torsdag den 23. april 2020

Sct. Georgs-dag

Værd at mindes

Sct. Georg i Storkyrkan. Foto: Vikipedia
Det er i dag Sct. Georgs-dag. Det er dagen, hvor spejdere over hele verden mødes for at gentage og bekræfte spejderløftet - og under normale omstændigheder lidt af en festdag. Spejdernes svar på juleaften. Sådan kommer det ikke til at gå i disse corona-tider.

Men det er en dag, som jeg har mange minder om.

Stærkest står nok de mange gange, vi fejrede den i Nuuk. For på de breddegrader er det også lige omkring den 23. april, at det begynder at være lyst om natten. Når man så drog hjemover efter Sct. Georgs-aftenen, var himmelen dybt mørkeblå ved midnatstid (cirka som ved 21.30-tiden her), og der var forår i luften. Sneen smeltede, og de første snespurve pilede rundt i de små krat, der gør det ud for skov i Nuuk.

Det var Baden Powell, der gjorde Sct. Georg til spejdernes forbillede for den gode ridders uselviske handlinger. Sct. Georg dræbte dragen, frelste byen og reddede prinsessen. Kongen tilbød ham en pengesum som belønning, men Sct. Georg afslog.

Myten om Sct. Georg er en myte om kampen mellem det gode og det onde, og den kan altid bruges. Men der er dog varierende opfattelser af, hvem og hvad der er de onde og de gode.

Selv blev jeg noget forbløffet, da jeg for cirka 25 år siden erfarede, at Sct. Georg er Stockholms skytshelgen - og at myten her symboliserer svenskernes kamp mod danskerne. Så slemme opfatter vi normalt ikke os selv, men alt er jo relativt - og den svenske opfattelse blev grundigt cementeret under det Stockholmske blodbad i 1520, hvor Christian 2 udryddede størstedelen af den svenske adel. I Sverige kaldes Christian 2 af samme grund Christian Tyran.

Et af ofrene for de forudgående kampe om Stockholm var den svenske rigsforstander Sten Sture den Yngre. Hans far, ridder og høvedsmand over Stockholm Sten Sture den Ældre, havde allerede i slutningen af 1400-tallet doneret en flot og ganske pompøs skulptur af Sct. Georg og dragen til Stockholms domkirke, hvor den kan ses den dag i dag. Det er den figur, der i forenklet og stiliseret form er motivet på mange af de stregtegninger og vignetter af Sct. Georg, som spejderne og Sct. Georgs Gilderne bruger den dag i dag.

Sct. Georgs-dag er i øvrigt også nationaldag i England og Georgien.

Ingen kommentarer: