Den lille anemone...
Min stolthed er de gule anenomer, som nok er den af anemonerne, der trives bedst i haven. Det er en såkaldt indikatorplante, som viser, at jorden er muldet og næringsrig.
Det begyndte for nogle år siden, hvor jeg fandt en enkelt plante under min dronningebusk. Jeg flyttede den til skovbunden under bøgen og taksen - og her gror den godt. Men det sjoveste er nu, at den i år dukker op i græsplænen alle mulige (seks) steder.
Selvfølgelig kan anemoner frøformeres, men det mest almindelige er mig bekendt rodformering. Men flot ser de gule anemoner ud. Mere stilfulde end den allesteds nærværende vorterod. Så det er min stolthed.
Vi har naturligvis også hvide skovanemoner. De er lidt sent på den i forhold til dem ude i naturen, men nu er de på vej.
Jeg er også den lykkelige ejer af blå anemoner af Kaj Munk-typen. Hentet i sin tid af min far på Iselingen ved Vordingborg - og efter nogle års ophold i Farsø nu hjemmehørende på Øland.
Senere på foråret kommer der så også staudeanemoner, høstanemoner - og så vidt jeg husker, har jeg stadig et par franske anemoner i beddet ude ved gårdspladsen...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar