mandag den 30. november 2015

Gorm Den Gamle

Buler i bilen på første søndag i advent

Troldand i søgang på Limfjordens bølger.
Mens vi ventede på stormen Gorm var det i øvrigt første søndag i advent. Dina var i kirke og til juletræstænding i medborgerhuset - og jeg kørte en tur med kameraet.

Egentlig skulle  jeg jo have sat julelys op uden for, men med udsigt til en mulig orkan, besluttede jeg at vente et par dage.

Om aftenen var øboerne forsamlet i medborgerhuset til fællesspisning - og da vi skulle hjem, kørte naboen fgm ind i min bil. Den er ellers lige kommet tilbage fra værkstedet efter ulykken i slutningen af oktober - og nu kan vi så begynde forfra igen...

Men bulerne i bilen var altså også de eneste skader, der ramte os på en aften, hvor broer og S-toge var stormramte. Jeg synes nu nok, at det efterhånden er ved at tage overhånd med det vejrhysteri. Hvis kronprinsen kan køre over broen i blæsevejr, så kan alle andre nu nok også. Danskerne er efterhånden en flok degenerater uden stamina...
Sortkrage på fugleflugtslinjen.

lørdag den 28. november 2015

Årets farve

Brunviolet i 2015

Årets farve 2015.
Dette er ikke en nyhed. Det er en gammel nyhed. Faktisk en rigtig gammel nyhed, der slet ikke fortjener betegnelsen nyhed.

Men den har stået på min notesblok det meste af året - og bare ventet på, at jeg fik tid til at skrive den. Så her er den på kanten til 2016.

Marsala er årets farve i 2015. Det har det amerikanske firma Pantone fundet ud af. Firmaet gør i farvestyringssystemer og har i en årrække udpeget årets farve - og for i år er det altså marsala, som vi så kan forvente dukke op i mange forskellige sammenhænge. Jeg må indrømme, nu hvor året går på hæld, at jeg ikke lige synes at have stødt på farven ret mange steder. Men som Pantones reklamebillede viser, er det da en nydelig farve til et køkkenforklæde eller et slips.

Marsala egner sig glimrende til madlavning,
som det ses på dette pressefoto fra Pantone
.
På dansk hedder farven også kobberorange, selv om jeg nok selv vil mene, at brunviolet er mere passende. Navnet Marsala kommer fra en italiensk hedvinstype, der angiveligt skulle have samme farve.

Det er også grunden til, at jeg ikke fik skrevet historien, dengang den var brandaktuel - for jeg ville da ikke skrive om en farve opkaldt efter en hedvin uden først at have smagt på sagerne.

Først googlede jeg Marsala - og det viser sig, at det italienske svar på portvin mildest talt ikke er noget at skrive hjem om. De fleste vinskribenter konstaterer, at vinen nok bedst udnyttes i madlavningen - specielt til vildtsovs synes den at være anvendelig.Wikipedia noter lakonisk:

"Vinen kan drikkes som aperitif eller efter et måltid. Uden for Italien drikkes vinen dog forholdsvist sjældent på denne måde, idet vinen oftest i stedet benyttes i forbindelse med madlavning. Dette egner vinen sig fortrinligt til."

Nu har jeg en halv flaske Marsala stående i
kælderen til en passende lejlighed, hvor der
skal laves vildtsauce.
Jeg lagde turen forbi Sigurd Müller i Aalborg for at høre deres mening. Her bekræftede man, at man har Marsala på lager - og at det store salg var til kokke og restauranter, der bruger Marsalaen, der forresten ikke er særlig dyr, til saucer.

Så jeg gik fra vinbutikken med en flaske til 79 kroner under armen. Kunne det virkelig passe, at Marsala er så elendig?

Svaret må blive bekræftende. Det er ikke noget at råbe hurra for. En betydelig billigere portvin til under en halvtredser fra Aldi smager i hvert fald bedre. Marsalaen er fuldstændig karakterløs og uden megen smag og mangler fuldstændig den sødme, som jeg i hvert fald gerne vil have.

Så nu har jeg en halv flaske Marsala stående i vinkælderen til en passende lejlighed - og det bliver i hvert fald ikke til jul. For en rigtig andesovs skal selvfølgelig speedes op med rigtig portvin, hvilket jeg gjorde her til aften. For vi har lige julens første and. Jeg har en skummel plan om at byde på confiteret andelår til en julefrokost - og her har jeg brug for en masse andefedt. Så kunne vi jo lige så godt skifte lørdagskyllingen ud med en and.De confiterede andelår vender jeg tilbage til senere på måneden...

fredag den 27. november 2015

Enden er nær

Mistillidsvotum
Jeg stemmer NEJ!
Jordens undergang er en kær beskæftigelse for religiøse tosser og naive sjæle. Mindst en gang om året et eller andet sted på kloden forsamles en sekt for at indtage den sidste nadver, fordi man forventer, at nu sker det – nu går jorden under.

