Musvit kvittevit bumbum

Minsandten om ikke det lykkedes musvitparret i mit mirabelle-træ at bringe årets første kuld af musvitunger på vingerne, uden at jeg opdagede noget som helst.
Mens jeg torsdag gik og arbejdede på det fremskudte dige, hørte jeg et vældigt musvit-leben i mirabelletræet. Det skulle lige tjekkes - og sandelig om ikke der sad en flok musvitunger, som netop havde forladt reden.
Det var sket inden for et par timer, for ungerne var nok flyvefærdige og udnyttede da også evnerne til at hoppe fra gren til gren. Men de var nu ikke mere voksne, end at de stadig lod sig made af de to gamle musvitter.
Det er forresten ikke første gang, at musvitterne snyder mig. For to år siden skete det samme i Straumsbukta. Men det ændrer ikke ved den barske kendsgerning, at i løbet af et par dage er det slut med forældreomsorgen - og så må musvitungerne klare sig selv. En nyudklækket musvitunge har cirka 50 % chance for at overleve redetiden. Kommet så langt er der kun 50 % chance for, at den overlever det første år. Så selv om den første alvorlige hurdle er overvundet, er det alligevel en barsk tilværelse, som venter vores lille fætter på billedet. Men det lykkes da for nogle. Den danske bestand er på cirka en million ynglepar, og det har været stabilt i en årrække.
Men som musvitunge skal man lære at indordne sig i musvitflokkene, hvor der er en udbredt hakkeorden. Hanner har højere status end hunner - og blandt hanner er det dem med den bredeste bryststribe, som dominerer. Dominans vil i dette tilfælde sige, at de får lov til at spise først for eksempel på vore to foderpladser.
Men blandt lavstatus-musvitterne er der ind i mellem en snu rad, der finder ud af at pippe et advarselspip om rovfugle, så fuglene letter fra foderpladsen - og så har den lille skurk al foderet for sig selv. Man må jo sno sig, som ålene plejer at sige. Og alle tricks gælder, når det drejer sig om at få musvit-generne givet videre til nye generationer!

Ha' det
Jesper