mandag den 30. november 2020

Endelig frost

Vinterhåb


Natten til fredag fik vi sæsonens første nattefrost. Endelig, fristes jeg til at sige.

For nok er frosten en dræber, der har taget livet af tallerkensmækkerne og isbegonierne, men frost er også en renselsesproces, der rydder op i utøj, sygdomme og ukrudt. På vore breddegrader er frosten simpelthen en forudsætning for naturligt liv, så lad os endelig få noget mere af det.

Pelargonier, knoldbegonier og gladiolus er for længst i hus, og står nu i beskyttende og frostfrie omgivelser på værkstedet, så her er fred og ingen fare. De første krokus står i knop, forårsbebudere som de er. Men det er altså alt for tidligt, endnu. Vi skriver fortsat november resten af dagen, hvor det for resten også er fuldmåne.

Snetossen håber selvfølgelig også hvid jul, men det er nu nok for meget at bede om. Statistikkerne taler da også imod den slags, men det kunne da være hyggeligt nok. Men lidt frost kan også gøre det.


Ingen kommentarer: