Arbejdslejr på Øland

Fangekost...

På mine ældre dage er jeg blevet bange for at stå på stiger - stigofobi - og det er et problem, når de to vinduer i gavlen trænger til maling.

Heldigvis var hjælpen inden for rækkevidde. Kusine Anne og Henrik stillede sig til rådighed, så søndag var de to inviteret til arbejdslejr på Øland. Det var varmt, så vi havdc ikke travlt. Men vinduerne blev malet - og så benyttede jeg lejligheden til at kræse om häftlingerne i arbejdslejren med lidt håndarbejde fra køkkenet.

Til frokost blev det en sildemad med lakserøget sild og røræg. Herefter stuvede kantareller. Og det var alt. Lidt, men godt. Kantarellerne ristes af - som kokkene siger - på en tør pande, får en klat smør og ristes godt gyldne - og så tilsætter man en sjat fløde og koger hele herligheden ind og slutter med lidt salt og peber. Det er ikke så svært, men det dur.

Til eftermiddagskaffen var der købekage. Hanbosnitter og en jordbærtærte fra Konditoren i Fjerritslev. Under normale omstændigheder ville jeg nok have budt på hjemmebag, men fryseren er frosset til i sommerens løb - så købekagerne var dagens nødløsning.Nu har jeg slukket fryseren og flyttet kager med mere over i en lånt fryser i medborgerhuset - og torsdag ryger de to gamle frysere og to gamle køleskabe til skrot. Det er tiderne. Det kan ikke længere lade sig gøre at reparere ting. Det er ikke så sært, at miljøet er af lave.

Aftensmaden var den velkendte kartoffelsalat, som min kusine sætter så stor pris på - og som jeg gerne laver. Hertil lammeculotte, der er en af mine foretrukne fastfood-løsninger. Rids culotterne og gnid dem ind med salt, peber, hvidløg og timian - og så tyve minutter i ovnen ved 190 grader til en kernetemperatur på 65 grader. Det smager formidabelt og er bare så nemt at lave.

Dagens showstopper var trifli med blomme i madeira. Blommen fandt jeg i køleskabet, der jo også skal skrottes. Jeg lavede det sidste år, og egentlig var planen at bruge det til fyldte chokolader, men det var desværre blevet lidt for tyndt til konfektbrug. Til gengæld er det fint til trifli - og da jeg ikke har serveringsglas i en passende størrelse, blev det til en solid dessert serveret i ølglas.

Tak for hjælpen i arbejdslejren. Dagens bonusbillede er en fin gammel havørn, som kom forbi parcellen lørdag middag.

Tragik..

Bilsyn i Grønland

Forleden udsendte den grønlandske regering, naalakkersuisut, en pressemeddelelse om, at den grønlandske minister for blandt andet infrastruktur, naalakkersuisoq Erik Jensen, og den danske trafikminister Trine Bramsen er blevet enig om, at man skal finde en model for periodisk bilsyn i Grønland. Sidste gang, der blev synet biler i Grønland, var i 1999, hvor fire medarbejdere fra det danske biltilsyn rejste rundt på verdens største ø.

Nu er det ikke første gang, at den danske og den grønlandske regering indgår sådan en aftale. Det skete også i 2010 og i 2018, så det har muligvis lange udsigter. Især i lyset af det forestående folketingsvalg, hvor vi med stor sandsynlighed skal starte endnu en gang med nye ministre på posterne - og erfaringsmæssigt er grønlandske sager ikke det, der ligger øverst på nye danske ministres skrivebord.

Da bilinspektørerne sidst besøgte Grønland, var de blandt andet i den lille vestgrønlandske by Paamiut. Så vidt jeg husker, var der dengang 39 biler indregistreret i byen. De 36 fik klippet pladerne. Det morede vi os meget over dengang - især i Nuuk, selv om morskaben svarede til at kaste med sten, når man bor i et glashus. (Oplysningen skal i øvrigt tages med det forbehold, at jeg refererer efter hukommelsen uden nærmere dokumentation.)

Så er spørgsmålet også, om det vil være hensigtsmæssigt bare at kopiere den danske lovgivning på området. Der kan være langt til autoriserede værksteder i Grønland - og i øvrigt er der en lang tradition for, at gaffatape er et væsentligt redskab i den automekaniske værktøjskasse. Men med fokus på udstødning og emissioner er der givetvis noget at komme efter for bilinspektørerne. Jeg hører i hvert fald jævnligt klager over dieselos i Nuuk som følge af meget gamle lastbiler.

