Lang lørdag

Arbejdsliv

Det blev en lang lørdag.

Efter lidt almindeligt morgennus begyndte jeg som altid på kontoret ved seks-tiden og skrev to artikler til Det Nordjyske Mediehus - den ene om en ungdomsklub i Klim og den anden om et bådprojekt i Slettestrand.

Dagens vejrudsigt så fin ud, så jeg spiste morgenmad på gårdspladsen og fjernede visne blomster i nogle af krukkerne.

Klokken 9 gik turen til Aabybro og Jammerbugt kommunes flagdagsarrangement, der blev en lidt flov affære, fordi kommunens politikere havde valgt at blive væk. Men veteranerne hyggede sig med smørrebrød og snak om gamle dage - og så blev det til godt med messingsuppe med Flyvestation Aalborgs Brass Band, blandt andet med et potpourri af Bent Fabricius Bjerre-melodier. Den slags bliver jeg i godt humør af.

Vejret er ikke til at stole på. Pludselig øsede det ned og jeg fik ingen billeder, da Aabybro blev overfløjet af to F-35 i anledning af flagdagen. Træls.

Så gik turen til Thorupstrand og den årlige kutterfestival. Det er normalt en stor begivenhed, men byger og voldsom vind gjorde det til en lidt tvivlsom oplevelse. Til gengæld var det nemt at finde en parkeringsplads. Det plejer ellers at være et stort problem i de lille fiskerleje.

Efter et par ualmindeligt lækre fiskefrikadeller gik turen så til Aalborg ved 15-tiden, hvor jeg skulle dække Rasmus Lyberths 75-års jubilæumskoncert i Musikkens Hus for Sermitsiaq. Pressemedarbejderen i det fine musikhus ville ikke give tilladelse til at fotografere under konccrten.

Derfor mødte jeg op til lydprøven  klokken 16.30, så jeg lige kunne få en snak med Rasmus og Julie Berthelsen, som jeg begge har kendt i mange år. Jeg fik selvfølgelig også lov at fotografere. Somme tider er det en stor fordel at være gammel i gårde, når emsige embedsfolk skal kortsluttes. Man skal aldrig tage et nej for et nej.

Inden koncerten blev det til en hurtig pizza hos Azurra - min favorit nr. 007. Den kan anbefales. Så et hurtigt tøjskifte til pænt tøj i parkeringskælderen, inden koncerten begyndte på slaget 20.

Det blev en god koncert. Rasmus i topform og noget mere rockende, end jeg tidligere har hørt ham. Han trykkede den af med en temmelig heftig udgave af min yndlingssang Nuannaarnerup Nipaata, og der var ikke et øje tørt, da han sammen med Julie lukkede koncerten med Sumes Inuit Nunaat - skrevet af Julies far Per Berthelsen, som jeg har kendt, siden jeg hørte ham spille til en koncert i Sisimiut i 1994.

Det var ærlig talt en godt brugt mand, der landede hjemme på Øland kort før midnat. På hovedet i seng og en god nats søvn. Nu skal der så skrives et par timer.

Søndagens program byder på jubilæumsgudstjeneste hos baptisterne i Brovst, garnfestival i Halvrimmen og råvaremarked på Tranum Naturbrug.

Hvalernes sang

Arnannguaqs store aften

Torsdag var jeg til Aalborg Symfoniorkesters uropførelse af Arnannguaq Gerstrøms symfoniske værk Lines of Belonging.

Jeg blev begejstret for det 12 minutter lange værk. Især de første par minutter, der er inspireret af hvalernes sang. Jeg tror ikke, at hverken jeg. publikum, dirigent og musikerne med nogen sinde har hørt noget lignende. Det er simpelthen dybt originalt. Det var da også det, der blev talt om i foyeren i pausen.

Resten af værket er også smukt. Det var blandt andet inspireret af grønlandsk korsang og trommedans med qilaaq (grønlandsk tromme), men jeg bilder mig nu også ind, at jeg hørte træk fra den nordiske nationalromantiske tone, som vi kender fra blandt andre Gade, Grieg og Sibelius.

Jeg har kendt Arnannguaq, siden jeg arbejdede i Nuup Kommunea for nu snart 20 år siden. Hun flyttede hjemmefra allerede som 15-årig for at studere musik på en lang række konservatorier - tværfløje, direktion og komposition. I dag bor hun i Silkeborg og lever af at komponere.

