Storhed og fald

På vej til kirkegården

Det er lang tid siden, at jeg har flynørdet her på bloggen, men nu skal det altså være.

Det er atid lidt vemodigt, når en flytype forsvinder fra SAS-flåden. Jeg har jo tidligere i livet tilbragt adskillige timer i selskabets sæder - og det gælder også Airbus A340, som en gang var state-of-the-art og nu tyve år efter bare bliver fløjet på lossepladsen...

Tirsdag morgen lettede den sidste SAS A340 - OY-KBM - fra cph med kurs mod flykirkegården "The Boneyard" i Tucson, Arizona, hvor det nu får lov til at rådne op i ørkenen. Tidligere på året er flere andre af selskabets A340'ere blevet hugget op til reservedele i Spanien.

Processen har sådan set været planlagt længe. SAS er i gang med at forny flåden med A350. der med to motorer kan flyve både længere og mere brændstof-økonomisk end A340, men corona og tidernes ugunst har forkortet pinen - og nu er det altså slut med fire-motors fly i SAS.

Det er vel blevet til et dusin ture med flyet. Alle mellem København og Beijing eller retur. Jeg husker ikke det helt præcise antal. Min første tur til Kina var i 2000. Dengang fløj jeg med Boeing 767, men de efterfølgende ture var med A340. Flyvetiden er knap 10 timer, så det er blevet til mange timer. Heldigvis for de flestes vedkommende i de brede sæder på Business Class, men ellers var økonomiklassen også til at leve med - dengang luftfartsselskaberne satte en ære i at levere service og god mad.

Min sidste tur med A340 var i 2008. På ferie og betalt af egen lomme. Men som frequent flyers blev både Dina og jeg opgraderet til Business Class. Den slags er nu fortid - akkurat som A340.

Men jeg er da fortsat den lykkelige ejer af en model af A340 - og den kommer ikke på kirkegården. Tværtmod. I dagens anledning er den både blevet støvet af og fotograferet.