onsdag den 30. juni 2010

Herreværelset

Som de fleste mænd i min alder har jeg et lille arbejdsværelse - en hule på loftet i den fjerneste ende hvor man kan trække sig tilbage fra hverdagens stress og jag og tænke store tanker.
Egentlig drømte jeg om et rigtigt, klassisk herreværelse. Sådan en engelsk blanding af kontor, bibliotek og pejsestue - væggene tapetseret med bøger og indrettet med Chesterfields og en stor globus, hvor den nordlige halvkugle kan løftes af og afsløre et barskab. Her skulle vidende og vigtige mænd kunne samles over en cognac eller whisky, mens der udveksledes kloge ord og blev røget lårrullede cubanere.
Sådan gik det ikke lige. Alene rummets skrå vægge sætter en naturlig begrænsning for, hvor mange bøger der kan losses ind i rummet. De skrå vægge gør det også noget besværligt at stå omkring en globus og bælle sjusser, så det kunne jeg godt skyde en hvid pind efter.
Til gengæld stod det ret hurtigt klart for mig, at der var gode muligheder for at lave et rigtig hyggeligt kontor, hvis jeg gik lidt mere efter drengeværelses-stilen. Meget af det gav egentlig sig selv, for det var her i rummet, at det gamle stereo og mit allerførste TV skulle stå. En gammel sofa fra Jysk og et endnu ældre, men meget lille skrivebord pegede også den retning.
Men jeg må indrømme, at det egentlig var min far, der gav ideen det sidste skub i den rigtige retning. For mens vi var ved at flytte ind, kom han med en kasse med mine gamle legetøjsbiler, som han havde fundet på loftet. Bilerne skulle selvfølgelig have en fremtrædende plads på en af reolerne, en gammel spejderhat kom til - og en gammel Jimi Hendrix-plakat - så var den sådan set hjemme.
Drengepræget fik så en tand ekstra, da jeg på mit rigtige kontor i Norge havde nogle modelfly og andet nips fra mine mange rejser. Ved lidt af et tilfælde fik jeg en gammel SAS-plakat op under neglene. Endelig gik jeg i de gamle arkivkasser og fandt en masse gruppebilleder og andet memorabilia fra forskellige begivenheder, jeg har deltaget i.
Jeg er i dag rigtig glad for mit drenge-skråstreg-herreværelse, som jo også fungerer som mit kontor i øjeblikket, hvor jeg er hjemmegående.
Forresten har værelset også vist sig ganske glimrende til at drikke Dr. Nielsen og anden brændevin i - og det kan jeg faktisk bedre lide end cognac. Så jeg lever fint uden Chesterfield'en.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 29. juni 2010

Lofoten Fiskesaus

Lofoten Fiskesaus er en rigtig delikatesse! For på de forblæste norske Atlanterhavs-øer må de da virkelig have forstand på fisk - og selvfølgelig ved de da, hvordan man rører en fiskesauce, så englene synger.
Men i virkeligheden er Lofoten Fiskesaus kejserens skæg. Fremstillet af Bergen-virksomheden Rieber og Søn, der i Norge repræsenterer eksotiske mærker som Bähncke og K-Salat og fremstillet af udsøgte ingredienser som gærekstrakt, smagsforstærker, selleriekstrakt og hvidvinspulver.
Ikke desto mindre er Lofoten Fiskesaus en af mine favorit-saucer - og den eneste pulversovs, der bliver brugt i mit køkken. Jeg kan virkelig lide smagen - og prikken over i'et er nogle mikroskopiske æbletern, som giver sovsen en dejlig sød smag. Min veneration for dette kunstprodukt stammer en halv snes år tilbage, da jeg boede et halvt år på Lofoten. Jeg var på højskole, men det meste af tiden blev brugt på sejl- og vandreture rundt omkring og på de smukke klippeøer. Meget af maden blev lavet over bål - og her står man altså ikke lige og fedter med æggeblommer, smør og en sjat hvidvin, når der skal laves sovs.
Siden dengang har jeg altid haft et par breve Lofoten Fiskesaus liggende i køkkenskuffen - hvis nu vi lige skal have en gang hurtig fisk - som for eksempel tirsdag aften.
En gang nye kartofler købt henne om hjørnet, fordi vore egne endnu ikke er klar, et par torskefiletter af egen fangst fra fryseren - og så et brev Lofoten Fiskesaus. Det tager 20 minutter at lave - velbekomme!

Jesper

Torden og lynild















Tirsdag eftermiddag blev det pludseligt tordenvejr over Øland. Det kom så hurtigt, at man helt fristes til bruge den gamle floskel om, at det kom som et lyn fra en klar himmel.
Helt uden varsel var det dog ikke, for meteorologerne havde faktisk lovet tordenbyger. Men der stod nu ikke skrevet nogen steder, at det ville blive et regulært skybrud - på mindre end en time fik vi 33,1 mm regn i følge min elektroniske regnmåler. Den gammeldags bøtte-regnmåler viste 37 mm.
Det gik stærkt, så vi nåede ikke lige at få cyklen, trillebøren og græsslåmaskinen bragt i læ. For når det begynder at regne så voldsomt, er det mere vigtigt at få lukket alle vinduerne på første salen. De stod nemlig åbne på grund af det fine vejr.
Som altid, når det tordner, fik vi en kop tordenkaffe. For os to gamle polartosser er tordenvejr nemlig stadig lidt eksotisk. Sådan et vejr finder man i hvert fald ikke mage til i Grønland.
Den voldsomme regn var også en prøve for min nyanlagte urtehave - det fremskudte dige, som jeg kalder det. Ville jorden regne væk? Heldigvis viste det sig, at de stensætninger, som jeg har lavet omkring haven holdt stand - det må åbenbart være ordentligt arbejde!
Efter regnen, som haven generelt har godt af, kom sneglene. Vi har nemlig masser af vinbjergsnegle. Desværre må jeg konstatere, at der også var to dræbersnegle. Dem har vi hidtil været stort set forskånet for. Men jeg læser i dagens avis, at de danske solsorte har fået smag for dræbersnegle - så med to millioner ynglende solsortepar kan de jo bare komme an!

Ha' det
Jesper

Månens sande tilstand















Mandag var årets første rigtige sommerdag.
Men netop nu, hvor klokken har passeret midnat, er det fortsat et herligt vejr uden for. Vejr til at sidde på altanen uden for herreværelset og nyde den stille sommernat.
Temperaturen er 16,8 grader og vindmåleren står på 0,0 m/s. Det har den i øvrigt gjort det seneste døgns tid - og det er noget af særsyn her på disse kanter, hvor det blæser 300 dage om året. Resten af tiden plejer det at storme.
Jeg tog kameraet med ud i sommernatten for at prøve at fotografere månen ved forskellige eksponeringstider og lysfølsomhed. Månen er nemlig tilnærmelsesvis stadig fuld efter lørdagens fuldmåne.
Efter lidt prøven frem og tilbage med de forskellige indstillingsmuligheder synes jeg egentlig, at det lykkedes mig at tage et rigtig flot billede af månen. Det er næsten lige før, at vi kan se efterladenskaberne fra amerikanernes månelandinger for 40 år siden. Under alle omstændigheder ser vi tydeligt Stilhedens Hav, hvor Neil Armstrong for knap 41 år siden som det første menneske satte sin fod. Det er det havområde, som ligger 45 grader over billedets centrum. Desuden ser vi tydeligt nogle af de mange "ar", som den gamle måne har fået efter store meteor-nedslag.
For de teknisk mindede kan jeg afsløre, at billedet her er taget med 300 millimeters brændvidde, en eksponering på 1/250 og en lysfølsomhed på 1600 asa. Blænden stod på 4. Billedet er lettere bearbejdet i PhotoShop.

