Hilsen fra Dina

Kirkegården i Nuussuaq

Da jeg var i Grønland i sidste uge, var jeg naturligvis forbi Dinas gravsted hver dag - både for at snakke og rydde op efter vinterens hærgen.

For to år siden satte jeg nogle krokus på gravstedet. De kom fint op sidste år, men var blege og sølle og manglede tydeligvis næring i det grus, som kirkegården er lavet med. Så jeg havde 5 kilo pottemuld med i bagagen, som jeg blandede i gruset. Så satte jeg også 20 nye krokusløg - og nu prøver vi så en gang til.

For to år siden plantede jeg også en rosenrod ved korset. Den er hjemmehørende og ser ud til at trives fint. Det gør rosenrod i øvrigt over alt på kirkegården.

I øvrigt bemærkede jeg et par små og endnu ydmyge stenbræk mellem stenene, der omkranser Dinas grav. Så naturen er på vej. Det er fint nok, for hvor der er liv, er der håb.

Det er i øvrigt interessant at se, hvordan naturen med årene indtager kirkegården lige så stille. Kirkegården blev anlagt i midten af halvfemserne, men blev først for alvor taget i brug efter årtusindeskiftet.

De ældste grave er nu dækket af revling, lyng og pil og er efterhånden ren natur efter godt og vel 20 år. Nogle steder er der også invasive blå lupiner.

Selv om planten er invasiv, er det de færreste, der tager sig af det - for blomsterne er så pæne.

På den midterste del med de fleste grave fra 2010 og frem er det især arktisk valmue og niviarsiat, der dominerer florabilledet, mens der på de nyeste grave endnu ikke er naturlig beplantning, men til gengæld masser af kunstige blomster, der jo kan tåle klimaet.

Men uanset hvad der dækker gravene, så er en ting sikkert. Kirkegården i Nuussuaq har verdens smukkeste udsigt.

Nu kan sildene slappe af

Sommerferie

Nu kan sildene sove roligt om natten. For Øland Sildelaug er gået på sommerferie.

Det var lunt uden for i sommeraftenen - og indendørs var der ikke mindre lunt. Sommerferien blev markeret med et brag af en festmenu med tre herreretter fra allerøverste hylde.

Det er efterhånden blevet en tradition, at lauget slutter sæsonen med rågeunger som hovedret. Det var også tilfældet i år. Lækre små fugle fra årets reguleringsjagt ved Bratskov. Behørigt fyldt med persille og ombundet med bacon. Hertil næsten nye kartofler og glaserede gulerødder - og så en vidunderlig  vildtsauce smagt til med ribsgele og rigeligt med fløde - 38 procent og endda økologisk.

Jowjow, så det... Øland Sildelaug er sandelig med på tidens trends.

Forretten var stenbiderrogn - hjembragt fra Grønland af skriverkarlen. Frosne, men datomærket 28. maj, så det er næsten så frisk, som det kan være, nu hvor vi ikke længere må fange stenbidere i Danmark.

Indrømmet - der er ikke meget sild over stenbiderrogn, så der var lige lavet en lille konstruktiv ændring i opskriften til de tilhørende blinis. Den sædvanlige boghvedemel var skiftet ud med den fra stegte sild så velkendte rugmel. Det fungerer forbløffende godt.

Desserten var hentet i skriverkarlens eksperimentarium: Hasselback æbler med havregrynscrunch. Det smager tossegodt, men måske der skal arbejdes lidt videre med anretningen.

Giftblanderen bød på en snaps lavet på ramsløgblomster. Uden at fornærme laugets vigtigste tilladsmand var det den generelle opfattelse, at der nok skal arbejdes lidt videre med det koncept.

14 mand var mødt frem til den hyggelige sommerafslutning - og snakken gik om langbordet. Tiden blev også overskredet, så de bilende fruer pænt måtte vente uden for, mens der blev ryddet op og sunget af. Det er bedst sådan. Kvinder kan til nød bruges til at køre mændene hjem, men de skal i hvert fald tie i mændenes forsamling.

Hjemme igen

Midsommer i luften

Så er jeg hjemme igen. Landede godt midnat onsdag i Aalborg - og gik altså glip af sankthans.

Og så alligevel ikke. For luften i Aalborg Lufthavn var tyk af en herlig røgduft, da vi steg ud af flyet. Vi så ingen bål under indflyvningen på det sene tidspunkt, men ingen tvivl om, at der havde været gang i den langs Limfjorden.

Da solen stod op onsdag morgen, var jeg en tur rundt i haven. For der er sket ting og sager i den alt for korte uge, jeg har været væk.

Først og fremmest er der kommet jordbær. Dem på billedet er bare den første håndfuld, som jeg plukkede for lige at smage på sagerne.

