søndag den 30. november 2014

Giv os gadespejlet tilbage

- og gem regnearkene væk

Kim Nøhr Skibsted: Gør det modsatte af TV.
Kim er i øvrigt min gamle nabo fra
Arbejderbevægelsens Kollegium
.
Hvis man skal lave ordentlig lokaljournalistik, skal man gøre det modsatte af, hvad de gør på TV. Sådan sagde kommunikationsdirektør Kim Nøhr Skibsted, Grundfos i Bjerringbro, da han tirsdag skulle give DR-ledelsen gode råd om fremtidens lokaljournalistik.

Kloge ord, som faldt på en såkaldt Public Service-høring om regionaljournalistik, som Danmarks Radio holdt tirsdag i Århus.

Høringen havde titlen ”Er Danmark for lille til regional journalistik?”

Svaret på dette retoriske spørgsmål gav næsten sig selv. Der var bred enighed om, at der er et stort behov for regional journalistik – ikke mindst blandt de tilstedeværende regionalpolitikere. Også DR’s repræsentant i panelet, direktør Anne-Marie Dohm, direktør for DR Danmark, mente, at der er et stort behov for den regionale journalistik – og mente selvfølgelig, at DR’s programmer er et smukt eksempel på, hvordan det skal gøres.

Panelet ved public service-høringen på DR-Aarhus.
Her mener jeg, at filmen knækker for DR-dignitaren.

 Rent praktisk passer de danske regioner ikke til DR’s regioner, så nogle steder bliver den regionale dækning lidt akavet. Det problem har vi ikke her i Nordjylland, hvor både den administrative region og DR’s region er nogenlunde sammenfaldende, men også i Nordjylland er der problemer med den lokale dækning fra den licensfinansierede gøgeunge i det danske mediebillede.

Dohm slog til lyd for, at DR’s plan ”Fra gadespejl til perspektiv på verden” er løsningen. Planen er blevet til, efter at medieforskere har regnet og lavet statistikker og fundet ud af, at DR’s lokaldækning skal være relevant for andre end de implicerede. ”Explicit relevans” hedder det i DR-verdenen med et rigtigt DJØF-ord, og det viser desværre med al tydelighed, at statsradiofonien har kastet sig i favnen på regnedrengene, der blindt tror på, at alt i denne verden – ikke mindst mennesker – kan kvantificeres og sættes ind i et regneark.

Nu behøver man ikke at være cand.polit. for at finde ud af, at jo flere stoffet er relevant for, jo flere vil finde det interessant. Problemet er bare, at den måde at anskue verdenen på, ikke viser hele virkeligheden – og gør, at de små lokalsamfund og det enkelte menneske bliver taberen i det store spil foran ensretningens alter.

Regnearksjournalistik betyder, at radioen bliver kedelig og forudsigelig, og at den enkeltes chance for at blive hørt mindskes For når regnearket styrer vil redaktionerne selvfølgelig prioritere de store byer, de store idrætsforeninger og de store forsamlinger.

Hvis DR nu var en privat virksomhed, hvor man købte abonnement, ville jeg være ligeglad. Men DR finansieres via den såkaldte medielicens, som i virkeligheden er en tvangsskat, som alle, der indehaver et elektronisk apparat, skal betale. Meningen er, at Danmarks Radio skal levere public service og netop ikke lade sig styre af seer- og lyttertal – som er det gode, gamle ord for ”eksplicit relevans”.

Det betyder også, at DR’s regionalstationer selvfølgelig skal finde plads til omtale af blandt andet de små foreninger i landsbyerne. Det har både stor betydning for den enkelte spejder eller fodboldspiller og for det enkelte lokalsamfund.

Og så er vi tilbage ved Kim Nøhr Skibsteds påstand: Ordentlig lokaljournalistik går den stik modsatte vej af tidens tendenser på TV.

Skal DR-Nordjylland overleve som lokal station, bør man derfor satse mere på gode, gamle journalistiske dyder – og den gode, gammeldags journalistik.

Tidligere var Nordjylland Radio blandt andet anerkendt for sin solide dækning af egnens kommuner. Dengang var der fire gange så mange kommuner som i dag, men nu kan man kun finde plads til det kommunale stof, når en højtråbende gruppe forældre eller naturelskere demonsterer mod en beslutning. For så er der gang i gaden – og så er det sjovt at være journalist. Og er der ikke en demonstration i nærheden, er DR jo også karl for selv at arrangere den, som vi så i forbindelse med EBH-sagen.

Vi skal have meget mere journalistisk rugbrødsarbejde og meget mindre perspektiv. For helt ærligt tror jeg, at de fleste nordjyder sagtens selv kan finde ud af at sætte tingene ind i det rette perspektiv.
Vi skal have en regionalradio, der hver morgen ringer til vagthavende på politistationerne, så vi kan høre, hvad der er sket i nattens løb. Det kan ikke være rigtigt, at regionalradioen for eksempel ikke kan finde plads til at omtale, at smeden på Øland har haft indbrud fem uger i træk.

Et indbrud er måske en lille ting i det store perspektiv, men en gruopvækkende oplevelse for den enkelte – og i en tid, hvor politiet hellere deler fartbøder ud end at opretholde lov og orden, er det mindste, man kan gøre at fortælle om det på den lokale radiostation.

Hvad er der for resten blevet af det gode gamle retsreferat? Der er masser af retsmøder rundt i landsdelen hver eneste dag, men vi hører altså kun om det, når det er store spektakulære incestsager.

Populært sagt skal journalisterne på den lokale radio være meget mere Stickelsberg fra Lidenlund. Op på cyklen og ud og referere fra generalforsamlingerne i landboforeningerne, fjernvarme- og vandværkerne, kommunalbestyrelserne og regionsrådet. Lad os få reportager fra serie fem og spejdernes weekendture, strikkeklubbens rekordforsøg og andet godt fra lokalsamfundet.

