Nytårsklar

God mad og fin vejrudsigt 

Alt er klappet og klart til nytårsaften - en fredelig en af slagsen i tosomhed, som gældende anbefalinger jo kræver.

Det er ikke nyt for os. Så vi har taget drejebogen fra sidste år og justeret den lidt. Vi holder jo meget af fisk og skaldyr, som ikke kræver de vilde forberedelser, så jeg har komponeret en syvretters menu, som vi laver i aftenens løb ret for ret - for så går tiden også med det.

Dog stod jeg tidligt op for at tage nogle af de gode sager ud af fryseren - og så bagte jeg lige et par hvidløgsflutes til at følge rejerne, hummeren og de andre lækkerier på vej. Alt det vender jeg tilbage til i morgen.

Vejrudsigten ser også fornuftig ud, så planen er efter endt spisning ved 23-tiden at tænde op i bålhytten, så vi kan nyde det nye års komme i fri luft og med bål i pejsen. Det er et herligt sted, hvor vi i øjeblikket - hvor der ikke er blade på træerne - har en fin udsigt til Limfjorden og Aalborg, så ved midnatstid tager vi lige et gratis kig på nytårsløjerne, mens vi skåler - og spiser nogle fine petit fours, som Dina lavede i går med Amarena-kirsebær på toppen. Det du'r altså.

Jeg brugte så lige de første par eftermiddagstimer på at trække strøm til terrassevarmeren, vaske bordet, feje, sørge for batterier til transistoren, så vi kan høre rådhusklokkerne og stille brænde frem. Så alt er klappet og klart.

Tilbage står bare at ønske alle et godt og velsignet nytår.

Julemøg

Islandsk hestegødning

Da vi har haft et par dage med tørvejr, blev jeg fredag morgen enig med min gode nabo og faste leverandør af hestemøg, Peter, at vi lige så godt kunne komme i gang med at flytte lortet. Peter er den lykkelige ejer af tre islandske heste, der producerer en ganske anseelig mængde møg i løbet af et år.

Der var tale om helt frisk og rent hestemøg af prrrima (pruuhma) kvalitet. Det blev til to læs - cirka en kubikmeter - inden Peter måtte tage et pitstop på grund af tekniske kalamiteter. Og nu er det begyndt at regne igen, så det bliver nok først en gang i det nye år, at vi genoptager arbejdet.

Men nu har jeg i hvert fald til at dække mine asparges. Det er i øvrigt, så vidt jeg erindrer, første gang, at jeg er gået i gang med forårsarbejdet i det gamle år. Jeg ville nu også hellere rydde sne, hvis sandheden skal frem...

Store andedag

Fløjlsand

Solen skinnede over Nordjylland allerede fra morgenen juleaftensdag, så jeg tog et smut til Frederikshavn på en lille fotoopgave - nu lyset var til det.

Jeg var dog kommet hjemmefra så tidligt, at lyset endnu ikke var helt perfekt, så jeg kørte ned til Sæby Havn for at spise morgenmad. Mens jeg sad i bilen, fik jeg øje på en flot fløjlsand, der sad på stenene i havnebassinet. Så jeg lod kaffen og rundstykkerne vente. Anden var tæt på - og på mindre end fem minutter havde jeg et par gode fotos. Fløjlsanden - en han - var dog ikke helt tilfreds med min tilstedeværelse, så efter de første par portrætter, vendte den mig gumpen og stak den til søs.

Pyt - jeg fik mine første fotos af fløjlsand, nogensinde. Og det var jo ikke dagens eneste and. Som hos det store flertal af danskerne fik vi også and juleaften. Langtidstegt og med hjemmelavet rødkål og brunede kartofler til - og så en herlig andesauce smagt til med portvin, solbærgele og en sjat fløde. 

Anden var en stor dansk landand på godt tre kilo. Noget større større end fløjsandens sølle 1,4 kilo, så der er mad til et par dage. Det gør bestemt ikke noget...

Den guddommelige komedie

Ta' en tur med æ spritte...

"Her lades alt håb ude", står der på porten til Helvede i Dantes "Den guddommelige komedie".

Så galt går det næppe i lille Velfærds-Danmark, hvor menighedsrådene tilbyder håndsprit ved indgangen til kirkegården. Her synger vi hellere "Ta' en tur med æ spritte", når vi står på gravens rand.