Ha' det
Jesper

mandag den 28. juni 2010

Fjordudsigt















Som det fremgår af denne blogs titel, bor jeg ganske tæt på Limfjorden. Men det er nu ikke det samme som at have en storslået udsigt over de forblæste vande.
Sagen er nemlig den, at der er særdeles fladt på Øland, og området ligger desuden temmelig lavt. Huset ligger i kote 2 - altså to meter over havets overflade - og det betyder, at når jeg står i haven, kan jeg ikke se andet end nogle marker, som ligger imellem huset og fjorden.
Men går jeg op på første sal, er udsigten ganske anderledes. I husets østende med udgang fra herreværelset har jeg en altan - og derfra er der en fin udsigt ned mod fjorden. Udsigten hæmmes dog noget af træerne i haven i denne tid, hvor de bærer blade, men den er der, som det kan ses på billedet.
Husene på billedet er landsbyen Gjøl, som er verdensberømt i Danmark, fordi det var her, Hans Kirks roman Fiskerne om indremissionsk intolerance og snæversyn udspandt sig.

Ha' det
Jesper

Dagens ord XXVII

TV2-Nord har for guderne må vide hvilken gang besluttet, at de sagesløse nordjyder sommeren over skal udsættes for et let underholdende, journalistisk sommerprogram ved navn Parasollen. Forfriskende er det imidlertid, at studieværterne gennem mange år, Pia Stuckert og Flemming Retbøll, tilsyneladende er skiftet ud med nye kræfter. Det var på tide.
Det er imidlertid svært at få øje på den nordjyske vinkel, når hovedindslaget i dag bragte opskriften på en grill-røget ørred og den cubanske drink Mojito. Det kunne såmænd lige så godt have været morgen-TV på en af de store kanaler - og den slags er ikke værd at efterligne. Hvis lokal-TV skal have nogen som helst berettigelse, skal det være lokalt vinklet helt ud i den yderste udsendelseskrog.
Det er forresten en voldsom belastning for mit blodtryk, når de medvirkende i den slags udsendelser af en eller anden grund altid begynder en sætning med "jamen" og senere lige får flettet et "simpelthen" ind.
- Hvad er det, du er i gang med?
- Jamen, jeg laver simpelthen en Mojito.
Jamen, det er simpelthen irriterende at høre på.

Jesper

søndag den 27. juni 2010

Grisefest

Lørdag aften var vi til Ø-festens traditionelle grisefest med revy og dans bagefter. Og jeg tør godt sige, at det var en grisefest uden krise.
Selv om vi er tilflyttere, blev i fantastisk godt modtaget - faktisk var der et par venlige mennesker, som havde holdt et par gode pladser i teltet til os, da vi var en smule forsinket.
Efter den hele pattegris med tilhørende salat og bagte kartofler stod den på lokal-revy. Den slags kan nemt blive lidt kedeligt - specielt for nytilkomne - men det var faktisk morsomt. Alene det, at jeg ikke faldt i søvn, hvad jeg ellers altid gør, når der er nogen, der taler på en scene, siger lidt om, hvor morsomt det var. Skuespil-kunsten var måske til at overskue, men hvad der manglede på den front, havde teksterne til gengæld i overmål. Der var næppe den brækkede arm eller bule i lokale biler, som ikke blev nævnt - og unægtelig en advarsel om at holde sig på dydens smalle sti, hvis ikke man vil omtales i næste års revy.
Aftenens replik var en kommentar til politisituationen her på Øland. "Hvad er ligheden mellem tusindkrone-sedler og så politiet? Jo, de er der aldrig, når man har brug for dem!"
Revyholdet uddelte også årets kvajepris - den gik til løbeklubben, men jeg fandt desværre ikke rigtig ud af hvorfor. Men klubben vandt prisen i skarpt opløb med et yngre par, som var kørt på fisketur på knallerten. Stangen var rigget med snøre og krog - og desværre fik krogen fat i et træ under kørslen!!!
Efter revyen var der teltbal af den gode solide, jyske slags. Det er unægteligt nogle år siden, at jeg har prøvet det sidst - men det gjorde ikke nu ikke oplevelsen mindre. Specielt hæftede jeg mig ved orkestret - Firebirds fra Frederikshavn - som er et garvet orkester fra en hel generations kroballer. Stort set hele repertoiret var fra perioden 1960 - 80, så der var gang i den. Jeg blev helt rørt, da orkestret fulgte den danske standard-vedtægt for kroballer og sluttede af med den traditionelle kinddanser, Whiter Shade of Pale. Den slags er der noget dejligt uforanderligt ved.
Det er helt sikkert ikke sidste gang, vi har været til fest her på Øland. Vi glæder os allerede til høstfesten...

Ha' det
Jesper

lørdag den 26. juni 2010

De første jordbær

Åh, hvilken herlig dag. Endelig har vi fået varme nok til, at jordbærrene i haven kan modne.
Her til morgen plukkede vi de første tre. De blev sat til livs umiddelbart - uden vask eller fløde, for sådan er det med de første jordbær. De må gerne smage rigtigt af jord, hvis det nu skal være.
Men de var nu pæne og rene - og så havde de den helt rigtige smag, som straks fremkaldte indre billeder om barndommen og jordbær så store som tomater...
Herligt - nu er det sommer i Dannevang.

Jesper

Øland-sangen















I disse dage er der ø-fest på Øland. Det er en af de anledninger, som øboerne bruger til at synge Øland-sangen, som er sådan et stykke rigtig hjemstavnspoesi. Teksten virker som om, den er skrevet til en konkret lejlighed, men der er ingen tvivl om, at den håndfaste poesi er gået øboerne i blodet.
Øland-sangen er skrevet af forfatteren Niels Anesen, som jeg blankt erkender aldrig at have hørt om, før jeg flyttede hertil. Niels Anesen er imidlertid noteret for ikke mindre end 34 udgivelser på bibliografi.dk. I Den Store Danske kan man læse, at forfatteren, der levede fra 1896 - 1967, "byggede sit forfatterskab på sine erfaringer som landmand. Anesens romaner opnåede stor succes i mellemkrigsårene, bl.a. Jorden gav — (1934) og Stærk ungdom (1935), der er engagerede ideologiske indlæg for bondestandens bevarelse i det moderne samfund."
Her er teksten til Øland-sangen:

Du skønne ø, med lyng og blomsterflor,
Omkrans’t af vejlen og den blanke fjord,
med dybe slugter hist og bakker her,
med bøgeskov, med elmekrat og kær.

Her yngled’ mågerne i holmens sand,
mens høgen fløj på rov langs mark og strand,
her kredsed’ viberne om redens små,
mens kalven spejled’ sig i fjordens blå.

Når morgensolen stod i yderst øst,
og bølgen gled i rytmer mod din kyst,
mens råen nipped’ af det våde korn,
og bukken stod på vagt med løftet horn.

O, hvilken friskhed, hvilken fuglesang!
hvad gør det, dagen er end nok så lang?
Naturens toner klinger evigt ungt
og styrker sindet, var end livet tungt.

Du skønne ø, hvor jeg som hyrdedreng
drev køer og stude over mark og eng,
;;mod dig jeg siden længtes mangen gang
og skrev dig derfor denne lille sang.;;


Melodien til Øland-sangen er smuk og iørefaldende. Jeg har endnu ikke fundet ud, hvem der er ophav til melodien, men den lyder på en eller anden måde bekendt. Jeg skal til øboernes grisefest i aften, så det kan jo blive et passende konversations-emne. Sangen kan høres på dette link, som er et klip fra en YouTube-video om Oxholm Mølle. Jeg antager, at indspilningen er med Øland Karlekammerkor. Melodien er også publiceret på nettet af organisten fra Oxholm Kirke, Christian Vestergaard. Hør ham spille Øland-sangen på Oxholm Kirkes orgel her.


