Svinehunde

Krimi-genren er de seneste år gået fra at være en litterær niche - en subkulturel litteratur forbeholdt pensionerede embedsmænd, krydsordsløsere og gamle tante Agather - til regulær mainstream. Kriminalromanerne sælger i øjeblikket i kæmpeoplag, og det er nok mere korrekt at tale om kriminal-markedet frem for kriminal-genren.
Fortjenesten er ikke mindst en række svenske forfattere, som formelig har boostet genren frem til noget, man kan have liggende på sofabordet - først og fremmest fordi disse forfattere har brugt genren som en sukkerknald, der skulle få en god gang gedigen marxistisk samfundskritik til at glide ned.
Den store kommercielle succes betyder, at det i disse år er blevet comme-il-faut blandt traditionelle litterære forfattere at prøve kræfter med krimi-genren - om ikke andet for at få smør på bordet. Det betyder også, at det vælter frem med nye forfattere, som ikke har den traditionelle forfatter-karriere bag sig, men debutterer med noget, der ofte udråbes som en bestseller allerede lang tid før den første udgivelse.
Sådan har det også været med Lotte og Søren Hammers debutroman Svinehunde, der allerede et halvt år før udgivelsen i Danmark angiveligt var solgt for kæmpesummer til de fleste europæiske lande. Der er noget ganske positivt ved, at forfattere på den måde kan skabe sig et udkomme - uden at skulle igennem den tradionelle leverpostejs-periode, men det skaber altså også nogle problemer for genren.
For det tvinger disse såkaldt stort anlagte krimier, der ofte planlægges som serier, til at overgå hinanden i forbrydelsernes voldsomhed og omfang. Der er simpelthen en verden til forskel fra Sjøval og Wahlöös mord blandt forhutlede sutter i Stockholms sociale grænseland og så til for eksempel Lotte og Søren Hammers seksdobbelte rituelle tortur, drab og ligskænding. Det forekommer lidet realistisk. Det er trivielt, og det gør genren til det, som den lige nøjagtig er blevet kritiseret for i gamle dage - nemlig triviallitteratur.
Det er en skam, for forfatterparret har ellers skabt et særdeles sympatisk hold af politifolk, som opklarer mordene i Svinehunde. Politifolkene ligner rigtige mennesker - og deres små kontroverser tager ikke magten fra historien. Desværre drukner det hele i, at alle normale regler for opklaringen kortsluttes i noget, der ligner en konspiration af værste skuffe - og helt ærligt: konspirationer er altså også trivielle.
Når det så er sagt, skal det med, at håndværket er i orden hos søskendeparret Hammer. Sproget er fint, plottet er skruet sammen uden løse ender - og som sagt er persongalleriet særdeles sympatisk. Efter forlagets oplysninger skriver parret allerede nu på nummer fire i serien - og vi må håbe, at al den forlags-velvilje får parret ned på jorden, så de kommende bøger kommer til at handle om mere "almindelige" forbrydelser. For det, der kendetegner en god kriminalroman, er altså ikke mængden af blod og perversiteter, men derimod den intellektuelle proces, som leder frem til den logiske opklaring.
Hvor gerne jeg end ville, kan det altså ikke blive til mere end tre ud af seks mulige tørfisk til Lotte og Søren Hammers Svinehunde.

Jesper