Stokroser

Landlig idyl

Stokroser hører med til en have på landet. Det har jeg altid ment, så da vi rykkede ind på Nørremarksvej for 15 år siden, blev der selvfølgelig også sået stokroser.

I begyndelsen bare en lille række langs husmuren i baghaven, men siden kom flere til, da Dina begyndte at bytte frø med veninderne. Og efterhånden er der stokroser overalt på parcellen. De formerer sig voldsomt - både planlagt og uplanlagt - og når først de står der, kan jeg ikke nænne at fjerne dem.

Det er måske ikke så smart. For de står nogle steder lidt i vejen - og jeg skal kante mig igennem, når jeg kører med trillebøren fra gårdspladsen til haven. Men det får nu være. Det generer jo ikke andre end mig selv.

Jeg kan ikke rigtig styre farverne med min tilgang til stokroser. Jeg avler ikke på bestemte farver, men lader naturen gå sin gang. Så jeg har stokroser i mange farver.

Min helt klare favorit er den gammelrosa, som ses på det øverste foto. Den er flot, men det er de andre farver nu også.

Stokroserne giver også liv i haven. For de har en magisk tiltrækningskraft på især humlebier og svirrefluer. Fint nok, for især humlebier er hyggelige fætre, der ikke gør en flue fortræd. Det kaldes biodiversitet - og det er jo politisk korrekt i haven i disse år.

Intet ligger mig fjernere end politisk korrekthed. Jeg hader at gøre som flokken. Alligevel er jeg altså med på vognen. Men fordi jeg synes, det er sjovt og pænt - og ikke fordi alle andre klaphatte gør det.

For stokroser skal der til i den landlige idyl - i mangel af bindingsværk og stråtag. Huset er jo ikke så gammelt - kun sølle 172 år for den ældste dels vedkommende.

Sommerhygge på Øland

Årets grillfest

Lørdag var jeg traditionen tro vært for årets grillfest i familien. Det er en stor begivenhed i en meget lille familie.

Festen er nu blevet gentaget hver sommer siden 2010  og følger en fast model - om end mængderne af mad og deltagertallet er blevet justeret voldsomt ned i takt med tidens tand.

Vi lagde ud med frokost på Gjøl Kro, så en gang sightseeing i den østlige del af mit pastorat - og så gik turen ellers til Nørremarksvej og en svalebajer eller to, og da vi gik til bords ved 18-tiden en læskende Limoncello Spritz - tre dele prosecco, to dele limoncello og en del danskvand. Toppes med isterninger og en citronskive.

Foto: Henrik Jespersen

Menuen bestod af grønlandsk stenbiderrogn med blinis, kartoffelsalat efter mors opskrift (hvilket vel efterhånden er blevet til min opskrift, for jeg laver altid kartoffelsalat på den måde), nye kartofler vendt i olie og hakkede urter, almindelig salat med mormor-dressing og lammekoteletter fra Slagter-Palle i Fjerritslev. Desserten mormor-jordbærkage. Det hele blev skyllet ned med rigelige mængder hvidvin - en af mine absolutte favoritter, sauvignon blanc fra Selaks i New Zeeland.

Foto: Henrik Jespersen

Sightseeingen gik blandt andet til marken nedenfor Bjerget ved Gjøl, hvor to tidligere minkavlere er i gang med et lille erhvervs-eventyr. De tørrer opskyllet ålegræs og sælger det blandt andet til tagdækning på Læsø og til produktion af akustikplader i USA. Målet er at levere 700 tons tørret ålegræs i år. Jeg har tidligere skrevet om det i avisen, men vi var heldige at møde den ene af iværksætterne - Thorbjørn Jepsen - som fortalte om produktionen og fremtidsplanerne.

Klamphuggeri i verdensklasse

Et hurtigt sommerprojekt

En lillebitte tagrende der faldt, jeg tror den fortalte dig alt...
 (frit efter Bjørn & Okay)

Forleden faldt tagrenden for enden af brændeskuret ned. Det kom ikke som den store overraskelse. Jeg har faktisk ventet på det i adskillige år.

Den blev i sin tid sat op af den forrige ejer af huset, så det er mindst 15 år siden. Og det var virkelig en klamphugger-løsning. Tagrenden var monteret på en lægte, der var fastgjort op i luften med to patentplader, så den nærmest svævede under tagkanten. Det var indlysende, at den måtte falde ned på et tidspunkt.

Ikke fordi jeg har noget imod klamphuggeri. Jeg er da selv lidt af klamphugger, der gerne tyr til hurtige nødløsninger i stedet for gedigent håndværk. Men det her - det var alligevel klamphuggeri i verdensklasse.