Ha' det
Jesper

torsdag den 24. juni 2010

Svinehunde

Krimi-genren er de seneste år gået fra at være en litterær niche - en subkulturel litteratur forbeholdt pensionerede embedsmænd, krydsordsløsere og gamle tante Agather - til regulær mainstream. Kriminalromanerne sælger i øjeblikket i kæmpeoplag, og det er nok mere korrekt at tale om kriminal-markedet frem for kriminal-genren.
Fortjenesten er ikke mindst en række svenske forfattere, som formelig har boostet genren frem til noget, man kan have liggende på sofabordet - først og fremmest fordi disse forfattere har brugt genren som en sukkerknald, der skulle få en god gang gedigen marxistisk samfundskritik til at glide ned.
Den store kommercielle succes betyder, at det i disse år er blevet comme-il-faut blandt traditionelle litterære forfattere at prøve kræfter med krimi-genren - om ikke andet for at få smør på bordet. Det betyder også, at det vælter frem med nye forfattere, som ikke har den traditionelle forfatter-karriere bag sig, men debutterer med noget, der ofte udråbes som en bestseller allerede lang tid før den første udgivelse.
Sådan har det også været med Lotte og Søren Hammers debutroman Svinehunde, der allerede et halvt år før udgivelsen i Danmark angiveligt var solgt for kæmpesummer til de fleste europæiske lande. Der er noget ganske positivt ved, at forfattere på den måde kan skabe sig et udkomme - uden at skulle igennem den tradionelle leverpostejs-periode, men det skaber altså også nogle problemer for genren.
For det tvinger disse såkaldt stort anlagte krimier, der ofte planlægges som serier, til at overgå hinanden i forbrydelsernes voldsomhed og omfang. Der er simpelthen en verden til forskel fra Sjøval og Wahlöös mord blandt forhutlede sutter i Stockholms sociale grænseland og så til for eksempel Lotte og Søren Hammers seksdobbelte rituelle tortur, drab og ligskænding. Det forekommer lidet realistisk. Det er trivielt, og det gør genren til det, som den lige nøjagtig er blevet kritiseret for i gamle dage - nemlig triviallitteratur.
Det er en skam, for forfatterparret har ellers skabt et særdeles sympatisk hold af politifolk, som opklarer mordene i Svinehunde. Politifolkene ligner rigtige mennesker - og deres små kontroverser tager ikke magten fra historien. Desværre drukner det hele i, at alle normale regler for opklaringen kortsluttes i noget, der ligner en konspiration af værste skuffe - og helt ærligt: konspirationer er altså også trivielle.
Når det så er sagt, skal det med, at håndværket er i orden hos søskendeparret Hammer. Sproget er fint, plottet er skruet sammen uden løse ender - og som sagt er persongalleriet særdeles sympatisk. Efter forlagets oplysninger skriver parret allerede nu på nummer fire i serien - og vi må håbe, at al den forlags-velvilje får parret ned på jorden, så de kommende bøger kommer til at handle om mere "almindelige" forbrydelser. For det, der kendetegner en god kriminalroman, er altså ikke mængden af blod og perversiteter, men derimod den intellektuelle proces, som leder frem til den logiske opklaring.
Hvor gerne jeg end ville, kan det altså ikke blive til mere end tre ud af seks mulige tørfisk til Lotte og Søren Hammers Svinehunde.

Jesper

Vi elske vort land...















Det er bestemt ikke hvert år, at det er sommer og sol, som præger vejret Sankthans-aften, men i år skulle det altså være. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og kulissen var sat til en midsommervise, som ville have frydet Drachmann og Krøyer.
Her på Øland foregik Sankthans-aften helt efter bogen.
Øboerne var inviteret til fodboldbanen ved skolen allerede ved 18-tiden, hvor de kunne tilberede deres medbragte mad på grill. Senere blev "Vi elske vort land"1) afsunget, mens bålet blev tændt. Den traditionelle tale blev holdt af en særdeles traditionel pensioneret skoledirektør - og så sluttede man ellers af med Ølandssangen.
Vi havde nær gået glip af denne traditionelle begivenhed - for selv om sangene, bålet og talen var annonceret til klokken 21, så var skolemanden allerede godt i gang med talen, da vi ankom klokken 20.45 - underligt!
Nå, men Sct. Hans er også startskuddet til den årlige ø-fest, så bagefter fik vi da en kop kaffe sammen med præsten i det opstillede telt på festpladsen. Her vil der de kommende dage ske forskellige aktiviteter, og det hele slutter så med en grisefest på lørdag. Vi er jo nye i kvarteret, så vi har tilmeldt os grisefesten for at lære folk at kende. Så bliver det jo spændende at se, om den bliver afviklet til tiden - eller om den også starter før tiden!
Under alle omstændigheder var der tid til en tur til Gjøl efter bålet, mens solen gik ned over Ulvedybet og alle fuglene var ved at gå til ro.















Rigtig god midsommer
Jesper

1) Bemærk, at jeg i lighed med Holger Drachmann skriver "Vi elske vort land". I en tid, hvor sproget dagligt forfladiges, er det mest almindeligt at skrive "elsker", simpelthen fordi man i sprogligt armod ikke forstår den fine nuance, som konjunktiv-formen af verbet giver. Elske er en opfordring til - og altså ikke en konstatering af - at vi skal elske vort land. Det er den samme form af verbet, som vi bruger, når vi ønsker, at en person skal leve længe - og vi siger "Han længe leve".

tirsdag den 22. juni 2010

Fantastisk Fasan-Foto-Fiasko















Forleden begik jeg denne fantastiske fasan-foto-fiasko.
Jeg havde netop stillet skarp på en fasan, da den sprang op. Jeg forsøgte at følge den i flugten, men kamera-automatikken kunne ikke lige følge med, så belysning og lukkertid blev helt forkert. Resultatet blev et billede, som er en fiasko, men som alligevel rummer en masse skønhed. Hvis billedet nu havde været lavet med fuldt overlæg, kunne jeg vel med en vis ret hævde, at det er kunst!
Det vil jeg nok gøre alligevel - og så lade det forblive en hemmelighed mellem dig og mig, at det egentlig var et uheld. Og skulle du have glemt, hvordan en fasankok i virkeligheden ser ud, så bringer jeg lige et billede, der er i orden. For det er sådan set nemt nok at få et billede af fasan-kokkene i disse dage, hvor hunnerne stadig ligger på rede, og kokkene spankulerer rundt som om, de ejer hele verden - godt røde i hovederne og lykkeligt uvidende om den forestående fasan-jagt.

Ha' det
Jesper

mandag den 21. juni 2010

Sommersolhverv

Grønlænderne er generelt set meget fredelige mennesker. Hvor de fleste nationer har valgt en revolution eller et slag som dato for deres nationaldag, har Grønland valgt sommersolhverv - og det er da sympatisk.
Derfor har dagen i dag - ud over at være årets længste - også været den grønlandske nationaldag. Her i huset fejrede vi dagen ved at hejse det grønlandske flag - selvfølgelig, og så tog vi en tur til Aalborg, hvor det lokale grønlandske hus bød på musik, taler og nationaldags-brunch med grønlandske lækkerier som rejer, hellefisk og laks.
Der er et frodigt grønlandsk miljø omkring huset - og det er en fornøjelse at komme der. Alle begivenheder er pakket ind i musik og sang - med koret Ikinngutigiit, Vennerne, som den solide rygrad.
Årets store samtaleemne var naturligvis den strandede finhval i Vejle. I denne kreds af hvalspisere forekom det meste af affæren temmelig surrealistisk - og forståelsen for, at man vælger at destruere 30 tons godt kød kan ligge på et meget lille sted.
Solhvervsfesten er en god gammel fest - både i Grønland og her i Skandinavien. Det er årets længste dag, dagen hvor solen står højest på himlen og dagen, hvor det hele vender. Og sådan en dag er jo nok værd at fejre.
I dag stod solen på kl. 4.26 og går ned igen kl. 22.20 her i Østerby. Det giver en samlet dagslængde på 17 timer og 54 minutter, knap 12 timer længere end ved vinter-solhverv. Allerede i morgen tirsdag vil dagen være aftaget med nogle få sekunder og på fredag er dagen aftaget med et minut. Herefter begynder det at gå stærkt med først to minutter om dagen, så tre og så videre. Inden juli er omme aftager dagen med hele fire minutter om dagen.
Men den tid, den sorg. Her i Nordjylland kan vi glæde os over, at nætterne er betydeligt lysere end sydpå i landet - og så kan vi glæde os til den traditionelle midsommerfest på onsdag. Her på stedet har det lokale beboerlaug inviteret til Sct. Hans-fest og bål nede ved skolen.

