søndag den 16. februar 2020

Vulkan-fastelavnsboller

Gør ikke dette derhjemme

Bagekunsten kræver omhu, akkuratesse, godt håndværk, erfaring, fint vejr og ikke mindst held. Derfor er det i al almindelighed ikke noget for et rodehoved som undertegnede, der dårligt er i stand til at følge en opskrift, men altid følger pludselige indskydelser.

Burger-briocherne fejlede ingenting...
Således også søndag, hvor fruen havde bestemt, at aftenmenuen skulle bestå af burgere og pommes frites. Selvgjort er velgjort - og da vejret ikke var til andet, besluttede jeg i mit hjertes godhed at bage en gang briocheboller til burgerne.

Og efter en pludselig indskydelse skulle der også være fastelavnsboller til dessert. Men nu er jeg jo typen, der gerne springer over, hvor gærdet er lavest...

Så jeg tog en tredjedel af briochedejen fra, rørte lidt ekstra sukker i den og satte så al dejen til hævning. Briochedejen blev derefter formet til boller - helt efter bogen.

Den søde fastelavnsdej delte jeg i seks stykker, som jeg rullede ud i firkanter. Herpå lagde jeg en skive marcipan og så en ordenlig klat kagecreme og samlede dem ved at lægge hjørnerne indover og så vende bollerne, om De forstår...

Lidt chokoladeglasur skjulte stort set skaden...
Briochebollerne lykkedes over al forventning, men fastelavnsbollerne blev unægtelig lidt kiksede at se på. For kagecremen udvidede sig ganske voldsomt under bagningen og trængte ud af bollerne - akkurat som lava fra en vulkan.

Det var ikke så pænt at se på, men jeg skjulte skaden med lidt chokoladeglassur - og det smagte fint. Men næste gang bør jeg nok bruge en kendt og afprøvet opskrift. For bagekunst er altså ikke improvisationskunst.

For resten smagte burgerne og fritterne også herligt.

lørdag den 15. februar 2020

Dagens hejre

Rygvind

Jeg bliver aldrig træt af at fotografere fiskehejrer. Som det ses på dagens hejre, har fuglen rygvind - både på billedet og i al almindelighed.

Vinden løfter de flotte brystfjer, der er fuglens akilleshæl - for det var tidligere de fjer, som gjorde hejren eftertragtet som jagtbytte, for fjerene kunne bruges til damehatte.

Tidligere endnu blev fiskehejren også betragtet som en delikatesse i de finere kredse.  Jeg kan ikke lige finde kilden, men mener at erindre, at der ved Henrik den Ottendes hof blev spist 600 fiskehejrer om året - men denne royale herre var jo også storforbruger af andre ting, for eksempel koner.

De tider er forbi, og fiskehejren er i dag totalfredet. Jeg husker fiskehejren som en ganske sjælden fugl i min barndom, men siden er det gået fremad. I perioden 80 til 11 er bestanden tredoblet, og der er i dag cirka 4200 ynglepar i Danmark.

onsdag den 12. februar 2020

Vand, vand og atter vand

Højvande i Limfjorden

Rygtet om oversvømmelser i Løgstør drev mig ud i distriktet tirsdag middag - nysgerrig som jeg er.

Så slemt var det nu ikke. Vandet gik lige til kanten, cirka 140 cm over normalen, men byen var tydeligvis ved at forberede sig på, at det kunne blive værre. Det skete ud på eftermiddagen, hvor vandstanden steg til cirka 150 cm, og Havnegade blev spærret af.

Men der var jeg nu hjemme igen.

Hjemturen gik forbi havnen i Attrup, hvor parkeringspladsen var oversvømmet, ligesom strandengen ned mod havnen var oversvømmet. Det er normalt et godt sted at se vadefugle, men vandstanden var så høj, at det nok kun var for svømmefugle. Dem var der nu ingen af.

Jeg sluttede af ved dæmningen, hvor strandengen ligeledes stod under vand. Så her var svanerne rykket ind og ledte med de lange halse efter frisk grønt græs. Det er dem vel undt, for dybest set bød tirsdagen ikke på udendørsvejr.



lørdag den 8. februar 2020

Fredagsøl med rødkælken

Eftermiddagshygge på gårdspladsen

(Billederne er klikbare)
Jeg fik besøg, da jeg fredag eftermiddag nød en fyraftensøl ude på gårdspladsen.