2020 har været et mærkeligt år, som det er bedst at fortrænge hurtigst muligt. Derfor ønsker jeg alle - venner (og læserne, som er mine allerkæreste venner) - en glædelig jul og godt nytår.

Det lange efterår

Havedagbog

Det lange og lune efterår, der teknisk set nu er vinter, betyder, at vi ikke har så travlt i haven.

Knoldbegonier, pelargonier, georginer og gladiolus er forlængst pakket sammen og nyder nu vinterkvarteret på værkstedet.

I stedet er en god del af krukkerne fyldt med tulipan- og påskeliljeløg samt nogle juleroser. 

I disse ukristelige tider kaldes den smukke blomst i butikkerne for vinterrose, men det er og bliver en julerose - ikke mindst i disse dage, hvor julen står for døren.

Det spirer lystigt blandt havens mange krokus og påskeliljer, som har ligget i jorden i årevis. Endnu har vi den første erantis til gode, men det plejer at ske omkring nytår, så det skal nok komme. Til gengæld har vi fortsat en enkelt blomst i strandasterserne.

Det lune vejr giver ro på havearbejdet. Gulerødderne står fortsat i jorden, så der er blevet tid til anlægge et nyt højbed. Det skal rummer persille og purløg til sommer, men foreløbig har jeg sat næsten 150 påskeliljer og tulipaner i kassen, så vi har lidt at skære af, når foråret kommer.

Det forlængerede efterår betyder også, at de købte og drevne hyacinter blomstrer udendørs. Det plejer det ellers at knibe med - og det er vel også meningen, at de skal stå indendørs og pynte. Men nu står de altså udendørs - og dufter mere af fransk horehus end lagkage, hvis jeg må formulere det lidt bramfrit.

Barnetro og juleleg

Tanker op til jul...

Hvis du kommer til at kede dig i løbet af julen, kommer her en lille juleleg, som du kan hygge dig med, når du holder julefrokost for højst ti personer.

Her i huset bliver det næppe rigtig jul i år. Og her tænker jeg ikke så meget på corona-restriktionerne, for jeg har det fint i mit eget selskab.  Men jeg har mistet barnetroen.

Troen på stort set alt – bortset fra julemanden og flyvende rensdyr. Ministre, forskere, embedsmænd, ja, stort set alle, der har et embede at passe. Og jeg finder det dybt problematisk, at vi har en statsminister, der kun nyder tillid fra halvdelen af befolkningen.

Det er selvforskyldt. For hvem kan have tillid til et styre, der går op i klimapakker, sexisme, minimumsnormeringer, brændeovne, elbiler og andre fortrædeligheder, samtidig med at man håndterer coronakrisen med venstre hånd på de utallige TV-transmitterede pressemøder? Det er mangel på fokus. Det er bakspejlsledelse. Og det kunne være gjort bedre, mere fintfølende og effektivt med en upolitisk samlingsregering.

Det kan jeg skrive langt og længe om. Det vil jeg ikke trætte læserne med.

Men hun har altså heller ikke været særlig heldig med sit hold, hende Mette, som vi alle er kommet på fornavn med.

Så hvordan sætter man så det rigtige hold? 

Det spørgsmål har optaget mange ledelsesteoretikere gennem tiderne.En af dem er den tyske general Kurt Gebhard Adolf Philipp Freiherr von Hammerstein-Equord, der fra 1931-34 var chef for Reichswehr, altså tysk forsvarschef i tiden omkring Hitlers magtovertagelse. Han var på mange måder en hædersmand, der talte Hitler imod – og besynderligt nok slap han fra det med livet i behold, indtil kræften tog ham i 1943.

Kurt von Hammerstein var en fremragende ledelsesteoretiker, der udviklede sin egen ledelsesteori, som han brugte, når han skulle sammensætte sin stab af officerer.

Von Hammersteins model bygger på, at alle officerer er enten begavede eller ubegavede og enten dovne eller flittige. Det vil sige, at staben kan sammensættes af fire forskellige mennesketyper, som jeg har vist i illustrationen.

Her lyder rådet så fra generalen:

- Nogle er intelligente og arbejdsomme – disse hører til i generalstaben. Den næste gruppe er de stupide og dovne – de udgør ca. 90 % af enhver hær og egner sig kun til rutineopgaver. En som er både intelligent og doven er kvalificeret til de højeste ledelsesposter, for en sådan person besidder den mentale klarhed og ro, som er nødvendig for at træffe svære beslutninger. Til gengæld skal man skal tage sig i agt for enhver, som er både stupid og arbejdsom. Denne type skal ikke have ansvar af nogen art, da han altid skaber ballade.