Statistikken er disse profeter og deres menigheder af naive proselytter meget imod. For uanset hvor mange gange, man har spået jordens undergang, er det endnu ikke sket.

En særlig udgave af dommedagstosserne er dem, som hver gang dukker op, få dage før danskerne skal stemme om et eller andet EU-spørgsmål. De truer med Kongeriget Danmarks snarlige undergang, armod og elendighed, hvis ikke danskerne stemmer ja til mere EU og mindre national selvstændighed. Tilhængerne af EU nærer en dyb mistillid til almindelige mennesker og tror blindt, at kun med trusler kan de nå deres mål.

Heldigvis vil mange danskere ikke forhandle under trusler. Danskerne trodsede dommedagsprofeterne i 1992 ved at sige nej til Maastricht-aftalen og igen i 2000 ved at sige nej til Euroen. Begge gange har det vist sig, at på trods af truslerne om dårlig økonomi og et land i isolation, gik jorden ikke under. Snarere tværtimod – for under den seneste økonomiske krise var det klart til Danmarks fordel, at vi står uden for Euroen og ikke blev trukket med i det sydeuropæiske morads.

Så rent statistisk har vi intet at frygte, hvis vi igen stemmer nej den 3. december. For husk – de fleste af dem, som forudser, at Danmark vil blive isoleret, er folk, der er direkte økonomisk afhængig af fortsat mere EU. For eksempel de ansatte funktionærer i EU-systemet som direktøren for Europol.

Vi husker også fortsat folkesocialisten og senere socialdemokrat John Iversen, der i 1996 som den første danske parlamentariker blev afsløret i at svindle med EU-diæterne. Siden har der været en endeløs række af sager, for snyd, bedrag og bjergsomhed er åbenbart en del af kulturen i EU.

For resten handler den kommende folkeafstemning slet ikke om EU. I virkeligheden handler den om tillid til politikerne. For et ja betyder, at et flertal i Folketinget til tid og evighed kan deponere dansk selvbestemmelsesret i EU – uden først at spørge befolkningen.

Så har man tillid til politikerne, stemmer man ja. Men man skal godt nok være naiv for at tro på politikerne. En undersøgelse har for nylig dokumenteret, at politikerne i utroværdighed overgår både journalister og brugtvognsforhandlere. Så det er slemt, rigtig slemt.

Fiflen med skat, bilagssager og brudte løfter er jo blevet ganske almindeligt i politiske kredse, siden den arrogante akademiker Jens Otto Krag i tresserne ophøjede løgn og løftebrud til statsmandskunst med sin flabede bemærkning om, at man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Siden har løgnen været en fast bestanddel af dansk politik. Derfor har vi politikere som Carl Holst, der kan blive ved med at ryste lig ud af skabet.

Derfor har selv landets absolutte toppolitikere i de seneste år – Helle Thorning og Lars Løkke – været involveret i belastende skatte- og bilagssager. Simpelthen snyd og bedrag hele vejen igennem. Og hvis toppen er rådden, så skal der såmænd også være solidt råddenskab længere nede i de politiske beslutningslag.

Har du tillid til skattefiflere og bilagsfuskere, skal du endelig stemme ja på næste torsdag.

For os andre må det blive et nej i den aktuelle situation. Simpelthen for at give politikerne et ordentligt rap over fingrene. Det danske Folketing er i øjeblikket ikke et ja værdigt.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 27. november 2015.

onsdag den 25. november 2015

Øland Karlekammerkor

Lidt af en udfordring

Øland Karlekammerkor er navnet på det lokale mandskor.

Navnet emmer af øl og bægerklang - og kormedlemmerne er da heller ikke kostforagtere...

Men de er altså også seriøse og ambitiøse sangere, der har drevet det vidt, siden jeg mødte dem første gang for seks år siden.

Koret har 35 medlemmer og mødes en gang om ugen. Dirigenten er organisten fra den lokale kirke, Christian Vestergaard. De optræder ved forskellige lejligheder i omegnen og har endda medvirket i et TV-program fra DR.

For nylig indspillede koret en ny CD. Det foregik i Oxholm Kirke - og i den forbindelse havde de spurgt mig, om jeg ville lave et foto. Det sagde jeg naturligvis ja til - vel vidende at det ikke ville blive nemt. 35 mand i hvide skjorter i en kirke med højt til loftet og dæmpet belysning er et ganske udfordrende motiv.

Så inden optagelsen måtte jeg ud på lejemarkedet for at skaffe lys til billedet. Det blev til en 1100 watts Elinchrome-flash med en softboks på næsten tre kvadratmeter. Det svarer i effekt sådan cirka til 25 stykker af den største blitz, som jeg ejer. Som det ses på billedet, lykkedes det at få en fin, ensartet belysning af de 35 mand.

Det blev en spændende optagelse. Heldigvis opførte koret sig temmelig disciplineret, men alene opstillingen tog næsten en halv time.

