Farmors fødselsdag
Dannebrog, som det tager sig ud fra kontoret. |
Flaget set fra dæmningen. |
Det var et krav fra fruen i huset, der er særdeles royalistisk indstillet, og som mener, at vi i lighed med resten af Danmark - i disse for vort land så svære tider - skal fejre Dronning Margrethes 80-års fødselsdag.
Jeg gik gladeligt ind på Hjemmestyrets ønske, for flaget skulle alligevel op, da dagen også er min farmors fødselsdag. Hun ville i dag have fyldt 112 år.
Farmor på sin vante plads i dagligstuen på Heibergsvej i Vordingborg, 1960. |
Farmors søstre blev i familien altid omtalt som mostre, og når jeg i min barndom besøgte min farmor i Vordingborg, var der ofte besøg af først og fremmest moster Maja og moster Jenny, men der var også en moster Diner, moster Alma, moster Tove og moster Johanne. Resten husker jeg desværre ikke navnene på. For en bette knejt var det ærlig talt et værre menageri med alle de mostre...
Fra kirkebogen for Vordingborg sogn. |
Farfar og farmor samt øjestenen. 1960. |
Farmor var en ørn i et køkken, drev et lille pensionat efter farfars død og hver sommer blev jeg sendt på ferie på Heibergsvej i Vordingborg, hvor jeg fik lov at give en hånd med i køkkenet, når der skulle laves mad til omkring 30 pensionærer samt takeaway til mange af områdets pensionister.
Det var kulinarisk grundskoling, og jeg bruger fortsat en del af farmors opskrifter - blandt andet på stegt ål - og der er slet ingen tvivl om, at det er derfra, min store interesse for mad og håndelaget stammer.
Så hip, hip, hurra for farmor.
Vi kommer selvfølgelig heller ikke uden om Hendes Majestæt i dag. Jeg har været så heldig at fotografere hende en del gange og har da også givet hånd et par gange. Situationen har altid været præget af en vis etikette og formalia, men hun virker som et godt menneske, der kan samle Kongeriget og folkene - og den betydning skal man ikke være blind for.
I arkivet har jeg en del fotos af Dronningen. Her er to af dem. Det ene fra en modtagelse i Nuuk, og det andet fra Jægerkorpsets 50 års dag i 2011 på Aalborg Havn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar