lørdag den 19. september 2020

Draken

Luftens skønhedsdronning

Fredagens opgave var et interview på Flyvestation Karup. Det bragte mig tæt på det smukkeste fly, der nogensinde har huseret i det danske luftrum.

F-35 Draken var udviklet i Sverige af Saab i årene efter anden verdenskrig - og som så meget andet svensk militært isenkram er den sin helt egen i designet, hvor det er svært at se, hvor vingerne stopper, og kroppen begynder.

Danmark købte 53 Draken, der var operative i perioden 1970 - 93 med hjemsted i Karup - og det er derfor ikke tilfældigt, at basen, der i dag rummer den danske helikopterflåde og er hjemsted for Natos danske hovedkvarter, har valgt Draken som blikfang ved hovedvagten på Herningvej.

Som flyvetosset dreng var jeg naturligvis vild med Draken - og kiggede op, hver gang der kom en Draken forbi. Det var under den kolde krig, så jagerfly i luften var en dagligdags foreteelse.

På drengeværelset hang der også en model af Draken under loftet - og på væggen en plakat side om side med rock-koryfæer som Who, Led Zeppelin og Creedence Clearwater Revival. Draken-flyene nærede også pilotdrømmen, som jeg senere måtte slå ud hovedet på grund af en bygningsfejl.

Interviewet i Karup fandt sted inde i området under eskorte - sådan som man skal på militære installationer - og jeg var nødt til at bede eskorten om lige at stoppe inden for hegnet, så jeg kunne få et ordentligt foto tæt på.

Dagens interview handlede om en ung grønlandsk værnepligtig, der blev dræbt sidste år ved et trafikuheld. Som alle, der dør under tjenesten, får han sit navn i en mindebog i Viborg Domkirke, der er garnisonskirke for flyvevåbnet, så på hjemturen gik turen til kirken, hvor der også er en mindesten for de faldne. Selve bogen var ikke tilgængelig på grund af ombygning, så jeg bliver nødt til at tage en tur mere til Viborg senere.

Og selve historien er heller ikke færdig endnu, men den kommer og den bliver spændende, tør jeg godt love...

torsdag den 17. september 2020

Sikker på sol

Glade blomster

Det er altså svært ikke at blive i godt humør, når solsikkerne blomstrer. Det er naturens egen smiley - som den her selvsåede solsikke, der står lige uden for bryggersdøren og nikker velkommen til det lille hus på Øland.

I øvrigt leverer pelargonierne fortsat blomster i stor stil - og det er i det hele taget svært at gå inden døre sidst på eftermiddagen, når vejret er så dejligt, som tilfældet har været de seneste dage..

tirsdag den 15. september 2020

Brandbiler

Småt, men godt

Foto: Knud Petersen
Jeg har gennem tiderne fotograferet en del brandbiler - for nu at sige det mildt.112-billeder er pr definition gode billeder - ofte fyldt med dramatik - og brandbiler er som regel meget fotogene.

De fleste brandbiler er store tekniske vidundere, der svulmer af hestekræfter. Men mindre kan nu også gøre det, som billederne her viser.

Foto: Knud Petersen
De er taget af min gamle ven, brandinspektør Knud Petersen, Nuuk, i den grønlandske bygd Arsuk, der med 73 indbyggere ligger tæt ved den nu nedlagte mineby Ivittuut og forsvarets tidligere flådebase i Grønnedal på kanten til det dejlige Sydgrønland.

Arsuk er en del af den grønlandske hovedstadskommune, Kommuneqarfik Sermersooq, og Knud Petersen var forleden på inspektion i bygden. Samtidig blev der holdt øvelser og træning af det frivillige mandskab.

Og som det ses, er brandbilen i Arsuk ikke stor. Den er faktisk så lille, at brandfolkene er nødt til at sidde på taget af brandbilen, når der er udrykning.

Fotoet her til venstre er et nyhedsbillede, som jeg tog for en måneds tid siden. Det er to nye brandbiler til Qaanaaq, som er Grønlands nordligste by. De to brandbiler ankom 6. september til Nordgrønland, hvor de skal være med til at skabe tryghed - og i øvrigt assistere den lokale lufthavns egen crash tender i tilfælde af flyulykker. Derfor er den såkaldte A-sprøjte faktisk lidt af et teknisk vidunder - og den kan klare det meste. Husk på, at i Grønland kan man ikke uden videre få hjælp fra nabobyerne. Der bor cirka 630 indbyggere i Qaanaaq.

For sammenligningens skyld har jeg lige tilføjet et foto af to af Aalborg Lufthavns tre gigantiske crash tendere med træk på alle seks hjul, som på trods af en vægt på 30 tons kan accellere fra 0-80 km på 28 sekunder. Topfarten er 110 km/t. Crash tenderne kan tømme tanken med 8.800 liter vand på bare to et halvt minut. Det kan altså give de fleste drengerøve våde øjne...

lørdag den 12. september 2020

I luften igen

Maskepi ombord

Torsdag aften var jeg i København. Det blev den første flyvetur i lang tid på grund af coronakrisen.

Meget er forandret - især kravet om, at man skal bruge ansigtsmasker både i lufthavn og ombord på fly. Det bryder jeg mig ikke om. Synes at det meget ubehageligt ikke at trække vejret frit. I øvrigt er det også meget varmt med en sådan mundble.

Men det værste er nu, at folk ikke er til at genkende - og at det er svært at snakke sammen på en fornuftig måde, når man mangler ansigtmimikken og evnen til at smile. Men en flink sikkerhedsmedarbejder i Kastrup trøstede mig nu med, at han kunne se på mine øjne, at jeg smilede til ham...

Der er bestemt også lyspunkter. Der er ikke mange mennesker ombord på flyene og lufthavnene. Det er en sand fornøjelse, når der kun er to rejsende foran i køen ved security.

Det var ikke flybilletter, jeg selv havde bestilt, så turen til København foregik med Norwegian - og den tur bekræftede endnu en gang, at det norske lavpris-flyselskab har en magisk tiltrækningskraft på flybøller og kværulanter, der ikke kan finde ud af at stå i kø, og som mener sig berettiget til at slæbe store kufferter med om bord, som de kun med besvær og til ulempe for andre passagerer kan stoppe på plads på bagagehylderne. Og slukke mobiltelefonen kan de heller ikke finde ud.

Det skyldes sikkert Norwegians totale fravær af service ombord, hvor man dårligt ser personalet, der hygger sig i pantryet. Og al information blev i øvrigt givet på engelsk, selv om vi er i Danmark.

Anderledes på hjemturen fredag morgen med DAT, der er ny på ruten. Kaptajnen hyggesnakkede det meste af tiden på den korte tur. Undskyldte at vi ikke fik kaffe på grund af coronaen - og fløj i øvrigt den lille ATR-72 som en jetjager, så det var sjovt at flyve.

I øvrigt fik jeg et glimt af Norsaq - OY-GRN - som jeg har fløjet med så mange gange. Men jeg var også glad for, at jeg ikke skulle sidde med maske i de fem timer, som turen til Grønland tager. I øvrigt har Air Greenland lige bestilt afløseren for Norsaq - en ny Airbus A-330 efter at Norsaq nu har fløjet som "Danmarksmaskine" siden 2003. Jeg var i 2003 med på Norsaqs tredje tur til Danmark.

Det var et meget hurtigt smut til København torsdag, hvor jeg om aftenen medvirkede i Clement Kjersgaards Debatten på DR2. Afgang torsdag eftermiddag og retur fredag morgen med overnatning på et mennesketomt hotel på Vesterbrogade.

Om morgenen i den coronastille hovedstad blev der lige tid til at bese et af Københavns grønne områder - banegraven ved Frihedsstøtten - og hilse på sølvmågerne, der sammen med krager og duer er de mest talrige repræsentanter for fugleverdenen i København.

onsdag den 9. september 2020

En mus i to smæk

Smæk for skillingen

Man prøver hele tiden noget nyt. I dag fangede jeg en mus i to fælder.

