En kinesisk skønhed

Magnolietræet

Lige uden for stuevinduet har vi et magnolietræ, der netop nu blomstrer med store lilla blomster, der i formen mest af alt minder om opretstående bananer.

Det er lidt distraherende på den gode måde. For træet kan ses gennem vinduet (fra min plads), når vi ser TV. Og eftersom der ikke er meget sjov ved at se fjernsyn, bruger jeg en del tid på at se på magnolien i stedet.

Som så mange andre smukke planter stammer denne magnolia fra Kina. Det er værd at understrege i en tid, hvor der ellers er populært at give det store og fascinerende land skylden for alverdens dårligdomme.

Magnolia findes i mange varianter. Netop denne art - magnolia soulangeana nigra - benævnes i plantekatalogerne ofte som tulipantræ. Og selv om jeg tænker på opretstående bananer, er det da en forståelig fejl, for blomsterne har da også lidt tulipan over sig i deres asiatiske vælde. Men forskellen på tulipantræ og magnolie er som forskellen på æbler og pærer. Det er samme slægt, men to forskellige arter. I øvrigt er tulipantræets blomster gule og sidder gemt i løvet.

Som træ betragtet er mit magnolietræ temmelig usselt. De første år af levetiden er det desværre blevet temmelig præget af egnens vestenvind, så for et par år siden bandt jeg det op i et forsøg på at rette på miseren.

Det har ikke rigtig hjulpet, men det får nu være. Det blomstrer livligt og har faktisk en temmelig lang blomstringsperiode i modsætning til kirsebærtræerne, der netop nu kulminerer på få dage.

Brændende kærlighed

En perle fra det danske køkken

Min kærlighed til mormormad og det klassiske danske køkken er brændende, men alligevel er det alt for sjældent, at vi får brændende kærlighed.

Men søndag skulle det være. Fruen - mit livs brændende kærlighed - havde i al hemmelighed købt et stykke god bacon og lagt det øverst i køleskabet. Den opfordring kunne jeg naturligvis ikke negligere.

Så efter en god søndag i haven, hvor vi blandt andet plantede årets første pelargonia, gik jeg i køkkenet en god halv time før spisetid. Længere tager det nemlig ikke at lave brændende kærlighed.

Der er ikke så meget hokus-pokus ved brændende kærlighed, så jeg undlader at bringe opskriften. Det vil ganske enkelt være en fornærmelse mod intelligente og dannede læsere.

Brændende kærlighed har været en del af det danske køkken siden 1800-tallet, hvor det blev almindeligt at spise kartofler. Dengang hed kartoffelmos "kartoffelgrød", og det lyder jo ikke så sexet. Det er formodentlig et vittigt hoved, der fandt på det besynderlige navn under anden verdenskrig, hvor der som bekendt ikke var så meget at grine af.

Aarhuus Stiftstidende (Århus Stiftstidende) skriver med madhistoriker Bettina Buhl som kilde, at navnet på retten først blev almindeligt kendt i forbindelse med slagteriernes "Gris på gaflen"-kampagne i 1957.

Som sagt plantede vi pelargonia i nogle af krukkerne i dag. Forinden havde Dina allerede fredag plyndret dem for forårets sidste påskeliljer og tulipaner, der nu pynter i huset et par dage. Det er vel også en form for brændende kærlighed...

Mahonie

Busken i ukrudtet

Det er i sidste øjeblik, at jeg nåede at få et foto af blomsterne i min mahonie-busk i ukrudtet mellem løgvæksterne ude under tjørnen.

Det har ellers været et rigtigt mahonie-år, og jeg har set mahonie blomstre vildt og uhæmmet rundt om i haverne.

Min mahonie har sin helt egen historie. Det var en lille plante, der var spiret mellem fliserne hos mine forældre på Gråbølle for otte år siden. Jeg kunne ikke stå for dens livsvilje og flyttede den til haven på Øland. Her har den i særklasse demonstreret livsviljen.

De første år kom den flot og nåede hurtigt en pæn busk-størrelse, men så gik den næsten ud og tabte alle bladene. Normale haveejere ville sikkert have gravet den op, men sådan foregår det ikke hos mig. Den skulle da lige have en chance til.

Det blev belønnet i den tørre sommer i 2018, hvor der igen kom liv i kalorius - og så altså i år, hvor den har blomstret i stor stil. Bladene ser lidt svedne ud, så nu bliver det spændende at se, hvad der sker.