Glem alt om konflikter og perspektiv. Bare giv os de seneste nyheder og beslutninger om morgenen og brug landsdelens interessante borgere og særlinge til grundige portrætter og features. Alle har en historie – den skal bare findes og fortælles.

For resten undrer det mig, at regionalstationen ikke bringer en omtale af nogle af døgnets døde. Er nordjyder virkelig så lidt værd, at deres liv og levned her på jord ikke er en omtale værd, når de stiller træskoene?

Den slags koster selvfølgelig ressourcer. Men de kan nemt findes ved at spare toværts-systemet væk. Det er ikke andet end tant og fjas og sjovere for de medvirkende journalister end for lytterne. For det er slet ikke svært at være alene i studiet. Det har gamle DR-koryfæer som Hans Otto Bisgaard og Jørgen de Mylius for længst bevist. Men de er jo også blevet forvist til DAB-kanalerne.

Fint nok, at man stadig kan høre dem der – men når man fjerner populære programmer fra P4-fladen, svækker man paradoksalt nok lokaljournalistikken. For der er grænser for, hvor ofte folk gider skifte kanal – især når den gode musik er på DAB-kanalerne, og P4 bare byder på computerstyrede playlists.

Ved at forvise populære landsdækkende programmer som Giro 413 og Danmarksmester kannibaliserer DR lokaljournalistikken ihjel – og for resten giver det ingen mening, at P4 er lige så fordummende som P3. En ungdomskanal må dog være nok her i landet

Ved medieforliget blev DR mødt af krav om besparelser. Det er forståeligt, når stationen ikke har viljen til at gøre noget for hele landet. DR leverer ganske enkelt ikke varen.

En del af problemet er Danmarks Radios selvforståelse:

Anne-Marie Dohm ser det som journalistikkens fornemste mål at gøre lytterne til kvalificerede beslutningstagere. Derfor skal de lokale nyheder ikke være et gadespejl, men give perspektiv. Det falder i fin tråd med, at DR ser det som sin fornemste opgave at uddanne og opdrage, som bestyrelsesformand Michael Christiansen ynder at sige det.

Hver gang, jeg hører det, løber det mig koldt ned ad ryggen. For det manden siger, er jo i virkeligheden, at jeg er dum og uvidende – og at medarbejderne ved DR er de kloge. Det er en højrøvet og patroniserende holdning, som viser, at jeg er til grin for mine egne penge – licensmidlerne.

Så er det, at vi bliver nødt til at spørge, om Danmark er for lille til Danmarks Radio?

Artiklen er dagens kronik i Nordjyske Stiftstidende.

lørdag den 29. november 2014

Julesild

Sild på samlebånd til familien Øland

Jesper steger sild med oprejst pande...
Så har sildelauget holdt juleafslutning. Helt efter bogen og traditionerne - og det er der egentlig ikke så meget jul over.

For traktementet består hverken af grønkål eller ris a l'amande. Nej i denne udsøgte kreds af øboere med ulige personnummer består julefrokosten af en helt enkel gang stegte sild med løgsovs - hverken mere eller mindre. Og dog - selvfølgelig en øl og en dram eller flere.

Juleafslutningen er også den aften, hvor vi producerer de sild, som familien Øland skal fortære i julemåneden. Det er et ganske betydeligt antal fuldfede høstsild, der i den forbindelse må lade livet for at genopstå som marinerede sild, kryddersild og marinerede stegte sild.

Det kan kun lade sig gøre, fordi mænderne i sildelauget har rutinen. Arbejdet kører næsten som et samlebånd - og det, som tager længst tid, er faktisk rengøringen.

For det fine køkken i Medborgerhuset skulle jo nødigt dufte af sild, når beboerlauget byder på brune kager...
Skønne sild..
Sild på samlebånd.
Smukke sild.
Sild i løgsovs.
Sild i lange baner.

Valgvåka

Dagen derpå

Screendump fra KNR-tv. Kim Kielsen får sig
 en svingom på scenen i Grodthåbshallen med
en af partisoldaterne ved valgfesten.
Der var jo valg i Grønland i går.

For første gang kunne man se grønlandsk TV i Danmark via nettet. Så den stod selvfølgelig på valgaften.

Men på grund af tidsforskellen på fire timer begyndte det hele først ved midnat.

Så det blev en lang nat - og det er sikkert derfor, at det norske ord for valgaften er valgvåka - "i nat skal vi alle våge".

Klokken seks lørdag morgen var det forbi - og jeg kunne sende følgende telegram til medlemmerne i Arctic Business Network:

Dødt løb i toppen
Det grønlandske valg til Inatsisartut er slut. Ved 2-tiden grønlandsk tid forelå resultatet, der bød på fremgang for Demokraterne og ikke mindst Hans Enoksens nystartede Parti Inuit.

Siumut er fortsat det største parti - en hårsbredde foran Inuit Ataqatigiit. Det gør den nyvalgte Siumutformand Kim Kielsen til valgets vinder - og han vil stå i spidsen for forhandlingerne om et nyt Nalakkersuisut.

I partilederrunden på KNR-tv efter optællingen af stemmerne meddelte Kielsen, at han søger et bredt regeringsgrundlag, men ville ikke pege på kommende regeringspartnere.

Her er fordelingen af stemmer i procent med mandater i parantes:
1 Siumut 34,3 (11)
2 Inuit Ataqatigiit 33,2 (11)
3 Demokraterne 11,8 (4)
4 Partii Naleraq 11,6 (3)
5 Atassut 6,5 (2)
6 Partii Inuit 1,6 (0)

Topscorer på personlige stemmer blev IA's Sara Olsvig. Her er top-ti:

Sara Olsvig (IA) 5825
Kim Kielsen (S) 4604
Hans Enoksen (PN) 2425
Nivi Olsen (D) 1428
Anda Uldum (D) 1003
Aqqaluaq B. Egede (IA) 996
Naaja H. Nathanielsen (IA) 470
Karl-Kristian Kruse (S) 341
Knud Kristiansen (A) 311
Mala Høy Kuko (A) 303

Se den samlede fordeling af stemmer på partier og kandidater.

fredag den 28. november 2014

Grønland renser luften

Valgdag i Grønland

Slut med at kigge i bakspejlet. Nu gælder det fremtiden.
I dag er der valg til Inatsisartut – det grønlandske parlament.