Nu er sagen om bilsyn ikke den eneste sag, der trækker i langdrag, når det kommer til Grønland. Jeg faldt tilfældigvis i anden sammenhæng over det grønlandske tinglysningsudvalg, der blev nedsat af justitsministeren i 1995. I et ministersvar til Folketingets Grønlandsudvalg oplyste justitsminister Nick Hækkerup for nylig, at udvalget fra begyndelsen af var udfordret af, at der ikke er privat ejendomsret til jord i Grønland. Herefter gik arbejdet i stå, men der har dog været holdt enkelte møder i perioden 2010 til 2017. Herefter er der intet sket.

Praksis har overhalet udvalget, og reelt har den grønlandske ejendomsbranche - banker, jurister og ejendomshandlere - fundet ud af det uden udvalgets medvirken. Nu mangler man bare at indføre digital tinglysning i Grønland, akkurat som det skete i Danmark i 2009, men det er angiveligt heller ikke nemt i følge justitsministeriets embedsfolk. 

Jeg konstaterer stilfærdigt og nøgternt - uden beklagelse eller glæde - at ting tager tid i Grønland. Men det er måske også lidt af charmen ved det lille samfund, som jeg sætter så stor pris på?

En lang tur

Hjemrejse med forhindringer

Foto: Spejdernes Lejr/Anders Kongsted

Lørdag blev en lang dag, da jeg forlod spejderlejren ved Roskilde.

Egentlig var det først meningen, at jeg ville hjem søndag, så jeg havde bestilt en færgebillet til Odden kl. 15.20. Men det stod klart, at med den dårlige logistik omkring lejren, som vi ikke selv kunne styre, var det ikke realistisk. Og det viste sig da også, at hjemrejsen søndag var fyldt med forhindringer for spejderne, der pænt måtte vente på, at politi, biltilsyn og andre emsige embedsfolk lige skulle kontrollere alle 800 busser, som var bestilt.

Det anede mig, at det ville gå galt, så i stedet flyttede jeg min færge til 15.20 om lørdagen. Jeg fik gode venner til at hjælpe mig med transporten af grejet til parkeringspladsen fem km væk fra lejren - og ved 11-tiden gik det så mod Sjællands Odde.

Vejret var fint. Solen skinnede, og der var havblik over Kattegat. Så 10 km før færgehavnen kørte jeg ned til stranden og nød udsigten. Jeg faldt øjeblikkeligt i søvn i varmen. Det var sikkert tiltrængt. Desværre havde jeg glemt at slukke lyset på bilen, så da der var en time til afgang, var der ikke strøm på bilen - og Falck kunne ikke nå tidsnok frem. Så det blev til endnu en ombookning med afgang til Ebeltoft 17.50.

Turen over Kattegat gik smertefrit, så jeg besluttede at nyde turen hjemover. Jeg tøffede afsted og hyggede mig i det hele taget ved at droppe motorvejen og ad den smukke, men noget langsommere tur via Viborg. Så kunne jeg også lige nå Bilka i Viborg inden lukketid kl. 22 og få lidt føde med hjem til det tomme køleskab på Øland, hvor jeg ankom ved 23.30-tiden.

Jeg begyndte at tømme bilen, men var sulten og skulle lige have en ostemad. Så jeg faldt endnu en gang i søvn. Denne gang foran fjernsynet og vågnede først ved 7.30 tiden, hvor jeg til min store skræk opdagede, at den halvt tømte bil stod med pivåbne døre. Heldigvis er Øland et fredeligt sted, så jeg havde ikke haft ubudne gæster i bilen - og jeg havde også husket at tage nøglen med mig, så der var endda strøm på bilen.

Foto: Wikipedia

Det var i øvrigt første gang i mindst 40 år, at jeg var over Sjællands Odde. Det er nu ikke som i gamle dage. De moderne færger er ikke særligt kønne - og mangler efter min mening både messing og mahogni for at blive betegnet som rigtige skibe.

Det mest maritime var faktisk kassedamen i cafeteriet - sikkert en studine. Hun havde flere tatoveringer på armene end en letmatros i havsnød i Nyhavn...