Ha' det
Jesper

Morgenstund i Ulvedybet















Netop i disse dage kulminerer de lyse nætter, så søndag morgen pakkede jeg al fotogrejet og en kande kaffe og drog på fotosafari ved Ulvedybet - fuglereservatet som ligger bag Gjøl-dæmningen få hundrede meter fra det lille hus på Øland.
Det blev en pragtfuld morgen - omend det fotomæssige resultat blev lidt pauvert. Fuglene er jo bestemt ikke dumme - og selv om de bor i et reservat, er der stadig mange farer, som lurer i form af blandt andet ræve og mink. Derfor tager de fleste fugle natophold på de mange små øer og holme dybt inde i området - og det er derfor ikke så ligetil at komme i nærheden af fuglene. Men med en kikkert - eller telelinse - er det alligevel muligt at få et godt indtryk af stedets mangfoldighed. Denne morgen så jeg blandt andet en flok skestorke, som holdt natkvarter sammen med en flok svaner. Det er sikkert en smart strategi - for i farten ligner skestorken med sin hvide fjerdragt såmænd den noget større og aggressive knopsvane. Desuden var svanerne i selskab med en flok gråænder.














Nu er det ikke bare svanerne, der fungerer som reservatets nattevægtere. En vigtig fugl i denne sammenhæng er hættemågen. En hættemågekoloni er et godt og sikkert opholdssted for en lang række fugle, da hættemågerne er meget alerte og aggressive over for indtrængende dyr. Ornitologer betragter derfor hættemågen som en meget vigtig fugl i den danske fauna. Desværre har den lille måge været i noget tilbagegang de seneste år, men den danske bestand tæller alligevel over 100.000 ynglepar.














En anden ganske almindelig dansk fugl er rørsangeren. Der er ikke mange, som har set den - for den lever sit eget liv i rørskoven. Jeg så en del søndag morgen - men de er bestemt ikke nemme at fotografere inde mellem tagrørene. Bestanden er p.t. på 60-70.000 ynglepar.














Men nu kan al det fugle-fotografering jo også være ligemeget - for mig er det egentlig bare en undskyldning for at stå tidligt op og nyde naturen. Og jeg er sikker på, at vi alle kan blive enig om, at det ser smukt ud, når skyerne en sådan morgen spejler sig i det - ja, spejlblanke vand.

God morgen
Jesper

lørdag den 19. juni 2010

Sol over Lofoten

På Lofoten laver de verdens bedste røgede sild, som bestemt kan måle sig med røgede Bornholmere eller Vendelboer.
Men det er nu ikke helt fair at sammenligne de to sildevarianter. For Vendelboerne og Bornholmerne er produceret ved varmrøgning, hvorimod de røgede sild fra Lofoten er koldrøgede. Forskellen ligger i, at varmrøgning reelt er en form for tilberedning af fisken, mens koldrøgning, der foregår ved temperaturer under 27 grader, ikke ændrer kødets struktur, men udelukkende konserverer produktet.
Sagt med andre ord vil en koldrøget fisk forblive fast i kødet, hvorimod den varmrøgede får en kødstruktur som kogt eller stegt fisk.
Og det er det, som gør den røgede sild fra Lofoten til noget helt særligt. Den er fantastisk fast i konsistensen, samtidig med at den har en meget tydelig røgsmag. Skal det være ekstra fint, kan det endda lade sig gøre at skaffe sild, som er enebær-røgede - en anden af de norske Atlanterhavs-øers specialiteter.
Koldrøgning er også den proces, som vi kender fra blandt andet røget laks og røget ål. For nogle år siden kunne man da også i Danmark købe såkaldte ålerøgede sild fra Glyngøre. Desværre kan de ikke skaffes længere.
På mine sidste ture til Nordnorge har jeg imidlertid hjembragt en del af de enebær-røgede sild fra Lofoten - og de ligger nu i fryseren klar til servering ved ganske særlige lejligheder.
Fredag til frokost var det en af disse særlige lejligheder, for vi havde nemlig rejsegilde på vores nye carport. Det blev fejret med en variation over den klassiske "Sol over Gudhjem", som jeg meget passende kalder "Sol over Lofoten".
Sammen med den efterfølgende æggekage og en forsvarlig mængde øl og brændevin blev det et rigtigt rejsegilde, skulle jeg hilse og sige.