Mahonie stammer fra de nordamerikanske nåleskove, og må ikke forveksles med den tropiske og udrydningstruede træsort mahogni, der tidligere er blevet brugt i stor stil til flotte skibsdæk og møbler af blandt andet de store danske møbelarkitekter.

Mahonie må for resten heller ikke forveksles med kristtjørn, selv om bladene ligner. I modsætning til kristtjørn kan bærrene fra mahonie angiveligt bruges til bittersnaps.

Sct. Georgs-dag

Værd at mindes

Sct. Georg i Storkyrkan. Foto: Vikipedia

Det er i dag Sct. Georgs-dag. Det er dagen, hvor spejdere over hele verden mødes for at gentage og bekræfte spejderløftet - og under normale omstændigheder lidt af en festdag. Spejdernes svar på juleaften. Sådan kommer det ikke til at gå i disse corona-tider.

Men det er en dag, som jeg har mange minder om.

Stærkest står nok de mange gange, vi fejrede den i Nuuk. For på de breddegrader er det også lige omkring den 23. april, at det begynder at være lyst om natten. Når man så drog hjemover efter Sct. Georgs-aftenen, var himmelen dybt mørkeblå ved midnatstid (cirka som ved 21.30-tiden her), og der var forår i luften. Sneen smeltede, og de første snespurve pilede rundt i de små krat, der gør det ud for skov i Nuuk.

Det var Baden Powell, der gjorde Sct. Georg til spejdernes forbillede for den gode ridders uselviske handlinger. Sct. Georg dræbte dragen, frelste byen og reddede prinsessen. Kongen tilbød ham en pengesum som belønning, men Sct. Georg afslog.

Myten om Sct. Georg er en myte om kampen mellem det gode og det onde, og den kan altid bruges. Men der er dog varierende opfattelser af, hvem og hvad der er de onde og de gode.

Selv blev jeg noget forbløffet, da jeg for cirka 25 år siden erfarede, at Sct. Georg er Stockholms skytshelgen - og at myten her symboliserer svenskernes kamp mod danskerne. Så slemme opfatter vi normalt ikke os selv, men alt er jo relativt - og den svenske opfattelse blev grundigt cementeret under det Stockholmske blodbad i 1520, hvor Christian 2 udryddede størstedelen af den svenske adel. I Sverige kaldes Christian 2 af samme grund Christian Tyran.

Et af ofrene for de forudgående kampe om Stockholm var den svenske rigsforstander Sten Sture den Yngre. Hans far, ridder og høvedsmand over Stockholm Sten Sture den Ældre, havde allerede i slutningen af 1400-tallet doneret en flot og ganske pompøs skulptur af Sct. Georg og dragen til Stockholms domkirke, hvor den kan ses den dag i dag. Det er den figur, der i forenklet og stiliseret form er motivet på mange af de stregtegninger og vignetter af Sct. Georg, som spejderne og Sct. Georgs Gilderne bruger den dag i dag.

Sct. Georgs-dag er i øvrigt også nationaldag i England og Georgien.

Samarbejde over Atlanten

I nødens stund

Corona-krisen giver problemer for flymeteorologerne. For en stor del af de data, som man bygger korttidsprognoserne på, stammer fra fly i luften over Atlanten.

- Flytrafikken er reduceret med 90 procent, og det giver os færre tal at arbejde med i vores vejrmodeller, siger Bent Sass, der er leder af vejrmodelgruppen i DMI.

- Det giver ikke de store udfordringer i højtryksvejr, som vi har haft meget af den seneste måned, men det er et problem ved lavtryk, hvor vejrforholdene ændrer sig hurtigt.

De manglende data påvirker usikkerheden i de korte vejrudsigter op til 24 timer med cirka 15 procent. Det har ingen sikkerhedsmæssig betydning, men kan betyde længere flyvetider og øget brændstofforbrug over Atlanten.

Det har heller ikke betydning for de lokale vejrudsigter i Grønland, understreger meteorologen.

Alligevel spiller Grønland en væsentlig rolle i forudsigelserne. DMI har nemlig allieret sig Royal Arctic Line, der i øjeblikket to gange i døgnet sender vejrballoner op fra de skibe, der er undervejs i Nordatlanten.

Royal Arctic Line har normalt tre skibe sejlende mellem Danmark og Grønland. Det giver altså seks daglige vejrballoner, som giver meteorologiske data af høj kvalitet.