Jeg forstår ikke tidens selvdestruktive, obskøne hang til at ødelægge smuk hud med grimme uæstetiske tatoveringer som regel i en grønblå mat farve. Det er grimt - og det stempler bæreren på samme måde, som når en brugtvognsforhandler altid sætter prisskiltet over rustpletterne. Jeg tænker uvilkårligt, at her er der noget helt galt. Jeg vil i hvert fald nødigt vågne op til det syn efter en lang nat i byen.

En gang spejder - altid spejder

Politi og våd sovepose

Fredag i sidste uge ringede telefonen kl. 10 om aftenen. I røret en venlig dame, der præsenterede sig som Vestsjællands Politi.

Hende vender vi tilbage til...

Min sædvanligvis beskedne sommerferie på en uges tid er - lige så sædvanligvis - blevet brugt på en spejderlejr. I år Spejdernes Lejr ved Roskilde med 32.000 deltagere, der overnatter i telt og laver mad over bål på et omkring 100 hektar stort område.

Sådan en kæmpelejr er en rigtig showstopper, som viser, at for en spejder er intet umuligt. Heller ikke at bygge en teltby på størrelse med en middelsvær købstad på en god uges tid, bo der en anden god uge - og endelig rydde området igen på et par dage, så det er renere, end da man lånte det.

I ugen, hvor selve lejren varer, er der ingen privatbiler i området, men da jeg ankom sidste fredag, var det selvfølgelig i bil tæt pakket med telt, sovepose og andet nyttigt grej. Bilen skulle køres til en parkeringsplads fem km væk senest lørdag morgen, så fredag aften var der intet hastværk med at få den væk.

Det var anledningen til den bekymrede opringning fra politiet, der bare lige ville sikre sig, at jeg var med på, at bilen skulle ud inden kl. 7 om morgenen. En ganske fin service, som parkeringsvagterne ude i civilsamfundet kan lære af.

Politiet er selvfølgelig til stede i lejren. 32.000 mennesker er et potentielt terrormål, men det er jo Vestsjællands politi, som de fleste børn og unge kender fra "Politijagt" i fjernsynet, så det meste af ordensmagtens tid går med at skrive autografer.

I øvrigt er lejren en stor knivzone. Forstået på den måde, at stort set samtlige spejdere selvfølgelig går med kniv. Det gør de på en pæn og ansvarlig måde. For omgang med kniven er noget af det første, alle spejdere lærer - og efter kniven kommer øksen.

For mig er det et bevis på, at det ikke er knive, men bæreren af kniven, der er det største problem - og det er derfor ikke våbenloven, men idioterne, man skal gøre noget ved, hvis man vil forhindre drab og lemlæstelse. Jeg er faktisk ret sikker på, at hvis alle børn fik lov til at være spejdere, ville det være fuldstændigt unødvendigt med knivzoner i nattelivet.

Spejderlejren er nemlig et samfund, hvor man kerer sig om hinanden og hjælper hinanden, når det er nødvendigt. Det er et samfund uden bureaukrati, hvor alle yder efter evne, hvor der ikke er krav om fine eksamensbeviser - og hvor alle ved sin blotte tilstedeværelse er med til at få tingene til at ske.

Det er nu 56 år siden, at min far fulgte mig ned til det smukke spejderhus ved søen i Farsø. Han glemte at hente mig, så det er blevet til et livslangt kærlighedsforhold til spejderbevægelsen, der har givet mig mange store oplevelser.

I de mange år har jeg kun en gang haft en våd sovepose. Det var på en hejk i 1973, hvor jeg sjuskede med bivuakken. Den slags lærer man af, for learning by doing frem for fine teorier er en væsentlig del af spejderbevægelsens tankegods.

Alligevel skete det så igen i mandags. En voldsom tordenbyge med tilhørende voldsomme vindstød lagde teltet ned og alt mit grej - soveposen inklusive - var drivvådt. Men spejdere har altså kun sol og vind og ingen tørretumblere, så natten blev tilbragt på en bænk med et lånt tæppe. Det er ikke sjovt, men værd at mindes, når jeg bliver gammel - og når der er næsten halvtreds år i mellem, så er det til at leve med.

Jeg synes, at alle de unge spejdere er seje - og der er masser af samfundsnyttige ressourcer i dem, som samfundet kan leve højt på i mange år fremover. Men også det moderne samfunds svagheder har holdt sit indtog i spejderbevægelsen.

Da jeg blev spejder, kunne vi finde ud af at skide i et hul i jorden, mens vi sad på em granrafte. Sådan er det ikke mere.

