Vejen til verdens ende

Nuummioq-vaner

Da jeg for en måned siden var i Nuuk, flottede jeg mig og lejede en bil, så jeg kunne komme rundt i den efterhånden store by.

Så jeg forfaldt straks til en vane, som de fleste i Nuuk har. Hver aften efter spisetid kørte jeg en tur ud til verdens ende, hvilket vil sige et af de steder, hvor vejene ender. Der er ingen veje ud af Nuuk, så kører man længe nok, slipper vejen op.

Da jeg flyttede til Nuuk i 1995 var det den gamle lufthavnsbygning. Siden flyttede verdens ende til den første rundkørsel i den nye bydel Qinngorput - og nu er det så for enden af Miilup Aqqutaa, der går fra Anstalten (fængslet) forbi Starlink-stationen og ud til et gammelt sprængstofdepot fra lufthavnsbyggeriet.

Det er faktisk en lille oase med en storslået udsigt ind i fjorden. Der er meget fredeligt, så hvis man lukker øjnene en smule og vender ryggen til resterne af sprængstofdepotet, kan man drømme sig til en tur ind i fjorden - helt uden af sejle.

Det var i øvrigt lidt bøvlet at leje en bil.

Der er cirka 200 lejebiler i Nuuk, og på grund af turistsæsonen var det næsten umuligt at finde en ledig bil. Så jeg havde ikke noget valg. Det blev en Mitsubishi Eclipse. En hybrid i den dyre ende med firehjulstræk, men en glimrende bil - om end automatgearet drillede en gammel fossilbilist. Jeg synes, at det var hamrende mærkeligt, at når man ville frem, skulle gearvælgeren flyttes tilbage og omvendt.

Eclipse er en meget almindelig bil i Nuuk og på den måde velvalgt. Så skilte jeg mig heller ikke væsentligt ud. Jeg vil ikke bryde mig om at blive betegnet som turist.

I øvrigt synes jeg, at Miilup Aqqutaa (Miilus vej) er et ualmindeligt velvalgt navn til smukke, men ikke alt for brede vej langs nordkysten neden for Anstalten, som fængslet fortsat kaldes blandt nuummiut.

Miilu  Lars Lund var blandt andet lektor på seminariet - og en af de mest sprogkyndige i det grønlandske. Han var manden bag den grønlandske retsskrivningsreform i 1973.

I min tid var han formand for kommunens vejnavneudvalg - og han har derfor fuldt fortjent at få en vej opkaldt efter sig.

Til sidst en sjov lille Nuuk-detalje. En af dagene var der militærøvelse i terrænet ved sprængstof-depotet, så der var sat et advarselsskilt op. Selvfølgelig med skudhuller. Det er hærværk, men sådan går det gerne med skilte i Nuuk, når naturen går over optugtelsen og anarkiet lurer lige under overfladen. Jeg elsker den gamle by!

Parnûnas store dag

Spejdernes Lejr

Søndag 19. juli blev en helt særlig dag for den 25-årige spejderleder Parnûna Motzfeldt Olsen fra Nuummi Spejderit. Kort sagt en dag, hun aldrig glemmer.

Om aftenen bar hun fanen med Erfalasorput for øjnene af 30.000 andre spejdere ved den festlige og spektakulære åbning af Spejdernes Lejr i naturområdet Hedeland nær Roskilde i Danmark. Lejren er den største spejderlejr i Norden. Langt de fleste af deltagerne er danske, men der deltager også godt 3.000 spejdere fra andre lande.

- Det var en både stor og også lidt overraskende oplevelse. For da Grønland blev nævnt fra scenen, var bifaldet enormt fra de mange spejdere. Næsten lige så stort, som da indmarchen blev afsluttet med det danske flag. Jeg blev meget rørt, fortæller Parnûna.

Åbningslejrbålet foregik for foden af Hedelands store skibakke, hvor de mange spejdere sad på jorden op ad skråningerne. Fanerne blev båret ind som afslutning på åbningsceremonien – først verdensspejderflaget, så de udenlandske flag og endelig Dannebrog.

Flagparaden var stærkt koreograferet. Først kom spejderne med de mange faner løbende ind på pladsen på vejene mellem publikum. Så kom de enkeltvist op scenen og gik ned foran, hvor fanebærerne stillede sig op på hug med flagene foran publikum.

- Vi brugte de meste af søndagen på prøver. Vi øvede det igennem tre gange om formiddagen og eftermiddagen. Inden generalprøven havde vi et par timers pause, siger Parnûna.

Den pause blev også noget helt særligt for Parnûna. For hun brugte pausen på at blive gift ved et spejderbryllup med sin elskede Malik Dollerup-Scheibel, der også er leder i Nuummi Spejderit.

- Det var en god anledning. For det var nøjagtig 10 måneder siden, at vi begyndte af komme sammen – og så var turen til Danmark også mit første møde med mine svigerforældre, der havde bagt en flot kage til brylluppet.

Vielsen blev forrettet af gruppeleder Simon Borgert Olsen fra Nuummi Spejderit.

Et spejderbryllup er ikke juridisk bindende, så der venter fortsat et rigtigt bryllup i horisonten. Men et spejderbryllup er en god anledning til at markere de reelle hensigter – og det er ofte brugt i spejderbevægelsen, der på verdensplan tæller 60 millioner spejdere. Det også en god anledning til at spise kage mellem alle aktiviteterne på en spejderlejr, så det er populært.

Nu står den så på hvedebrødsdage for Parnûna og Malik. Men ingen bryllupsrejse.

- Vi er jo på spejderlejr. Det er den bedste hvedebrødsferie, man kan tænke sig. Og helt ærligt – dagen i dag er nok den største dag i mit liv, fortalte Parnûna, da åbningslejrbålet var forbi.

- Nu skal jeg op til Malik og holde lidt i hånd, for selv om vi blev gift, har vi ikke set meget til hinanden i dag – og så skal vi have en kop kaffe omkring gruppens lille lejrbål, mens solen går ned i al stilhed. Sådan som alle spejdere elsker det.

___________

I midten af sidste uge pakkede jeg bil, telt og sovepose og tog til Spejdernes Lejr ved Roskilde. Ikke uden betænkeligheder, for jeg synes egentlig, at jeg er ved at være for gammel til at ligge i telt. Men den gamle cirkushest vandt - og afsted det gik.

Udover at være frivillig i en  af cafeerne havde jeg også en aftale med Sermitsiaq og Det Nordjyske Mediehus om at rapportere fra den store lejr.

En halv Faxe Kondi i pc'en satte desværre en stopper for festen - og jeg måtte i al hast køre hjem natten til tirsdag for at aflevere historierne.

Historien om Parnûna blev bragt i Sermitsiaq tirsdag. De øvrige historier kan ses her: 

Nuummit Spejderit 

2000 nordjyske spejdere 

Bryllup

Mere bryllup

Søndagens høst

Nye kartofler

Søndag tog jeg årets første kartofler af egen avl - og plukkede de allersidste jordbær.

Jordbærrene er små, men kan altid bruges til grød, så de er kommet i fryseren til de godt fem kilo, jeg har høstet, siden jeg kom hjem fra Grønland.

Det er altid lidt af en højtidsstund, når jeg høster de første kartofler. De blev spist til aften med en ordentlig klat smør og et par skiver glaseret skinke fra køleskabet. Det er nem mad.

Det blev også til et par agurker fra drivhuset - og der er mange flere, hvor de kommer fra. De går til naboen, for jeg kan ikke overkomme at bruge dem - og hendes agurker er slået fejl i år, så de falder på et tørt sted.

Jeg har også ribs, solbær og stikkelsbær. De går til fuglene, for jeg kan ikke nå at plukke dem, inden jeg senere på ugen tager til Spejdernes Lejr i Roskilde.

Tidligere fik Dinas veninde Marie stort set alle overskudsfrugter og -grøntsager fra haven, men Marie døde desværre i foråret, så det bliver altså fuglene, der får fornøjelsen.

Inden jeg tager afsted på torsdag, skal jeg have gjort et eller andet ved mine tomatplanter. De væltede og ser herrens ud, da der var storm i sidste weekend. Det gør ikke så meget, for jeg bryder mig ikke om tomater, men jeg synes, at det er sjovt at dyrke dem.

Dagens morgenstjerne

Michelin-frås

Ugens første aftale var klokken 8.45 i Aalborg.

Normalt ville jeg spise morgenmad - havregryn med mælk - hjemmefra, inden jeg kører, men der var ikke mere mælk i køleskabet. Det blev så til jordens dårligste undskyldning for at indlede ugen med at gå på Michelin-restaurant fra morgenstunden af. En rigtig morgenstjerne, så at sige.