Efterfølgende er billedet efterbehandlet i Photoshop, hvor jeg blandt andet har fjernet nogle forstyrrende detaljer fra kirkevæggen i baggrunden og rettet et enkelt par lukkede øjne.

Der er altid plads til forbedringer, men alt i alt er jeg godt tilfreds med resultatet - og jeg har da også kun hørt pæne ord for billedet, Jeg siger tak til koret for udfordringen - og nu glæder jeg mig til at høre CD'en, som gerne skal være færdig til jul.

Dagens ord LXXIII

Futsal

Futsal giver mig associationer til futtog.
I den seneste tid er jeg stødt på ordet "Futsal", når jeg tjekker de daglige nyheder fra Grønland. Det viser sig, at futsal er en særlig variant af indendørs fodbold, der åbenbart er blevet populær på den store ø - og det er endda så populært, at der holdes GM i sportsgrenen.

Futsal er altså et meget mærkeligt ord, der appellerer til mange mærkelige etymologiske forklaringer. Er det måske bold i en togremise, der ikke særligt ærbødigt kan betegnes som en futsal?

Det gjorde mig nysgerrig, men umiddelbart fandt jeg ingen forklaring på ordets oprindelse på nettet, så jeg konsulterede min gamle skolekammarat Per Lyngby, der ud over at vide en masse om gammel musik, også er idrætslærer og fodboldfan. Selvfølgelig havde han svaret...

Futsals oprindelse er fra Sydamerika, hvor spillet er opstået på steder, hvor der ikke har været plads til en rigtig fodboldbane. Navnet er en sammentrækning af de spanske ord Futbol og Sala, der henholdsvis betyder fodbold og hal.

Og med den forklaring kan jeg igen sove roligt - uden at spekulere på, om det er muligt at spille bold i en remise...

tirsdag den 24. november 2015

Lidt fugle-foto-filosofi

Gode råd til en facebook-ven

Stillits.
Kvækerfinker og en kærnebider.
For et par dage siden var der i en af de Facebook-grupper, som jeg er medlem af, et medlem, der fortalte, at han ville til at fotografere dyr og fugle - og i den forbindelse gerne ville have nogle råd om køb af nyt objektiv.

Det udløste en lidt nørdet, teknisk diskussion, som jeg også tog del i - men ved nærmere eftertanke synes jeg, at man skal starte et helt andet sted end grejet. Det er jo ikke kameraet, men fotografen som tager billedet, som Bjarne Hyldgaard - min lærer på forårets fotokursus - siger. Derfor nogle tanker om at fotografere dyr og fugle.

Vipstjert-unge.
Jeg fotograferer især fugle. Det gør jeg, fordi jeg simpelthen har en levende interesse for alt, hvad der kan flyve. Og når jeg drømmer om natten, sker det tit og ofte, at jeg bare basker med armene og flyver ud i det blå....


Det siger jeg, fordi jeg tror, at det er nødvendigt at vide noget om det, man fotograferer - dels fordi man gerne skal kunne bestemme arterne og vide, om det nu er en sjældenhed eller ej, dels fordi viden om dyrene også leder til de bedste motiver.

Al foto handler om at fortælle historier - og derfor er det historien og ikke teknikken, der afgør om et billede er godt. Et uskarpt foto af sjælden fugl vejer højere end et drønskarpt foto af en gråspurv på foderpladsen - efter min mening...

Dompap.
Det kan selvfølgelig være meget sjovt at fotografere en skovspurv - og det er bestemt et godt sted at starte - men det er altså sjovere at få et foto af flot farvet stillits. Så det handler om at lære fuglearterne at kende og observere deres vaner. Hvor plejer de at sidde? Hvor plejer de at flyve? Hvor plejer de at bygge rede? Hvor plejer de at fouragere?

For har man fået styr på fuglenes vaner, så kan man komme tættere på - og så er det ikke så afgørende, hvilket objektiv der sidder på kameraet.

Liv på foderbrættet. Grønirisk og bogfinke.
Hvis man virkelig går op i dyrefoto, kan man nemt bruge en masse tid på at vente... Bare sidde ude i naturen og fryse røven af, men det behøver ikke nødvendigvis at være så besværligt. For mange fugle er vanedyr - og sidder de samme steder på de samme tider om dagen. Så i stedet for at styrte ud og købe en masse grej, synes jeg, at det er meget nemmere at bruge øjnene, når man alligevel er ude at køre. Hvor og hvornår er det, at der plejer at være musvåger på himmelen - eller tårnfalke. Brug øjnene, gør eventuelt notater, lær fuglene at kende...

Et fint sted at starte er i øvrigt her om vinteren. Jeg bruger en masse tid på at fodre fugle og studere dem. Hvis der er en art, jeg ikke kender, slår jeg den gerne op i fuglebogen og lærer noget mere om dem.

Kærnebider.
Om foråret bruger jeg især ørerne, så det er også en god ide at lære et par af fuglestemmerne. For når man hører fuglen, der kan være lillebitte i et kæmpetræ, så kan det være, at den kun er et par meter væk - og så er mange fugle til at fotografere med et almindeligt standard-objektiv.

