ikke havde så meget som en skramme.

Jeg overtog Land Cruiseren i 2000 efter Nuup Kommuneas navnkundige driftsleder Stanislaw Waclewic, der blandt andet havde ansvaret for vejvæsen og snerydning - og derfor havde brug for en bil, der kunne køre altid og overalt. Da han fik en ny Land Cruiser, blev bilen malet om til civil - fra gul til bordeaux - og den tjente mig, informationschefen, trofast de næste syv år.

Efter at jeg forlod Nuuk i 2007 gik den tilbage tilbage til Materielgården og blev igen malet om til den gule vejvæsen-farve.

Jeg nåede at køre omkring 70.000 kilometer i den. Da jeg afleverede bilen, stod tælleren på 269.000 km. I dag 18 år efter har den i følge salgsopslaget rundet 506.100. Så uden at have set den i den nuværende stand vil jeg da gætte på, at der er mindst lige så mange kilometer tilbage i bilen - i hvert fald for den rette køber med hænderne skruet rigtigt på.

Mindsteprisen er sat til 45.000 kroner. Bud skal være afleveret senest 12. februar kl. 12.00.

Jeg har altid holdt øje med min gamle øse, når jeg er i Nuuk. For et par år siden fik jeg et billede af den  foran Brugsen.

onsdag den 5. februar 2025

Grønlandske landsstyreformænd

Name dropping

Så blev der  udskrevet valg til det grønlandske parlament Inatsisartut. Det skal holdes den 11. marts - altså om fem uger.

Det skal der nok blive skrevet og sagt en masse om, så det holder jeg mig fra.

Men jeg sad lige og kiggede på listen over grønlandske landsstyreformænd, siden Hjemmestyret blev indført i 1979 - og det gik op for mig, at jeg faktisk har mødt dem alle i de snart 33 år, Grønland har været en del af mit liv. Det blev til en lille tur ned ad memory lane.

Det har været sjovt - det meste af tiden. Og listen er fuldstændig anekdotisk uden sammenhæng til politik i øvrigt.

Jonathan Motzfeldt (1979-91 og 1997-2002): Jeg har en gang solgt et farvestrålende kinesisk silkeslips til Jonathan, som han efterfølgende ofte brugte i TV.

Lars Emil Johansen (1991-1997): Mødte jeg blandt andet en gang i Narsaq i 1994, hvor han var på besøg på en isfabrik, som min daværende arbejdsgiver, KNI Detail, var i gang med at opføre. Mit foreløbigt sidste møde med Lars Emil var sidste sommer. En hurtig snak på gaden.

Hans Enoksen (2002-2009): Ham mødte jeg første gang i 1994, hvor han var købmand i bygden Itilleq syd for Sisimiut. Der herskede en imponerende orden i og omkring hans butik. Ingen tvivl om, at Hans Enoksen havde styr på tingene og vidste, hvad han ville.

Kuupik Kleist (2009-2013): En gang mødte jeg ham i den dengang lille lufthavn i Nuuk. Jeg var lige ankommet, og Kuupik var på vej ud. Han var i knibe, for han havde glemt at lægge sin jagtkniv inden sikkerhedskontrollen. Jeg lovede at passe kniven, mens han var ude at rejse - og den lå i flere måneder i handskerummet i min bil.

Aleqa Hammond (2013-2014): Jeg har været kollega med Aleqa i halvfemserne. Hun var turistchef i Nuup Kommunea og jeg var informationschef. Aleqa har et imponerende sprogøre og taler mange sprog, så hun var god som turistchef.

Kim Kielsen (2014-2021): Jeg har altid været på hilsefod med ham. Rar og venlig, nem at tale med som privatperson, mens politikeren er noget mere utilnærmelig.

Múte B. Egede (2021-2025): Jeg erkender, at jeg aldrig har mødt Múte i Grønland, men flere gange i Aalborg. Første gang ved en pølsevogn på Aalborg Havn.

Jeg har også fotograferet dem alle. Men jeg har ikke helt styr på arkivet, så der mangler lige et par fotos i artiklen. Pyt - det går jo nok endda. I den kommende måned vil medierne jo strømme over med fotos fra Grønland. Her er det vigtigt at huske, at billeder aldrig kan yde Grønland retfærdighed. Det skal ses i virkeligheden.

torsdag den 30. januar 2025

Dialekt-dram

Sevablødda

Jeg nærer en temmelig nørdet interesse for vin og spiritus - og selv om helbredet ikke længere tillader ungdommens voldsomme indtag af de stærke varer, bruger jeg fortsat lang tid på at se på sagerne, når jeg kommer forbi en vinhandel eller vin-afdeling.

Onsdag bød Hr. Nielsen i Brovst på en smagsprøve på en bornholmsk specialitet - Sevablødda. Den smagte dæl'me godt, skulle jeg hilse at sige. Så smagsprøven var ikke spildt, for det endte selvfølgelig med, at den svage sjæl også købte en flaske til den i forvejen pænt store samling af spiritus.

Smagen ligger i klar forlængelse af gode danske bitterdrammer som for eksempel Dr. Nielsen fra Hobro, der i mange år har været min favorit. Men der er noget mere - især kirsebær, vil jeg mene - og også en del sødme, Den kan godt gå hen og blive et hit her i huset, når der er gæster, vil jeg tro...

Jeg taler ikke bornholmsk, så navnet undrede mig. Sevablødda giver ikke mening på de dialekter, jeg kender. Så jeg måtte lige google en gang.

Det kan oversættes med blød sæbe - og det har ikke noget at gøre med, at der er sæbe i drikken. Producenten, Bornholm Spirits, forklarer på hjemmesiden:"Brændehandel og skibsproviantering H. S. Munch fremstillede "ejn søder sup", der lagde navn til forfriskningspauserne under skibenes ophaling på bedding. Når slidsken blev indsmurt med sæbe, fik de tørstige halse også sin "blødda", og deraf navnet sevablødda som er bornholmsk og betyder at blødgøre sæbe."

Sevablødda står nu i baren og venter. Så kom gerne forbi og få en lille en ved lejlighed...

P.s. Sjovt nok fører Hr. Nielsen i Brovst ikke Doktor Nielsen.

søndag den 26. januar 2025

Fra boudoir til bibliotek

Juleprojekt

Juleferien og nogle dage derefter blev brugt til at rydde Dinas værelse og sætte det i stand.

Det var også på tide, vil nogle måske mene. Det er snart tre år siden, at Dina døde, men jeg har simpelthen ikke haft mentalt overskud til det før nu.

Jeg er ikke helt i mål endnu. Der mangler lidt håndværks-detaljer, pletmaling og lidt flere billeder på væggene. Håndværkstingene skal klares, inden der går for meget forår i haven. Billederne kan vente, for det skal altså også være velovervejet og gennemtænkt.

Jeg har valgt at omdanne værelset til et bibliotek, for sådan et skal man da have på ethvert ordentligt herresæde. Så jeg har samlet alle mine bøger om Grønland og lavet et lille læsehjørne. Bøgerne - der er cirka 500 - mangler endnu at blive systematiseret, men det virker nu meget godt alligevel. Systemet må vente, til jeg bliver gammel og ikke har andet at lave. Jeg befinder mig godt i et anarkistisk kaos - for kun genier behersker kaos.

På en af væggene hænger der fire små tusch-tegninger med spædbarnsportrætter af Alibak Johansen (1921 - 2007). Han lavede et hav af den slags tegninger, for han var ekspert i lynportrætter. De har en gang hængt på en opslagstavle med en nål, men jeg har flottet mig og haft dem forbi glarmesteren, så de nu har en passende og værdig ramme og passepartout.

Alibak Johansen er en efter min mening noget undervurderet grønlandsk kunstner. Han var meget produktiv, men der er ikke skrevet så forfærdeligt meget om ham. Det er synd - og det er en af mine små drømme engang at få rådet bod på den misere. For han var rigtig god og i i øvrigt en af de første, hvis ikke den første, grønlænder med en rigtig kunstneruddannelse fra Danmark i 50'erne.

Jeg har også flyttet krukken med en rest af Dinas aske til biblioteket. Det er den helt rigtige plads, synes jeg.

Ved siden af hænger en klokkestreng med etno-romantiske motiver fra Grønland. Jeg kender ikke oprindelsen, ophavet og historien om klokkestrengen, men det kan sikkert også blive et spændende projekt at finde ud af. Jeg er ret sikker på, at den ikke er broderet af Dina. Selv om vi boede sammen i 28 år, har jeg aldrig set hende brodere, selv om hun ellers var godt borgerligt opdraget.

Jeg har flyttet Dinas gamle skrivebord fra Straumsbukta ind i hjørnet. Her har jeg så en lille Teams-krog. Jeg har ikke kamera på den stationære PC på kontoret og bruger derfor altid en af de bærbare, når jeg har møder med kollegerne og kilderne i Grønland.