- Vejrballonerne kompenserer for de manglende data – og faktisk er det bedre oplysninger, end dem vi får fra flyene, for en vejrballon måler vejret hele vejen under opstigningen til 10 tll 15 kilometers højde. Dataene fra fly kommer kun fra en bestemt højde, forklarer Bent Sass.

- Dataene indgår i et stort modelværk, som administreres af den internationale meteorologi-organisation WMO.

DMI er en vigtig brik i forudsigelserne, fordi man her har ansvaret for indsamling af vejrdata i det enorme område, som dækker hele Rigsfællesskabet.

Udover data fra fly over Atlanten indgår også satellit-observationer og observationer fra faste radiosondestationer. I Grønland drejer det sig om Danmarkshavn, Aasiaat, Ittoqortoormiit, Narsarsuaq og Tasiilaq.

Stationen i Tasiilaq fungerer kun i begrænset omfang i øjeblikket.

- Der mangler reservedele fra Frankrig – og i den aktuelle situation er det lidt udfordrende at få reservedelene frem til Tasiilaq, siger Bent Sass.

Artiklen er bragt på Sermitsiaq.ag 20. april 2020, men jeg synes, at den er så spændende, at den fortjener at blive delt til en bredere kreds.

Fasan-fatter

På toppen

Det er ikke rigtigt blevet til nogle fugle i weekenden - og dog...

Da jeg hentede morgenbrød i Halvrimmen lørdag morgen, så jeg denne fasankok, der tronede på en jorddynge ved noget vejarbejde.

Her havde fasan-fatter et godt overblik over reviret og de forhåbentlig mange villige høner i omegnen. Og her kunne han også lige signalere til de andre hanner, hvem det egentlig er, der bestemmer her.

Fasankokkene er inde i en travl tid. For det er nu, generne skal gives videre. Resten af året er der ikke så meget brug for dem. Så det er med at holde sig til...

Byboere på landet

Corona-turister

Dette skilt burde holde corona-turisterne væk, men ak nej...

Det er bestemt ikke hver dag, jeg her på Øland bliver antastet af politiet, men i dag kom jeg i ordensmagtens søgelys.

Da jeg i sin tid flyttede til Øland, drømte jeg om fred og ro - og masser af fuglebilleder. Den drøm er slået i stykker af coronaen. Folk kører i stangkørsel lige uden for haven, og der er ikke til at få fred til at fotografere nede ved dæmningen og i skoven for motorcykler, motionister, cykeltosser og almindelige byboere, der bare ikke forstår at færdes i naturen.

De sviner, smider øldåser og har som regel en større flok uopdragne snotunger med sig. Så jeg længes mod normale tider.

Med byboerne følger også politiet - og det er jeg sådan set ikke utilfreds med. Tværtimod, så det var med tilfredshed, at jeg lørdag eftermiddag så en patrulje på arbejde nede ved Smedien.

Jeg har længe været bekymret over farten på de små veje. Stod det til mig, havde vi en generel 50 km fartgrænse på Øland og 30 km på dæmningen.

Forresten er uvedkommende motorkørsel forbudt på Gjøl-Øland-dæmningen, så øjeblikkets mange biler med corona-turister burde slet ikke være på dæmningen.

Det kan passende være lørdagens historie på bloggen, besluttede jeg, så jeg ville lige have et foto af forbudsskiltet. Men nu er jeg jo af natur doven, så jeg kørte bare bilen på tværs på kanten af gadekæret og fotograferede ud af vinduet. Det faldt åbenbart politipatruljen, som jeg ikke lige havde set, for brystet, og jeg blev antastet af ordensmagten med en bemærkning om, at det var en noget særpræget parkering.

Det så jeg ingen grund til at benægte og jeg forklarede da også årsagen. Med to spejlreflekskameraer, en masse fotogrej i øvrigt samt et pressekort i bilen blev historien taget for gode varer.

Vi fik så en lang snak, hvor jeg forklarede lidt om fuglelivet og den fredelige ø, hvilket betjentene var meget interesseret i. De blev også interesseret i vejskiltet med den uvedkommende kørsel og spurgte, om det var et stort problem, hvilket jeg bekræftede.

Det pirrede klart politinæsen, og vi skiltes i god ro og orden med et løfte fra ordensmagten om, at de ville tjekke bilisterne på dæmningen.

Så jeg håber, at jeg har fået sat gang i noget godt - og kunne køre de sidste meter hjem til de confiterede andelår og rodfrugterne med god samvittighed.