En sjov ting er, at det ikke altid er det, man hører, som er det egentlige mål. Jeg har lagt mærke til, at især måger skræpper voldsomt, hvis der er en musvåge eller havørn i nærheden - så når mågerne råber op, er det med at bruge øjnene. På samme måde er det ret nemt at høre på skovspurvene, når spurvehøgen er i nærheden.

Gråsisken.
Når man så - i løbet af et års tid eller to - er blevet fortrolig med dyrene i haven, kan man begynde at overveje at udvide maskinparken. For selvfølgelig giver et dyrt kamera og et dyrt objektiv alt andet lige bedre fotos. Men ved man ikke noget om fuglene, kan det altså være ret ligegyldigt.

Rent fototeknisk er der et par regler, som jeg håndhæver. Jeg kasserer billeder, hvor fjerdragten brænder ud, fordi den enten er over- eller underbelyst. Til gengæld er betyder det mindre, om baggrunden er korrekt belyst. Som udgangspunkt forlanger jeg altid af mine fotos, at øjnene på fuglene skal være skarpe - akkurat som ved et almindeligt portrætfoto - hvorimod jeg synes, at lidt bevægelsesuskarphed på vingerne er ret flot.

Jeg har samlet en række fuglefotos til historien her. Nogle af dem har jeg endda vundet konkurrencer med. Men fælles for dem alle er, at de er taget med et standardobjektiv - bare for at illustrere min pointe. Billederne er klikbare for forstørrelser.
Silkehaler.
Stæren og kirsebærret.

mandag den 23. november 2015

Tankevækkende teater

Kalaallit Aalborgimiittut rykker ved fordommene
Fra forestillingens start.
- Hvorfor fylder det så meget at være grønlænder i Danmark? Jeg har boet ni år i udlandet, og der er folk ligeglade med, at jeg er grønlænder. Sådan udbryder en af de medvirkende i Kalaallit Aalborgimiittut – og det er der helt paradoksalt kommet et teaterstykke ud af, hvor netop det at være grønlænder i Danmark fylder scenen.

Stykket havde premiere lørdag og høstede et bragende bifald og op til flere fremkaldelser.

Bifaldet var fuldt fortjent, for de syv grønlandske amatørskuespillere leverer en fantastisk præstation – og sammen med de professionelle teaterfolk har de skabt en ganske tankevækkende forestilling, der rykker grundigt ved fordommene om grønlændere i Danmark.

Kalaallit Aalborgimiittut foregår på Aalborg Teaters såkaldte Borgerscene. Ideen er her, at man lader helt almindelige mennesker fortælle deres historie i dramatiseret form med brug af alle teatrets virkemidler lige fra dramaturgi og koreografi til lys og lyd.

Inden opsætningen havde teatret interviewet godt 30 grønlændere med tilknytning til Aalborg. Herefter blev de syv optrædende i Kalaallit Aalborgimiittut valgt – og sammen med instruktøren Nicolei Faber har de skabt et fint lille teaterstykke, der både er fornøjeligt, lærerigt og sætter fingeren i såret der, hvor det gør allermest ondt – uden at det bliver til en klagesang.

Helt genial er åbningsscenen, hvor de medvirkende bliver præsenteret som museumsgenstande i en glasmontre. Det rammer præcist mange danskeres opfattelse af Grønland som et museum, hvor det nok var bedst, at der aldrig havde været en udvikling. Alle nikker jo samtykkende og medfølende, når det i debatten hævdes, at udviklingen i Grønland jo også er gået for hurtig.

På genial vis bliver montren også til scenen, hvor vi bliver præsenteret for syv fantastiske skæbnefortællinger. Den unge grønlænder, der kommer til Aalborg med kæresten, der skal studere og forgæves forsøger at finde et job. Akademikeren der lige skal have samlet erfaring, inden hun rejser tilbage til Grønland. Skolelæreren der gav op i det grønlandske skolevæsen på grund af de overvældende sociale problemer – og endelig grønlænderen, der har valgt en dansk pensionisttilværelse for at være tæt på børnebørnene.

Alle har de noget at fortælle – og de diskuterer det beredvilligt, da de mod stykkets slutning inviterer tilskuerne til kaffe-mik på scenen.

Kostelig morsom er den pensionerede skolelærer Marie Møller-Lynge, når hun med pegepinden i hånden giver tilskuerne et grundkursus i det grønlandske sprogs finurligheder . Tankevækkende er sociologen Maliina Junge Jørgensens forelæsning om det grønlandske brain-drain – hjerneflugten – som hun mener er forårsaget af de mange grønlandske skolereformer, der har ødelagt den grønlandske folkeskole.

Vi kommer heller ikke uden om grønlænderen på bænken, som de medvirkende har en noget tvetydig holdning til. De væmmes ved ham, de har ondt af ham – og de vil alle ønske, at de kunne få ham til at holde op med at drikke.