Det lille bæst er med stor sandsynlighed gået i den sorte plastfælde, men er ikke blevet dræbt. Den har så slæbt sig en lille halv meter over værkstedsgulvet, hvor den mødte en anden musefælde - træfælden - som den også har udløst. Og således uhjælpeligt fanget på flisegulvet har den lagt sig til at dø.

Det kan ikke have taget lang tid, for jeg armerede fælderne ved 12-tiden, og jeg fandt musen - en husmus - ved 15-tiden.

Det er snart fire uge siden, jeg fandt musefælderne frem. Dengang gjaldt det halsbåndmus, som jeg i løbet af en uges tid nakkede seks af. Og der er ikke noget, der tyder på, at der er flere tilbage, så det er nok slut for denne omgang.

Men i formiddags så jeg  en husmus, der pilede forbi høvlbænken på værkstedet. Så måtte jeg i gang igen. Denne gang med fire fælder på værkstedet og to i krattet ved gårdspladsen. Og det er altså to af de seks fælder, der efter få timer leverede det første offer i den fornyede musekrig.

Dagens bonus fra den biodiversitive parcel på Øland er en indtørret lille vandsalamander, som jeg fandt først på eftermiddagen, da jeg skulle støvsuge under håndvasken på badeværelset. Den har ligget der et stykke tid, for jeg måtte befri den for en del nullermænd, inden den var klar til foto på bardisken.

Hvordan syv hulen den lille padde er havnet på badeværelset,ved jeg ikke, men den er sikkert kravlet ind ad vinduet. Vi har en del lille vandsalamander i haven, hvor de gemmer sig under sten og lignende, så helt overraskende er det ikke.

Frøkenhat

Et sommereksperiment

Da jeg såede georginer i foråret, blev det en smule kikset - og der kom kun en lille snes planter ud af arbejdet. Så da det store bed under valnøddetræet midt i plænen skulle plantes til i begyndelsen af juni, var jeg i lidt af en knibe.

Jeg konsulterede den gamle gartner i Brovst, som foreslog, at jeg prøvede med frøkenhat, der angiveligt skulle være en god, rigtblomstrende blomst, som også er god til buketter.

Jeg såede et brev, som gav godt og vel 100 planter ganske hurtigt. De blev først priklet og siden plantet ud i begyndelsen af juli. Men der gik nu en rum tid, før de begyndte for alvor at blomstre i løbet af august, så jeg var mest af alt tilbøjelig til at mene, at det lille sommereksperiment var slået fejl - for blomsterfloret lignede i hvert fald slet ikke det flotte reklamebillede på frøpakken.

Men nu - her i begyndelsen af september - er der alligevel kommet gang i sagerne. Så jeg har besluttet, at vi giver frøkenhat en chance mere til næste år. Og jeg er derfor begyndt at samle frø fra nogle af de visne blomster.

Men der er en del læring af sommerens forsøg:

De skal sås tidligt. Sikkert i midten af april, så de er klar til udplantning i slutningen af maj.

De skal plantes tæt. Frøpakken sagde 30 cm afstand mellem planterne. Det optimale er sikkert 10 til 15 cm. Jeg plantede årets frøkenhat med en afstand på 20 cm.

De skal knibes. Når den første knop viser sig, skal den knibes af over anden bladrække, så stænglen deler sig, og planten bliver busket. Af samme grund gør det slet ikke noget, at vi begynder at skære blomster til buketter tidligt i blomstringen.

Og så tror jeg, at jeg skal være lidt mere gavmild med gødning, så opvæksten går hurtigere.

Alt det trætter jeg så bloggens læsere med. For bloggen er altså også min huskeseddel til den kommende sommer. Som havemand er det godt at tænke et år fremad - hele tiden.

tirsdag den 8. september 2020

Flokfugle

Agerhøns

Tre måneder efter udklækningen i slutningen af maj kan agerhønens kyllinger klare sig selv. Så det er nu, det sker.