Forhåbentlig får vi snart fred igen.

Redigeret 19. april kl. 7.00. hvor der er fjernet et afsnit om bilmærker.

Fedterøv

Lavprisprojekter

Som de fleste ældre mænd holder jeg af et godt tilbud. Ikke at jeg nærig, som fruen sommetider påstår, men lidt sund fornuft...

Så da jeg kort før jul i 2018 fandt 60 tulipanløg til smid-væk-pris i Bilka, kom de i jorden i beddet ude foran værkstedet. Her ville jeg have mit egen en kvadratmeter store Keukenhof - den berømte nederlandske blomsterpark.

Det lykkedes fint, for sidste forår blomstrede de fleste af tulipanerne i fuldt flor.

Men det har åbenbart også været tulipaner af høj kvalitet. For i det forløbne år har løgene delt sig, så jeg i disse dage nu har 92 blomstrende tulipaner i det lille bed. Det er så mange, at fruen også kan tage nogle stykker ind til de mørke stuer.

Mine vibeæg er også lidt af et fedterøvs-projekt. Det var en kasse visne forårsblomster hos købmanden, som jeg i juli reddede fra den tunge gang til genbrugs-pladsen.

Cirka 100 vibeægsløg blev det til, og de står nu mange forskellige steder i haven og lyser op. Enkelte hvide, men de fleste skakternede, som er så karakteristisk for netop vibeæg.

Med lidt ond vilje kan man også påstå, at mine hyacinter er resultatet af en påholdende natur.

For de er gennem årene alle indkøbt ved juletid til at pynte indenfor - og så i efter julen sat i jorden rundt omkring, hvor de år efter år skaber forårsglæde for små midler.

I øvrigt kører påskeliljerne på sidste vers. Det er ikke så godt.

For dels pynter de jo - og dels har påskeliljerne været min undskyldning for ikke at vaske drivhuset. Den undskyldning holder ikke længe - og så må jeg jo se at komme i gang med kost, klud, spand, vandslange og algefjerner.

Det arbejde laver ikke så sig selv - fedterøv eller ej...

Hip hip hurra

Farmors fødselsdag

Dannebrog, som det tager sig ud fra kontoret.

Flaget set fra dæmningen.

Dannebrog gik til tops torsdag morgen.

Det var et krav fra fruen i huset, der er særdeles royalistisk indstillet, og som mener, at vi i lighed med resten af Danmark - i disse for vort land så svære tider - skal fejre Dronning Margrethes 80-års fødselsdag.

Jeg gik gladeligt ind på Hjemmestyrets ønske, for flaget skulle alligevel op, da dagen også er min farmors fødselsdag. Hun ville i dag have fyldt 112 år.

Farmor på sin vante plads i dagligstuen
på Heibergsvej i Vordingborg, 1960.

Farmor blev født i Nyråd uden for Vordingborg som en del af en større søskendeflok. Jeg har desværre ikke helt styr på, hvor mange søskende, der var i alt, men dusinet var i hvert fald fuldt - godt og vel - og hele børneflokken  af hunkøn bortset fra onkel Mogens, der endte sine dage som kirkesanger i Smørumovre og var familiens filmstjerne, fordi han medvirkede i filmen "Giv Gud en chance om søndagen".

Farmors søstre blev i familien altid omtalt som mostre, og når jeg i min barndom besøgte min farmor i Vordingborg, var der ofte besøg af først og fremmest moster Maja og moster Jenny, men der var også en moster Diner, moster Alma, moster Tove og moster Johanne. Resten husker jeg desværre ikke navnene på. For en bette knejt var det ærlig talt et værre menageri med alle de mostre...

Fra kirkebogen for Vordingborg sogn.

Farmor blev i bedste royale stil døbt Ingeborg Frederikke Louise Andreassen. Alle børnene havde nemlig tre navne, så mine oldeforældre har bestemt ikke været uden fantasi. Oldefar var landpostbud, og jeg har ofte spekuleret på, om det er derfra, jeg har arvet min naturlige nysgerrighed. Landpostbudene var jo gamle dages lokalaviser.

Farfar og farmor samt øjestenen. 1960.

Jeg mindes min farmor med glæde. Ingen tvivl om at jeg var hendes øjesten, der blev forkælet med lækkerier, når jeg var på besøg. Der manglede hverken fransk leverpostej med fløde og spækkant eller røget ål.

Farmor var en ørn i et køkken, drev et lille pensionat efter farfars død og hver sommer blev jeg sendt på ferie på Heibergsvej i Vordingborg, hvor jeg fik lov at give en hånd med i køkkenet, når der skulle laves mad til omkring 30 pensionærer samt takeaway til mange af områdets pensionister.

Det var kulinarisk grundskoling, og jeg bruger fortsat en del af farmors opskrifter - blandt andet på stegt ål - og der er slet ingen tvivl om, at det er derfra, min store interesse for mad og håndelaget stammer.

Så hip, hip, hurra for farmor.

Vi kommer selvfølgelig heller ikke uden om Hendes Majestæt i dag. Jeg har været så heldig at fotografere hende en del gange og har da også givet hånd et par gange. Situationen har altid været præget af en vis etikette og formalia, men hun virker som et godt menneske, der kan samle Kongeriget og folkene - og den betydning skal man ikke være blind for.

I arkivet har jeg en del fotos af Dronningen. Her er to af dem. Det ene fra en modtagelse i Nuuk, og det andet fra Jægerkorpsets 50 års dag i 2011 på Aalborg Havn.

Solskin er møgvejr

Så er kartoflerne i jorden

Påsken har budt på fint vejr - og det er et rigtigt møgvejr her på parcellen, for påsken er blandt andet gået med at sprede møg.

Allerede for et par uger siden fik jeg leveret årets første hestemøg af prima kvalitet fra min gode nabo Peter. Cirka to kubikmeter halvt formuldet gødning blev det til.

Det meste er gået til kartoffelbeddet. Det er gammel havbund af lidt tvivlsom bonitet, men jeg vil gerne have grøntsager i beddet til næste år, så det fik broderparten af møget, som skaber humus og giver jorden en fin struktur.

Kartoflerne er også kommet i jorden. Det skete anden påskedag, så nu ligger de og hygger sig med deres grønne øjne i jorden, mens hestemøget forhåbentlig gærer og luner jorden, så vi om cirka 85 dage kan høste årets første nye kartofler.

Jeg er efter flere års pause vendt tilbage til solist. Det er en meget tidlig sort, der udmærker sig ved pæne kartofler uden skurv og andet snask, som ellers godt kan være et problem på min jord. Ulempen ved solist er, at den ikke smager af så voldsomt meget. Det kan man løse ved at tilsætte dild eller løvstikke under kogningen, så det bliver nok løsningen.

Udover kartoflerne blev der også lidt møg til aspargesbeddet og til mit nyanlagte rabarberbed fra efteråret, der er inde i en god vækst. Det varer ikke længe, før vi kan sætte tænderne i rabarberkompot og lækre desserter med den syrlige smag. Det vender jeg sikkert tilbage til en anden god gang, men jeg kan da allerede nu afsløre, at jeg normalt søder rabarber med stevia-sukker. Der sker et eller andet med steviaen og oxal-syren, så resultatet bliver en dejlig anis-agtig smag. Det er slet ikke så ringe for en gammel pernod-elsker.

Krikand

And med primadonna-nykker

 Blandt jægere er krikanden både forhadt og attrået. Den er svær at komme ind på - en rigtig primadonnand - men til gengæld er trofæ-værdien så meget desto større.

Jeg har det lidt ligesom jægerne. Når jeg løfter kameraet, flyver krikænderne altid - og fotografen står tilbage med et billede af det hvid-gule agterspejl.

Men i dag lykkedes det. En hel flok endda. Hannerne kendes tydeligt på det røde hoved med den grønne maske.

Til venstre i baggrunden ses et par hunner. Det er almindelige gråænder, hvilket man kan se af de blå svingfjer. Hos krikanden er svingfjerene grønne.

Anemonerne på Nørremarksvej

Den lille anemone...

Netop nu er det anemonetid - og jeg har et fint udvalg i haven til det lille hus på Nørremarksvej.

Min stolthed er de gule anenomer, som nok er den af anemonerne, der trives bedst i haven. Det er en såkaldt indikatorplante, som viser, at jorden er muldet og næringsrig.

Det begyndte for nogle år siden, hvor jeg fandt en enkelt plante under min dronningebusk. Jeg flyttede den til skovbunden under bøgen og taksen - og her gror den godt. Men det sjoveste er nu, at den i år dukker op i græsplænen alle mulige (seks) steder.