På den måde er Kalaallit Aalborgimiittut med til at nuancere og kvalificere debatten om grønlænderne i Danmark – og det er mit håb, at forestillingen kan komme på turne rundt i Danmark. For der sker ting og sager på scenen, som alle danskere kan lære noget af.

Derfor er jeg også helt uenig med en af de grønlandske tilskuere, der efter forestillingen mente, at stykket fortjener at blive sat op i Katuaq. Hvad skal det gøre godt for? Grønlænderne kender jo historien. Det er danskerne, der skal blive klogere på Grønland – og det er Kalaallit Aalborgimittut et godt bidrag til.

Kalaallit Aalborgimiittut er et fantastisk underholdende og lærerigt teaterstykke, som jeg kun kan give mine varmeste anbefalinger.


Forestillingen spiller frem til 15. december. Der er udsolgt flere aftener, men til enkelte forestillinger er der stadig billetter at få. De kan bestilles på Aalborg Teaters hjemmeside.

Anmeldelsen er bragt første gang i Sermitsiaq 22. november 2015.

lørdag den 21. november 2015

Øland synger julen ind

Jul på Oxholm

Øboerne sang julen ind sammen med
Jens-Christian Wandt (th) og hans venner.
Oxholm Kirke var fyldt til sidste plads.
Det er efterhånden blevet en tradition, at operasangeren Jens-Christian Wandt gæster Oxholm kirke op til jul og synger julen ind sammen med øboerne og et lille ensemble af sangerens venner.

Den i alle henseender store sanger gæstede fredag Oxholm Kirke med fint sammensat program bestående af nogle af klassikerne fra julerepertoiret - og så en hilsen til Frankrig i disse forstyrrede tider.

Ditte Højgaard Andersen sang
 blandt andet Schuberts Ave Maria.
Tenoren Wandt og sopranen Ditte Højgaard Andersen demonstrerede, at den menneskelige stemme er et spændende og kraftfuldt instrument - og der var næppe et øje tørt i den afsluttende O Hellige Nat.

Koncerten bød også på en sjov orgelsolo af den belgisk-franske komponist Alphonse Hasselmans (i programmet stavet Hassalmann). Soloen var et harpestykke, som Wandts gode ven, Holmens organist Jacob Lorentzen havde transkriberet til orgel. Det var ret morsomt.

Aftenen sluttede med fællessang - den traditionelle Dejlig er Jorden - og således sat op til jul kunne øboerne vende hjem igen, mens termometret lige så stille faldt mod sæsonens msåke første nattefrost og skabte forhåbninger blandt barnlige sjæle om en mulig hvid jul.
Organisten Jakob Lorentzen høstede stort bifald for sin sjove orgelsolo.
Duet med Jens-Christian Wandt og Ditte Højgaard Andersen. 
Violinisten Andreas Bernitt akkompagnerede.

fredag den 20. november 2015

Teaterfoto

Lidt foto-nørderier


Forleden var jeg inviteret til pressefotografering på forestillingen Kalaallit Aalborgmiittut på Aalborg Teater. Det var lidt af en udfordring - for den slags har jeg aldrig prøvet før.

Så det foregik lidt efter devisen: SE, LYT, LÆR. Så jeg indtog en lidt afventende position - og betragtede de professionelle pressefotografer.

Det var åbenbart ikke god tone at bruge kunstlys, så ISO'en blev sat på auto - og så kløede jeg ellers på og fik en stribe billeder af aktørerne midt på scenen. Jeg fik endda en sekvens spillet om, fordi jeg ikke var tilfreds, og der lød ingen knubbede ord i den anledning.

Men jeg vidste godt, at jeg var presset og på kanten af mine evner. For lyset var farvet og dunkelt og havde intet som helst med dagslys at gøre, så der ventede helt sikkert et solidt hjemmearbejde ved pc'en og Photoshoppen.

Da jeg kom hjem, lavede jeg en serie billeder - beskæring, justering af kontrast og så videre, men det var nu først, da jeg justerede på farvetemperaturen, at de kom til at se fornuftige ud.

I dag udkom Nordjyske Stiftstidende så med billeder fra forestillingen - og det var åbenbart for mig, at jeg havde justeret alt for lidt i farvetemperaturen. Så nu har lige lavet billederne en gang til - og her er resultatet så af mit livs første teaterfotografering.

Og hvad har jeg lært? En anden god gang vil jeg justere hvidbalancen til lyset på scenen - så vil der blive mindre efterarbejde. Og da teaterfolkene jo er meget samarbejdsvillige vil jeg være mindre ydmyg og træde lidt mere i karakter og bede om at få spillet en sekvens eller to, hvor jeg får sceneteknikeren til at skrue op for lyset.

Så det har da været lærerigt.

Forestillingen har i øvrigt premiere lørdag og spiller frem til 15. december.

onsdag den 18. november 2015

Skal vi krepere her som dyr?