Så er der også kommet godt gang i krukkerne. Der var næsten ingen pelargonie-blomster, da jeg tog af sted. Nu - en uge efter - blomstrer de livligt, og der er masser af knopper.

Der er også solid gang i bonderoserne, der er tynget til jorden af de store tunge blomster. Nu skal der laves buketter de kommende dage. Det er en god tid.

Jeg forlod i øvrigt Nuuk i høj sommersol. Da jeg skulle aflevere min lejebil i Qinngorput, kørte jeg en tur ned til enden af Miilup Aqqutaa, hvor Sermitsiaq til venstre ganske vist var dækket af skyer, mens fjorden mod Qooqqut var spejlblank. I øvrigt samme sted, som jeg spottede den første hval mandag aften.

Nu venter hamsterhjulet igen - jeg kører om et øjeblik til Skovsgård, hvor der forventes masser af hanbo-hooligans, når Skovsgaard Boldklub vender hjem ved midnatstid og er rykket op i Danmarksserien.

Uventet hvalsafari

Aftentur langs fjorden

Mandag bød på en lille uventet hvalsafari. Det er min sidste aften i Nuuk i denne omgang, så jeg kørte en tur på kirkegården for at sige farvel, inden jeg hentede aftensmad.

Vejret er blevet fint igen efter søndagens møgvejr, så efter kirkegården besluttede jeg at køre en aftenstur ud til vejens ende ved Starlink-stationen, inden turen gik tilbage til Nuuk.

Her fik jeg øje på en kutter, som jeg lige ville se nærmere på, så jeg satte min 500 mm på kameraet. Mens jeg indstillede kameraet, dukkede der pludselig en pukkelhval op foran kutteren.

Så gik den vilde skattejagt. Lidt efter dukkede der to hvaler op, blåste hørligt og dykkede med halen højt løftet. Flot - det er det syn, man venter på, når man kigger på hvaler.

Hvalerne var på vej mod vest og mundingen af fjorden. De var efterhånden for langt væk til, at det gav mening at fotografere. Så jeg tog det hele som den oplevelse, det nu var. Jeg har trods alt set pukkelhvaler før her ved Nuuk.

Men sjovt var det - og slet ikke med i mine planer. Men over alt i Nuuk er man tæt på naturen. Det er hermed bevist endnu en gang.

Nationaldags-flop

Immaqa

Det er 20 siden, at jeg sidst har fejret den grønlandske nationaldag i Nuuk. Så jeg glædede mig oprigtigt til dagen i dag.

Men det blev et flop. Efter lang tids sommerligt vejr i den grønlandske hovedstad bød vejrguderne på slagregn og vindstød op til 21 m/s, så det var ikke vejr for hverken mænd eller bæster - sådan som det ofte er i Nuuk.

Jeg havde ellers lovet at billeddække formiddagens begivenheder for Sermitsiaq - og havde planlagt det hele med både optikvalg og skudvinkler, men det blev der ikke noget af. Klokken 7.45 hentede en gummiged talerstolen på kolonihavnen - og så kunne jeg godt regne ud, at slaget var tabt.

Men jeg holdt ud i Kolonihavnen til klokken 8, for jeg regnede da med, at der skulle saluteres fra byens kanoner. Men også denne festlige del af nationaldagen var aflyst. Dog blev det store flag hejst på byens flagstang - om end det holdt hårdt i den stride vind.

Borgmesterens tale var udskudt til senere og henlagt til lokalmuseet i Nuuk - og den var, som sådanne taler skal være. Jeg har selv skrevet en god halv snes stykker af slagsen, mens jeg var informationschef i Nuup Kommunea.

Men da det nu var på lokalmuseet, benyttede jeg mig af lejligheden til at få et foto af borgmester Avaaraq S. Olsen foran væggen med skilderier af hendes borgmesterforgængere - blandt andre Agnethe Davidsen, som var borgmester i min tid.

Dagens pligter sluttede kort før middag, hvor jeg dækkede uddelingen af selvstyrets kulturpris - en fast tradition på nationaldagen. Den gik i år til alle grønlandske børns Atsa Rosa, skuespilleren Agga Dam Pedersen, der er kendt for sine børneprogrammer på KNR.

Det var lidt interessant at være tilbage i Katuaq. Jeg var der også for 29 år siden, da kulturhuset blev indviet - og jeg kneb da også en lille tåre, da dagens kor sang den ene af de to grønlandske nationalsange Nuna Asiilasoq.

I øvrigt er alle flyvninger til og fra Nuuk aflyst i dag på grund af vejret. Akja, vi kender det ældgamle land. Immaqa...