Selvfølgelig kan anemoner frøformeres, men det mest almindelige er mig bekendt rodformering. Men flot ser de gule anemoner ud. Mere stilfulde end den allesteds nærværende vorterod. Så det er min stolthed.

Vi har naturligvis også hvide skovanemoner. De er lidt sent på den i forhold til dem ude i naturen, men nu er de på vej.

Jeg er også den lykkelige ejer af blå anemoner af Kaj Munk-typen. Hentet i sin tid af min far på Iselingen ved Vordingborg - og efter nogle års ophold i Farsø nu hjemmehørende på Øland.

Senere på foråret kommer der så også staudeanemoner, høstanemoner - og så vidt jeg husker, har jeg stadig et par franske anemoner i beddet ude ved gårdspladsen...

Nem påskemad

Lammeculotte

Vi holder meget af lam her i huset - og som regel bliver påsken fejret med lammekølle. Gerne grønlandsk, hvis det kan skaffes.

Men i erkendelse af at vi kun er to mennesker på kost i disse ugæstfrie tider, kan mindre også gøre det. I Netto fandt jeg en pakke med to chilenske lammeculotter på hver godt og vel 200 gram. Det viste sig at blive en succes. Fruen udtalte, at hun aldrig havde fået så godt kød. (Det er nu hørt før, men det lader vi ligge. Jeg er altid til fals for smiger...)

Men det bliver nok ikke sidste gang, for det er i hvert fald nem mad. Culotterne blev gnedet med salt, peber og hvidløg og så brunet på en pande med smør - og blev efterfølgende stegt et kvarters tid ved meget svag varme til en kernetemperatur på 57 grader.

Tilbehøret var også fra den nemme skuffe: Flødekartofler...

Et passende antal kartofler skæres i meget tynde skiver og lægges i et ildfast fast med lidt knust hvidløg, salt og peber. Det hele overhældes med fløde og på toppen et par klatter smør. I ovnen ved 175 grader i 70 minutter - og voila, påskemiddagen er klar.

Anbefalet af fruen i huset. Prøv det...

Jagten på Tukuma

Årets kapløb

Det er ikke hver dag, jeg kører om kap med et 179 meter langt containerskib, men det var altså, hvad der skete for mig skærtorsdag formiddag.

For den grønlandske avis Sermitsiaq.AG skulle jeg skrive om Royal Arctic Lines nye flagskib, Tukuma Arctica, der netop nu er på sin jomfrutur til Grønland. Historien var sådan set skrevet, men i en form, som først kunne offentliggøres, når skibet forlod Grønlandshavnen i Aalborg Øst.

Udfordringen var, at der ikke var nogen, der kunne sige noget mur- og nagelfast om afgangstidspunktet, så jeg fulgte med på Vesselfinder.com, som er en hjemmeside, hvor man kan overvåge skibstrafikken over hele verden. Så da Tukuma Arctica begyndte at bevæge sig i havnen, kunne jeg sende artiklen og være først med nyheden.

Men da jeg har fulgt skibet længe og regner med fortsat at skulle skrive om det, ville jeg gerne have billeder, når det gik ud over Hals Barre. Så var det ellers afsted. Det tager cirka en time i bilen herfra - og det tager cirka en time for et stort containerskib at sejle fra Grønlandshavnen til Hals Barre.

Jeg nåede det lige nøjagtig. Desværre var der ikke tid til at nå over til Egense, hvorfra det er bedre at fotografere, men jeg fik da et par fotos, som kan bruges.

Tukuma Arctica er nu undervejs via Reykjavik til Nuuk, hvor det ventes fremme torsdag aften.

Fri mig for kram

Krammerateri

Bønderne er mine corona-helte.

Midt i al corona-elendigheden er der et enkelt lyspunkt. Det er blevet forbudt at kramme.

Jeg har altid betragtet tidens tendens til kram med største skepsis. Det er mere fransk end nordjysk – og virker både grænseoverskridende, småsvanset og intimiderende. Mine nakkehår rejser sig som hårene på halen af en arrig hankat, når et mig ubekendt mandfolk lægger an til et kram. Jeg skal altså ikke nyde noget. Så lad os håbe, at denne vane bliver lagt i graven med coronaen.

Til gengæld savner jeg at give hånd. Heldigvis er jeg spejder – og så kan jeg jo gøre honnør. Ikke fordi jeg har brug for det, for jeg har hjemmearbejdsplads og klarer de få opgaver, der er tilbage, fra mit skrivebord og telefonen.