Næste jul er ambitionen at få malet den fine stue. Eller også noget helt andet. For stuen er stor og også slidt- og der ligger adskillige timers arbejde, før jeg overhovedet kan sætte en pensel på væggen. så måske vælger jeg et mindre projekt - bare som overspring.

onsdag den 15. januar 2025

Nu sker det

Forårstegn

Dagen er tiltaget med 43 minutter her på kanten af Limfjorden nordvest for Aalborg - og selv om de seneste uger har budt på frost og sne, er foråret lige så stille på vej.

Allerede i december blomstrede hasseltræerne, Overalt skyder der vintergækker, påskeliljer og krokus frem, men endnu er der ikke blomster. Men det kommer snart, hvis ikke vi får en ny omgang med frost.

Tirsdag fandt jeg så den allerførste lille erantis på vej frem. Det er en dejlig blomst - og den starter altid med den reklamegule blomst, før de grønne blade for alvor kommer frem. En påmindelse om, at hvor der er lys, er der liv.

Jeg har nu ikke travlt med foråret. For min skyld må vi gerne få lidt mere frost. Sidste år var jo et rigtigt dræbersnegleår, så der ligger sikkert mange æg rundt omkring i jorden. Så lidt hård frost kan være med til at holde de irriterende slimsække nede.

Men den lille erantis er også en påmindelse om, at nu skal spaden snart i jorden. Kartoffelbedet skal gøres klart. I det gamle jordbærbed, der lige skal ryddes først. Og der er også masser af efeu, der skal klippes ned. Så der er sådan set nok at gå i gang med.

Foråret er også tydeligt på værkstedet. For de overvintrende pelagonier skyder allerede og minder om den skønne tid, vi har foran os. Det bliver hårde tider for den sure gamle mand...

fredag den 10. januar 2025

På gravens rand

Sidste udkald for rigsfællesskabet

Foto: Leiff Josefsen
Da jeg for et par år siden begravede ”Hjemmestyret”, min grønlandske hustru, på kirkegården i Nuuk, gav graveren mig bagefter et opmuntrende klap på skulderen og sagde: - Og så er der jo også plads til dig ved siden af…

Det afgjorde sagen.

Så når mine jordiske rester en gang skal stedes til hvile, bliver det på kirkegården i Nuuk med en fantastisk udsigt mod den store Nuuk-fjord. På den samme kirkegård hvor mange af mine virkelig gode venner også er stedt til hvile.

Jeg nævner det - ikke fordi jeg har aktuelle planer om at stille træskoene - men for at forklare, at jeg har mange gode grunde til helt principielt at være tilhænger af det dansk-grønlandske rigsfællesskab – og mange af de ting, som der bliver sagt i den forbindelse i øjeblikket, gør ondt og støder mig.

Dumsmarte bemærkninger

Jeg er træt af, at mange danskere med en svedent og dumsmart grin altid skal snakke om grønlænderes alkoholforbrug. Kendsgerningen er, at det grønlandske alkoholforbrug er omtrent halvt så stort pr indbygger som i Danmark – og unge grønlændere bliver ofte chokeret, når de kommer til Danmark og ser, hvor meget danske universitetsstuderende drikker.

Nu skal man jo ikke kaste med sten, når man bor i et glashus. Men det mener mange danskere åbenbart – og det er ikke befordrende for rigsfællesskabet. Jeg har boet i Grønland i 15 år og flyttede væk i 2007. Netop det år faldt alkoholforbruget i Grønland markant. Det har jeg tænkt over længe. Måske er sandheden, at det er danskerne i Grønland, som drikker mest.

Det irriterer mig også, at mange – også ældre og erfarne politikere, som burde vide bedre – opfatter det danske bloktilskud til Grønland som en støtte og derfor forventer som det selvfølgeligste, at grønlænderne skal være taknemmelige. Kendsgerningen er, at bloktilskuddet er en betaling for, at Grønland varetager en række statslige opgaver – og reel betaling for en ydelse, er da ikke noget, der kræver taknemmelighed.

Sten i skoen

Selv om jeg går stærkt ind for rigsfællesskabet, er jeg ikke blind for dets fejl og mangler. Jeg forstår de grønlandske politikere, når de siger, at det ikke er ligeværdigt. For der er sten i skoen, der trykker.

En af den seneste tids helt store anstødssten er sagerne med grønlandske forældre i Danmark, som har fået deres børn tvangsfjernet efter de såkaldte forældrekompetenceundersøgelser. Forældrene skal kigge på nogle blækklatter og sige, hvad de ser – og så bestemmer fine psykologer og socialrådgivere, at de ikke er egnet som forældre.