Jeg skrev min første artikel om hende, da hun for nogle år siden blev administrerende direktør i familiefirmaet grundlagt af hendes forældre - logistikvirksomheden Usiaat. Jeg kunne dengang citere hende for, at der ikke er den store forskel på at være administrerende direktør og dirigere et symfoniorkester.

Jeg er glad for, at jeg fik muligheden for at skrive om uropførelsen - og dermed høre værket. Jeg håber, at det en gang bliver udgivet under en eller anden form. For jeg har lyst til at høre det igen.

Lørdag aften går turen endnu en gang til Musikkens Hus i Aalborg, hvor jeg skal skrive om Rasmus Lyberths jubilæumskoncert i forbindelse med hans 75-års fødselsdag den 21. august.

En spade er en spade

Weekendens arbejde

Mange musikere kalder en guitar for en spade. Det tager entertaineren og anarkisten Jacob Haugaard helt bogstaveligt, så han spiller selvfølgelig på en ægte havespade.

Det oplevede jeg lørdag, hvor jeg endnu en gang var på arbejde for at fotografere fulde mennesker. Denne gang festivalen GjØLen på Gjøl.

Her på egnen siger vi nemlig på Gjøl og ikke i Gjøl. For selv om Gjøl i dag er landfast, er det en tidligere ø i Limfjorden - akkurat som Øland.

Det forvirrede også Jacob Haugaard.

- Det er ligesom med Grønland. Jeg kan ikke finde af det politisk korrekte sprog - om det hedder i eller på Grønland. Jeg vil sige i Gjøl - og så kommer de lokale frelste og fortæller mig, at det hedder på Gjøl, lød det fra scenen.

Trod forvirringen havde Haugaard nu alligevel styr på geografien. Om John Dillermand hed det, at den er jo ligeså lang som afstanden mellem Gjøl og Brovst.

Jeg hørte første gang Jacob Haugaard, da jeg boede i Aarhus 1978 -  79. Intet har forandret sig. Det kan jeg egentlig godt lide.

- Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge.

- Arbejde gider vi ikke. Det har vi tyskerne til.

- Den, der graver en grav for andre, bliver hurtigt træt i armene.

Og så videre...

Stille morgener

Løvfald

Vi kommer ikke uden om det. Løvfaldet er så småt på vej.

Den seneste uges tid har vi haft fint vejr. Solskin om dagen og næsten vindstille - især om natten.

Så er det en fornøjelse at stå tidligt op og nyde morgenkaffen på gårdspladsen. Det gør jeg hver morgen - næsten uanset vejret. Men de seneste dage har jeg også været svær at drive ind igen. Jeg kan hurtigt bruge en times tid eller to med at tænke på dagens planer - uden at røre mig ud af flækken, selv om dagens gøremål jo ikke laver sig selv.

I dag startede jeg med at forberede aftensmaden. Jeg skal have gæster, så der blev kogt kartofler til kartoffelsalat - og så lavede jeg lidt æggestand.

Og så var det ellers ud under halvtaget med kaffen. Det er min yndlings-plet - og jeg føler mig priviligeret. Og der sad jeg så den næste times tid, mens bladene stille faldt fra det store bøgetræ.

Fuglesangen om morgenen er for længst forbi, men jeg kan tydeligt høre alle gæssene fra Ulvedybet og deres indbyrdes palaver. Nogle morgener kan man også høre rådyrenes bjæffen ovre fra skoven - og oppe i luften måske et par passerende hvinænder.

.Det er også en fornøjelse at kigge på krukkerne med sommerblomsterne. De står ret flot netop nu, men der er såmænd ikke mere end en god måneds tid til, at det hele skal pakkes ned for vinteren.

Nyd det, for om føje tid er det forbi.

Stenbiderrogn for de dovne

Fastfood

Normalt spiser man stenbiderrogn med blinis, hakket rødløg og creme fraiche, men søndag frokost gad jeg ikke lige lave blinis, og i øvrigt er jeg ikke særlig vild med creme fraiche, så jeg sprang over, hvor gærdet er lavest og serverede stenbiderrognen på et stykke smørristet surdejsbrød og pyntet med en stribe mayonnaise og en bane purløg.

Stenbiderrognen var en rest fra lørdagens traditionsrige grillfest for familien her på parcellen.