Da tagrenden faldt, gik jeg i gang med et hurtigt sommerprojekt. Så på mindre end en uge kom tagrenden på plads igen. Det er jeg selv forbavset over. Mine små projekter kan nemt strække sig i årevis.

Ovenikøbet har det ikke kostet en øre - bortset fra fire vinkelbeslag á 4,75, som jeg ikke lige havde på lageret. Træet var en gammel lægte og et stolpestykke, som var i overskud fra et andet projekt, maling og skruer har jeg altid på værkstedet - og tagrenden fejlede sådan set ikke noget. Bortset fra at det er en pvc-tagrende. Det synes jeg ikke er pænt - og jeg har da stål- eller zinktagrender alle andre steder på parcellen.

Nu er æstetikken til at leve med. Bagsiden af brændeskuret vender ikke ud mod vejen - og det er de færreste gæster, der kommer på stedet, hvor jeg i øvrigt har tørresnor, regnvandstønde, huggeblok, gamle mur- og teglsten samt kompostbeholdere. Så pyt - pvc har også sin charme, for det er nemt at arbejde med. Men kønt bliver det aldrig.

Færdigt arbejde.

Gammeldags jordbærkage

Nem dessert

Jeg er vild med jordbær. Gerne friske uden tilbehør eller måske en sjat fløde, men gammeldags mormor-jordbærkage er nu heller ikke sådan at kimse af.

Det er nemt at lave - og så er det billigt, hvis man står lidt tidligt op. For mange butikker sælger nemlig de gamle og ikke helt pæne jordbær billigt om morgenen, så en hurtig runde i distriktet - og så er der masser af jordbær til fryseren til vinterens desserter.

Men det går altså også godt om sommeren - og jeg spiser mormor-jordbærkage næsten hver aften i øjeblikket.

Jeg renser et halvt kilo jordbær og fjerner stilkene. Så tilsætter jeg en sjat jordbærsaft - den billige, som alle butikker har, uden sukker og kalorier - og et par spiseskeer vanillesukker. Det hele får et opkog, gryden tages af varmen og jævnes med kartoffelmel.

Så knuser jeg et par makroner i bunden af en serveringsskål, hælder jordbærgrøden over, knuser et par makroner eller tre yderligere og topper så med en forsvarlig klat flødeskum.

Det er da nemt, ikke???

Turist

Den sidste gang i Kangerlussuaq

Søndag morgen havde jeg fem timers ventetid i Kangerlussuaq. Det blev en lidt vemodig oplevelse, for det var måske min sidste tur til lufthavnsbyen, som jeg har ellers har besøgt jævnligt i flere end 30 år.

Når den nye lufthavn i Nuuk åbner 28. november er det slut med Kangerlussuaqs centrale rolle som grønlandsk trafikknudepunkt - og dermed også med mine jævnlige besøg på et af de skønneste steder i Grønland.

Kangerlussuaq er Grønlands eneste indlandsby - og klimaet og naturen er meget bedre end i alle de grønlandske kystbyer. Her er tørt og varmt - om sommeren - og drønende koldt om vinteren.

Der er noget helt særligt over Kangerlussuaq for en flynørd som mig. For der sker noget hele dagen lang i lufthavnen - og det er nemt at overskue fra solterrassen foran hotellet, når de mange Dash-fly starter og lander, og når Danmarks-maskinen har sin daglige ankomst. For Kangerlussuaq er både storslået natur, en imponerende motorlarm og duft af flybrændstof. "I love the smell of Jet A1 in the morning".

Kangerlussusaq blev anlagt i sommeren 1941 af amerikanerne som en militær trædesten til Europas slagmarker. Det var før Pearl Harbour og USA's indtræden i anden verdenskrig, men fremsynede amerikanske militærfolk havde erkendt, at staterne ikke kunne holde sig ude af krigen, så man anlagde en række flybaser, der kunne bruges til at sende fly og materiel over Atlanten - blandt andet Kangerlussuaq og Narsarsuaq i Grønland.

Jeg brugte de fem timer i Kangerlussuaq på en tur til Ravnefjeldet (Black Ridge), hvor der i omkring 200 meters højde er en enestående udsigt over både byen og ind mod indlandsisen.

I 1954 åbnede SAS en rute fra København over Nordpolen til Los Angeles med stop i Kangerlussuaq. En pionerbedrift, som vi som danskere godt kan være lidt stolte af. Det blev samme år til et reklamestunt med vejskiltet i Kangerlussuaq, der viser de nye flyvetider mellem lufthavnen og alverdens hovedstæder.

Skiltet er blevet betegnet som Grønlands mest fotograferede vejskilt - og alle turister og rookies i det grønlandske skal fotograferes foran skiltet. Jeg har en dyb modvilje mod at gøre som alle andre, så det billede fik jeg ikke taget, da jeg kom til Kangerlussuaq for første gang.

Men nu var det jo min måske sidste tur til Kangerlussuaq. Så nu skulle det være. Billedet er taget af en tilfældig forbipasserende - efter at jeg havde målt lys og beregnet skudvinkel til manden, og det er da også blevet bedre end de normale turistbilleder, hvor der som regel er for meget skilt og for lidt hovedperson - efter min beskedne opfattelse. 

Hilsen fra Dina

God udsigt

Fredag morgen var jeg på kirkegården for at ordne Dinas gravsted.

Først og fremmest har jeg plantet en rosenrod, som jeg fandt på Saqqarliit. Den lille sukkulent er meget almindelig i Grønland, hvor den oftest gror ved vandløb - og også er en yndet kirkegårds-blomst, som ikke kræver pasning, men med tiden vokser sig stor. På nogle af kirkegårdens ældste gravsteder har den endda sået sig selv.

Jeg satte også en buket studenternelliker fra haven på Øland - og så lagde jeg en stribe krokusløg. Det er lidt af et eksperiment, men jeg hørt fra det lokale havefolk i Nuuk, at krokus med lidt held kan gro i Nuuk, hvor den spirer frem i maj og blomstrer i begyndelsen af juni.

Så skiftede jeg også batterier i det lille kunstige stearinlys, så der er lys på graven den næste uges tid - ikke at det gør den store forskel, for det er lyst døgnet rundt, men det skal også til, synes jeg alligevel.

Jeg brugte er par timer ved graven. For det er et dejligt sted med en flot udsigt. Til venstre mod det flade Akia og de små øer ved Nødhavnen. Et par små isfjelde var der også. Til højre går udsigten mod det store fjordsystem og ikke mindst Sermitsiaq, der med sine godt 1200 meter kan ses over hele Nuuk.

Møgvejr i Nuuk Nuan

Vejrlig

Jeg er i Nuuk Nuan - dejlige Nuuk - i øjeblikket. Men det er nu så som så med dejlighederne. For torsdag bød på orkan og regn i stride strømme. Alle flyvninger er aflyst, folk arbejder på hjemmekontoret - og enhver passer sig selv i de små hjem.

Sådan er det jo i Nuuk, så det ryster mig ikke. Men det irriterer mig da. For møgvejret tager den fantastiske udsigt fra mit midlertidige logi på Saqqarliit.

Jeg ankom tirsdag aften, og hele onsdagen gik med arbejde - bortset fra en lille morgentur på kirkegården. Jeg havde taget studenternelliker fra haven til Dina, men med udsigt til orkan gav det ikke mening at lægge dem.

Nu - torsdag aften - er vinden ved at lægge sig, og det skal blive rimeligt vejr fredag. Det er lyst næsten døgnet rundt, så det er planen, at jeg tager på kirkegården tidligt fredag morgen og ordner gravstedet. Ikke alene med studenternellikerne, men jeg har også fundet en rosenrod her på Saqqarliit, som jeg vil plante på graven, så det skal nok blive godt.

Ellers bliver fredag atter en arbejdsdag med fælles brunch i mediehuset og et par interviews - og så håber jeg på lidt sightseeing lørdag, inden turen igen går hjemad med mødetid i Nuuk lufthavn kl. 5 - og forventet ankomst til Aalborg ved midnatstid.

Onsdag aften fik jeg et fint billede af en gedehams - en hveps, der er i gang med at samle bo-materiale på et affaldsstativ. Det er første gang nogensinde, at jeg ser en hveps i Grønland, men jeg har da hørt om, at der er blevet observeret hvepse flere gange de seneste år. Det bliver helt sikkert til en historie i avisen.

Glædesblus

Sankthans

Sankthans-aften var vejret for en gangs skyld hæderligt - hverken Sahara-tørke eller Bergen-regn - så jeg benyttede de mange sankthansbål på egnen til at lave nogle genrebilleder, som jeg kan bruge i de kommende år i min lille butik.

Jeg lagde ud på Øland, hvor bålet børnevenligt blev tændt allerede kl. 19.30 og fortsatte så til Slettestrand, hvor sankthansfesten er for voksne mennesker, så her blev bålet først tændt kl. 21.

Det blev så også en dårlig undskyldning for at snuppe en isvaffel med to lakridskugler og lakridskrymmel i Slettestrand Gl. Iscafe. Det er en dårlig vane, jeg har tillagt mig, eftersom jeg ikke tåler alkohol så godt længere. Så må det vel være tilladt med en fredagsis i stedet for fredagsøl - også selv om sankthans faldt på en søndag.

Mens jeg var på stranden, løb jeg ind i Christina, som også havde kameraet med. Hun fangede mig så i varmeflimmeret fra bålet, mens jeg fotograferede.