Det var rødkælken, der nok mente, at der var fred og ingen fare, så længe jeg sad med min Royal Eksport fra Fleggaard. Og jeg synes da selv, at rødkælken var et ganske fornøjeligt selskab.
Heldigvis var kameraet inden for rækkevidde, så det blev også til en hel stribe fotos af min fredagsven, der i øvrigt er en gammel kending fra foderbrættet.

Dirch Passer betegnede rødkælken som en "maoistisk vintersportsfugl", og ornitologer kalder den som regel rødhals. Men navnene er synonyme, for rødkælk kommer fra det tyske Rotkehlchen, hvor Kehlchen betyder strube.

Rødkælken er i øvrigt stærkt territoriehævdende og kan være lidt af arrig krabat, hvis andre fugle kommer den for nær. Den gør opmærksom på sin tilstedeværelse med sang - og den kan derfor høres hele året og ikke kun i ynglesæsonen, så den er også med til at give liv i haven her ved vintertide.

torsdag den 6. februar 2020

Verdens bedste fiskefrikadeller

Havguf


Fruen var begejstret...

- Det er det bedste, jeg nogensinde har smagt, udbrød hun.

Den slags udtalelser skal tages med et gran salt, for jeg har hørt det før - og i smagsmæssig henseende er hukommelsen til tider lidt kort. Men lidt er der da om snakken...

For fiskefrikadeller smager godt, og den variant, jeg lavede forleden, er ekstra god, så jeg vil da godt dele opskriften, så andre kan få glæde af den.

Jeg tog et pund torskekød (andet hvidt fiskekød som sej, hvilling, brosme og lange kan også bruges), som jeg blendede sammen med to små løg og en teskefuld salt, som derefter blev sat til hvile en halv times tid. (Jeg har ikke helt styr på de kemiske processer, men det har noget med saltets dehydrerende effekt at gøre, så når blandingen får lov at hvile, bliver den mere sammenhængende og nem at have med at gøre efterfølgende.)

Herefter tilsatte jeg to æg, et par skeer kartoffelmel, lidt peber og en sjat fløde. Sødmælk kan også gøre det, men det er jo mager fisk, så fløde gør bestemt ingen skade. Farsen skal røres godt igennem, indtil den bliver sej (høhø!) og minder om brøddej.

Og så er det, at jeg bruger det hemmelige våben, som løfter fiskefrikadellerne op i verdensklasse: Jeg tog et pænt stykke røget laks - cirka 100 gram), som jeg skar i fine tern og rørte i farsen. Det giver en mild og fin røgsmag til fiskefrikadellerne - og er knap så brutal en løsning som bacon, som flere af mine venner bruger.

Farsen fik så en times hvile i køleskabet, inden jeg formede fiskefrikadellerne med en ske og smed dem på panden ved rigelig varme. De skal stege lidt længere end almindelige frikadeller for at tage farve - og så er de gode deller klar til at servere. Man kan spise kartofler og grøntsager til - gerne med en hollandaise eller sennepssovs, men lune fiskefrikadeller med remoulade, agurkesalat og en skive rugbrød er nu heller ikke at foragte.

Jeg ved ikke, om det er verdens bedste fiskefrikadeller, men det er i hvert fald tæt på. Overskriften blev udelukkende valgt af hensyn til min SEO - Search Engine Optimization - så jeg får lokket lidt flere læsere ind på Dovregubben. Undskyld!

onsdag den 5. februar 2020

Slow-TV

13.319 minutters TV fra Svalbard

Slow-TV er en norsk specialitet. For nogle år siden anbragte nordmændene et kamera i et lokomotiv - og så kunne man ellers følge udsigten fra lokomotivets forerplads i timevis, mens toget kørte over de norske fjelde.