Jesper

torsdag den 17. juni 2010

Luft under vingerne IX
















Onsdag fløj det danske flyvevåbens S-61 helikoptere deres sidste tjeneste. Det er en passende anledning til at se nærmere på denne legendariske helikopter her i min lille serie om flyene i mit liv.
Min historie om S-61 begynder i 1966:
Den 7. september 1966 blev en af de dage, som står mejslet i min bevidsthed – akkurat som den første månelanding, murens fald og 11. september. Den 7. september sank færgen Skagerak ud for Hirtshals – og samtlige ombordværende blev reddet – ikke mindst takket være de moderne S-61 helikoptere, som det danske flyvevåben havde anskaffet otte af året forinden.
Jeg var dengang ikke andet end en bette knægt i Farsø. Netop begyndt i anden klasse, ulveunge, indehaver af et elektrisk Märklin-tog og umættelig interesseret i flyvemaskiner. Blandt andet de smarte S-61 helikoptere, som vi somme tider kunne være heldige at få et glimt af, når de i lav højde fløj langs Limfjorden.
Den 7. september var en ganske almindelig dag, hvor jeg havde været i skole om formiddagen. Da jeg kom hjem til frokost, havde min far, der på det tidspunkt arbejdede på Farsø Sygehus, ringet. Vi skulle tænde for radioen, for en af Norges-færgerne var i alvorlig havsnød ud for Hirtshals – og sygehuset var i lighed med landsdelens øvrige sygehuse sat i beredskab.
Hvad der derefter skete, er det stof, legender er skabt af. Alle 144 ombordværende på motorfærgen Skagerak – på en nær – blev reddet i god behold. De 69 blev fløjet i land med en af de fem S-61 helikoptere, som deltog i redningsaktionen.
At man kunne overleve et færgeforlis i rum sø i ekstremt dårligt vejr, var på det tidspunkt temmelig utænkeligt, men S-61 helikopterne satte nye standarder for overlevelse til søs. Aviser, radio og TV var de følgende dage fyldt med reportager fra redningsaktionen. I skolen tegnede vi drenge masser af dramatiske tegninger med helikoptere. For selv om det kun var 69 ud af 144, som blev reddet via luften, var det besætningerne på helikopterne, som var heltene.
Og vi var mange, der i vores drengehjerter havde en drøm om at blive S-61 pilot. Denne drøm havde jeg også – og jeg skulle da også nå at få min part – men herom senere.
Helikopterpiloternes heltestatus blev cementeret yderligere i de kommende år gennem en række spektakulære redningsaktioner – og ikke mindst, da en af flyvevåbnets S-61’ere - U-281 - forulykkede i Vadehavet i 1968. Alle fem ombordværende, hvoraf kaptajnen og telegrafisten også havde været med i Skagerak-aktionen, blev dræbt – og understregede dermed, at jobbet var hamrende livsfarligt Jeg tror nu ikke, at det gjorde drømmen om at blive helikopterpilot mindre – snarere tværtimod.
Drømmen var i hvert fald ikke glemt i 1972. Her skulle min mor hjælpe ved et weekend-arrangement på flyvestation Værløse, som dengang husede redningseskadrillen. Hun blev derfor med den tids afslappede forhold til brændstofforbrug i forsvaret hentet med en S-61 i Farsø og i øvrigt fløjet tilbage dagen derpå.
Jeg selv var på spejdertur den weekend – og vi var så heldige at se helikopteren med min mor komme flyvende. Og det kan nok være, at der blev dømt lystløgner og pralhals, da jeg stilfærdigt påstod, at det var min mor, som S-61’eren fløj rundt med deroppe.
Årene gik – og en tiltagende nærsynethed tvang mig til at droppe enhver drøm om en fremtid som pilot.
Skæbnen ville det imidlertid sådan, at jeg i 1993 fik arbejde i Grønland – og det var på den tid helikopterland.
Da flyvevåbnet i 1966 havde købt otte S-61 helikoptere, benyttede staten sig af muligheden for et storkøb og havde anskaffet tre S-61 helikoptere til Grønlandsfly, som var ejet af Den Kongelige Grønlandske Handel, Grønlands Landsråd, SAS og Kryolitselskabet Øresund.
Grønlandsfly skulle sidenhen gå hen og blive verdens største civile operatør af S-61, og man kan med rette sige, at det moderne Grønland er bygget af S-61. Helikopterne blev af uvurderlig betydning for samfærdslen og kommunikationen i det store, øde og vidtstrakte land – og i mangel af byggekraner har et hurtigt sling med helikopter gjort mange anlægsprojekter nemmere.
Da jeg for første gang ankom til Søndre Strømfjord/Kangerlussuaq, skulle jeg videre til Sisimiut – og dengang i 1993 foregik det med helikopter. Det var altså drengedrømmen om at flyve S-61, der pludselig gik i opfyldelse – som passagerer ganske vist, men alligevel glædede jeg mig som et lille barn juleaften.
Men det kan nok være, at jeg blev betænkelig ved situationen, da det først blev alvor. For en helikopter larmer altså. Det ved enhver, som har set en – men det er naturligvis endnu værre indvendig.
Alting ryster og dirrer. I højttalerne forsøger en stewardesse at forklare sikkerhedsprocedurerne, som man nu engang skal ved passagerflyvninger, men det er næppe muligt at høre, hvad hun siger.
Så kommer det store øjeblik, hvor vi majestætisk hæver os op i luften - og så sker det, som jeg ikke lige er forberedt på. For at få fart på den store maskine, vipper den næsen nedefter, så rotoren blæser bagud i stedet for nedad.
Vi tager et par ordentlige dyk og kigger direkte ned i jorden gennem cockpittet – for der er ikke andet end et tæppe mellem piloterne og passagererne. Jeg når faktisk lige at tænke, at hvis det her vipperi fortsætter de næste tre kvarter, så vil jeg blive alvorligt søsyg.
Så galt gik det nu ikke. Da der først var kommet fart på, fløj vi faktisk meget stabilt derudaf. Og jeg kan garantere, at det er en fantastisk oplevelse at flyve helikopter. I modsætning til almindelige fly flyver en helikopter nemlig i lav højde over jorden – og som nyankommen til Grønland var det jo fantastisk at stryge hen over fjeldene og se rensdyrflokkene i det, som skulle blive mit hjem de næste fjorten år.
Jeg er så betaget af S-61, at da jeg for nogle år siden forsøgte mig som kunstmaler, var et af de første billeder en helikoptersilhuet, der flyver ud i solnedgangen. Kunstmalerdrømmen blev hurtigt lagt på hylden, men ikke billedet, som fortsat hænger i min spisestue.
Især i mine første år i Grønland fløj jeg meget med S-61. Jeg husker særlig tydeligt en tur fra Paamiut til Qaqortoq i maj med OY-HDO. Varmeapparatet fungerede ikke, og det var dæleme koldt. Det var en lang tur – godt to timer uden mulighed for at gå på toilettet. Det kunne de fleste af passagererne ellers godt trænge til, efterhånden som kulden indvirkede på blæren.
Resultatet blev da også, at da helikopteren landede i Qaqortoq, havde stewardessen næppe mere end åbnet døren, før femten mand myldrede ud for at lette presset – direkte på heliportens asfalt.
Sjovt nok har jeg fundet et billede af netop OY-HDO, som lander i Qaqoroq. Billedet har jeg lånt fra en særlig hjemmeside, som er blevet publiceret i anledning af det grønlandske luftfartsselskabs 50 års fødselsdag. Siden kan varmt anbefales alle med interesse for flyvning i Grønland.
Det er vel blevet til en små hundrede ture med S-61 i Grønland. Men efterhånden som der er bygget lufthavne i de fleste byer, er behovet for store helikoptere faldet til fordel for fastvingefly. Grønlandsfly, der nu til dags hedder Air Greenland, har således kun to tilbage – og det er efterhånden meget bekosteligt at holde dem i luften.
S-61 har sit navn simpelthen fordi, den forlod tegnestuen på Sikorsky-fabrikken i 1961. Helikopteren var som den første i sin klasse udstyret med jet-motorer, som giver en betydelig mere stabil drift af helikoptere end stempelmotorer. Med en topfart på 210 MPH var den i sin tid også verdens hurtigste helikopter.
Air Greenland-udgaven har plads til 25 passagerer, marchhastigheden opgives til 220 km/t og rækkevidden er 600 km.
S-61 har vist sig at være en meget sikker helikopter – også selv den bruges under meget vanskelige forhold som i Grønland. Det danske flyvevåben har som sagt mistet en – og så vidt jeg lige har kunnet finde ud af, har Grønlandsfly mistet tre stykker – de to af ulykkerne med dødelig udgang.

Ha' det
Jesper

Billedtekster - i rækkefølge nedefter:
1. Bloggeren i Nordlandet ved Nuuk i 2005 sammen med Grønlandsflys ældste S-61, OY-HAF, der stadig flyver den dag i dag.
2. Flyvevåbnets tre sidste S-61 ved afskeden onsdag den 16. juni på flyvestation Karup.Foto: Flyvertaktisk Kommando/Laura Aggernæs.
3. HAF i Nuuk sammen med to EH-101 fra den canadiske kystvagt.
4. På udflugt til indlandsisen nær Kangia i bunden af Nuuk Kangerlua 22. august 2003.
5. Typisk indretning af kabinen i Air Greenland S-61. Foto: Air Greenland.
6. OY-HDO i Qaqortoq heliport. Foto: Air Greenland

Det fremskudte dige

Som nogle af denne blogs læsere måske erindrer, kastede jeg mig i begyndelsen af maj over et større projekt med at fylde baghaven op og anlægge en helt ny urtehave - det fremskudte dige, som jeg kalder projektet.
Arbejdet er nu i store træk færdigt - inklusive stensætninger med mere. Faktisk er kartoflerne også allerede kommet op og hyppet, så nu er der forhåbentlig ikke lang tid til nye kartofler af egen avl.
Man vil sikkert bemærke, at der endnu mangler lidt arbejde ovre bag ved drivhuset. Det kan jeg imidlertid først slutte af efter høsten, da jeg bliver nødt til at holde lidt jord i reserve, mens urtehaven sætter sig. Allerede nu kan jeg se, at det bliver nødvendigt med en del ekstra jord i østlige del af kartoffelbeddet.
Billedet er taget fra jordbærbeddet, hvor jeg allerede sidste år plantede tre rækker. Det har jeg nu udvidet, så der i år kan plantes tre yderligere rækker efter jordbærhøsten. Denne proces har jeg tænkt mig at gentage igen næste år, så jeg kommer op på ni rækker i alt, som jeg så kan køre i treårsskift. Det skulle gerne dække vores behov for jordbær i fremtiden.
Udover kartofler og jordbær skulle vi gerne kunne høste ærter, gulerødder, bønner, rødbeder, løg og porrer, efterhånden som høsten skrider frem. Det ser i skrivende stund også ud til, at der bliver to æbler i den frugthave, jeg plantede sidste år.
Dertil kommer selvfølgelig mirabeller og moreller fra de gamle træer. Havens enlige blommetræ blev desværre ramt af fyrsvamp sidste år, så det ligger nu i brændeskuret!