Men selv om man kan klare sig, er det ikke nødvendigvis grund til at flytte hjemmefra, så i disse dage kan man se agerhønefamilierne løbe rundt i stubmarkerne og hygge sig med overskuddet fra bondens ager.

Først til foråret går det hele i opløsning, når agerhønsene danner par og territorier.

Jeg mødte denne flok søndag eftermiddag. Ved synet af mig gik kyllingerne i dækning og lå og trykkede sig, så de ikke var til at se. Kun den vagtsomme agermor stak hovedet op.

Men da jeg kom den for nær, kunne det nok være, at de fik benene på nakken.

De skal i øvrigt til at passe på. Jagttiden på agerhøns begynder den 16. september og en måned frem.

søndag den 6. september 2020

Isbegonia

Blomstrer altid

Isbegonia er en af mine favoritblomster i haven - og især i den dybt røde udgave. I det hele taget er jeg ret vild med røde blomster...

Isbegoniens latinske navn er semperflorens - blomstrer altid - og det er ganske velvalgt. Lige fra det tidligste forår og frem til den første nattefrost, står isbegonierne med masser af små, røde blomster.

Oven i købet er isbegonia ganske billig i anskaffelse - omend forsyningerne og dermed priserne om foråret kan svinge noget. I år var de billige. Allerede i april lå prisen på 25 kroner for seks planter.

Men ellers er der også råd for det, har jeg fundet ud af. De flotte blomster på det øverste billede er faktisk nogle overvintrende planter. Ved en fejl var de havnet mellem knoldbegonierne og var lidt langsomme i væksten. Men der kom gang i dem i juli - og afslørede altså, at det var isbegonier og ikke knoldbegonier. Og nu står de altså flottere end alle købeblomsterne.

Jeg har i øvrigt fundet ud af, at man selv kan så dem. Så nu har jeg samlet et par håndfulde blomster og vil prøve det til næste forår.

For en del år siden faldt jeg tilfældigt over tre urtepotter, som er beregnet til at hænge på et nedløbsrør med en gummistrop - og siden har jeg altid haft isbegonier hængende på hjørnet ind til haven. Jeg vil gerne have flere af disse potter, men kan desværre ikke finde dem i handelen, så gode tips modtages gerne.

Men i øvrigt er det ikke bare isbegonier, der blomstrer flittigt i den familie. Også knoldbegonierne er godt med, som det ses på det nederste foto. Desværre mistede jeg en del af dem i vinterens løb, men nu er nye indkøbt. De tåler ikke frost, så de skal snart ind - når vi får den første nattefrost antagelig i løbet af en måneds tid. Det lakker jo mod vinter lige så stille...

torsdag den 3. september 2020

S-61 på finalen

En epoke slutter

Bloggeren i Nordlandet i 2006 med OY-HAF, der var den første S-61 i
Grønland i 1965. Det bliver også HAF, der 55 år senere lukker og slukker
 vagten til nytår. Den er i øvrigt sat til salg som et ægte
håndværkertilbud - læs reservedele - på Facebook til en pris
 på to milloner kroner.
Nu flyver de to sidste S-61 helikoptere i Grønland på sidste vers - på vej ud i evigheden akkurat som da det danske flyvevåben i 2010 pensionerede sine S-61'ere. Temmelig vemodigt synes jeg.

Den første af de nye H225 i Nuuk International Airport.
Foto: Air Greenland
Onsdag modtog Air Greenland den første af to H225 helikoptere, der skal afløse S-61 i den grønlandske SAR-tjeneste - altså som redningshelikoptere.

S-61 blev helikopteren, der byggede det moderne Grønland. Da forsvaret i 1965 mdførte den legendariske helikopter, købte det daværende Grønlandsministerium tre eksemplarer af den civile udgave S-61N,til Grønlandsfly (Nu Air Greenland). På et tidspunkt havde Grønlandsfly otte eksemplarer og var dermed verdens største civile operatør af S-61.