Nuuk revisited

 Tilbage

Så er jeg tilbage i Nuuk endnu en gang. Sommeren er kommet tidligt til byen i år. Sneen er smeltet, og solen skinner fra en skyfri himmel. Og her onsdag morgen synger snespurvene, så det er en lyst.

Desværre ødelagde en kold og strid søndenvind oplevelsen tirsdag. 14 m/s og masser af støv gjorde det træls at være udendørs. Ud på aftenen fandt jeg dog et dejligt sted at sidde - foran Akiki ved fodgangerfeltet midt i byen. I gamle dage var det tilholdssted for tørstige sjæle uden fast beskæftigelse, men meget er forandret i den gamle by, så jeg havde pladsen helt for mig selv.

Jeg fløj direkte fra Aalborg tirsdag middag. Det er jeg vild med. Under fem timers flyvning - og så er man i Nuuk. Afgangen blev forsinket et kvarter - angiveligt fordi der ikke var kaffe ombord på flyet. Det er en god grund. Kaffe skal man da have.

Forsinkelsen blev indhentet over Atlanten, og vi landede 20 minutter før tid i Nuuk. Den stride vind omkring byen gav en del turbulens, men det var i småtingsafdelingen i et stort jetfly. Det havde nok været en mere livlig landing i de gode gamle dage, da vi fløj Dash7 til Nuuk.

Denne gang bor jeg på Hotel Nordbo i det gamle børnehjem på Vandsøvej, så her er der desværre ikke fjordudsigt - bortset fra et lillebitte hul mellem Flyverbo og Selvstyretårnet. Hotel Nordbo er blevet lidt klemt af udviklingen i Nuuk - og på den modsatte side af Vandsøvej står højhusene på rad og række.

Tirsdag aften var jeg lige et smut forbi Dina på kirkegården. Det blæste gudsjammerligt, så jeg aftalte med hende, at jeg vender tilbage en af de kommende dage, når vejret arter sig lidt bedre.

Der trænger til en grundig oprydning på gravstedet, hvor der ligger mange glasskår fra smadrede stearinlys-glas, som vinterstormene har spredt over hele kirkegården. Men ellers var kirkegården helt generelt et flot syn netop nu, hvor valmuerne blomstrer. Og udsigten mod Sermitsiaq fejler bestemt ikke noget.

Skovens konge

Krondyr

Det er efterhånden lang tid siden, at jeg har fotograferet krondyr. Jeg ser dem ofte, men enten er de for lang væk, eller også har jeg ikke rigtig tid til at stoppe.

Men lørdag aften skulle det være. En lille flok gik tæt på vejen i kanten af Tingskoven. De var også lidt uopmærksomme - og selv om jeg stod ud af bilen, gik der et minuts tid, før de kiggede op og opdagede, at der var en fotograferende ugle i mosen.

Så luskede de lige så stille af. Mere farlig mente de alligevel ikke, at jeg var.

Der var i øvrigt mange flere krondyr længere nede mod skovkanten. Men et læhegn var i vejen for ordentlige fotos.

Noget siger mig i øvrigt, at krondyrene ikke er særlig sky eller vagtsomme i øjeblikket. Jeg har været i Fjerritslev tre gange i dag - og på den første tur ved middagstid lå der en trafikdræbt hind i vejkanten nede ved Hjortdal-vejen. Den er væk nu. Jeg går ud fra, at Falck har været forbi.

Jeg nåede ellers lige at glæde mig til at se glenterne - eller måske endda en gåsegrib - sætte næbbet i det kødfulde måltid.

Rasmus og de grå hjelme

Længsel 

Jeg har kendt Rasmus Lyberth i adskillige år siden tiden i Grønland. Så da han torsdag aften optrådte på Tranum Strandgård, kiggede jeg forbi - alt andet ville være uhøfligt.

Jeg lavede en del fotos - dels til lokalavisen, dels til arkivet. De kan være gode at have, når den store grønlandske sanger fylder 75 år efter sommerferien.

Det er nemt at fotografere Rasmus Lyberth. Han har nogle helt særlige nærmest ikoniske positurer på en scene - og et enkelt foto ville sådan set være nok. Men det blev nu til en hel stribe, så der er lidt at vælge imellem. Også et enkelt backstage sammen med violinisten Jane Clark, der akkompagnerede Lyberth denne varme sommeraften.

Lyberth har en stor og gennemtrængende stemme, som han udnytter virtuost. Mikrofon er strengt taget unødvendigt. Det er en del af magien ved hans optrædener.

Jeg morer mig altid, når han driller det danske publikum og opfordrer dem til at at synge med - vel vidende, at de færreste forstår noget som helst på grønlandsk - og så krukker lidt med, at han heller ikke altid selv kan huske teksterne.