Det burde være en enkelt sag at få stoppet det tvangsfjernelsescirkus, men det kan ikke lade sig gøre. Socialministeren oplyste i et samråd tirsdag – samme dag som Trump Jr. besøgte Nuuk - at hun slet ikke har kompetence til at stoppe kommunernes brug af disse tests.

Jeg tror, at det er viljen til at ændre tingene, den er gal med. Selvfølgelig kan det stoppes – og det vil da også være til gavn for danske forældre. For disse psykolog-tests er simpelthen nedværdigende for både grønlændere og danskere.

Der har været en hel stribe sager mellem det grønlandske selvstyre og den danske regering, der er strandet på juridiske spidsfindigheder og tovtrækkerier. Hvis de danske folketingspolitikere mener rigsfællesskabet alvorligt, er det på tide, at de også lytter til de grønlandske kolleger og sætter deres vilje igennem – i stedet for at parkere spørgsmålene hos juristerne. Der kommer aldrig noget godt ud af al det djøfferi. Det ved de fleste danskere jo også – af smertelig erfaring.

Sprogspørgsmålet

Det var også uværdigt, at det danske folketing var længe om at acceptere de grønlandske politikeres ønske om tolkning i Folketinget. I det grønlandske landsting, Inatsisartut, bliver alle debatter tolket, så de dansk-talende embedsmænd og enkelte politikere også har en chance.

Så jeg forstår de grønlandske ønsker om øget selvstændighed. Men jeg synes fortsat, at rigsfællesskabet er værd at kæmpe for. Jeg har ikke noget ønske om at blive begravet i amerikansk jord, men hvis ikke de danske politikere tager situationen alvorligt og handler sammen med de grønlandske politikere, kan det nemt blive resultatet.

Trumps interesse for Grønland er et wakeup-call til den danske regering. Det er nu, I skal på banen og redde stumperne. Det gør man kun ved at lytte til Grønlands ønsker. Slut med juristeriet og al udenomssnakken. Den gode vilje alene gør det ikke. Der skal handling til.

Grønland kan sagtens klare sig uden rigsfællesskabet. Spørgsmålet er, om Danmark kan klare sig uden.

Klumme i Nordjyske fredag 10. januar 2025. 

tirsdag den 7. januar 2025

Vi har en vinder...

Nytårsspøgen

Før nytår lavede jeg en lille afstemning på Facebook for at finde mit bedste foto fra 2024 - og jeg skylder lige at offentliggøre resultatet.

Jeg modtog i alt 29 bud. Tak for det.

Der var enkelte stemmer på spejderbilledet, den smukke skovrandøje og truckerbilledet. Men det stod hurtigt klar, at det var enten ræven eller lappedykkeren, som ville vinde.

Opløbsfeltet var tæt. Efter et målfoto kan jeg afsløre, at vinderen med 14 stemmer blev billedet af den parringslystne gråstrubede lappedykker. Den er nu kommet op at hænge på den fine plads på opslagstavlen i bryggerset, hvor jeg har samlet nogle af mine bedste fuglefotos gennem tiderne.

Ræven fik en flot andenplads med 13 stemmer - og den er nu kommet op at hænge på toilettet ved siden af tønden, hvor den forhåbentlig kan inspirere de besøgende til at presse på. Det ka' nøt, bare man prøver hårdt nok.

søndag den 5. januar 2025

Pære Belle Helene og andre gode sager

Frivilligt arbejde

Fredag rykkede jeg ud med mit omrejsende catering-show og lavede nytårsmenuen til en fest i Sct. Georgs Gildet i Aalborg. 36 kuverter, tre retter og frivilligt arbejde, der i følge Kong Frederiks nytårstale er det kit, der binder Danmark sammen.

Sådan ser jeg nu ikke på det. Det er alt for meget stads at gøre ud af en hobby. Selv om det er et stort arbejde, gør jeg det udelukkende for min egen fornøjelses skyld. Det er sjovt at lave mad til mange mennesker, og når jeg - som det er tilfældet i Gildeborgen i Aalborg - kan få lov at arbejde i et rigtigt industrikøkken med gode hjælpere, er det heller ikke den store kunst.

Menuen bestod af varmrøget laks med håndpillede grønlandske rejer og hollandaise, langtidsstegt marineret kalveculotte med sauce bordelaise, rodfrugtmos, rosenkål og glaserede gulerødder og til dessert Pære Belle Helene.