Her kan jeg så til en vis grad nyde den landlige idyl. Ganske vist er der i øjeblikket ikke til at komme frem i skoven og på de små veje for corona-turister og motionstosser, men jeg kan se ud over markerne, hvor bønderne knokler uanfægtet af virus og bakterier.

For der skal spredes gylle, harves og sås i øjeblikket. Bønderne er mine helte, der holder hjulene i gang, selv om verden er af lave. Noget siger mig, at vi i fremtiden efter coronaen skal omlægge dansk erhvervsliv, så det igen er landbruget, der bliver vort bærende erhverv. I modsætning til modebranchen og andre kreative og småintellektuelle erhverv ser landbruget robust ud og kan blive det erhverv, som skal betale vores regninger i fremtiden.

Heltene i øjeblikkets mediebillede er sygehuspersonalet, der helt sikkert gør et stort arbejde og passer det arbejde, som er deres. Men kæden springer altså af, når medierne sætter fokus på enkelte medarbejdere, som er isoleret fra familien af hensyn til smitterisikoen.

Det er altså ikke noget særligt. Gennem snart 30 år har fruen og jeg været adskilt fra hinanden i adskillige perioder på op mod et halvt år på grund af mit arbejde. Det dør man altså ikke af. Det er for resten hverdag for de fleste fiskere, sømænd, bygningsarbejdere og udsendte militærfolk, så det offer er jeg ikke imponeret over.

Vi står også med en historisk chance for at flytte børneopdragelsen fra de offentlige institutioner og tilbage til familien.

Jeg er sikker på, at mange børn vil tænke tilbage på coronaen med glæde. De vokser op i hjemmets trygge rammer og har sikkert givet en hånd med på gården, på værkstedet, i haven og i køkkenet. Der er sikkert også blevet bygget hytter og lavet bål med snobrød. Det er slet ikke så ringe en opvækst og det, vi normalt betegner som kvalitetstid. Måske vi skal fremover overveje at rationere forældres arbejde, så en af forældrene passer børnene i stedet for de triste institutioner.

Misforstå mig ikke. Det er ikke et argument for at sende kvinderne tilbage til kødgryderne – tværtimod. Tidens arbejdsmarked med regler for alting passer sikkert bedre til kvinder end til mænds praktiske og anarkistiske indstilling til tilværelsen.

Børnene er sikkert også mere glad for fars mad end mødrenes eksperimenter med mærkelige udenlandske råvarer ofte af vegetarisk tilsnit. Så hellere stegt flæsk med persillesovs, bacon og pølser på grillen og hjemmelavede pommes frites. Når man leger uden pædagogernes opsyn, er der brug for kalorier i massevis.

I øvrigt overvejer man at afskaffe årets eksaminer og såkaldte tests i folkeskolen. Det kan også vække glæde, for børn skal opdrages med kærlighed og ikke test og prøver. Jeg minder i al stilfærdighed om, at den danske folkehøjskole – noget af det fineste vi har i den danske kultur – er eksamensfri.

I dag og de næste dage står den på påskeferie de fleste steder. Det er en oplagt chance til at fortrænge krisen, så sluk fjernsynet og streamingtjenesterne og brug dagene på lidt god gammeldags kedsommelighed. Det er slet ikke så ringe. God påske.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 9. april 2020.

Af hjertet tak...

En god fødselsdag - trods alt

Gårsdagens fødselsdag blev - på trods af tidernes ugunst - en ganske usædvanlig og god dag. Tiderne er jo ikke til de store gæstebud, så mindre kan også gøre det.

Dagen igennem tikkede lykønskninger ind på både Facebook, Linkedin og mail - så på trods af min udbredte skepsis over for sociale medier må jeg indrømme, at især Facebook er god til at sætte rammen for en fødselsdag. Det blev til langt over 200 hilsener - og jeg vil gerne sige tak for dem alle. Det er ganske enkelt rørende...

Dagen var også usædvanlig, fordi jeg for en gangs skyld sov længe. Det gik dog kun til ni-tiden, hvor Dina vækkede mig med fødselsdagssang og morgenkaffe på sengen. Det er, så vidt jeg erindrer, aldrig sket før. Fødselsdagsgaven var dagens 20 King's i flot indpakning med sløjfe og det hele. Og inden jeg nåede ud af sengen, ringede Laurits (som alle gamle nuummiutter sikkert husker fra HHE) fra Østerild med en hilsen.