I Spejdernes Lejr er der 800 fine toiletter leveret af Godik i Brovst. Fine sager, der blev spulet og gjort rent flere gange i døgnet af frivillige spejdere, der gerne giver en hånd med for at få det lille samfund til at fungere.

Toiletterne er af den nyeste model inden for faget. De bruger kun cirka en tredjedel liter vand på et skyl - mod de ti liter, som et traditionelt toilet derhjemme bruger. Det er ren luksus, der forhåbentlig ikke fordærver ungdommen.

Godik har i øvrigt regnet ud, at de 32.000 deltagere i lejren bruger cirka 6.000 kilometer toiletpapir på godt en uge. Det er temmelig nedslående for alle teknokraterne, der drømmer om det papirløse samfund.

Nu er der fire år til den næste udgave af Spejdernes Lejr. De foregående lejre har været i Vestjylland, Sønderjylland og altså i år på Sjælland. Nu må ambitionen være at få lejren til Nordjylland næste gang.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 29. juli 2022

Lejrlivets glæder

Spejdernes Lejr 2022

Sommerferien bliver - som så mange gange før - tilbragt i en spejderlejr. I år sammen med 32.000 andre spejdere på Spejdernes Lejr 2022 ved Roskilde.

Jeg ankom fredag og kom relativt hurtigt på plads i det lille telt - og gik i gang med mine opgaver. Arbejdsdagen er delt mellem en køkkentjans i en af lejrens kantiner og så lidt journalistik for nogle af mine arbejdsgivere. Alt er sådan set, som det skal være.

Men jeg har forsømt bloggen, så lige en hurtig opdatering med nogle fotos - blandt andet fra åbningen og fra lejrpladserne, hvor jeg blandt andet har skrevet reportager om spejderne fra Nuuk og Jammerbugten. Detaljerne må vi tage på et senere tidspunkt, for det kniber lidt med en ordentlig og rolig kontor-arbejdsplads.

Det er ren feltfod - og sådan er det jo med lejrlivets glæder.

En anden glæde er, at her i lejren ser vi ikke fjernsyn og er således afsondret fra al cykelgalskaben, som ellers tilsyneladende har grebet nationen. Tak for det.

Stokroseidyl

Morten Korch

Tirsdagens varme satte gang i stokroserne, der blomstrer som aldrig før - havde jeg nær sagt. For stokroser har det jo med at blomstre villigt. Det er derfor, man har dem.

Stokroser er blandt andet omtalt i Ordbog over det danske Sprog, der i en artikel fra 1944 forklarer, at stok kommer fra tysk og hentyder til den lange stængel. ODS bemærker også, at den tidligere blev dyrket navnlig i bondehaver og er noget ringeagtet.

Jeg har en svaghed for Morten Korch og stokroser - og jeg bliver bestemt ikke fornærmet, hvis forbipasserende kommer til at betegne huset med tilhørende parcel som den rene stokroseidyl. Det er det, det er - og det har hele tiden været meningen - bonderøv, som jeg er.

Det kneb lidt de første år, hvor jeg flere gange plantede stokroser, som jeg fik af venner og bekendte. De ville ikke rigtig få fat, så det var først efter et par år, da jeg såede et billigt brev stokroser, at der kom rigtig gang i dem. Nu har jeg dem nærmest over hele haven, for de sår sig selv overalt - blandt andet mellem rabarberne.

De oprindelige stokroser fra frøbrevet er de mørkerøde, de rosa og de hvide. Ser man godt efter på det øverste billede, vil man opdage, at der også er et par laksefarvede i mellem. Det var nogle frø, som Dina en gang fik fra en veninde, og de er faktisk de flotteste af alle stokroserne.

De laksefarvede sår også sig selv - gerne mellem fliserne - og vi har nu gennem flere år haft en fin laksefarvet stokrose stående ved indgangen til baghaven.

Der hører den egentlig ikke hjemme. Stokroser skal stå op ad en mur, hvis det skal være helt rigtigt, men pyt! Det lever vi med...

Bloktilskud

Dårlig vits

Undskyld mig - men jeg kunne bare ikke dy mig for at far-vitse om bloktilskuddet, fordi jeg lige har været ved boghandleren og hente en stak spiralblokke.

Jeg er storforbruger af A5-spiralblokke med linjer. Bruger gerne en eller to om måneden til mine kragetæer - nogle kalder det stenografi, men systemet er selvopfundet - når jeg interviewer kilderne.

Tidligere købte jeg altid blokkene i Bilka med en fornuftig personalerabat, men da jeg ikke længere er ansat i Salling Group, måtte jeg gå den tunge og bekostelige vej til boghandleren. Prisen er den samme, men uden rabat. Det er så endnu et (blok)tilskud til tidernes voldsomme udhuling af reallønnen.

Nå, det går nok endda. Faktisk fik jeg min sandsynligvis sidste lønseddel fra Salling Group i slutningen af juni, selv om jeg stoppede allerede ved årsskiftet.

Vi kan jo kalde det en lille overraskelse. Jeg havde helt svedt ud, at som ansat i Salling Group udover personalerabatten i gode år også får et gratiale, når man har været ansat i et helt kalenderår. Og da jeg jo var ansat i foretagendet i hele 2021, dukkede der sør'me godt 1.500 kroner op på kontoen.

De penge kan jeg så bruge til at købe spiralblokke for...

Værdi af nyttehaven

Nye kartofler

Fredag aften tog jeg fat på årets nye kartofler - af egen avl fra nyttehaven.

Jeg kunne sagtens være begyndt allerede for en uge siden, men jeg har lige haft en dille med mormordressing, så det er blevet til forskellige salatvarianter til aftensmad de seneste uger.

Men nu er jeg i gang. Det blev fejret med frikadeller og så en forsvarlig klat hvidløgs-persille-smør. Også hvidløg er sådan noget, jeg periodisk spiser ret meget af.

Hvidløg udmærker sig ved at holde vampyrer væk - og det skal nok passe. Vampyrer ser vi ikke meget til her på parcellen. Til gengæld er der masser af myg, klæg og også skovflåter, som alle elsker mig. Tro mig - kærligheden er ikke gensidig, men det lader de små bæster hånt om.

Kartoflerne blev sat lidt sent, da jeg jo brugte påsken til at ordne flagstangen. I skyndingen fik jeg heller ikke noteret sorten ned. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at det ikke er solist, som jeg ellers i mange år har dyrket som den tidlige sort.

Men solist er modtagelig for skurv - og det har jeg døjet meget med, så i år skulle der prøves noget andet. Så den nye sort kom i jorden - sammen med navnet, som jeg har svedt helt ud.

Men pyt. Det går jo nok endda. Spises skal de i hvert fald - og nye kartofler kan jo bruges til så meget - kartoffelsalat ikke at forglemme. Og det kommer helt sikkert på menuen de kommende uger. Hjemmelavet og med et touch af hvidløg - bare for en sikkerheds skyld.

Den lange rejse

Dina er kommet hjem - næsten...

For en måneds tid siden hentede jeg Dinas urne på krematoriet i Vejgaard. Hun står nu på vitrineskabet i spisestuen - Grønlandssalen, som jeg prætentiøst omtaler stuen med de mange grønlandske billeder på væggen.

Det er første trin på den lange rejse. Hun er kommet hjem til Nørremarksvej, men hjem er jo også Grønland - og jeg lovede hende for flere år siden, at jeg ville sørge for, at hun, når tiden kom, skulle begraves i Grønland.

Det er bare ikke så ligetil at komme til Grønland i øjeblikket.

Rejsebranchen er ramt af ketchup-effekten, og der er stort set udsolgt på alle flyvninger mod Grønland til ud på efteråret. Efter corona-nedlukningerne vil alle rejse - og det er godt for turistindustrien i Grønland. Men det går også den modsatte vej. Mange grønlændere har jo familie i Danmark - og efter flere års pause trænger de også til at møde familien, så alt er udsolgt.

Så det bliver først senere, at Dina kommer til Grønland. Det begynder jeg at se nærmere på efter sommerferien. Indtil da står Dina så på skabet - og jeg kan snakke lidt med hende hver aften, inden jeg går i seng. Og så pynte lidt med nogle af alle de blomster fra haven, som hun elskede. I øjeblikket studenternelliker og roser.

Roserne havde Dina et godt øje til - og hun passede dem helt sikkert bedre, end jeg gør. Jeg har altid været mere Søren Ryge end Claus Dalby - og det med at gå rundt med saksen og nusse, er desværre ikke min stærkeste side. Også fordi roser faktisk godt kan passe sig selv - bare de bliver klippet alvorligt ned om efteråret.

Nu kommer roserne til sin ret - og Dina kan sidde på sin lille sky deroppe i himlen og nyde dem. Mens tid er - for roser er der ikke mange af i Grønland.

Brændende kærlighed i køkkenet

Badehotellet i virkeligheden

Kærligheden kender ingen grænser – og netop nu står den på grænseløs og brændende kærlighed i køkkenet på Svinkløv Badehotel.

Det er badehotellets grøntsagskok siden 2019, ungarske Tomas Kristo, der deler seng og køkken med den ligeledes ungarske Bogy Glárka, der som konditor sørger for, at gæsterne på Svinkløv Badehotel hver dag kan forlyste sig med den berømte valnøddekage og andre lækre kaloriebomber.

De to mødte hinanden i Budapest i corona-året 2020 og fandt hurtigt sammen i interessen for den højere køkkenkunst. Tomas havde i sæsonen 2019 arbejdet på Svinkløv Badehotel – og vendte tilbage i april 2021 for at tilbringe sommersæsonen i det nordjyske. Og kæresteparret forsøgte at opretholde forholdet på distancen. Der er godt 1600 km mellem Budapest og Svinkløv.

Men kærligheden og afstanden var for stor og for plagsom, så Tomas Kristo klagede sin kærlighedsnød til chefen, mesterkokken Kenneth Toft-Hansen, der selv er en følsom sjæl. Enden på det hele er det stof, som ægte kærlighedsromaner er lavet af.

Kenneth Toft-Hansen inviterede i juni sidste år Bogy Glárka til Svinkløv og et job som konditor i det store køkken. Bogy sagde sit job og sin lejlighed i Budapest op, og de to blev installeret i et sommerhus i Hjortdal. I sommerens løb lærte Bogy alt om Svinkløv Badehotels særlige traditioner på kagesiden af den daværende chefkonditor Freja Krarup – og i år er det så Bogy Glárka, der står med ansvaret for bagværket og kagerne på badehotellet.

- Freja Krarup er mit helt store idol, og selv om jeg havde mange erfaringer med mig fra Ungarn, var det en vild indlæringskurve, hvor jeg lærte nye ting næsten hver time døgnet rundt, siger Bogy Glárka.

Da 2021-sæsonen sluttede, flyttede Bogy og Tomas til Stockholm for at prøve kræfter med nogle af den svenske hovedstads fornemste spisesteder.

- Men Sverige er altså ikke Svinkløv Badehotel, så vi vendte selvfølgelig tilbage i april 2022, da årets sæson begyndte. Jeg er vild med Svinkløv, som er en helt særlig arbejdsplads, hvor jeg får lov til at folde mig ud, siger 28-årige Tomas, der efterhånden har ti års international erfaring som kok.

Tomas Kristo kom oprindeligt til Svinkløv Badehotel i 2019 på anbefaling af sin daværende køkkenchef i Budapest, der selv havde arbejdet på badehotellet i ti sæsoner før branden i 2016.- Så man kan godt sige, at Tomas på en måde har arvet jobbet.

- Vi er meget glade for de ungarske kokke, som tager ansvar og går ind i arbejdet med både krop og sjæl, siger Henrik Aggerholm Olsen, der er køkkenchef på Svinkløv Badehotel og Tomas Kristos nærmeste chef.

26-årige Bogy Glárka er egentlig uddannet som civiløkonom på universitet, men kærligheden til at bage var for stor. Efter universitet tog hun derfor et halvt års konditorkursus og har siden haft konditorkunsten som sit levebrød.

- Siden barndommen har jeg været vild med at bage – og hvis ikke det var mit job, ville jeg helt sikkert melde mig til Bagedysten på TV, siger Bogy Glárka.

Bogy og Tomas satser alt på kærligheden og karrieren på den internationale køkkenscene. Der er ikke planer om småfolk foreløbig.- Når sæsonen slutter her på Svinkløv, tager vi til København for at arbejde i hovedstaden i vinterens løb – og så håber vi selvfølgelig, at Kenneth og Henrik vil have os tilbage til 2023-sæsonen.

- Vi elsker både hinanden, Svinkløv Badehotel og også Hjortdal, som er en hyggelig lille by med rare mennesker, siger Bogy og Tomas med et kærligt blik på hinanden.

Artiklen har været bragt i flere medier - første gang i Ugeavisen Fjerritslev:Brovst 21. juni 2022