Det mest interessante er her, at flid på ingen måde kan kompensere for mangel på intelligens. De fleste af os kender sikkert typen fra generalforsamlingen i en forening, hvor hun med stor flid kaster sig over uvæsentlige detaljer, som hun trætter alle med – velforberedt som hun er.

Og vælges sådan en type til en bestyrelse, vil han/hun altid skabe vrøvl, fordi vedkommende pr. definition altid forkaster gennemprøvede modeller og traditioner. Det er jo alt for nemt, så hellere søsætte et dødfødt projekt. Den uintelligente, flittige type mangler simpelthen evnen til at stikke fingeren i jorden, sådan populært sagt.

Vi kan vel alle blive enige om, at tidligere fødevareminister Mogens Jensen har sin plads i øverste højre hjørne på spillepladen. Med en for ham hidtil uset flid kæmpede han de sidste par måneder af sin ministertid mod alt og alle for at forkludre sit projekt til skade for både regering og landets erhvervsliv.

Men hvor ligger så de andre regeringsmedlemmer? Og hvor ligger dit foretrukne ministerhold?

Det vil jeg foreslå, at læserne bruger lidt tid på at overveje – her i juleisolationen. Måske også som en lille selskabsleg, hvis der alligevel sniger sig en enkelt julefrost ind, trods alle anbefalingerne.

Hvis man under julelegen kommer frem til nogle opsigtsvækkende resultater, hører jeg gerne om det på e-mail. Og så vil jeg delagtiggøre læserne i resultaterne i min næste udgave af På Kanten.

Og hermed vil jeg -trods alt – ønske læserne en glædelig jul og et godt nytår.

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 18. december 2020

Bøgegrene til Norge

Hilsen fra Rold Skov

I onsdagens morgenmails var blandt andet en ansøgning fra De Gule Spejdere i Skørping, som er i gang med at lave et museum om den navnkundige skovrider Jens Hvass, der var en af grundlæggerne af Det Danske Spejderkorps og i mange år var chef for Buderupholm Statsskovdistrikt.

Bøgegrenene plukkes. Til venstre min far,
ryggen af tropsleder Børge Kræfting og
siddende tropsassistenten "Sever".

Jeg har mødt Jens Hvass nogle gange, mens jeg barn. De fleste gange på afstand, hvor jeg husker en temmelig barsk udseende spejderleder med marskalstav og velpresset uniformsskjorte med en lige så velsiddende stiv spejderhat. Men det var nu spil for galleriet. Jeg mødte ham en enkelt gang tæt på, og det var en rar og meget vidende mand.

Det var helt præcist Kristi Himmelfartsdag den 13. maj 1972, det skete. I nærheden af Rebild, hvor jeg sammen med en flok spejdere skulle plukke bøgegrene, som skulle sendes til Norge. I følge Aalborg Stiftstidende var vi 200 spejdere samlet ved den begivenhed.

Bøgegrenene blev plukket i en udtynding af unge træer. Inden vi klippede grenene og samlede dem i buketter á tre grene, kom den på det tidspunkt pensionerede Jens Hvass forbi og fortalte om projektet. Ved den lejlighed fik jeg også - af årsager som jeg kommer ind på senere - lov til at give hånd og fik et solidt skulderklap.

Traditionen med at sende bøgegrene til Norge blev grundlagt af Jens Hvass sammen med spejderne efter krigen, hvor han mente, at der var brug for lidt opmuntring til nordmændene, som havde været hårdt ramt af krigen. Projektet blev senere overtaget af turistforeningen i Aalborg, indtil traditionen uddøde i halvfemserne, så vidt jeg lige kan læse mig til.

Når jeg nu fik lov til at hilse på "Hvassen", var årsagen, at jeg sammen med fem andre nordjyske spejdere samme dag skulle rejse til Frederiksstad i Norge med de første bøgegrene. Det var mit livs første udenlandsrejse og måske med til at så kærligheden til Norge, hvor jeg har boet i sammenlagt næsten fire år.

Turen til Norge foregik med bus fra rutebilstationen i Aalborg til Frederikshavn og derefter videre til Frederiksstad med M/S København. Udlændigheden i det norske strakte sig over en weekend med et tæt pakket program, hvor jeg blandt andet prøvede at spille bowling for første gang. Det var et kosmopolitisk vingesus, for den slags havde vi altså ikke i Farsø.