På hest over indlandsisen

 - Så, nu begynder hjemrejsen, siger polarforskeren Alfred Wegener fortrøstningsfuldt, da J.P. Kochs forskningsekspedition den 21. april 1913 forlader overvintringsstedet på den østgrønlandske gletsjer Storstrømmen vest for Store Koldewey.

Men hvilken hjemrejse? Turen går for de fire mand tværs over swb grønlandske indlandsis med heste og slæder i de kommende 75 dage. Det er en tur med livet som indsats, et umenneskeligt slid, is, kulde og modgang, inden man når vestkysten ved Upernavik.

Det er en del af handlingen i Jan O. Kongsstads velskrevne og spændende bog "Skal vi krepere her som dyr?", der udkom i begyndelsen af november.

Bogen handler om J.P. Kochs forskningsrejse over indlandsisen i 1912-13. Ekspeditionen var den første, der overvintrede på indlandsisen, den første der benyttede islandske heste som træk- og lastdyr, og den første der foretog iskerneboringer på indlandsisen, hvormed en stor dansk diciplin blev grundlagt. Ekspeditionen var også den første, der på klos hold oplevede – og overlevede – en gletsjer kælve.

Inden den anstrengende hjemrejse, der altså tager nærmeste omvej tværs over indlandsisen, følger vi minutiøst forberedelserne til turen og en træningstur på Island. Vi er også med på den monotone overvintring i den medbragte hytte på gletsjeren, hvor dagene går i et kun afbrudt af motionsture i polarmørket med hestene, når vejret tillader det.

 Det var bestemt ikke uden problemer at finansiere og opnå støtte til ekspeditionen. Nationen var stadig i chok over Danmarks-ekspedition, der som bekendt endte med Mylius-Erichsens, Høeg Hagens og Jørgen Brønlunds dramatiske død i og omkring 79-fjorden i 1907.

Blandt deltagerne i Danmarks-ekspeditionen var netop J.P: Koch og Alfred Wegener - og de har ikke fået nok af de arktiske farer. I 1912 tager de til Grønland igen for at drage tværs over indlandsisen med heste som trækdyr.

Hestene på indlandsisen. Foto fra bogen.
Jeg vil ikke udelukke, at jeg muligvis har sovet i timen, men det var faktisk nyt for mig, at der har været en ekspedition over indlandsisen, hvor man brugte heste som trækdyr. Dertil har jeg nok været alt for påvirket af vore dages generelle opfattelse af slædehunden som det ultimative arktiske trækdyr.

Efter umenneskelige strabadser i Grønland, vender ekspeditionen hjem til Danmark i efteråret 1913. Ekspeditionens videnskabelige resultater bliver især sammenfattet af tyskeren Wegener, der siden opnår verdensberømmelse for sine banebrydende teorier om kontinentaldriften.

J. P. Koch var militærmand og fortsætter sin militære karriere. Han har fået interesse for flyvning og bliver blandt andet i en periode chef for Hærens Flyvetjeneste, som i øvrigt er emnet for en anden af Kongstads bøger.

Jan O. Kongstad har lavet en formidabel bog - velskrevet og spændende og en oplagt julegaveide til alle, der interesserer sig for Arktis. Det er godt boghåndværk - gennemredigeret og med masser af originale fotos fra ekspeditionen. Oven i købet er bogen forsynet med et solidt noteapparat og redaktionelle bemærkninger og oversigter.

Jeg giver Kongstad fem ud af fem gletsjeristerninger for den fine bog.

Jan O. Kongstad: Skal vi krepere her som dyr?. 352 sider,  vejl. pris kr. 300,-. Udgivet af Haase Forlag.

søndag den 15. november 2015

Hjem til Aarhus

Smilets by

Det 17 etager høje bogtårn knejser højt over Aarhus som et symbol
 på det skrevne ords magt. Bygningen er fra en tid, hvor viden var forbeholdt

 de få - og hvor internettet var gamle aviser på mikrofilm. Biblioteket er
et såkaldt pligtafleveringsbibliotek - og her findes to eksemplarer
 af alt, hvad der er trykt i Danmark.
I den forløbne uge har jeg været tre dage i Aarhus til Arktis-konference på universitetet.

Jeg læste i sin tid dansk et års tid på universitetet i Smilets By, som Aarhus kaldtes dengang, så det blev et gensyn med det ualmindeligt smukke universitet, som er et mesterværk i det 20. århundredes danske arkitektur.

Arktiske pnger og klogehoveder i
Aarhus Universitets smukke aula.
Så enkelt i gule sten - og så smukt beliggende på en bakkeskråning ned mod midtbyen mellem Langelandsgade og Nørrebrogade. Jeg har altid været dybt fascineret af bogtårnet på Nordre Ringgade - en 17 etagers murstenssilo praktisk taget uden vinduer og med angiveligt næsten lige så mange bombesikrede etager under jorden.