Nu har norske NRK2 forfinet slow-TV-kunsten til det ekstreme. I øjeblikket kan man på kanalen døgnet rundt følge Hurtigrutens skib M/S Spitzbergen på et ni dage langt togt rundt om Svalbard - et TV-program på i alt 13.319 minutter!

Det er lang tid - og det ved nordmændene da også godt. Så de er ikke helt tro mod konceptet, men har et reportagehold om bord på skibet, der fortæller og interviewer om de steder, M/S Spitzbergen passerer på togtet - afvekslende med klip fra gamle film og TV-reportager fra Svalbard.

Der er tale om lidt af luksus-udgave af slow-TV-konceptet. For der er både studieværter og kommentatorer - og der er benyttet 17 kameraer til optagelsen inklusive naturligvis de allestedsnærværende dronekameraer. Men flotte optagelser og en stor TV-oplevelse - og i øvrigt masser af spændende, norsk musik. Nu har jeg haft programmet på skærmen i tre dage...

Optagelserne til det ni dage lange program foregik i august sidste år, så programmet byder på fornuftigt udendørsvejr og midnatssol.

Anledningen til det ambitiøse TV-projekt er Svalbardtraktatens 100 års jubilæum på søndag. Traktaten blev ratificeret efter 1. verdenskrig og førte til, at Svalbard blev en del af det norske kongerige.

Til næste år er det 300 år siden, at Hans Egede kom til Grønland. Jeg håber, at Danmarks Radio benytter lejligheden til en tilsvarende markering. En sejltur rundt om Grønland (eller dele deraf på grund af is) vil slå alle rekorder i slow-TV - og vil være en passende markering af den store begivenhed i Rigsfællesskabets historie.

mandag den 3. februar 2020

Helt ude i skoven

En gang spejder - altid pyroman

En god del af weekenden blev brugt i denne herlige spejderhytte - Stendalshytten - midt i Rold Skovs herligheder.

Anledningen var det årlige Wasa Wasa-løb, hvor jeg sammen med seks gildebrødre bestyrede løbets bålpost. Som navnet siger, gik opgaven ud på at lave et bålsted, tænde bålet og så spejle et æg på feltspaden. For at tjekke, at ægget var ordentligt spejlet, skulle spejderne derefter sy en knap i spejlægget, så det kunne løftes uden at gå i stykker.  Endelig skulle bålstedet sløjfes igen, så man ikke kan se, at der har været spejdere på stedet. Det er jo - i modsætning til festivalfolket - en ren paradedisciplin for alle spejdere.

Det handler jo om, at rigtige spejdere forventes at kunne tænde bål i både regn og sne, så opgaven blev præsenteret under det meget sigende slogan "En gang spejder - altid pyroman".

Desuden var der en biopgave, hvor spejderne skulle veje nogle mælkekartoner med vand og beton med en bismervægt, som de selv havde lavet som startopgave.

Jeg var allerede forbi Stendalshytten for at tænde op om eftermiddagen. Selve posten var åben fra 23 til 6, hvorefter de øvrige gildebrødre tog hjem. Det gad jeg ikke, så jeg rullede soveposen ud og gik til køjs ved halvottetiden - og sov mens solen stod op.

Jeg vendte hjemover ved middagstid - og tøjet lugtede godt af røg, sådan som tøjet skal gøre efter en rigtig spejdertur. Jeg føler mig priviligeret, når jeg kan få lov til at give en hånd med, når spejderne har brug for hjælp.

lørdag den 1. februar 2020

Fjeldvåge

Besøg nordfra

Jeg er blevet ramt af forårskuller - og tog en tur med kameraet fredag eftermiddag, selv om lyset fortsat er lidt møget...

Det blev blandt andet til et par fotos af en flot rovfugl, der musede. Den hvide overgump (se foto nedenunder teksten) sagde blå kærhøg oppe i hovedet, men kærhøgen plejer altså ikke at muse. Så jeg måtte atter en gang gå den tunge tur til eksperten, Hans, der svarede:

- Fine fotos, men det er en Fjeldvåge, som typisk muser. Den er kraftigere og større end Blå kærhøg. Halen er kortere og hvid med mørkt endebånd. Endvidere har den mørkt bugskjold og lyse vinge-undersider med mørke knopletter. Alle disse karakterer ses hos alle Fjeldvåge. Den varierer således ikke i dragten som Musvåge. Hunner og ungfugle er dog lysere end hanner. Din er nok en hun.