Vi lagde ud med frokost på Svinkløv Badehotel, hvor det lykkedes os  seks mennesker at vælge seks forskellige serveringer på frokostkortet. Jeg fik omelet med Svinkløvs egen lomo (en slags skinke) og fyldt med comté (ost). Det smagte vidunderligt, helt som forventet på Svinkløv, men den tilhørende salat var spildt på min ringhed. Det siger mig ikke alverden - og i øvrigt var omeletten stor og velsmagende, så jeg havde ikke brug for fyld.

Herefter gik turen til Hjortdal og Nordisk Brænderi, hvor min gode ven Anders Bilgram fortalte om sin lange rejse fra eventyrer i Polhavet til whisky-producent i Han Herred. På turen hjemover gjorde vi et lille mindestop ved Bratskov i Brovst. Det var her Dina og jeg blev gift for 17 år siden - og den 22. august var tilfældigvis vores bryllupsdag.

Foto: Henrik Jespersen

Hjemme på Nørremarksvej stod den på almindelig sommerhygge om eftermiddagen - og så gik vi til bords i bålhytten, hvor jeg helt efter traditionen bød på stenbiderrogn med blinis, creme fraiche og rødløg. Herefter kartoffelsalat af egne kartofler, lidt grøn salat med ferskner, hjemmeavlede tomater,havartitern og mormordressing samt grillede lammekoteletter.

Desserten var en anden klassiker - mormorjordbærkage af nogle af årets jordbær af egen avl.

Da familien skulle afsted, blev det lige til et kig på det pindsvin, som hver aften støvsuger græsplænen for noget at spise. I år må den undvære dræbersneglene, for jeg har hidtil - 7,9,13 - kun haft en håndfuld af de trælse bløddyr i denne sommer.

Dagens bonusfoto er en havørn, der kredsede over parcellen fredag. Kun et dokuskud, der lader noget tilbage i den tekniske fremførelse, men jeg kan ikke lade være med at blære mig med, at jeg jævnligt ser havørne fra haven. Det er en imponerende fugl - altid.

Blommer i madeira

 Sommersysler

Onsdag er normalt min ugentlige fridag, så jeg startede tidligt ved solopgang med at vande krukkerne og rydde op på gårdspladsen.

Omme i haven hang de blå blommer i kirke-blommetræet i store klaser. Der er mange flere, end jeg kan nå at spise, så jeg gav mig til at lave et par glas blommer i madeira, selv om jeg faktisk havde lidt tilbage fra sidste år.

Blommerne befris for sten og lægges i atamon-skyllede glas. Så koger jeg en lage af lidt vand, vanillesukker og et halvt kilo sukker, som hældes på blommerne, mens den er varm. Og så toppede jeg op med 1,5 dl madeira i hvert glas og satte det hele i køleskabet.

Nu skal de lige stå og trække en uges tid - og så er blommerne klar til de skønneste desserter i det kommende års tid. Jeg bruger især blommer i madeira til is og trifli. Nu, mens de er friske, kan de sikkert også bruges som lagkagepynt, med det er så sjældent, at jeg laver lagkage.

Når sandheden skal frem, var blommeprojektet også en overspringshandling. Jeg har fået ny bærbar til erstatning for den, jeg ødelagde på Spejdernes Lejr. Men den skal lige installeres med programmer og så videre - og jeg går altid i panikangst, hver gang jeg skal lave noget med adgangskoder, produktnøgler og den slags gøgl. Alting var nu lettere i gamle dage, da man bare skulle tilslutte strømmen - og så var man kørende. Og betjeningen foregik med trykknapper. Jeg vil have trykknapper, vil jeg.

Jeg fik heller ikke gjort noget ved sagen, så den står fortsat ubrugt. Det er ellers en fin sag. Den største computer, jeg nogen sinde har ejet, siger min nabo, som hjælper mig med IT.

Og så er den udstyret med indbyggede Bang & Olufsen-højttalere. Det viser, hvor løst mandens penge sidder - bare der står Bang & Olufsen på grejet. Jeg glæder mig til at høre den, når jeg en gang får fundet min wifi-kode.

For sådan er det. Jeg gider ikke koder. Jeg indrømmer gerne, at jeg også slem til ikke at betale regninger til tiden, fordi det kræver koder og Mit-id og hvad fanden, det ellers hedder. Hvorfor kan man ikke bare betale kontant? Det er da meget nemmere.

Solformørkelse i Slettestrand

Fotoudfordring

Jeg har fotograferet alle de solmørkelser, jeg har oplevet siden 1999. Med større eller mindre held.