Valget blev udskrevet, da den farverige landsstyreformand Aleqa Hammond måtte trække sig på grund af nogle uregelmæssige rejseafregninger.

Hun var ikke den første og næppe heller den sidste politiker, som løb ind i problemer med rod i bilagene. Det kender vi også fra Danmark. Men når det nu gik så langt, at regeringen måtte kaste håndklædet i ringen, skyldtes de nok især Hammonds medietække, der bragte hende længere og længere ind i en medieskabt virkelighed fjernt fra den almindelige grønlænder – Benjamin og Sakæus, som er det grønlandske udtryk for Maren i Kæret.

Medierne elskede Hammond, der altid var god for en slagkraftig overskrift – især når hun snakkede om grønlandsk selvstændighed. Til gengæld kneb det på hjemmefronten, hvor den grønlandske økonomi sank i grus, mens Inatsisartut snakkede, diskuterede og skændtes, så det bragede – og det grønlandske samfund fremstod som voldsomt ustabilt. Politikerleden i Grønland er endnu større end i Danmark – og det siger dog noget.

Det er synd – for dybest set er det grønlandske samfund både stabilt og homogent. Derfor har valgkampen på mange måder været både befriende og luftrensende. Lederne af de største partier – regeringspartiet Siumuts Kim Kielsen og oppositionspartiets Inuit Ataqatigiits Sara Olsvig – har begge ført en forholdsvis afdæmpet valgkamp med stor vilje til dialog.

Det er mit store håb, at valget vil rense luften – både internt i Grønland, men også i forholdet til Danmark. Uanset om vi har rigsfællesskab eller ej, er Danmark og Grønland tæt forbundne kulturelt og mentalt. 300 års fælles historie kan ikke viskes væk med et pennestrøg.

I Danmark er der mindst 15.000 velintegrerede grønlændere og i Grønland lever der omkring 5.000 lige så velintegrerede borgere af dansk afstamning. Både grønlandsk og dansk radio spiller jævnligt Gustav Winkler og Kim Larsen – og i det hele taget er der tætte bånd mellem mange grønlændere og danske.

I debatten hævdes det ofte, at Grønland ikke kan klare sig uden Danmark, men jeg vil hævde, at det modsatte også gør sig gældende. Danmark kan ikke klare sig uden Grønland. Verdens største ø og kontrollen over en god del af Arktis giver Danmark international status og indflydelse – og hensynet til Grønland og Færøerne gør, at Danmark er stort set det eneste vestlige land, der har en afbalanceret og ædruelig holdning i miljøspørgsmål som hval- og sælfangst.

Vi kan i øvrigt lære meget af grønlænderne. For eksempel er en sygdom som anorexi fuldstændig ukendt i Grønland. Grønlandske kvinder står ved deres udseende – buttede eller ej – og ældes i øvrigt med ynde. Jeg er grønlandsk gift, så jeg ved, hvad jeg taler om.

Her i huset har vi Rigsfællesskab, så det batter. Vi taler både dansk og grønlandsk indbyrdes, vi flager ved højtiderne med begge flag, pladesamlingen består af lige dele dansk og grønlandsk musik – og jeg ynder at omtale min søde kone, Dina, som hjemmestyret.

Jeg håber, at vi efter valget kan lægge den hårde retorik i skuffen og samarbejde om fremtidens Grønland. Det løser ingen problemer, når medierne omtaler Grønland som en bananrepublik, lige som den ensidige fokus på alkohol og børnemisbrug heller ikke løser problemerne.

Ikke at de ikke findes – men i stedet for blot at pege på problemerne, bør Danmark og danskerne gå ind i at løse dem. Med respekt for det grønlandske selvstyre, der er en følge af, at Danmark anerkender grønlænderne som et selvstændigt folk, bør vi gå ind i en dialog med Grønland om, hvordan vi sikrer danske statsborgere i hele Rigsfællesskabet ens og lige adgang til sygehusbehandling og tandlæger. Det er simpelthen ikke i orden, at for eksempel de danske behandlingsgarantier på kræftområdet kun gælder danske statsborgere bosat i Danmark.

Først når vi har ens standarder på sundhedsområdet og spørgsmålene om børns rettigheder giver det i virkeligheden mening at tale om et fællesskab.

Det kræver gensidig respekt og dialog – og at alle både danske og grønlandske politikere bider hovedet af al skam og fortidige positioner for at løse Grønlands økonomiske og strukturelle problemer.

Valgkampen i Grønland har afsløret stor bevidsthed om landets problemer – og fordums drømme om milliarder fra undergrunden er begravet. Jeg tror derfor, at det nyvalgte Inarsisartut og det danske Folketing fra i morgen har en historisk chance for at styrke Rigsfællesskabet mellem ligeværdige parter.

Lad os glemme fortidens synder og mangel på gensidig respekt – og puste nyt liv til et 300 år gammelt slægtsskab, der betyder meget mere for os, end vi umiddelbart forestiller os.

Artiklen er bloggerens kommentar i Nordjyske Stiftstidende i dag.

tirsdag den 25. november 2014

Den første valnød

Et beskedent høstudbytte

Stor, rund og flot var den første valnød af egen avl.
Det siges, at i gamle dage plantede man et valnøddetræ, når man fandt det sted, hvor man ville bo resten af livet.