Ha' det
Jesper

onsdag den 16. juni 2010

Helt ude i skoven

For nogle dage siden modtog jeg en mail fra en af denne blogs læsere. Hun havde nu gennem nogen tid fulgt mine bestræbelser med at få sat skik på haven ved det lille hus på Øland.
Carina, som hun hedder, er en af mine gamle kolleger fra tiden i Aalborg. Hun kunne fortælle, at hun nu bor midt i Lundby Krat og har en kæmpehave på 4.000 kvm. Mailen indeholdt også en invitation til at komme forbi - og eventuelt få lidt planter med hjem til haven.
Sådan en invitation sidder man naturligvis ikke overhørig, så tirsdag drog vi af sted mod de historiske Lundby Bakker, hvor en af de afgørende træfninger i krigen i 1864 foregik.
Jeg må med skam erkende, at vi for vild på de små skovveje i Lundby Krat. Heldigvis mødte vi - af alle muligheder - en grønlænder, Aleqa Larsen, som var ude at gå tur - og hun fik os ledt på rette vej. (Først bagefter gik det op for os, at Aleqa faktisk er min gamle chefs kone, fra dengang jeg arbejdede i Sisimiut. Men det er en hel anden historie om vores lille verden.)
Carina bor helt fantastisk midt i skoven med den smukkeste udsigt mod Aalborg. Haven var et kapitel for sig - smukt anlagt i det bakkede skovlandskab og i forskellige afdelinger med navne som Toscana og Bangladesh!
Efter en hyggelig formiddag med sladder på et ganske højt plan, drog vi senere på dagen hjem igen med bilen fuld af aflæggere fra Carinas have. Så resten af dagen gik med at finde plads til og plante rønnebær, hindbær, kirsebær, blåregn og magnolia. Og så skal vi ikke glemme rhodondendron. Dina har længe ønsket sig et rhodondendron-bed. Det er nu en realitet!
Tak til Carina for hendes store bidrag til haven ved det lille hus på Øland.

Jesper

tirsdag den 15. juni 2010

Mikkel ræv

Tirsdag aften kørte vi en solnedgangstur til havnen i Attrup for at få en is.
Pludselig og uden varsel lige før Torslev sad der sørme en ræv og kløede sig bag øret. Temmelig febrilsk fik jeg fisket kameraet frem fra bagsædet (en gymnastisk bedrift af en mand i min størrelse) og jeg tog et par billeder gennem forruden. Det var bestemt ikke optimalt, da der var skumringslys - og med en rude imellem er det ikke muligt at bruge blitz.
Så selv om jeg havde Mikkel på fem meters skudhold, var jeg nødt til at stå ud af bilen for at få et bedre billede.
Resultatet var temmelig forudsigeligt: Mikkel stak halen mellem benene og bragte sig i sikkerhed inde på marken. Men egentlig bange var han nu ikke - så på sikker afstand satte han sig på halen og gloede et øjeblik på manden med kameraet. Heldigvis - for så fik jeg da et enkelt billede uden bevægelses-uskarphed. Men som så ofte før, havde jeg kun min standardoptik med. Det kunne ellers være blevet et perfekt billede, hvis jeg havde brugt min telelinse. Hvornår mon jeg lærer, at telen skal være fast stationeret i bilen?
Men endnu engang fik vi et håndfast bevis på det levende og alsidige dyreliv, som vi har her på Øland.

Ha' det
Jesper

mandag den 14. juni 2010

Dummere end politiet tillader

Det er ikke særlig pænt at sparke til folk, der allerede ligger ned, men jeg kan altså ikke lade være med at minde om, at det i sin tid var Lene Espersen, der som justitsminister indførte politireformen.
Det er en reform, der er så dum, at den burde meldes til politiet - hvis ikke det var fordi, at det danske politi nu ligger i ruiner efter kun tre år.
Patruljerende politi er erstattet af telefonsvarere - og næsten hver dag byder på nye tidender om indskrænkninger og serviceforringelser på politiområdet.
For to uger siden var det politiledelsen i København, der foreslog, at forsikringsselskaberne præmierer private, der installerer tyverialarmer. Forsikringsselskaberne svarede fornuftigt nok, at de snarere mener, at politiet skulle passe sit arbejde.
I sidste uge var det politiet på Vestsjælland, som meddelte, at man ville skære ned på patruljeringen af sparehensyn. I dag kom så meddelelsen om, at politistationen i Løgstør lukker.
Det kan udelukkende tilskrives den danske befolknings generelt fredelige og tålmodige folkesjæl, at denne skandale endnu ikke har kostet hoveder - både direkte og i overført betydning.
Sagen er den, at politiet svigter hele den danske landbefolkning. Her på stedet kan vi forvente, at der går mindst tre kvarter, inden en politipatrulje dukker op fra Jomfru Ane Gade. Skulle det ske, at jeg uforvarende kom til at fange en indbrudstyv, ville jeg da bestemt daske ham et par gange med en økse eller hvad der nu lige er ved hånden, inden jeg giver mig til at ringe efter politiet - bare for min egen sikkerheds skyld. Da det er ulovligt at opfordre til selvtægt, skal jeg naturligvis afstå herfor - men borgere som selv forsvarer liv, helbred og ejendom med vold har min fulde forståelse, sådan som tiderne er blevet.
Eftersom politiet og retshåndhævelsen i store dele af landet ligger i ruiner, må det forudses, at befolkningen i højere grad vil tage sagen i egen hånd. Dette vil naturligvis føre til en eskalerende brug af vold - både fra de kriminelles og den uskyldige befolknings side - udelukkende fordi en flok jurister og økonomer i politiet og justitsministeriet simpelthen ikke vil lytte til en fredelig og tryghedssøgende befolkning.
Eftersom samfundet svigter sin grundlæggende forpligtelse til at beskytte borgernes liv, helbred og ejendom, må vi også forvente en faldende vilje til at betale skat - for hvorfor skal man betale skat til et system, som ikke kan betale tilbage.
Gennem de seneste måneder har Lene Espersen demonstreret, at hun ikke evner at stikke en pind i en lort uden at splitte begge dele. Men Lars Løkke var advaret - for hun demonstrede faktisk sit totale mangel på talent allerede for tre år siden, da politireformen blev indført.
Efter den seneste tids udvikling kan man kun advare Lene Espersen mod at komme til Løgstør. For det er ikke sikkert, at der er nogen, som gider fiske hende op, hvis hun skulle være så uheldig at falde i muslingebyens havn.

Ha' det
Jesper

søndag den 13. juni 2010

Rabarberkompot

Vi har nu i de seneste par uger høstet af de rabarber, som vi plantede sidste år. Det er de mest fantastiske, dejlige, velsmagende, små røde rabarber, som smagsmæssigt med adskillige vognlængder slår de store grønne rabarber, som vi havde i Norge.
Netop nu er rabarberkompot et dejligt frisk tilbehør til de fleste kødretter. Jeg laver det ved at tage et halvt kilo rabarber skåret i to centimeter stykker, som jeg lægger i en lage bestående af en dl vand og 50 gram sukker, eventuelt tilsat lidt vanilje. Hele herligheden bringes i kog et kort øjeblik, så rabarberne bliver lidt bløde, men de må endelig ikke koge ud og de må gerne have lidt "kant". Rabarberne tages op af lagen med en hulske og jeg anretter dem i en skål eller glas - alt efter om de skal bruges her og nu. Herefter koger jeg lagen ned til en tyktflydende sirup, som jeg hælder over de kogte rabarber - og kompotten er nu klar til servering.
Mange mennesker bruger nonoxal til at neutralisere syren i rabarber. Det mener jeg ikke er god tone i rabarberkompot, der netop gerne må have den syrlige smag som et smagfuldt supplement til den ret, som kompotten skal ledsage.

Velbekomme
Jesper

Kostbart krydderi

Safran betragtes almindeligvis som verdens dyreste krydderi. Det er også rigtigt, hvis man kigger alene på kiloprisen.
Men safran er i mange år blevet skarpt forfulgt af vanilje - og eftersom vanilje ikke er særlig drøjt i brug, kan man med lige så god ret hævde, at det er verdens dyreste krydderi.
Prisen på vanilje toppede for et par år siden, hvor en stang vanilje kostede 18 - 20 kroner i butikkerne. De høje priser har medført større udbud og samtidig er efterspørgslen faldet, fordi der de seneste år ved hjælp af blandt andet gensplejsning er udviklet tilsætningsstoffer, som kan bruges i industrien. Danske Danisco er en af de førende producenter af kunstige vanilje-tilsætninger, der især bruges til fremstilling af is, kager og spiritus.
Den høje pris på ægte vanilje skyldes, at det er meget kompliceret at producere vanilje. Krydderiet kommer fra de umodne bælge fra Vanilla Planifolia, som er en slyngplante i orkidefamilien, der kun trives i tropiske regnskove i Mellemamerika og Afrika. Den dyrkede udgave af planten er steril og formeres derfor ved stiklinger. Frugten kan avles efter tre år - og efter cirka 12 år er planten udtjent.
Selve produktionsprocessen er temmelig omstændelig. Det tager næsten halvandet år at producere en stang vanilje. Hver eneste blomst skal befrugtes ved håndkraft, passes hver eneste dag under opvæksten og derefter forarbejdes. Det siges, at den færdige vaniljestang har passeret 120 hænder i produktionsforløbet.
Når frugten er høstet, dyppes den flere gange i 60 grader varmt vand i tre til fem minutter og lægges til gæring, som udvikler smagen. Det står på i tre måneder og foregår ved, at vaniljen anbringes i "svedekasser" og tages ud og lægges i solen i to timer hver dag - altsammen naturligvis ved håndkraft. Herefter skal frugten tørres i flere uger, hvor der er stor risiko for, at der går mug og andre sygdomme i den, så cirka 40 procent af frugterne må kasseres. Til sidst sorteres bønnerne efter længde. De længste giver den højeste pris. En bonde i Uganda får cirka fem kroner for en færdig vaniljefrugt.
Som sagt er priserne faldet noget på vanilje de seneste par år, fordi industrien er gået over til kunstige tilsætningsstoffer. I denne uge har for eksempel Brugsen haft tilbud på vanilje til kun 7,50 kroner for en stang. Den lavere pris er et problem for bønderne i den tredje verden, men det gør det til gengæld muligt for os almindelige forbrugere at flotte os ind i mellem - og bruge ægte vanilje i stedet for vaniljesukker.
Flødeskum har for eksempel aldrig taget skade af lidt vanilje - og netop nu i rabarbersæsonen kan man tilsætte vanilje til rabarbergrød eller kompot. Det giver et ekstra pift og rykker god gammel bondemad op i den kulinariske verdensklasse. Prøv det selv!

Ha' det
Jesper

lørdag den 12. juni 2010

Tjørnebanden

Tjørnen er efter min mening en lidt ugleset vækst i den danske flora.
Netop nu, hvor den blomstrer, er den noget af det smukkeste, der findes - og hvad ville Danmark egentlig være i dag, hvis ikke Dalgas og kumpaner i sin tid fandt på at plante læhegn med blandt andet tjørn for at holde sandflugten i ave? Faktisk skylder vi tjørnen en del af vores velstand, for det var jo omdannelsen af natur til kulturland i det 18. århundrede, som skabte det landbrugssamfund, der historisk set altid vil være grundlaget for det 20. århundredes velfærdsstat.
I haven har jeg adskillige tjørne - både rød- og hvidtjørn. De er væsentlige for en have som min, fordi tjørnene er et godt tilholdssted for mange fugle - især om vinteren, hvor bærrene er en væsentlig del af fuglenes fødegrundlag. For et væld af bær er naturligvis følgen af den omfattende blomstring her i begyndelsen af juni. Når det ikke blæser, er luften faktisk også helt tung af duften fra de tusinder af blomster - og man kan høre en ivrig summen fra de mange bier, som også finder føden i tjørnen.
Der findes et utal af tjørnesorter. Med fælles for de fleste er, at de tåler hård vind, frost, havgus og saltsprøjt - og det er naturligvis disse egenskaber, som har gjort planten velegnet i læbælter. Mest almindelig er, så vidt jeg kan finde ud af, engriflet hvidtjørn, som nemmest kendes på, at bærrene kun har et frø (sten). Tjørneved er meget hårdt og har tidligere været brugt til landbrugsredskaber og drejearbejder.
Tjørn har også spillet en stor rolle i naturmedicinen, hvor den hævdes at være hjertestyrkende og blodtryksnedsættende. Man kan også lave bjesk på tjørn. Jeg har endnu ikke prøvet, og jeg når det nu nok heller ikke i år, men blomsterne skulle angiveligt give en rigtig god smag.
Og skulle du nu spekulere på, hvorfor det hedder tjørn, ja, så er svaret lige for. Det er afledt af torne, som træet jo er så rigt forsynet med.

Ha' det
Jesper

fredag den 11. juni 2010

Historien om ugens rapport

Det er en rigtig drengerøvs-bog, Søren Anker Madsen netop har begået om bladet ugens rapport. At andet ville vel også være utænkeligt, da netop dette blad i sine første halve snes leveår var drengerøvs-bladet par excellence - det eneste på markedet og på et tidspunkt i et oplag på 200.000 ugentlige eksemplarer. I dag er oplaget nede på cirka 10.000 og det er snarere ronkedorer end drengerøve, som er bladets målgruppe.
Søren Anker Madsen fortæller om et journalistisk eksperiment fra 70'erne, som vakte forargelse i den etablerede journaliststand og som i øvrigt påkaldte sig vrede fra alt lige fra kvindebevægelsen, det kulturelle parnas og venstrefløjen. Ja, selv hos bladets ejere, Aller-koncernen var man så betænkelig ved bladet, at det fik til huse i et industrikvarter langt fra koncernens øvrige etablissementer. Det uagtet at ugens rapport antagelig er det første blad i verdenshistorien, som har givet overskud lige fra første nummer. Det første år blev bladets bidrag til Aller-koncernen 16 millioner kroner svarende til cirka 80 millioner nutidskroner. Det reddede faktisk Aller fra en truende konkurs, så vi i dag stadig kan nyde godt af koncernens spektakulære udgivelser som Familie Journalen og Femina.
"Bare damer, bajere og ballade" er den sigende undertitel på bogen - opsigtsvækkende placeret i en såkaldt "splinter-skid" - en gul stjerneformet farveklat, som ellers blev brugt til at afdække de mest intime detaljer på bladets forside. Bare damer, bajere og ballade er også en meget dækkende overskrift for bladets første halve snes leveår med redaktører som Mogens E. Pedersen, Poul Munk og ikke mindst Kurt Thyboe - denne pladdersentimentale boksekommentator og forfatter til Peter Bellis "Ingen Regning". Sjovt nok bliver det netop regningerne, som fælder Kurt Thyboe som redaktør. Han havde overhovedet ikke styr på økonomien, men det var i hans regeringstid, at rapport største journalistiske ikon Freddy Wullf kommer til. Han var storvildtjægeren, som havde skudt mindst et eksemplar af stort set hver eneste dyreart i verden. Efter sigende skulle han også have prøvet en kvinde i hver af de 118 lande, han havde været i. Det er egentlig ligegyldigt. For manden kunne skrive om alt det, han oplevede, så det var som at være der selv. Jeg labbede alle hans skrøner i mig, når han slogedes med krokodiller, slanger og mafiosi. Mange gange gik han nok lige til stregen, men det var velskrevet og medrivende "new journalism" på dansk.
En mindst lige så velskrivende, men mere rund type var Bastian, der på læsernes vegne drak sig fuld i påskebryg og rapporterede minutiøst om virkningen - som sprang med faldskærm og gjorde en masse af de ting, som bladets læsere nok drømte om, men ikke havde lejlighed til. Hvor Freddy Wullf var muskelsvulmende med et macho overskæg, var Bastian bajerblævret med et uplejet fuldskæg.
ugens rapports storhedstid i halvfjerserne var dengang, vi gik på bodega. Cafeerne var slet ikke opfundet endnu, så danskernes mødested var disse brune, tilrøgede etablissementer, som det dengang var ganske respektabelt at eje. Selv fodboldlandsholdets træner havde en bodega - og spillerne fra de udenlandske klubber vendte til deres træneres fortvivlelse hjem fra landsholdssamlingerne stinkende af røg og gammel sprut. Det var i disse omgivelser, at ugens rapport kunne samle 10.000 deltagere i verdens første Danmarks-mesterskab i raflespillet Tænkeboks.
Men som tiden gik, stillede ejerne krav om stadig større indtjening - og det vil sige flere damer og mindre journalistik. I dag er bladet et rendyrket pornoblad, oplaget nede på de 10.000 og som bladets redaktør siden 1989, den nu 61-årige Jan Nielsen siger: "Hvis ikke vi får lov at komme på nettet, bliver jeg manden, der lukker og slukker". Men som han også siger, når han sidder fordybet i kvindeskræv og bare patter: "Husk på, at det bare er noget, vi leger!"
Søren Anker Madsens bog er en velskrevet bog om en tid, som var engang - fint garneret med features om pigefotografen på job og den tidligere Anders And redaktør, som skriver "De grå sider". Det er med forfatterens ord "37 år med bare damer og voldsom død". Jeg giver seks ud af seks mulige tørfisk til den hurtigt læste historiebog.

Jesper

torsdag den 10. juni 2010

Tid for liljekonvaller

Midt i alle sommerens anlægsprojekter var det lige før, at vi overså liljekonvallens blomstringstid. De få eksemplarer, vi har, står under nogle stedsegrønne buske - og det var sådan set duften af de små hvide blomster, som onsdag henledte min opmærksomhed på, at det altså er nu, at der er sæson for blomsterne.
For liljekonvallen dufter helt fantastisk. Vi har en svaghed for blomsterne i min familie. Mens jeg boede i Grønland, sendte min mor på denne årstid altid en prøvekuvert med en lille buket til mig - og så sikkert som Amen i kirken var brevet hver gang åbnet af toldvæsenet. Det kan være et tilfælde, men jeg tror, at det var den kraftige liljekonval-duft, som fik toldernes hunde til at reagere på mors brev.
Fremover kommer vi forhåbentlig til at se mere til liljekonvallerne. For onsdag ryddede jeg så en stor del af vores skovbund andetsteds i haven for skvalderkål - en hel affaldssæk blev det til - og plantede liljekonvaller der. De breder sig ganske ukrudtsagtigt - ligesom skvalderkål, så det er mit håb, at jeg om et par år vil have et tæppe af liljekonvaller - under bøgen!
Liljekonval er forresten ganske giftig. Den indeholder blandt andre sjove ting digitalislignende glykosider og kan give kvalme, opkastning, diarré og påvirke hjerterytmen. På grund af den søde duft er især små børn fristet til at smage på planten. Skulle det ske, er der ingen grund til panik. Der er hjælp at hente på Bispebjerg Hospitals giftlinje, som svarer døgnet rundt på telefon 82121212. På Giftlinjens hjemmeside kan man læse mere om de forskellige giftige planter, som findes overalt i vore omgivelser.

Ha' det
Jesper

onsdag den 9. juni 2010

Før og nu

Makeovers er et af de store hits i TV-branchen netop nu. Programmerne kan handle om alt fra fede mennesker, biler, pultekamre og håbløse håndværker-projekter. Også haverne har deres egen makeover-programmer i form af Hokus Krokus og Han, hun og haven.
Jeg synes, at disse programmer er hærværk. For der er som oftest tale om en fuldstændig historieløs modernisering. Det handler om overflade og glimmer - og man ser fuldstændig bort fra, at der ofte er en ganske god grund til, at et pulterkammer, et menneske eller en have ser ud, som tilfældet rent faktisk er.
Imidlertid har jeg et stenbed foran huset, som virkelig trængte til en makeover. Allerede da jeg overtog huset sidste år, var det voldsomt inficeret af ukrudt og var nærmest en hel lille jungle. Men der er næppe de helt store chancer for, at der kommer et TV-hold forbi og løser problemet for mig, så søndag tog vi fat.
Hver en sten blev vendt - bogstavelig talt.
Jeg startede med at pille det hele fra hinanden og redde de mange fine planter, som der faktisk var mellem ukrudtet. Så tog jeg al jorden op og kørte ned bag i haven i et af de mere vildtvoksende hjørner, hvor det ikke gør nogen skade. Endelig - da jorden nu alligevel var væk - benyttede vi lejligheden til at tjære soklen, hvad vi ikke havde fået gjort sidste år, da muren blev pudset op.
Beddet blev forsynet med fin ny købejord, stenene lagt på plads igen sådan nogenlunde - og så sluttede vi af med at genplante engelsk græs, husløg og hvad der ellers var blevet reddet fra det gamle stenbed.
Resultatet er forbløffende. En rigtig makeover lavet på en søndag med gråvejr. Endnu mangler stadig prikken over i'et. I drivhuset har jeg i øjeblikket nogle staude-stokroser i forkultur. Når de bliver plantet, vil vi have en rigtig stokrose-idyl her foran huset, som passer fint ind i Østerbys landsby-miljø.
Det vender vi tilbage til på et senere tidspunkt.

Ha' det
Jesper

mandag den 7. juni 2010

Kystens Perle

I en forstyrret tid, hvor der bliver mindre og mindre respekt for gode gamle traditioner, og hvor mantraet er forfladigelse og fornyelse på bekostning af kvalitet, er det forfriskende at opdage en lille oase, hvor tiden nærmest er sat i stå.
Vi var et smut i Aalborg mandag formiddag, og ved frokosttid syntes jeg da lige, at jeg ville undersøge, om den gamle restaurant Strandpavillonen - Kystens Perle stadig lå på sin plads i Aalborg bådehavn.
Her er alt, som det altid har været. Det er mindst 18 år siden, at jeg sidst har været der - men intet er forandret. Dugene på bordene er stadig røde, og menukortet indeholder ene gode sager fra før pizza, kebab og sushi holdt sit indtog på storbyens frokostmenu.
Ganske vist må man ikke længere ryge indendørs og køkkenet har da også fået en (velfortjent) modernisering, men ellers er stemningen den samme gode stemning som for 18 siden. Nå, ja, dengang blev der kun drukket fadøl, men i dag synes det at være mere almindeligt med Pepsi Max. Men eftersom vi var i bil, så holdt jeg mig altså også til Pepsien, så lidt moderne er man da!
Menukortet er et sandt overflødighedshorn i gode sager. Her kan man få sildemadder, tarteletter, stjerneskud, pariserbøf, stegt flæsk og æggekage - altsammen hjemmelavet. Jeg valgte Kystens Perles gode gamle slagnummer - tre friskstegte frikadeller med rugbrød og rødbede. Den går man aldrig galt af. Dina snuppede et enkelt stykke med ribbenssteg fra smørrebrødskortet - og det var faktisk også et helt måltid i sig selv. Tykke håndskårne ribbenstykker med rødkål, agurk og appelsin. Ida Davidsen kunne ikke have gjort det bedre.
Dagens besøg på Kystens Perle var en rigtig revival - en vækkelse på ny! Det er helt sikkert, at Kystens Perle fremover vil være et fast element, når vi er i Aalborg.
Og så lige til sidst en sjov lille ting. Ud af de cirka 30 gæster til frokost i dag, var der kun to kvinder inklusive Dina. Det siger mig, at det måske i virkeligheden er kvinderne, som er skyld i, at den danske madkultur er truet. For mange kvinder, som jeg kender, synes faktisk, at det er fantastisk spændende at spise sushi og andet etnisk mad. Så er det da godt, at vi mænd kan værne om den danske kulturs virkelige værdier.

Ha' det
Jesper

P.s. Kystens Perle har en fin lille hjemmeside. Billederne er lånt herfra, da jeg ikke lige havde mit kamera med.