Enden er nær

Mistillidsvotum

Jeg stemmer NEJ!

Jordens undergang er en kær beskæftigelse for religiøse tosser og naive sjæle. Mindst en gang om året et eller andet sted på kloden forsamles en sekt for at indtage den sidste nadver, fordi man forventer, at nu sker det – nu går jorden under.

Statistikken er disse profeter og deres menigheder af naive proselytter meget imod. For uanset hvor mange gange, man har spået jordens undergang, er det endnu ikke sket.

En særlig udgave af dommedagstosserne er dem, som hver gang dukker op, få dage før danskerne skal stemme om et eller andet EU-spørgsmål. De truer med Kongeriget Danmarks snarlige undergang, armod og elendighed, hvis ikke danskerne stemmer ja til mere EU og mindre national selvstændighed. Tilhængerne af EU nærer en dyb mistillid til almindelige mennesker og tror blindt, at kun med trusler kan de nå deres mål.

Heldigvis vil mange danskere ikke forhandle under trusler. Danskerne trodsede dommedagsprofeterne i 1992 ved at sige nej til Maastricht-aftalen og igen i 2000 ved at sige nej til Euroen. Begge gange har det vist sig, at på trods af truslerne om dårlig økonomi og et land i isolation, gik jorden ikke under. Snarere tværtimod – for under den seneste økonomiske krise var det klart til Danmarks fordel, at vi står uden for Euroen og ikke blev trukket med i det sydeuropæiske morads.

Så rent statistisk har vi intet at frygte, hvis vi igen stemmer nej den 3. december. For husk – de fleste af dem, som forudser, at Danmark vil blive isoleret, er folk, der er direkte økonomisk afhængig af fortsat mere EU. For eksempel de ansatte funktionærer i EU-systemet som direktøren for Europol.

Vi husker også fortsat folkesocialisten og senere socialdemokrat John Iversen, der i 1996 som den første danske parlamentariker blev afsløret i at svindle med EU-diæterne. Siden har der været en endeløs række af sager, for snyd, bedrag og bjergsomhed er åbenbart en del af kulturen i EU.

For resten handler den kommende folkeafstemning slet ikke om EU. I virkeligheden handler den om tillid til politikerne. For et ja betyder, at et flertal i Folketinget til tid og evighed kan deponere dansk selvbestemmelsesret i EU – uden først at spørge befolkningen.

Så har man tillid til politikerne, stemmer man ja. Men man skal godt nok være naiv for at tro på politikerne. En undersøgelse har for nylig dokumenteret, at politikerne i utroværdighed overgår både journalister og brugtvognsforhandlere. Så det er slemt, rigtig slemt.

Fiflen med skat, bilagssager og brudte løfter er jo blevet ganske almindeligt i politiske kredse, siden den arrogante akademiker Jens Otto Krag i tresserne ophøjede løgn og løftebrud til statsmandskunst med sin flabede bemærkning om, at man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Siden har løgnen været en fast bestanddel af dansk politik. Derfor har vi politikere som Carl Holst, der kan blive ved med at ryste lig ud af skabet.

Derfor har selv landets absolutte toppolitikere i de seneste år – Helle Thorning og Lars Løkke – været involveret i belastende skatte- og bilagssager. Simpelthen snyd og bedrag hele vejen igennem. Og hvis toppen er rådden, så skal der såmænd også være solidt råddenskab længere nede i de politiske beslutningslag.

Har du tillid til skattefiflere og bilagsfuskere, skal du endelig stemme ja på næste torsdag.

For os andre må det blive et nej i den aktuelle situation. Simpelthen for at give politikerne et ordentligt rap over fingrene. Det danske Folketing er i øjeblikket ikke et ja værdigt.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 27. november 2015.