Solformørkelser fascinerer mig, så jeg rykker altid ud. Onsdag var det endda temmelig planlagt. Andre gang knap så planlagt, fordi vejret har gjort det nødvendigt at flytte rundt med kameraet.

Men i dag var vejrudsigten god, så jeg besluttede allerede i går at tage til Slettestrand. Jeg synes selvfølgelig, at det er fint med et foto af den formørkede sol, men jeg synes også, at det kunne være sjovt, hvis man kan se, hvor billedet er taget.

Derfor Slettestrand med kutterne på stranden.

Jeg er tilfreds med resultatet. Da solformørkelsen kulminerede klokken 20, var 84 procent af solskiven dækket af månen. Det er så meget, at det faktisk tog rigtig meget af lyset - og gjorde turen til stranden til en helt speciel oplevelse.

I øvrigt satte vejret en ende for oplevelsen. 10 minutter efter klimaks gled store skyer ind foran solen - og dermed var festen forbi.

Det blev for resten også til en historie til Nordjyske Lokalmedier.

Halleluja

Havefester

Søndag eftermiddag blev brugt på Sommersang på Bratskov, der er et stort fællessang-stævne i parken til det gamle slot i Brovst, hvor jeg i sin tid blev gift med Dina 22. august 2009.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne Sommersang med forrige weekends Vesterhavsrock i Fjerritslev.

Gennemsnitsalderen var væsentligt højere - for nu at sige det pænt - og alkohol-promillen  noget lavere. Men folk var glade og havde det tilsyneladende sjovt.

Koncerten med en række solister er en kopi af de fra DK4 så velkendte sangarrangementer i Mariehaven i Ansager med grandprix-wannabe Helge Engelbrecht - og han var da passende nok søndagens hovednavn.

Det var dejligt vejr, så helt ærligt ville jeg hellere selv have siddet i en havestol hjemme i min egen have i fred og ro frem for at fotografere folk i en havestol i en kommunal have. Jeg er af natur sociofobisk og misantropisk - og forstår ikke moderne menneskers trang til fællesskab og modvilje mod eget selskab. Ensom majestæt er groft undervurderet i vore dage - og verdens bedste selskab.

Men folk morede sig og løftede hænderne til fællessang - akkurat som til et gammeldags bønnemøde. Så jeg passede mit arbejde. Det er jo ikke mig, det handler om.

Men jeg forstår altså ikke konceptet. Man hyrer fem glimrende solister til at synge for - og så bruger de halvdelen af tiden på at snakke mellem numrene. Så syng dog. Det er jo det, du får pengene for.

Og når det nu er fællessang, forstår jeg heller ikke, at kunstnere ikke kan synge som almindelige mennesker, men altid skal optræde med fraseringer og en masse u-u-u og sådan.

Det undrede mig for resten også under coronaen, hvor der var såkaldt fællessang i fjernsynet hver formiddag.

Lørdag aften var jeg ude som kogekone. Det forstår jeg til gengæld. Det var hos en af naboerne - en gammel spejder - så jeg lavede bålwok til 24 personer. Der var rigeligt med mad, selv om det ikke syner af meget på Jens Bangs store wok.

Det er i øvrigt sjovt med wokmad. Selv om jeg krydrer maden pænt, elsker alle børn det. Så ungerne i selskabet sagde pænt tak for mad. Ikke fordi de var høflige, men fordi de kunne lide de gode sager.

Det varmer mit gamle hjerte. Havefester har mange udtryk.

Fulde folk

Sommerfester

Om sommeren går en stor del af mit arbejde med at fotografere fulde folk til egnens mange byfester - glade mennesker, som vi kalder det i avisen.

I weekenden tæppedækkede jeg Vesterhavsrock, som byfesten i Fjerritslev hedder. Og der blev trykket mange gang på udløseren i løbet af to meget lange arbejsdage fra frokost til over midnat.

Det er lidt sjovt, for når fulde folk ser en mand med et kamera, stiller de sig bare op og beder om at blive fotograferet - uden at tænke på, at de er på vej på forsiden. Men nu er jeg jo et ordentligt menneske, så jeg gør faktisk et stykke arbejde ud af at forklare dem, hvad det indebærer.

Det får enkelte til at dukke sig, men de fleste accepterer vilkårene med en bemærkning om, at mor bliver stolt over at se mig i avisen. Og så har jeg i hvert fald gjort mit til, at vi ikke mødes i byretten.

Mange tror, at det er fedt at komme gratis til koncert. Sådan har jeg det ikke. Det er hårdt arbejde - og man er på hele tiden. Der er for mange mennesker - jeg lider af misantropi og sociofobi og bryder mig slet ikke om det. Men det er det eneste, jeg sådan rigtigt kan finde ud af.

Så er der også larmen. Det meste moderne musik lyder som en mekanikerlærlings topgejlede 40 år gamle Ascona med alt for store bashøjttalere - udefra.

Men der er selvfølgelig undtagelser. Lørdag var det TV2. Dem har jeg hørt adskillige gange - ikke mindst i Nuuk, hvor de spillede hvert år. Dem kan jeg lide. De eksperimenterer ikke og byder ikke på overraskelser, men spiller de samme gamle numre igen og igen.

Det er også det, som folk vil have - og da jeg ikke betragter musik som kultur, men som en vare, finder jeg det dybt sympatisk. Når folk betaler for en vare, skal den selvfølgelig også være i orden.

Efter sådan en weekend trænger jeg til en slapper. Men det fortsætter jo. Næste søndag dog i lidt mere afdæmpet udgave med Sommersang på Bratskov. Her er målgruppen +60.

Mange mennesker synes, at det er sjovt at fotografere fotografen. Så her er lige et foto af en træt gammel mand lørdag aften lige før TV2. Det er taget af Helle Bak Andreasen, som fik lov at låne det ene af mine kameraer.

Nordjyske Lokalmedier har samlet mine fotos fra Vesterhavsrock i et billedhjul her.

Vejen til verdens ende

Nuummioq-vaner

Da jeg for en måned siden var i Nuuk, flottede jeg mig og lejede en bil, så jeg kunne komme rundt i den efterhånden store by.

Så jeg forfaldt straks til en vane, som de fleste i Nuuk har. Hver aften efter spisetid kørte jeg en tur ud til verdens ende, hvilket vil sige et af de steder, hvor vejene ender. Der er ingen veje ud af Nuuk, så kører man længe nok, slipper vejen op.

Da jeg flyttede til Nuuk i 1995 var det den gamle lufthavnsbygning. Siden flyttede verdens ende til den første rundkørsel i den nye bydel Qinngorput - og nu er det så for enden af Miilup Aqqutaa, der går fra Anstalten (fængslet) forbi Starlink-stationen og ud til et gammelt sprængstofdepot fra lufthavnsbyggeriet.

Det er faktisk en lille oase med en storslået udsigt ind i fjorden. Der er meget fredeligt, så hvis man lukker øjnene en smule og vender ryggen til resterne af sprængstofdepotet, kan man drømme sig til en tur ind i fjorden - helt uden af sejle.

Det var i øvrigt lidt bøvlet at leje en bil.

Der er cirka 200 lejebiler i Nuuk, og på grund af turistsæsonen var det næsten umuligt at finde en ledig bil. Så jeg havde ikke noget valg. Det blev en Mitsubishi Eclipse. En hybrid i den dyre ende med firehjulstræk, men en glimrende bil - om end automatgearet drillede en gammel fossilbilist. Jeg synes, at det var hamrende mærkeligt, at når man ville frem, skulle gearvælgeren flyttes tilbage og omvendt.

Eclipse er en meget almindelig bil i Nuuk og på den måde velvalgt. Så skilte jeg mig heller ikke væsentligt ud. Jeg vil ikke bryde mig om at blive betegnet som turist.

I øvrigt synes jeg, at Miilup Aqqutaa (Miilus vej) er et ualmindeligt velvalgt navn til smukke, men ikke alt for brede vej langs nordkysten neden for Anstalten, som fængslet fortsat kaldes blandt nuummiut.

Miilu  Lars Lund var blandt andet lektor på seminariet - og en af de mest sprogkyndige i det grønlandske. Han var manden bag den grønlandske retsskrivningsreform i 1973.

I min tid var han formand for kommunens vejnavneudvalg - og han har derfor fuldt fortjent at få en vej opkaldt efter sig.

Til sidst en sjov lille Nuuk-detalje. En af dagene var der militærøvelse i terrænet ved sprængstof-depotet, så der var sat et advarselsskilt op. Selvfølgelig med skudhuller. Det er hærværk, men sådan går det gerne med skilte i Nuuk, når naturen går over optugtelsen og anarkiet lurer lige under overfladen. Jeg elsker den gamle by!