Lørdagen var afsat til at dele bøgegrene ud. Vi blev fragtet rundt i en ambulance og var blandt andet på Sentralsykehuset, en slags anstalt samt et alderdomshjem. Især det sidste husker jeg meget tydeligt. De gamle beboere græd af glæde over vores forpjuskede bøgegrene.

Turen var i øvrigt lidt af mediebegivenhed, der gav omtale i både danske og norske aviser. Jeg har udklip fra Jyllands-posten, Aalborg Stiftstidende, Viborg Stifts Folkeblad, Løgstør Avis og et par norske aviser. Jeg har også fundet nogle fotos fra turen. De er gamle og gulnede, hvilket jeg beklager, men sådan er det jo...

Hvis der blandt bloggens læsere er andre, som har minder om bøgegrenene, hører jeg gerne nærmere.

Corona-foto

Grimme billeder

"Hvis fotoet ikke er godt nok, er det fordi, du ikke har været tæt nok på". Denne fotografiske grundregel ligger banket ind i rygmarven - og det irriterer mig voldsomt, at jeg ikke kan komme tæt på i øjeblikket.

Jeg tog lørdag dette gruppebillede i forbindelse med indsættelsen af den nye grønlandske præst i Danmark, Marianne Lynge Krog. En ellers festlig begivenhed, hvor der burde være knus og glædestårer - og hvor jeg under normale omstændigheder ville have dirigeret rundt med flokken, så de står tæt samlet foran kameraet - og så man kan se de glade ansigter tydeligt.

Billedet ligner lort - og det er det også. Og jeg er ligeglad med, at det måske er et historisk foto, der dokumenterer situationen i det lille land i slutningen af 2020. Jeg synes, at det er grimt.

Selve gudstjenesten i Vor Frue Kirke var også en skuffelse. Der er altså ikke meget ved en gudstjeneste, hvor forsamlingen af gejstlige og koret overstiger antallet af kirkegængere.

Grønlandske gudstjenester er normalt præget af korsang. Ja, for mange er det hovedattraktionen. Men i dag var det et diminutivt kor samlet til lejligheden, der bagerst i kirken bød på den grønlandske sangskat. Igen med meters afstand mellem sangerne. De gjorde det, så godt de nu kunne, men stemningen manglede altså.

Læs min reportage fra gudstjenesten her.

Akupunktørens strandede hval...

Fra Kina til lægeklinikken i Nuuk

Henning Sloth Pedersen ses på forreste række
som nummer fem fra venstre.

En ordgåde i Lykkehjulet satte gang i snakken om tiden i Nuuk. Ordet var akupunktur - og det har jeg en gang prøvet, mens vi boede i Nuuk. Men som det ofte sker i Grønland, udviklede det sig ganske bizart...

I 2006 organiserede jeg en delegationsrejse til Nuuks kinesiske venskabsby Changchun i det nordlige Kina. Det var et temmelig stort projekt, og vi var næsten 50 mennesker afsted, der skulle deltage i en konference. Men der var også lagt tid ind i programmet til et besøg på den kinesiske mur, en middag på den danske ambassade i Beijing og flere andre ting.

Med på turen var også den nu afdøde læge, Henning Sloth Pedersen, der til dagligt virkede som praktiserende læge på lægeklinikken ved Dronning Ingrids Hospital. Henning nærede en dyb interesse for akupunktur, der jo er en kinesisk opfindelse. Så han besøgte en akupunktur-klinik for en snak med de kinesiske kolleger og hjembragte et betragteligt og temmelig frygtindgydende arsenal af store og små nåle til fremtidig brug i praksis på skrantende nuummiut.

Nu bliver jeg nødt til at være lidt personlig. For det skal også med til historien, at jeg på det tidspunkt var noget svær i huldet. Nogle vil sikkert endda sige temmelig fed. Og som så mange andre tykke mænd havde jeg pådraget mig en generende søvn-apnø. Det vil sige, at jeg glemte at trække vejret, når jeg sov - hvilket medfører en temmelig dårlig søvn og en voldsom snorken. Af samme grund faldt jeg ofte snorkende i søvn, når jeg sad stille i fly og busser, så det er en lidelse, der er svær at holde skjult - og især over for en dreven doktor som Henning Sloth Pedersen.