Jeg påskønner al den opmærksomhed, så Dina fik lov at vælge aftenens forret. Det blev en 80'er inspireret rejecoktail på avocado. Jeg mener egentlig ikke, at denne underlige, småsmattede og bananlignende grøntsag har noget at gøre i det danske køkken, men hvad gør man ikke for fruen?

Normalt bruger vi altid store håndpillede rejer fra Østgrønland her i huset, men jeg orkede ikke at køre til Aalborg, så vi måtte nøjes med nogle små, frosne fabrikspillede af slagsen fra fryseren. De er stadig fra Grønland - og bedre end ingenting.

Hvis rejecocktail skal lykkes, skal dressingen være hjemmelavet, så jeg deler lige opskriften. Et fed knust hvidløg, en spiseske mayonnaise, en spiseske ketchup (Heinz - selvfølgelig), et par dråber gastrik (hjemmelavet) og en spiseske sød thailandsk chilisauce. Røres sammen og smages til med salt og peber.

Avocadoen og rejerne blev serveret med et stykke smør- og hvidløgsristet toastbrød. Det duer altid...

Hovedretten blev den altid vellykkede langtidsstegte kalvecuvette. Gnides ind i salt og peber, brunes i smør og tre timer i ovnen ved 60 grader, så kan det ikke gå galt. Hertil purerede rodfrugter - og en sauce på stegesaften, to porrer, to gulerødder, to hvidløg, to løg, en flaske hvidvin og reduceret til ingenting og tilsat en sjat fløde. Det duer sandelig også.

I dagens anledning blev desserten lagkage. Bunde og makroner vædet forsvarligt i portvin - og lagt sammen med vanillecreme og jordbærsyltetøj - og pyntet med kakaoglasur og flødeskum. Helt efter bogen.

Jeg brugte anledningen til at rydde lidt op i vinkælderen og åbnede flere flasker, end jeg kunne drikke. Det skal jeg ikke gå i detaljer med, men vil da godt lige fremhæve rødvinen, som var en glemt flaske Brunello fra 2007. Jeg åbnede den og var lidt nervøs for, at den måske var blevet for gammel. Men nej, den gamle vin holdt vand - om jeg så må sige. Fine noter af lakrids og cigar og totalt komprimeret og mættende velsmag...

Den gode dag blev sluttet med mørkning i drivhuset og en Cremànt de Bourgogne af ukendt proviniens - sikkert en gave. Ikke det mest naturlige valg, men bobler hører altså til en god dag - og det blev det.

Af hjertet tak for alle hilsenerne...

Sæsonens første skestork

Planmæssig ankomst

Årets første skestork. (Alle billederne er klikbare).

Skestorken er en af sommerens karakterfugle i Ulvedybet. Normalt ankommer den i første uge af april, så de seneste dage har jeg brugt adskillige timer på at lede efter den flotte og særprægede fugl.

Skestorken i godt hejreselskab.

Søndag eftermiddag var der bonus i Haverslev Mølledam, hvor jeg fandt tre skestorke. Men det bedste var alligevel søndag aften fem minutter i lukketid, hvor det lykkedes at fange en enkelt skestork i Ulvedybet.

Så kan det sådan set godt blive sommer...

Men ellers har de seneste dages fuglejagt budt på lidt af hvert, som tyder på, at sæsonen nu for alvor er gået i gang.

Toppet lappedykker er en rigtig punker...

Det blev blandt andet søndag morgen til en flot toppet lappedykker, der viste punkfrisuren frem nede ved slusen.

Jeg havde fået et varsel om skestorkene i Haverslev Mølledam, så det er blevet til et par ture derned, hvor vejbanen ligger i næsten samme højde som vandspejlet - og der i hvert fald i teorien er gode muligheder for billeder. Mest spektakulær her var mødet med den gråstrubede lappedykker, som jeg ellers mest kender fra Lille Vildmose, hvor den er ganske talrig. Herudover bød Mølledammen også på forårskåde gravænder

Troldænder.

Fredag stødte jeg på et par pibeænder i Ulvedybet - og så er der jo også fortsat pænt med troldænder.

Ellers har weekenden budt på sølvhejrer, krikænder, skeand, viber, strandskader, storspover, rørhøg, tårnfalk, musvåge, knortegæs, ryler og selvfølgelig masser af gråænder og sangsvaner.

Pibeænder.

Toppet lappedykker.

Gravænder.

Gråstrubet lappedykker.