Sådanne traditioner kan jeg godt lide, så der var egentlig ikke så meget at betænke sig på, da jeg flyttede til Nørremarksvej. Det var sådan cirka 25. gang, jeg flyttede, og jeg svor et højlydt "aldrig mere".

Men der var andre opgaver, der hastede. Så det var først i foråret 2011, at jeg fik plantet mit valnøddetræ. Desværre fik toppen en frostskade, så det fremstår temmelig busk-agtig - men det gør nu heller ikke så meget, for det står midt i georginebeddet, og her ser det faktisk ganske fornuftigt ud.
Busken får så en tur med saksen hver vinter, og efterhånden vil den formentlig blive lidt mere træagtig i fremtoningen.

Og der var oven i købet noget inden i.
Sorten er Broadview, der stammer fra Canada og tåler en del frost. Det er vigtigt, da valnød i Danmark er på nordgrænsen af sit ideelle vækstområde. Broadview udmærker sig også ved at sætte nødder i ung alder.

Allerede sidste år var der mange blomster, men det resulterede ikke i noget som helst. Men i år er det blevet til en enkelt nød. Den slap sit tag i træet for en måneds tid siden og har siden ligget i baren til almindelig beundring og tørring.

I dag skulle det så være. Vi tog under stor andægtighed hul på vores første valnød af egen avl. Dina tåler ikke nødder så godt, så jeg fik broderparten, hvilket jeg bestemt ikke var utilfreds med, for den smagte herligt. Visse sorter af valnødder kan godt være lidt bitre - men ikke den her. Mild og rund, vil jeg betegne smagen.

Valnøddetræet fremtræder noget
buskagtigt - men det vokser godt.
Nu håber vi så, at premieren vil føre mange valnødder med sig i de kommende år. For valnødden er jo også god til snaps og waldorfsalat, så det er noget, vi altid kan bruge.

Forresten har jeg også plantet en hasselhæk ovre ved det fremskudte dige. Det skulle med tiden også give nødder, men det lader vente på sig. Efter sigende er det først, når planterne er seks til syv år gamle, at de begynder at give noget, så det er der i hvert fald mindst fire år til...

mandag den 24. november 2014

I valgkampens hede

Den grønlandske valgkamp går ind i slutspurten

Valgkampsstemning som i de gode gamle dage
foran forsamlingshuset i Nuuk ved Landstingsvalget i 2002.
På fredag skal grønlænderne til stemmeurnerne. Luften skal renses efter en mildest talt rodet periode i grønlandsk politik - og man fristes til at sige, at det vist kun kan gå fremad.

Jeg vil ikke gøre mig klog på, hvordan det hele ender. Grønlandsk politik har det med at overraske - og prioriteterne kan ind i mellem forekomme eksotiske, men det er jo nu en gang demokratiet i en nøddeskal.

Valgkampen kører i slutrunden - og retorikken er skåret voldsomt til. Blandt de mere positive sider er, at de danske media er begyndt at interessere sig for Grønland. Forhåbentlig kan det åbne for en mere positiv og konstruktiv debat i fremtiden om vigtige spørgsmål som den grønlandske økonomi og ikke mindst Rigsfællesskabets fremtid.

Imidlertid kan man godt blive bekymret, når flere media smagfuldt omtaler verdens største ø som Bananrepublikken Grønland. Det er ikke nødvendigt.

Danske mediers omtale af Grønland i den aktuelle situation får i søndagens udgave af Jyllandsposten denne kommentar med fra tidligere landsstyreformand og formand for Inatsisartut Lars Emil Johansen:

"Vi er 56.000 mennesker. Selvfølgelig kender folk hinanden, og især inden for den endnu mindre gruppe af folk med de nødvendige kompetencer. Det, man i Danmark kalder networking, kalder I nepotisme, hvis bare det foregår i Grønland."

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Jul, sul og fugl

Spirende julestemning

Dinas skovspurve.
Dina er kommet i julestemning - og den slags skal man bestemt ikke spøge med...

Når først hjemmestyret går i jule-modus, så skal tingene foregå efter bogen. Det betyder blandt andet, at lænkehunden - i vores tilfælde fuglene på foderbrættet - skal have ekstra sul, uagtet at de milde efterår egentlig gør, at fuglene sagtens selv kan finde føde.

Så der bliver fodret på fuld skrue i anledning af den tilstående højtid - og især skovspurvene er begejstret. Det er Dina forresten også - så hun lånte lige mandens kamera for at forevige trængslen på fuglebrættet.

søndag den 23. november 2014

Fra arkivet: Xian

Terracotta-hæren

Næsten 9.000 legemsstore ler-soldater
vogter den afdøde kejser.
Jeg har været i Kina en del gange.

Jeg er dybt fascineret af dette kæmpestore land og dets tusinder af års historie. Især fascineres jeg af kinesernes evne til at implementere beslutninger, selv om det selvfølgelig også har en pris, der som regel ikke er særlig attraktiv - og som regel på bekostning af hensynet til individet.

Men andre lande, andre skikke - og det må man respektere. Alle de kinesere, jeg har mødt, har i hvert fald ikke opfattet det som et problem. De har været glade og stolte over deres land og kultur - og altid høflige og venlige over for en vestlig bisse, der måske ikke altid har været lige god til kinesisk takt og tone.

En af mine allerstørste oplevelser var, da jeg i 2006 besøgte Xian og så terracotta-hæren. Det er intet mindre end et af verdens underværker - så sindsygt ufatteligt i al sin meningsløshed. Rendyrket galskab og dybt fascinerende.

Den imponerende hal er bygget, efter at
 terracotta-hæren blev fundet i 1974,
Det var så sent som i 1974, at en bonde i nærheden af Xian i det sydlige Kina stødte på en lerfigur i jorden. Da arkæologerne kom til og begyndte at grave, afdækkede med en hær af legensstore skulpturer - alle individuelt fremstillet med egne ansigtstræk. Det er foreløbig blevet til næsten 9.000 soldater plus heste og udrustning - og man forventer, at der er mange flere i de områder, der endnu ikke er afdækket.

Xian-bonden var ved et tilfælde kommet til at sætte spaden i gravmælet efter den første kinesiske kejser Qin Shi Huang. Han samlede det, vi i dag forstår som Kina - og Xian var faktisk Kinas hovedstad frem til Ming-dynastiet i 1300-tallet.

Det arkæologiske fund er så stort, at det er svært at fatte. Man mener, at det har kostet 700.000 arbejderes indsats over 38 at bygge - og jeg må indrømme, at det gav mig kuldegysninger, da jeg dengang i 2006 stod over for terracotta-hæren, der står på sin plads 7 meter under den oprindelige jordoverflade og beskyttet af en kæmpemæssig hal.

Xian ligger i den subtropiske del af Kina, men det
mærkede vi ikke meget til. Det var rasende koldt og
palmerne var dækket af sne i januar 2006.
Vi ved om Qin Shi Huang, at han var oprindeligt var en dygtig og effektiv kejser, der blandt andet indførte en række standarder, som gjorde det muligt for det store land at fungere. Men som det ofte sker, begyndte han at få forestillinger om et evigt liv - og indtog i et forsøg herpå store mængder kviksølv, hvilket med tiden gjorde ham temmelig paranoid.

Men udødelig blev han - for med terracotta-hæren satte han sig et eftermæle, som næppe findes mage noget sted i verdenen - og som i sin størrelse overgår alt, hvad vi ellers har skabt i de vestlige civilisationer.

Xians smukke klokketårn.
I det hele taget er Xian et godt sted at mærke historiens vingesus. For byen med sine godt fire millioner indbyggere byder på masser af historiske minder - blandt andet en velbevaret bymur og i centrum det smukke klokketårn.

Forresten boede jeg på Bell Tower Hotel lige ved siden af klokketårnet dengang i 2006. Det var en oplevelse i sig selv. Af uransagelige årsager var kaffe sindsygt dyrt på hotellet - og man kunne med fordel drikke gin og tonic i stedet. Det var ikke kedeligt.

torsdag den 20. november 2014

Svinekæber

Modemad

Kogte svinekæber i kraftig sur-sød sauce.
Egentlig burde jeg vel have fejret afstemningen om nationalretten ved at sætte stegt flæsk med persillesovs på aftensbordet.

Resultatet var det helt rigtige og en finger til smagsdommerne og sundhedsapostlene, hvilket fryder mig, men på den anden side var afstemningen også ganske overflødig. For det første fordi resultatet måtte give sig selv, og for det andet fordi deltagelse i afstemningen er med til at legitimere, at Dan Jørgensen - dette politiske blålys - blander sig i danskerne spisevaner.

Når vi ikke fejrede dagen med stegt flæsk, hænger det også sammen med, at jeg tilfældigvis havde købt et kilo kæbesnitter i går - og det lå altså mur og nagelfast, at det skulle være dagens menu.

Svinekæber er simremad - og dermed modemad. For simrekunsten er det nye sort i gourmet-verdenen. Ligesom stegt flæsk en længsel mod det gode, gamle køkken fra vor mors tid - en længsel der pudsigt nok mest dyrkes af mænd.

Og når mænd laver mad, bliver det nemt lidt nørdet med spidsfindige opskrifter og fine ord, hvor man ikke bruner og koger kødet, men derimod braiserer det. Prøv blot at google braiseret svinekæbe.

Men uanset - jeg hopper med på bølgen og giver her opskriften, sådan som jeg nu improviserede den i dag.

Først brunede jeg kæbesnitterne i en blanding af smør og olie for fuldt blus, så kæberne kunne få lidt kulør i kinderne. Herefter tilsatte jeg en øl, en halv liter bouillon, et par snittede porrer, en ordentlig kvist timian, en forsvarlig sjat æbleeddike, et skud ketchup (Heinz), et par skefulde honning, peber og et halvt kilo pastinak i tern. Det simrede jeg så i halvanden time, hvorefter jeg tog kæberne op. Suppen siede jeg og smed grøntsagerne væk - for de havde gjort deres.

Dina kvitterede med norske vafler.
Herefter tilsatte jeg et par gulerødder i tern og et par håndfulde skivede champignons, mens jeg reducerede suppen til den begyndte at tykne. Smagte til med salt og tilsatte kæbesnitterne. Det hele fik et godt opkog, og jeg stabiliserede saucen med lidt maizena.

Det blev en meget kraftfuld, næsten sur-sød sauce, så jeg valgte at servere med almindelig hvid kartoffelmos til. Med så kraftig en sovs var der ingen grund til at bruge selleri, persille eller andre gode sager i mosen.

Behøver jeg at sige, at den gik rent hjem?

Dina gjorde gengæld ved at bage norske vafler til dessert. Det siger vel alt...

onsdag den 19. november 2014

Moderne tider

Offer for den store konspiration

Mistral producerer ikke længere låger, der passer til
 det gamle modul. Heldigvis passer en skuffe i tomrummet.
Jeg kan ikke sige mig helt fri for at føle, at den såkaldte udvikling efterhånden har udviklet sig til en stor konspiration udelukkende med det formål at genere mig. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor alting altid skal laves om og gøres på en anden måde end for 10 år siden. Igen i dag voldte denne udvikling mig problemer og gjorde livet besværligt.

Historien begynder egentlig, da mine forældre døde for et par år siden. Blandt efterladenskaberne var der nogle fine reoler af mærket Mistral, som både min søster og jeg godt kunne bruge. Desværre var reolsystemet i sin helhed for højt til de lavloftede gamle huse i Pallishave og Østerby, så reolerne har stået i søsters sommerhus i Doverodde.