Han stillede diagnosen i en bus på vej til muren. Det snakkede vi en del om, og han mente helt bestemt, at søvn-apnø kunne kureres med akupunktur. Så en festlig aften på et af hotellerne blev aftalen, at jeg skulle konsultere ham på Dronning Ingrids hospital, når vi kom tilbage til Nuuk.

Som sagt, så gjort - og jeg mødte op på lægeklinikken. Her ordinerede han et antal behandlinger á en times varighed. Og nu kommer vi til de helt særlige forhold i Nuuk, hvor der ikke er langt fra tanke til handling. Behandlingen gik i gang med det samme - uagtet at der var en del ventende patienter uden for kontoret. Jeg blev lagt på en undersøgelsesbriks, Henning placerede et stort antal nåle i mig, og så blev jeg trillet hen i et hjørne bag et forhæng, mens han fortsatte konsultationer og undersøgelser af de ventende patienter.

Nu skete der det, som der ofte sker for folk med søvn-apnø. Jeg faldt i søvn på briksen - og vågnede jævnligt med et ordentligt gisp. Jeg trak nogle ordentlige torsk i land, mens Henning ordinerede p-piller og andre herligheder til de undrende patienter i stolen ved skrivebordet. Det vakte faktisk en del opsigt blandt patienterne, som forventede at være alene med lægen. Den gode doktor slog det hen med bemærkningen om, at han var i gang med at behandle en strandet hval...

Det vakte en del morskab og snak - også ude i byen - men fint nok for mig, selv om jeg måske nok mente, at billedsproget var rigeligt saftigt. Jeg tror, at jeg nåede fem behandlinger, inden vi tabte interessen for det medicinske eksperiment.

Det skal med, at jeg mener, at behandlingen hjalp - omend marginalt. Og jeg indrømmer blankt, at jeg først slap af med den generende søvn-sygdom, da jeg i 2010 tabte mig ganske voldsomt.

En klog kollega sagde en gang, at i Grønland kan intet lade sig gøre - og i Grønland kan alt lade sig gøre. Det sidste er min bizarre, men underholdende oplevelse med en dygtig og engageret læge et godt eksempel på. Jeg havde i øvrigt fornøjelsen at møde Henning Sloth Pedersen flere gange, efter at vi flyttede fra Grønland, indtil hans død i 2018. Hver gang gik snakken om vores oplevelser i Kina - og om akupunkturens muligheder i moderne lægevidenskab...

Operation julebag

Smålækkerier

Så er operation julebag i gang. Det drejer sig - som bekendt - om småkager, så vi tager arbejdet i små bidder.

Allerede i sidste uge tog Dina hul på festlighederne med brunkagerne, som blev fremstillet efter en meget sindrig opskrift med et hav af forskellige ingredienser i et nøje afmålt forhold. Det lod jeg fruen om...

Søndag gik jeg så i gang med finskbrød, korendere og jødekager. Det er knap så kompliceret som brunkagerne. Jeg bruger en universaldej, som består af 250 gram smør, 200 gram sukker, et æg, lidt vanille og omkring 350 gram mel. Melet tager jeg på øjemål, til dejen har den rette konsistens. Dejen kan også bruges til vanillekranse; så giver man den bare lidt ekstra vanille og eventuelt lidt finhakkede mandler.

I dagens anledning lavede jeg en dobbelt portion, delte dejen i tre. Den første del til jødekagerne blev trillet til en pølse, som blev lagt på køl. Efter et par timer skåret i skiver, som blev fordelt på et par bageplader. Herefter penslede jeg med æg og dryssede kanelsukker på. I ovnen 10 minutter ved 200 grader.

For korender-kagernes vedkommende rørte jeg - som navnet forsigtigt antyder - en håndfuld korender i dejen. Herefter trillede jeg dejen til en pølse, der kom på køl et par timer. Herefter snittede jeg dejen i skiver og fordelte på bagepladerne. Ligeledes 10 minutter ved 200 grader.

Den sidste tredjedel af dejen gik til finskbrød. Jeg rullede dejen ud til en firkant i knap en centimeters tykkelse. Så dryssede jeg perlesukker på og skar dejen op i små snitter med et pizzahjul. Snitterne blev sat på en plade og fik cirka 15 minutter i ovnen.

Tirsdag fortsatte Dina operationen med klejner, som jeg ikke selv er så pjattet med. Jeg synes, at de store palminkogte kager er lidt for bastante og en ikke særligt raffineret småkage. Men det hører med de grønlandske juletraditioner, så det er vel undt. Og igen med en temmelig nørdet opskrift med et hav af ingredienser...

Nu mangler vi kun vanillekransene. Det er lidt mere bøvlet arbejde, som man helst skal være to om. Så det har vi aftalt, at vi laver i næste uge. Og for resten har vi allerede småkager i rigeligt mål efter den første etape af operation julebag.

Sprængt oksebryst

Livret

Mandag aften fik vi sprængt oksebryst med peberrodssauce. Det er en af mine livretter, som vi desværre får alt for sjældent.

Det er ikke fordi, det er så frygtelig svært at lave, men det kræver lidt tid og forberedelse.

Fredag købte jeg to stykker oksebryst på godt et kilo hver. Her i huset rækker det til cirka fire portioner, for det lækre kød kræver store portioner. Jeg lagde kødet i en stor frysepose og dryssede med salt, nitritsalt og sukker. Mængden er ikke så afgørende, når man tørsalter, men fordelingen skal være cirka 60 procent almindeligt salt, 20 procent nitritsalt og 20 procent sukker.

Plastikposen med kødet blev lagt i en skål i køleskabet fredag aften - og stod så og hyggede sig der til mandag eftermiddag. Så skyllede jeg kødet grundigt og dækkede det med vand i en stor gryde. Det fik et opkog, så skum, urenheder og tiloversbleven salt blev vasket ud. Jeg smed vandet ud og dækkede kødet påny med vand, som var tilsat rigeligt med gulerødder, porre og løg. Derefter simrede kødet i tre timer, til det var mørt og benene slipper. Så er det færdigt.

Peberrodssaucen, der kunne få englene til at synge, blev lavet på en opbagning af smør og maizena. Jeg tilsatte en halv liter af kogefonden under omrøring og som prikken over i'et fik saucen en deciliter fløde - godt og vel. Når saucen er kogt igennem tilsætter man en passende mængde reven peberrod og smager eventuelt til med salt og peber. Peberrod må ikke koge, for så taber det smagen.

Hele herligheden blev serveret med kartofler, rosenkål og gulerødder. Gulerødderne selvfølgelig frisk opgravede fra haven, hvor vi takket være det lune efterår fortsat har friske gulerødder med en fin, næsten sart, sød smag...

Og hvorfor nu lige sådanne kulinariske udskejelser på en almindelig mandag aften? Jo, man skal jo være god ved sig selv i disse tider...

Storhed og fald

På vej til kirkegården

Det er lang tid siden, at jeg har flynørdet her på bloggen, men nu skal det altså være.

Det er atid lidt vemodigt, når en flytype forsvinder fra SAS-flåden. Jeg har jo tidligere i livet tilbragt adskillige timer i selskabets sæder - og det gælder også Airbus A340, som en gang var state-of-the-art og nu tyve år efter bare bliver fløjet på lossepladsen...

Tirsdag morgen lettede den sidste SAS A340 - OY-KBM - fra cph med kurs mod flykirkegården "The Boneyard" i Tucson, Arizona, hvor det nu får lov til at rådne op i ørkenen. Tidligere på året er flere andre af selskabets A340'ere blevet hugget op til reservedele i Spanien.

Processen har sådan set været planlagt længe. SAS er i gang med at forny flåden med A350. der med to motorer kan flyve både længere og mere brændstof-økonomisk end A340, men corona og tidernes ugunst har forkortet pinen - og nu er det altså slut med fire-motors fly i SAS.

Det er vel blevet til et dusin ture med flyet. Alle mellem København og Beijing eller retur. Jeg husker ikke det helt præcise antal. Min første tur til Kina var i 2000. Dengang fløj jeg med Boeing 767, men de efterfølgende ture var med A340. Flyvetiden er knap 10 timer, så det er blevet til mange timer. Heldigvis for de flestes vedkommende i de brede sæder på Business Class, men ellers var økonomiklassen også til at leve med - dengang luftfartsselskaberne satte en ære i at levere service og god mad.

Min sidste tur med A340 var i 2008. På ferie og betalt af egen lomme. Men som frequent flyers blev både Dina og jeg opgraderet til Business Class. Den slags er nu fortid - akkurat som A340.

Men jeg er da fortsat den lykkelige ejer af en model af A340 - og den kommer ikke på kirkegården. Tværtmod. I dagens anledning er den både blevet støvet af og fotograferet.