Jeg har hørt Rasmus Lyberth en del gange, siden vi flyttede til Danmark. Det har altid slået mig, at han her i landet har et ualmindelig godt tag på de grå hjelme - modne, kulturelt interesserede kvinder med gråt hår, der som regel er klippet i pagefrisure.

Det fornægtede sig heller ikke torsdag aften. Langt over halvdelen af publikum var netop grå hjelme, der lukkede øjnene og faldt i svime.

Årsagen til Lyberths popularitet i den målgruppe kender jeg ikke. Og jeg har altid været forsigtig med at gætte på, hvad der foregår i kvinders indre.

Men jeg kan ikke sige mig helt fri for at tænke, at den grønlandske sanger har noget, som kvinderne ikke finder hjemme hos prokuristen og frimærkesamleren, som de har delt bord og seng med gennem 40 år eller flere. Lidt Rousseausk længsel efter sømand og vildskab, måske?

En god aften langt over min normale sengetid blev det - især da Rasmus trykkede den af med min favorit Nuannaarnerup Nipaata/Når glæden stråler. Måske forstod publikum ikke teksten, men der blev i hvert fald klappet dygtigt med.

Og sporten kort...

Boldøje

Den 20-årige tømrerlærling Brian Schultz er på det grønlandske
 landshold i bordtennis. Han har valgt at tage sin uddannelse i Hirtshals
 for at dyrke sin sport på eliteplan i byens bordtennisklub, der
spiller i 2. division.

Sport siger mig intet som helst. Det er ikke sjovt. Det er ikke spændende. Det er spild af tid og penge - og jeg forstår slet ikke, at der er mennesker, der kan leve af at dyrke sport.

Men der penge i lortet. Jeg anerkender, at mange mennesker lever for og af sport. Inklusive mig selv. For som journalist og fotograf kan jeg ikke komme uden om sport - og jeg har for eksempel jævnligt min gang på Brovst Speedway Stadion.

Den rent sportslige dækning overlader jeg gerne til resultatnørderne, der kan tale i timevis om tabeller - hvis og hvis - og fokuserer så i stedet på stemninger, pølsesælgere og publikum - og også de rent menneskelige historier om passion, der giver folk indhold i et ellers meningsløst liv. Der er faktisk gode billeder i sport - hvis man kan holde øjnene fra banen - og det falder mig i sagens natur nemt.

Her er lige et par hurtige sportsbilleder fra de seneste uger - sådan som jeg ser sporten med mine usportslige øjne.

Den tidligere 22-dobbelte verdensmester i speedway Hans Nielsen var
 rørt til tårer, da Nordjysk Elite Speedway, hvor han er
sportschef, vandt sin første hjemmebanematch for to uge siden.

Jyllandsserie-kamp i Skovsgård i silende regn. Anstændige mennesker
 burde sidde hjemme foran brændeovnen – men hjemmepublikummet i
Skovsgård kan multitaske med øl og pølser i den ene hånd
og en paraply i den anden hånd.

Enhjørningens hemmelighed

Sjove dyr

Kom ikke og påstå, at livet på landet er kedeligt.

For et par år siden vakte det furore her på vejen, at Tonnys vietnamesiske hængebugsvin var på springtur. Lørdag morgen var den så gal igen med en rigtig fauna-fejlfarve.

Da jeg gik i gang med weekendens havearbejde, opdagede jeg en enhjørning i naboens have. Ikke hvid, som rigtige enhjørninger, men en zebrastribet variant i blå og røde farver med et gyldent horn lige midt i panden.

Enhjørninger er ikke hverdagskost - heller ikke på Nørremarksvej - så det krævede en forklaring.

Naboen, som hedder Søren, har en nebengeschæft, Buegrej.dk, hvor han sælger udstyr til bueskytter - blandt andet skydemål til feltbanen. I gamle dage var det typisk rådyr, harer, ræve og lignende, som bueskytter med papirerne i orden må jage.

Nu er der kommet en ny trend på det område. I Tyskland har de fundet på at skyde efter dinosaurer og andre fantasidyr - og altså også enhjørninger.

- Så det har jeg taget ind i sortimentet. Forleden solgte jeg en dinosaurus. Den havde cirka samme størrelse som et menneske, og køberen morede sig med at sætte den på passagersædet med sikkerhedsbælte - og så håbede han vistnok på at blive stoppet af politiet på vej hjem med Dino ved sin side, fortæller Søren.

Nu står den farvestrålende enhjørning i Sørens have og venter på at blive solgt.

- Det kræver nok en hestetransport at køre den hjem. Den vejer mindst 80 kilo, fortæller den muntre nabo.

Nu har jeg så fundet den første enhjørning. Så mangler jeg kun yderligere to, før jeg kan finde skattekortet, der leder vej til Rackham den Rødes skat. Tintinologer vil vide, hvad jeg mener...