Det færdige resultat ser hæderligt ud - men hvorfor
 hulen skal det være så besværligt?
Men her for nogen tid siden kunne jeg godt bruge noget mere reolplads - og vi flyttede hele herligheden til Østerby. På grund af loftshøjden var der et par overskydende moduler, som jeg fandt ud af at bruge i bryggerset.

Men netop fordi det var i bryggerset, ville jeg gerne have en låge foran et modulerne - og allerede her opstod problemerne. For fabrikken, der producerer Mistral, har altså lavet om på modulstørrelserne, siden min forældre købte reolerne i midten af halvfemserne. Det var kun muligt at få en låge, der var 57 cm høj, selv om modulet egentlig er 80 cm. Og selv om jeg var villig til at betale, var der ingen kære mor - Mistral ville ikke levere en låge i den rigtige størrelse.

Her var jeg på nippet til at give op, men fandt så på at bestille et skuffemodul, der var 21 cm højt. 21 + 57 er så tæt på 80, at det ikke ville se helt dumt ud, ræsonnerede jeg. Fint nok, men det irriterer mig i den sammenhæng, at jeg selv skulle finde på det. Der var ingen hjælp at hente fra hverken fabrik eller forhandler, og det er også grunden til, at jeg her nævner navnet på systemet - Mistral fra Hammel Furniture. For det tjener altså ikke fabrikken til nogen som helst ære.

På fabrikkens hjemmeside fremhæver man, at systemet er "udviklet med øje for dig, der er til individualitet og ønsker at skabe dit eget udtryk - personligt og funktionelt. Det er nemlig helt op til dig, hvordan modulerne sættes sammen. Og det er kun din fantasi, der sætter grænserne for netop din reol." Fint nok -selv om jeg nok mener, at de stiller lidt rigelige krav til kundens fantasi - især i lyset af, at det videre hedder: "Ændrer din stil eller dine indretningsbehov sig med tiden, kan du altid bytte rundt og sætte reol-modulerne sammen på en ny måde."

Det er nu en sandhed med modifikationer, skulle det vise sig:

I dag fik jeg så varerne leveret fra fabrikken og gik kækt i gang med monteringen. Her viser det sig så, at de medfølgende skruer ikke passer til de forborede huller i det gamle reolsystem. Hullerne er for store.

Det er i sådanne stunder, at jeg virkelig tager mig til hovedet og føler mig forfulgt. Hvad skal sådan noget tøjeri gøre godt for? Det er simpelthen forfølgelse af trofaste kunder!

Så jeg måtte finde nogle skruer på værkstedet og så fylde de oprindelige huller med tændstikker for at få lågen monteret nogenlunde forsvarligt - og så det så hæderligt ud. Heldigvis er man jo ikke helt handlingslammet på trods af alderen, men hold kæft, hvor det irriterer mig, at man laver den slags om. Jeg er overbevist om, at producenterne slet ikke forestiller sig, hvor meget vrede, galde og irritation en ændret skruedimension kan forvolde.

Nå, men nu er skidtet da monteret - og det ser hæderligt ud. Men hvorfor hulen skal det være så besværligt?

søndag den 16. november 2014

Persille

Landlivets lyksaligheder

Danmarks nationalkrydderurt.
Persille er en herlig ting. Ingen tvivl om det.

Og da persille indgår i nationalretten vil jeg ikke tøve med at betegne persille som vores nationale krydderurt. Franskmændene har deres hvidløg, italienerne deres oregano og danskerne altså vores persille.

Med en dejlig stor have på landet har vi normalt også rigeligt med persille - men i år har det knebet lidt. Sommerens tørke var hård ved det gamle persillebed med selvsået persille - og jeg besluttede derfor at give naturen en hjælpende hånd.

Grofthakket persille gør sig godt i sellerimosen.
Jeg har en lille mistbænk stående på terrassen uden for spisestuen. I august såede jeg den til med persille.

Så er der serveret efterårsmad. Rådyr i gryderet med
svampe og gulerødder til sellerimos med næste års persille.
Planen var - da persille er ualmindeligt langsomt voksende - at persillen skulle slå rod og være klar til næste år, sådan en slags rettidig persilleomhu.

Men på grund af det lune efterår er persillen allerede nu kommet op i en størrelse, hvor vi kan høste af den. Og hvad er meget bedre end et ordentligt skud grofthakket persille i en gang sellerimos til vildtgryden?

Så det gjorde vi altså søndag aften. Tog hul på næste års persillehøst....

Det er bestemt en af landlivets mange lyksaligheder.

lørdag den 15. november 2014

Tigerdyret

Det er sket før

Det nye sort inden for kattedyr. Den sorte panter er
ikke en selvstændig dyreart, men i virkeligheden
blot en genetisk variant af leoparden. Foto: VikiPedia
Gårsdagens ophidsede stemning i Paris-forstaden Montevrain, hvor rygtet om en løs tiger spredte rædsel, gav mig en sjov fornemmelse af deja-vu.

For det er jo sket før. Endda i Aalborg og det hører med til en af mine mere muntre barndomserindringer.

Natten til den 8. maj 1971 undslap en sort panter fra det dengang nybyggede og meget omtalte rovdyranlæg i Aalborgs Zoologiske Have. Anlægget havde fået solid omtale i medierne, fordi det markerede et opgør med gamle dages triste rovdyrbure. Så der skal såmænd nok være nogen, der har tænkt deres "Hvadsagdejeg?", da Nordjylland lørdag morgen vågnede op til en weekend, der stod i den sorte panters tegn.

Den døde panter vises frem.
Foto: Redigeret screendump fra
Aalborg Zoologiske Haves hjemmeside.
Panikken var total. Folk i området holdt deres pudelhunde og børn indendørs, mens bevæbnede patruljer begyndte at lede efter panteren i Møllepark-området ved Hasseris. Ekstra radioaviser med situationsrapporter bidrog til den ophidsede stemning.

Det var selvfølgelig også samtaleemnet i Rold Skov, hvor jeg opholdt mig på Jamborettepladsen. Jeg erindrer ikke anledningen, men jeg tror, at det var et ledertræningskursus i Jens Hvass division - den nuværende Rold Skov Division - en såkaldt Parchaka-weekends, som vi havde to af om året.

(Umiddelbart efter at jeg blev storspejder i 1970 blev jeg medlem af Parchaka-troppen, hvor jeg har lært det meste af det, jeg kan i dag - så tidspunktet passer meget godt. Parchaka er et uddannelsesforløb, der findes den dag i dag - og som jeg kun har pæne ting at sige om).

I Rold Skov syntes vi helt ærligt, at panteren var et fint krydderi på turen - og stor var skuffelsen, da myndighederne forlangte, at vi skulle sove indendørs om natten - og det planlagte natløb blev også aflyst. Det her var jo lang tid før curlingforældrenes indtog på scenen - og eftersom Jamborettepladsen ligger 30 km fra Zoologisk Have vil jeg nok mene, at det var lidt af en overreaktion.

Men Rold Skov slog beredvilligt dørene op for spejderne, og vi overnattede på gulvet i Klænghuset. Så fik man da i det mindste prøvet det.

I Aalborg gik eftersøgningen videre uden held. Klokken fire natten til søndag blev panteren set, da den krydsede Kong Christians Alle mellem Hasseris og Aalborg ved kirkegården.

Et par timer senere fik Frederik Larsen i Svendsgade (en kilde siger Valdemarsgade) sit livs chok, da han om morgenen skulle slå en morgenstreg på toilettet på bagtrappen. For der stod han ansigt til ansigt med panteren.

Politiet blev tilkaldt og få minutter efter var panteren dræbt på baggangen i Aalborgs Vestby-kvarter. En ussel død for et frihedselskende rovdyr, var vi mange, der mente, men efter et døgns panik og rædsel blev der ikke taget chancer.

Panteren er nu udstoppet og kan ses i Zoos udstillingslokaler. Den er ikke stor - på størrelse med en ruhåret hønsehund - og man kan undres over den megen panik, den skabte.

Så forstår jeg lidt bedre panikken i Paris. En tiger kan trods alt blive næsten tre meter lang, men senest har de franske myndigheder ladet forstå, at der trods alt er tale om en noget mindre dyr i kattefamilien - og at man satser på at fange dyret i live.

torsdag den 13. november 2014

The Eskimos

Fra rockens barndom

The Eskimos - kaffebarrockere
fra tressernes Nuuk.
Filmen om Sume har skabt opmærksomhed om bandet, der gjorde sig bemærket ved at synge rock på grønlandsk. Men Sume er langt fra det første grønlandske rock-orkester.

Allerede i 1964 huserede The Eskimos på kaffebarerne i Nuuk - og helt i tidsånden var bandet blandt andet med til at arrangere mesterskaber i pigtrådsmusik.

Musikken var inspireret af udenlandske navne som Ventures, Shadows og Beatles, men det bidrog også til The Eskimos succes, at man sluttede alle optrædender med en traditionel grønlandsk sang.

The Eskimos var et traditionelt firemandsband og bestod blandt andet af trommeslageren Peter O. Petersen, der fortsat er aktiv i den grønlandske musikverden. Hans seneste CD udkom sidste år.

The Eskimos eksisterede i to år - og brændte mildest talt lyset i begge ender. Ofte blev det til seks ugentlige optrædender på kaffebaren Aleqamut samt selvfølgelig weekend-underholdning i forsamlingshuset. Det blev også til flere turneer i Grønland - blandt andet til den amerikanske base i Søndrestrømfjord.

I 1965 indspillede The Eskimos to EP'er på for Kajak - et lille pladeselskab ejet af Grønlands Indkøbsring. Indspilningerne foregik på en to-spors båndoptager og kvaliteten er så som så. Især sangnumrene kan være anstrengende at høre på med vore dages forkælede ører, hvorimod instrumentalnumrene bedre holder vand.

Det blev til i alt otte indspillede melodier - mestendels covernumre som Wipe Out og My Bonnie is over the Ocean. En enkelt melodi - guitarnummeret Jakob - er dog eget materiale.

De to EP'er blev hver trykt i 5.000 eksemplarer, der i sin tid blev revet væk. EP'erne er senere blevet samlet på en CD udgivet på Frost Records enestående serie om dansk pigtrådsmusik i 2005 - og det er den CD, der i dag findes i min pladesamling.

Jeg har fundet to numre med Eskimos på YouTube. Først og fremmest bandets eneste egenproduktion Jakob, men jeg har også en svaghed for den meget lange indspilning af Wipe Out, som ligger på YouTube med en charmerende billedside taget fra scifi-serien Thunderbirds, der var en af min barndoms helt store TV-hits. Bemærk i øvrigt den musikalske hilsen til de danske kolleger i Sir Henry næsten tre minutter inde i nummeret.




Læs i øvrigt mere om grønlandsk populærmusik på Andreas Ottes hjemmeside.

mandag den 10. november 2014

Dagens ord LXIX

Politur

Pilotur - ikke politur.
Foto: North of Denmark
Illustreret Videnskab bragte en annonce for et pilotur. I skyndingen læste jeg det som politur - altså fernis, og jeg må blankt indrømme, at det overhovedet ikke gav mening.

Men det er jo blot et spørgsmål om tryk. For ved nærmere eftertanke kan politur jo også være den helt rigtige gave til en universitets-uddannet økonom, der skal følge med tiden. Han har jo brug for et polit-ur.

søndag den 9. november 2014

DDR-dagen

Stalinistisk audiens

Bestyrelsesformanden med sit harem.
Lørdag var jeg i audiens hos generaldirektøren.

Det er et af de privilegier, der følger med mit medlemskab af DR's dialogforum. En gang om året mødes vi i DR-byen og diskuterer statsradiofoniens tilstand.

