Hjem til Aarhus

Smilets by

Det 17 etager høje bogtårn knejser højt over Aarhus som et symbol
 på det skrevne ords magt. Bygningen er fra en tid, hvor viden var forbeholdt
 de få - og hvor internettet var gamle aviser på mikrofilm. Biblioteket er
et såkaldt pligtafleveringsbibliotek - og her findes to eksemplarer
 af alt, hvad der er trykt i Danmark.

I den forløbne uge har jeg været tre dage i Aarhus til Arktis-konference på universitetet.

Jeg læste i sin tid dansk et års tid på universitetet i Smilets By, som Aarhus kaldtes dengang, så det blev et gensyn med det ualmindeligt smukke universitet, som er et mesterværk i det 20. århundredes danske arkitektur.

Arktiske pnger og klogehoveder i
Aarhus Universitets smukke aula.

Så enkelt i gule sten - og så smukt beliggende på en bakkeskråning ned mod midtbyen mellem Langelandsgade og Nørrebrogade. Jeg har altid været dybt fascineret af bogtårnet på Nordre Ringgade - en 17 etagers murstenssilo praktisk taget uden vinduer og med angiveligt næsten lige så mange bombesikrede etager under jorden.

"Ringgajen" med Studenternes Hus og Stakladen.

Selve konferencen fandt sted i aulaen på Nordre Ringgade - og det var en oplevelse i sig selv. For selv om jeg har været indskrevet på universitetet, har jeg aldrig været i den bygning før. Til gengæld har jeg været til adskillige koncerter i Stakladen lige over for - og hertil var en del af konferencens aktiviteter henlagt. Det lignede ikke rigtig... Det er som om, 70'ernes tætte røgtåger og øldunster mangler i vore dage.

Jeg boede i et halvt års tid på kollegiet i Universitetsparken. I Kollegium 9 på værelse 446 på tredje sal med vindue og altan ud mod Nørrebrogades kastanjer og udsigt til Aarhus Kommunehospital. Vi var meget stolte af netop Kollegium 9, for her havde Dronningen boet i sin studietid - og vi oplevede da også at få besøg af hende, mens jeg boede der. Selv havde jeg fornøjelsen af at bo på samme gang som senere kendte folk som A.P. Møller-direktør Niels Smedegaard og forfatteren Peter Rønnow-Jessen.

Færstnævnte husker jeg bedst som en aktiv og diskusionslysten VU'er uden særlig indsigt i kogekunst, og sidstnævnte gjorde sig bemærket ved at være den eneste på gangen, der havde egen telefon. Det var ikke så almindeligt i de gode gamle dage - for nu at sige det mildt. De øvrige cirka 50 alumner delte en telefonboks i stueetagen - og via et sindrigt ringeklokkesystem kunne man så kaldes til telefonen.

Det var egentlig en skøn tid med mange gode fester, men jeg havde det svært med den tids beton-marxisme på Nordisk Institut, så det blev kun til et enkelt år i Aarhus. Året efter gik turen til Aalborg - og det mere jordnære HA-studium, men den historie kan vi tage en anden god gang.

Her er et par fotos fra et efterårsklædt Aarhus.

Universitetets hovedbygning med aulaen, buegangen og
soluret i en efterårsklædt universitetspark.

Kollegiet i Universitetsparken var i sin tid rammen
 om mit muntre studenterliv i Aarhus.