Da jeg kom til Grønland i 1993, var flåden nede på seks styk - og i takt med at der er bygget lufthavne i de fleste af vestgrønlandske byer, er antallet faldet yderligere, bortset fra de to (OY-HAF og OY-HAG), der siden 2015 har udgjort hjørnestenen i den luftbårne del af det grønlandske SAR-beredskab.

Det er lidt som en ny bil - billedet af den nye helikopter
 formelig dufter af lak og læder. Foto: Air Greenland
Med to nye H225 helikoptere er det slut fra årsskiftet, hvis ellers Forsvarsministeriet og Air Greenland bliver enige om prisen. Det er principielt besluttet, at Air Greenland skal fortsætte efter nytår, men man forhandler stadig om vilkårene. Kontrakten skal gælde for fem år med en option på yderligere tre år - og Forsvarsministeriet havde oprindeligt afsat 400 millioner kroner til kontrakten. Ved en udbudsrunde sidste år lå buddene dog mellem 534 og 916 millioner kroner, så staten må nok til lommerne, hvis der fortsat skal være et helikopterberedskab i Grønland efter årsskiftet. De to nye helikoptere har kostet cirka 200 millioner kroner.

Jeg har fløjet mange gange med S-61 og har slet ikke tal på det. Men langt over 100 ture er det blevet til. I 1993 var helikopteren eneste mulighed for at komme ind og ud af Sisimiut, hvor jeg boede i et par år - og i øvrigt var på mange tjenesterejser til Disko-området og Sydgrønland, hvor S-61 stod for hele den lokale trafik.

OY-HAF under en redningsaktion i Tasiilaq i 2013.
Også i Nuuk-årene blev det til nogle flyvninger. Med 25 siddepladser var helikopteren skræddersyet til kommunalbestyrelsens 17 medlemmer plus et par embedsmænd, så den blev flittigt brugt til bygdeture.

Så vidt jeg erindrer var min sidste tur med S-61 i 2010, hvor jeg i forbindelse med en konference i Nuuk var på besøg på vandkraftværket i Buksefjorden cirka 50 km syd for Nuuk.

S-61 er en fantastisk helikopter, men desværre lidt følsom over for blæst, så aflysninger hører også med til helikopter-dagsordenen. Det gik blandt andet ud over en planlagt tur til Kapisillit og bræen i bunden af Godthåbsfjorden sammen med Kronprins Frederik og Mary i 2004. Det ærgrer mig stadig...

Som en lille bonusoplysning kan jeg fortælle, at den amerikanske præsidents helikopter - Marine One kaldet - også er S-61. Marine One er i virkeligheden 11 forskellige S-61'ere, der står til præsidentens rådighed. De er også på vej til at blive udskiftet, men projektet er løbet ind i tekniske udfordringer, fordi de nye helikopteres jet-udblæsning stikker ild til græsplænen foran Det Hvide Hus. Det omtales i USA som en massiv sikkerhedsrisiko. Der er bestilt 23 Lockheed Martin helikoptere til præsidenten til en stykpris på den forkerte side af milliarden - dollars vel at mærke.
På tur til indlandsisen i 2003 med OY-HAG i
 Air Greenlands dengang nye farver.

tirsdag den 1. september 2020

Kvindekamp

Ballade i haremmet

Tirsdag eftermiddag havde jeg lidt mere held med kronhjortene end mandag aften.

Jeg kom gennem Tingskoven ud på eftermiddagen, og smuttede lige forbi mit kronhjortested bare for en sikkerheds skyld. Og der gik så en lille snes krondyr på marken.

Hinder og kalve samt tre tyre. Den ene tyr tydeligvis pladshjorten, men den tolererede da de to andre, så noget siger mig, at brunsten endnu kun er i sin vorden.

Til gengæld var et par af hinderne godt fremme i klovene - og skændtes på mandfolkevis. Det må være ligeberettigelsen, der også har slået til på hjortefronten.

Mandag var der et godt lys, men ingen kronhjorte. Tirsdag var der masser af kronhjorte, men på det forkerte tidspunkt, så jeg måtte fotografere mod solen. Jeg prøver igen og igen. På et tidspunkt må det lykkes at få alle faktorer til at passe...