"Ringgajen" med Studenternes Hus og Stakladen.
Selve konferencen fandt sted i aulaen på Nordre Ringgade - og det var en oplevelse i sig selv. For selv om jeg har været indskrevet på universitetet, har jeg aldrig været i den bygning før. Til gengæld har jeg været til adskillige koncerter i Stakladen lige over for - og hertil var en del af konferencens aktiviteter henlagt. Det lignede ikke rigtig... Det er som om, 70'ernes tætte røgtåger og øldunster mangler i vore dage.

Jeg boede i et halvt års tid på kollegiet i Universitetsparken. I Kollegium 9 på værelse 446 på tredje sal med vindue og altan ud mod Nørrebrogades kastanjer og udsigt til Aarhus Kommunehospital. Vi var meget stolte af netop Kollegium 9, for her havde Dronningen boet i sin studietid - og vi oplevede da også at få besøg af hende, mens jeg boede der. Selv havde jeg fornøjelsen af at bo på samme gang som senere kendte folk som A.P. Møller-direktør Niels Smedegaard og forfatteren Peter Rønnow-Jessen.

Færstnævnte husker jeg bedst som en aktiv og diskusionslysten VU'er uden særlig indsigt i kogekunst, og sidstnævnte gjorde sig bemærket ved at være den eneste på gangen, der havde egen telefon. Det var ikke så almindeligt i de gode gamle dage - for nu at sige det mildt. De øvrige cirka 50 alumner delte en telefonboks i stueetagen - og via et sindrigt ringeklokkesystem kunne man så kaldes til telefonen.

Det var egentlig en skøn tid med mange gode fester, men jeg havde det svært med den tids beton-marxisme på Nordisk Institut, så det blev kun til et enkelt år i Aarhus. Året efter gik turen til Aalborg - og det mere jordnære HA-studium, men den historie kan vi tage en anden god gang.

Her er et par fotos fra et efterårsklædt Aarhus.
Universitetets hovedbygning med aulaen, buegangen og
soluret i en efterårsklædt universitetspark.
Kollegiet i Universitetsparken var i sin tid rammen
 om mit muntre studenterliv i Aarhus.

lørdag den 14. november 2015

Udsigt til agterspejlet

En afslappet lørdag

Temperaturen tog et dyk nedefter i dag. Måske det alligevel bliver vinter i Danmark?

Vejret var sådan set fint, men ærlig talt også lidt ustadigt. Jeg begyndte dagen frisk og frejdig med et par timer i haven.

Gravede georginer op. Det skulle jeg have gjort forlængst. Normalt i midten af oktober, når den første nattefrost sætter ind. Men omvendt - når det nu ikke fryser, er det jo med at få det bedste ud af situationen, og ind til orkanen sidste weekend har georginerne stået flot og givet masser af skæreblomster til glæde for både Dina og venner af huset i øvrigt.

Men efter stormen var det slut. Så nu er det op af jorden og på lager indtil en gang i maj. Uanset vi ikke har haft frost, var det i øvrigt tydeligt at mærke, at jorden er ved at være godt kølet af - så der er heller ikke noget at sige til, at temperaturen efterhånden falder en anelse.

Jeg var lidt rastløs efter en lang uge på farten - har kørt næsten 1300 kilometer - så efter frokost tog jeg kameraet og kørte en lang tur. Det blæste godtnok lidt rigeligt til ordentlige fuglebilleder, så i stedet bringer jeg et par rådyr og et kig på Vesterhavets bølger - taget ved Ejstrup Strand. Rådyrene er fra Store Vildmose nær Gl. Toftegård.

Marchons, marchons

Allons enfants de la Patrie


Her er så en grønlandsk kommentar til de rystende begivenheder i Paris. Robert Holmene er tegneren.

mandag den 9. november 2015

Frejas Sal

Så er det sæson for blæsevejr

En af genboerne sælger æg - og Freja resulterede i en ordentlig
 æggekage, selv om ta'selv-boden var behørigt tøjret.
Weekenden bød på efterårets første storm - og det ikke stille af sig i medierne, der beredvilligt og vellystent kastede sig over Frejas gerninger i Frejas sal.

Jeg synes fortsat, at det er noget pjat, når man giver blæsevejr et navn, men den kritik affærdiges af DMI, der på hjemmesiden glad konstaterer, at navngivningen virker i kommunikationmæssig henseende.

Det må instituttet naturligvis mene, men jeg mener nu, at den slags nedvurdering af modtagerne er patroniserende og nedværdigende. Jeg er åbenbart så dum, at jeg skal have DMI's guldkorn ind med skeer, synes ræsonnementet at være her i kommunikationens tidsalder, hvor formidling og likes er vigtigere end indhold.

Hver gang jeg interviewer en forsker ved en af landets højere læreanstalter, beder de mig så mindeligt om at huske at skrive deres navn i artiklen - for i dag giver medieomtale merit i forhold til ansættelsen. Kun forskere, der opnår omtale, kan påregne fortsat ansættelse. Så skidt være med kvaliteten af forskningen...