- Blå kærhøg, hunner og ungfugle er brune med hvid overgump - ikke hale. Kan muse ganske kortvarigt en meter eller to over jorden. Flyver næsten altid lavt over terrænet i let flugt med løftede vinger.

Så blev jeg lidt klogere. Det var godt, jeg spurgte, inden jeg busede ud med en and. Tak til Hans.

Og apropos and, så er ænderne altså i tydeligt forårshumør og ved at danne par. Dagens bonusfotos er et gråandepar og et troldandepar.


fredag den 31. januar 2020

Hyldest til Gagarin

Stjerneskud

Stjerneskud er en nyere dansk specialitet - en lidt besynderlig blanding af fiskefiletter, rejer m.m. på en skive ristet franskbrød, der nu serveres i et utal af varianter på danske spisesteder af vekslende art - og hvor fisken  ganske ofte har vekslende proviniens.

Men det er i virkeligheden en ret, der springer ud af god dansk smørrebrødstradition. Stjerneskuddet blev i sin tid kreeret af Ida Davidsen til ære for Juri Gagarin, da den sovjetiske superstar og første mand i rummet besøgte København i 1962.

Det første stjerneskud bestod af to hårdtstegte panerede rødspættefiletter, der blev rejst på højkant på en skive brød smurt med margarine, som man gjorde dengang selv på finere madsteder. Mellem rødspætterne var der lidt laks, rejer og karrysalat.

Torsdag aften lavede jeg min egen variant af stjerneskuddet. Ikke fordi jeg følger en fast opskrift, men gerne bruger, hvad der nu er ved hånden.

Men denne gang fik den fuld skrue med smørstegt foccacia-brød, tre friske fiskefiletter paneret i rugmel og smørstegt, en dressing af mayonnaise, lidt ketchup, lidt citronsaft og friskhakket dild. Herpå et par skiver røget laks, masser af rejer, aspargesstykker og et par skiver hårdkogt æg. På toppen af det hele et lille glas ørredrogn.

Det smager pragtfuldt. Jeg kan simpelthen ikke få nok af de rugmelspanerede og smørstegte fiskefiletter - og jeg glæder mig samtidig over, at fisk ikke alene er velsmagende, men efter sigende også ganske sundt, selv om sundhedsspørgsmålet ikke har den store betydning, når jeg skal hygge.

Torsdag er ofte fiskedag, for det er den dag, hvor fiskevognen holder ved Rema i Brovst - og nu, hvor foråret er kommet tidligt, bød fiskemanden også på stenbider. Rå stenbider er en rigtig Nuuk-specialitet, så mens jeg fortærede stjerneskud, spiste Dina en kvabso.

søndag den 26. januar 2020

Oplyst enevælde

Lys på tønden

Tilgiv mig, at jeg bliver lidt intim omkring kropsfunktionerne, men jeg har gennem årene vænnet mig til at begynde dagen med en tur på tønden sammen med en krydsogtværs. Det gør jeg uden at tænke alverden over det, mens jeg glæder mig over, at morgentømningen er sund, og krydsogtværsen holder hjernen skarp.

Imidlertid har det knebet lidt med lyset i hjørnet på badeværelset. Særlig her ved vintertide, men det er da gået indtil nu. Men forleden tog jeg så fruen på fersk gerning med pandelampe, mens hun løste krydsogtværs.

Den provokation kunne jeg naturligvis ikke sidde overhørig, så nu er der installeret lys ved tønden.  Men det krævede lige lidt fintænkning, for et badeværelse er i sagens natur ikke lige et rum med mange stikkontakter. Men intet er jo umuligt.

Så en gammel sengelampe, som jeg fandt på værkstedet, blev forfremmet til tjeneste i folkeoplysningens sag. Hertil en stump ledning og et par meter til formålet indkøbt kabelbakke samt en times arbejde. Så var den ged barberet, som man siger.

Så nu skal der dæl'me løses krydsogtværs i stor stil.