For et par måneder siden hentede Aalborg-restauranten Bach & Nurup på Budolfi Plads sin første Michelin-stjerne. Dommerne i den hårde stjerne-konkurrence var vistnok blandt andet faldet for, at Bach & Nurup i modsætning til andre kulinariske templer er en heldags-restaurant, der åbner allerede klokken 7.30 med et godt tilbud på kaffe og croissant - og det skulle da lige prøves.

Croissanten levede fuldt ud op til forventningerne - let, lidt sød, luftig med masser af flager og fuldstændigt smørmættet. Den var der ikke noget at udsætte på.

Men djævelen ligger i detaljen, for man vinder næppe en Michelin-stjerne på croissants alene. Og her var det tjeneren, der demonstrerede, at det ikke bare var et cafeteria med en dum tatoveret studerende bag disken.

Tjeneren var pænt og diskret påklædt med forklæde, og han kunne sit håndværk helt ud til fingerspidserne. Venlig, nærværende uden at være påtrængende - og hurtig og opmærksom.

Jeg havde valgt at sidde udendørs i den lidt luftige nordjyske morgen. Sammen med kaffen blev der serveret et glas isvand anbragt på en serviet - og det var en fin detalje, for glasset holdt på servietten, der ellers nemt kunne blæse væk.

Bonderøven var altså også lidt imponeret over, at croissanten blev serveret på en særlig croissant-tallerken. Sådan en har jeg aldrig set før, men måske er det bare fordi, at jeg kommer alt for lidt ud på de store steder.

Det var en god oplevelse og heller ikke specielt dyr. Jeg måtte betale 113 kroner for en stor kop god kaffe og to croissanter. Næste gang jeg skal til Aalborg, har jeg besluttet at prøve Bach & Nurups frokostmenu. Den er altså også til at betale med almindelige hårdt tjente menneskepenge.

Kaffemik

Minik blev student

Det er ikke så svært at komme til kaffemik. Den slags arrangeres jævnligt både i Grønland og i det grønlandske miljø i Danmark, når der skal hygges om kagebordet, som det ret beset er.

Hvis man er turist i Grønland kan man endog for ussel betaling blive inviteret inden for i et hjem og snakke med beboerne over lidt bagværk. Det kalder turistoperatørerne også for kaffemik.

Men forrige lørdag prøvede jeg den ægte vare. Til kaffemik i en lejlighed i Blok 5, fordi fordi der var fest i familien - og det er en helt anden oplevelse end de store offentlige kaffemikker. Det var jeg meget glad for.

Det var Minik, der var blevet student. Minik er Karen Bøggilds nevø. Jeg mødte ham første gang på Spejdernes Lejr i Holstebro i 2012. Han er en god dreng, så selvfølgelig ville jeg gerne være med til at fejre studenterhuen. Den er fuldt fortjent.

En ægte kaffemik foregår altid i en lejlighed med alt for mange mennesker på alt for lidt plads. Gerne også lidt for varmt og med masser af dug på vinduerne. Det er en del af hyggen.

Man ankommer, afleverer en lille gave, finder sig en plads, tager en kop kaffe og et stykke kage eller fem - og så siger man pænt tak og farvel.

Det hører også med til ritualet, at man roser kagerne, der som regel er bagt af den nærmeste familie og venner. Det vil jeg også gøre. For jeg kom sørme til at tage to stykker af Paniks lagkage, der var en Bagedyst værdig med en rigtig moderne crunchy bund. Sådan.

Som udgangspunkt bliver man ikke inviteret til en kaffemik, men gjort opmærksom på det. I vore dage på Facebook - og da jeg selv boede i Grønland typisk på opslagstavler og lignende.

Ordet kaffemik er interessant rent etymologisk. For det er et dansk udtryk - en grønlandsk klingende dansk oversættelse af det grønlandske ord kaffilerneq, der betyder at fejre noget med kaffe. Ofte inviterer man bare til kaffe - og så ved alle, at det betyder kaffemik.

Blok 5 er i øvrigt et historisk sted. Blokken kollapsede efter en gaseksplosion under opførelsen i 1970 - og 11 håndværkere blev dræbt. Foran blokken står nu en mindesten, der blev rejst i 2020 på initiativ af min gamle bekendte Erla Winther, der selv var 10 år, da blokken eksploderede. Hendes far arbejdede selv på blokken, men var heldigvis til frokost på ulykkestidspunktet.

Tak for kaffe.