Men i lighed med de øvrige media, vil jeg naturligvis ikke stå tilbage for en omtale af Freja, så her er et par fotos fra Frejas hærgen (eller snarere mangel på samme) på Øland.
Nedfaldne grene og kviste gjorde morgentrafikken
 usikker gennem Ølandsskoven.
Freja nappede også en enkelt pil ved golfbanen.
Heldigvis plantede spejderne på Øland 150 små træer lørdag
eftermiddag. "For de gamle, der faldt, er der nye overalt".

onsdag den 4. november 2015

Hjejler på træk

Det ligner sort sol, men nej...


Hjejlen for forlængst stort set uddød som ynglefugl i Danmark. Måske bortset fra et enkelt par eller to - og så den, der sejler rundt på Silkeborgsøerne.

Til gengæld ser vi den hvert forår og efterår, når store flokke af hjejler er på træk mellem det nordlige skandinavien og middelhavet.

Netop i dag faldt jeg over sådan en flok nede ved dæmningen. Tusindvis af fugle, der lige holdt ind til siden for at strække benene på den lange tur nedover Europa.

Det lignede sort sol. Så mange var der, men flyveopvisningerne var knap så konstante og vedvarende, som når stæreflokkene samler sig før trækket. Til gengæld er hjejlen næsten dobbelt så stor som en stær, så det fylder nu godt i himmelrummet, når flokken går på vingerne.

Dagen var grå, og lys var der ikke meget af. Men den slags naturfænomener er sjove at fotografere, så her er lige en håndfuld af dagens fotos...





Hurtig hjælp

Førstehjælp på Øland



Man kan dø af at bo på landet. Ikke fordi det er farligt som sådan. Her er der for det meste fred og ro - og driveby-shootings er et ukendt begreb.

Der trænes, som gjaldt det livet - og det gør det...
Men det er de fredelige omgivelser, der er den største fare - for vi bor altså temmelig afsondret og langt fra læger, sygehuse og Falck-stationer. Rent teoretisk bør en ambulance kunne nå frem til Øland på seks til syv minutter, men praksis viser, at der nemt går mellem 20 og 35 minutter.

Det er lang tid at vente, når det virkelig gælder og i tilfælde af hjertestop alt for lang tid. Det dør man af - kort og godt. Derfor har vi startet en akuthjælpergruppe, der kan træde til, mens vi venter på ambulancen.

De seneste aftener er derfor blevet brugt til et førstehjælpskursus, der for mit vedkommende har været ren genopfriskning - men nyttigt alligevel, for alle erfaringer viser, at førstehjælp skal genopfriskes mindst hvert andet år.

Men jeg må også erkende, at der løbet meget vand i åen, siden jeg var på mit første førstehjælpskursus ved spejderne for 45 år siden. Målet er stadig det samme - at redde liv, men prioriteringerne er ændret gennem årene. I gamle dage var der en del behandling i pakken, men nu til dags handler det primært om at holde den forulykkede eller syge i live, indtil professionel hjælp når frem. Og så var der slet ikke noget, der hed hjertestartere i gamle dage.

Dansk Folkehjælp har finansieret projektet sammen
 med Tryg-Fonden og stod også for undervisningen.
Det er forresten også lidt forvirrende, at begreberne har skiftet navn. Tidligere skulle vi forebygge chok - nu hedder det kredsløbssvigt. Tidligere hed det natostilling, senere aflåst sideleje og nu hedder det altså stabilt sideleje.

Men nu er kurset overstået - og vi er femten akuthjælpere, der er klar til at hjælpe, hvis der sker noget på Øland. Med godt 500 indbyggere synes jeg faktisk, at det er ganske flot.

Det har været lidt af en hjertesag for mig, det her projekt. Vi havde en tilsvarende ordning, da vi boede i Straumsbukta. Jeg har derfor talt for det lige fra den første dag her på Øland, men tingene er åbenbart lidt mere tunge, bureaukratiske og besværlige her i Nordjylland i forhold til Nordnorge.

Vagn Quist Jensen fra Dansk Folkehjælp overrækker
 hjertestarteren til Hardy lauridsen, der er
 formand for Øland Medborgerhus.
Men bedre sent end aldrig. Nu er den altså hjemme i samarbejde med Dansk Folkehjælp, der har sørget for undervisningen og stiller hjertestarter til rådighed. Den bliver placeret ved Medborgerhuset centralt beliggende i landsbyen.

Udover førstehjælpskurser flere gange i spejdersammenhænge, har jeg gennemgået et særligt kurser i akuthjælp i Arktis, da jeg boede i Grønland. Jeg har også et kursus i bjergning og genoplivning af druknede fra dengang, jeg tog "Båtførerbevis" på Lofoten, og endelig var jeg - som man har på alle store arbejdspladser i Norge - bedriftsbrandmand på Norsk Polarinstitut, da jeg arbejdede i Tromsø.