Godt set. Det er et fantastisk billede, der mest af alt minder om maleri - ikke et Skagens-maleri, men et ægte Slettestrand-maleri.

Foto: Christina Pedersen

Pilluaritsi

Grønlands nationaldag

Foto: Kristiane Andersen

21. juni er den grønlandske nationaldag - og det skal naturligvis fejres. Så efter at jeg havde hejst erfalasorput her på Nørremarksvej, gik turen til Aalborg og Det Grønlandske Hus, hvor dagen altid bliver fejret med en sammenkomst om morgenen.

Det er så en god lejlighed til at få luftet en af mine grønlandske festanorakker. I dag valgte jeg den grå høranorak, som min søster syede til mig for nogle år siden.

Selv om nationaldagen er en festlig og ikke mindst hyggelig dag, som jeg gerne deltager i, var det arbejde. På grund af tidsforskellen til Grønland er festens begyndelse i Aalborg en mulighed for at hjælpe kollegerne i Grønland, så den første artikel om nationaldagen kan være klar på Sermitsiaq.AG, når Grønland vågner op til festdagen, der for resten også er en fridag i Grønland.

Så allerede kl. 10 gik turen hjemover for at skrive - og klæde om. Jeg ville gerne have været tilbage til Aalborg og festlighederne, men jobbet som lokalreporter i Jammerbugt krævede en tur til Grønnestrand, hvor der var folkefest, fordi det er 200 år siden, at Frederik VI besøgte stedet.

Dengang udtalte kongen: - Dette øde sted er den skønneste plet i mit rige!

Det er man meget stolt af på de kanter, så det skulle fejres. Det er tilsyneladende helt glemt, at Frederik VI også var enevældskonge med et noget anstrengt forhold til trykkefriheden og ofte tillægges et helt andet citat: - Vi alene vide.

Sådan er der jo så meget...

Det har været en lang dag. Jeg nåede lige at få erfalasorput ned fra flagstangen, inden det begyndte at regne. Nu håber jeg på tørvejr i weekenden, så jeg kan få ordnet de sidste ting i haven, inden turen går til Grønland på tirsdag.

Den bedste midsommermiddag

Kogekone

Onsdag var jeg ude med min lille spejder-catering-virksomhed. 24 mennesker til en sommerkomsammen i Gildeborgen i Aalborg. I haven vel at mærke.

Det er altid en udfordring med festmad, der skal serveres udendørs. De traditionelle varme retter dur ikke, for maden når ofte at blive kold, inden den er serveret. Så det skal man tænke på, når man sammensætter menuen.

Så forretten blev en lille anretning med varmrøget laks, asparges og sauce mousseline. Herefter frikadeller, kold kartoffelsalat, salat med mormordressing og til dessert kage - ganske almindelig kage bagt i bradepande. Enkelt, men ganske vellykket.

Især forretten var en succes. Det kan heller ikke gå galt med næsten ovnfrisk varmrøget laks, som jeg havde fået mestersvenden i Delikatessen i Fjerritslev Brugs til at røge for mig.

Det var lykkedes mig at finde nogle flotte grønne asparges. Danske oven i købet, selv om sæsonen er ved at være forbi. Dem tilberedte jeg, som jeg lærte det af den ungarske grøntsagskok på Svinkløv for et par år siden. Koges i 40 sekunder i halvt smør, halvt vand, vendes i friskhakket timian og drysses med lidt revet citronskal.

Laks og asparges blev ledsaget af en sauce mousseline. Det lyder fint, men det er såmænd bare en hollandaise, hvor der er vendt flødeskum i. Fidusen er, at saucen alligevel ikke er varm, så det er et godt valg til terrassen.

God mad behøver ikke at være dyr mad. Det dyre mad er alt det, som man smider væk bagefter, fordi man bliver bange for at lave for lidt. Når jeg laver mad til mange mennesker, bruger jeg et par små erfaringsformler i kalkulationen. Til en fiskeforret beregner jeg 60 gram fisk pr deltager - og til hovedretten 125 gram kød. Når jeg laver kold kartoffelsalat beregner jeg et kilo pr fire deltagere.

Den holdt temmelig præcist. Forretten blev spist op, der var lidt kartoffelsalat og et par frikadeller til overs - sikkert fordi der var damer i selskabet. Havde de været udelukkende mænd, var der sikkert blevet spist helt op. Men den slags skal man jo være forsigtig med at sige i disse tider...

Det skal med, at jeg godt kan lide at lave mad i Gildeborgen. Her er der et rigtig industrikøkken - og så går tingene altså bare lettere frem for i et almindeligt husholdningskøkken. Kogekonen er blevet forvænt med alderen...