Det er ikke Noma, men det virker - og det er overkommeligt at lave for de fleste. Jeg gik i gang nytårsmorgen, hvor jeg lagde culotterne i hvidvin, hvidløg og timian. Torsdag eftermiddag holdt vi skrællemik, hvor jeg samtidig råsyltede 40 friskskrællede pærer i en lage af 4 liter vand, et kilo sukker, to dåser vanillesukker og revet citronskal fra to citroner. Lagen tog jeg med hjem bagefter - og bruger den til bagning det næste halve års tid.

Fredag gik jeg i køkkenet ved middagstid. Culotterne (syv styks, i alt 5,8 kg) blev brunet på pande og kom i ovnen ved 50 grader i fire timer. Så op på 70 grader en halv times tid - og ud, da kernetemperaturen nåede 60 grader. Pakkes i staniol og sættes til side indtil servering.

De glaserede gulerødder var en lidt forenklet udgave af en meget kompliceret opskrift på syltede og bagte gulerødder, som jeg fik for et par måneder siden af chefkokken på Rønnes Hotel.

Nogle små gulerødder - snack-gulerødder eller hvad de nu kaldes i butikkerne - rengøres og renses, men skal ikke skrælles, blancheres i lidt letsaltet vand et minut. Så smeltes sukker brunt på en pande, tilsæt smør og gulerødderne på med fuldt blus. dryppes forsigtigt med nogle få dråber vinaigre ad gangen. Hvis man har ubehandlet citron, er det lækkert med et drys revet citronskal på toppen og lidt tørret timian skader heller ikke.

Rodfrugtmos er et sikkert hit. Jeg laver det lidt på gefühl med, hvad jeg sådan lige har ved hånden og kan finde - men bruger aldrig rødbeder og gulerødder af hensyn til farven. Halvdelen skal være bagekartofler af hensyn til konsistensen. Aktuelt brugte jeg selleri, persillerod, jordskokker og kartofler.

Det hele koges godt og grundigt (cirka 30 minutter), så kartoflerne begynder at koge ud. Så tilsætter jeg lidt grøntsagsbouillon (Knorrs Fond du Chef-gel) rørt ud i lidt kogevand samt fløde og smør i rigelige mængder. Fredag brugte jeg 300 gram smør til otte kilo rodfrugt samt en halv liter fløde. Det hele blendes let med en stavblender. Umiddelbart inden serveringen røres hakket persille i.

Desserten - Pære Belle Helene - er udviklet af den franske mesterkok Auguste Escoffier i 1864 og opkaldt efter Offenbachs operette La Belle Helene. Desserten er nem at lave - råsyltede pærer, vanilleis og chokoladesauce. Jeg laver den altid på øjemål. Til 36 kuverter brugte jeg to dl fløde, hvori jeg smeltede 800 gram mørk chokolade og rundede af med 50 gram smør.

Menuen faldt i god jord. Jeg havde ikke kamera med mig, så det blev desværre kun til et hurtigt mobilfoto af desserten.

Oven i kokkeriet fik jeg også lov til at holde aftenens festtale mellem hovedretten og desserten. Det er også en form for frivilligt arbejde. Festtalen handlede om latriner i de gode gamle dage, før Godiks toiletvogne rykkede ind på store spejderlejre og festivaller. I spejderkredse har man en sær vane med at tale om afføring, når man spiser - og i et selskab af endog meget voksne spejdere faldt det sjovt nok naturligt. Talen var stærkt inspireret af denne historie fra bloggen.

tirsdag den 31. december 2024

Godt nytår

Østers til en start

Jeg er lidt sent ude med årets nytårshilsen, men jeg har i dag haft gang i flere større projekter, så tiden løb lidt fra mig.

Men nu er Kongens nytårstale overstået - og den vil nu blive dissekeret i småstykker af alverdens Kloge-Aager. Det gider jeg ikke, for hvad skal man bruge det til? Sagt er sagt. Basta.

Jeg nød lige tre østers naturel til talen, mens jeg sendte en tanke til Dina. Tænk sig - det er snart tre år siden, at hun døde.

Østers har altid været et stort hit her i huset - og da jeg kort før jul endelig fik ryddet op på Dinas værelse, fandt jeg adskillige østersskaller, som hun samlede på.

Senere på aftenen laver jeg lammeculotte og flødekartofler, for at få tiden til at gå. For rådhusklokkerne ringer først nytåret ind langt over min normale sengetid. Men jeg prøver at holde mig vågen. Det er i hvert fald min ambition i skrivende stund.

2024 har nu ikke været så ringe, så nu er det bare tilbage at ønske, at også 2025 bliver et godt år. Hermed ønsket om et godt og lykkebringende nyt år til alle, som jeg kender.