Formiddagen er altid lagt i hænderne på bestyrelsesformanden og direktionen. Det er sådan en gang stalinistisk showoff, hvor kommentarer og spørgsmål skal indgives skriftligt - og hvor der står en kommunikationsmedarbejder og sorterer i de emner, som man ønsker at besvare.

Det lykkedes mig at trænge igennem med en kommentar til DR's overdrevne brug af underlægningsmusik, der gør livet svært for hørehæmmede - men det stod også klart, at man ikke har tænkt sig at gøre noget alvorligt ved problemet.

Jeg forstod det sådan, at man var bange for at blive til grin blandt kollegerne på andre TV- og radiostationer, hvis man ikke følger med tiden og dænger sendefladen til med voldsomme lydeffekter. Det bekræfter desværre også min opfattelse af DR som en legeplads, hvor hensynet til kollegernes kommentarer vejer tungere end hensynet til dem, der betaler. Kort sagt afsenderkvalitet i stedet for modtagerkvalitet.

Ak ja - den slags mennesker uden
opdragelse er besat af tanken om
at opdrage danskerne...
Det står også klart, at DR fortsat ser det som sin væsentligste rolle at udfordre, opdrage og uddanne danskerne - uanset om danske licensbetalere ønsker at blive udfordret eller ej. Set i det lys er meget naturligt, at den samlede direktion nu - med økonomidirektøren som den bekræftende undtagelse - består af en række høje og magre kvinder. Det har jo som bekendt altid været kvindekønnets lod og naturens orden at stå for opdragelsen.

Det er dog spørgsmålet, hvor meget kvalitet og opdragelse direktøren for DR Danmark Anne Marie Dohm kan bidrage med, når man ser hende på podiet med total mangel på pli og opdragelse og med hænderne dybt begravet i lommen. Den slags mennesker kan næppe bidrage med ret meget i den almindelige opdragelse.

Jeg deltog i øvrigt i en workshop med Dohm sidste år - og jeg kan betro læserne, at hun har en væsentlig del af ansvaret for, at der ikke længere er hardcore-nyheder på regionalstationerne.

For nyheder efter gængse kriterier interesserer hende ikke, hvis ikke de kan sættes i perspektiv. Den slags får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Et klart kulturradikalt synspunkt, der viser despekt og foragt for den almindelige danskers evne til at analysere og forstå nyhederne. Efter Dohms opfattelse tåler vi ikke rå nyheder, men skal have dem tygget og fordøjet af eksperter, der kan sætte dem i perspektiv.

Eftermiddagen i DR-byen brugte jeg blandt andet i selskab med Jacob Mollerup, seernes og lytternes redaktør i DR. Et sympatisk møde med en ener og en hædersmand, der kæmper sin egen statsautoriserede kamp for anstændighed og hensyn til ofrene for Danmarks største medievirksomheds elefanttrampen og hensynet til licensbetalerne. Også Mollerup kæmper sin sisyfos-kamp mod underlægningsmusikken - for han har forstået, at alle licensbetalerne også har et krav på at kunne høre og forstå, hvad der bliver sagt i radioen.

Så lidt håb er der da for statsradiofonien.

DR har lavvande i kassen. Gad vide om det også
er derfor, at man har sænket vandstanden i
Emil Holm-kanalen?
DR fattes i øvrigt penge og skal spare. Fair nok. Det skal vi andre også - og jeg bakker helt op om beslutningen om at nedlægge radiounderholdningsorkestret. Det kan aldrig være public service at arrangere sommerkoncerter for den sjællandske landadel og halballer til nytår - så at DR styrker symfoniorkestret ved at nedlægge det såkaldte underholdningsorkester er helt fint efter min beskedne mening.

Næste gang bliver det forhåbentlig det totalt ufolkelige beskæftigelsesprojekt, som kaldes bigbandet - og så kan DR jo fortsat spare ufatteligt mange journalisttimer, hvis man dropper tvangstanken om, at der altid skal være mindst to værter i stort set alle programmer. I de gode gamle dage var det nok med én vært - og det er det stadig, hvad enhver kan forvisse sig om på P5, hvortil gode, gamle DR-koryfæer som Hans Otto Bisgaard og Jørgen de Mylius er blevet forvist. Det er håndholdt radio, der virker!

Drivhus transportable

Operation nabohjælp

Drivhuset blev skruet fast på traileren.
Birger havde overtaget Hardys drivhus - og nu skulle det så transporteres den lille kilometer fra Søndregårde til Hammershøj.

Birger var selvfølgelig glad for sit nye drivhus, men nærede nu også en sund og naturlig modvilje mod at skulle pille det fra hinanden for igen at samle det to timer senere. Den slags er jo ren tidsspilde.

En hurtig snak over en fyraftens afgjorde sagen. Sådan et bitte drivhus kan da sagtens flyttes i sin helhed - bare vi er folk nok...

Drivhus transportable.
Så som sagt, så gjort. Fredag eftermiddag fjernede vil lidt af glasset for et lette vægten - og så et par lægter ind under drivhuset. Fire mænd vandrede af sted med glashuset, som den simpleste ting i verden.

Op på travleren, et par solide skruer i lægterne - og så gik det ellers med 20 km/t derudaf nedad Søndregårde, Østerbyvej og op ad Hammershøj.

Hvor svært kan det være? Det er da den slags, man har naboer til...

søndag den 2. november 2014

Tørreskabet

Klimatilpasning på Nørremarksvej

Mit nye tørreskab på pladsen i brændeskuret.
Tørreaggregatet monteres med små skruer inderst i det gamle
køleskab, og ledningen fastgøres med gaffa-tape.
Lune vintre som sidste år og måske også i år er et enormt stort problem for mit lille hjemmerøgeri.

Sidste år måtte jeg kassere hele produktionen af spegepølse, fordi luftfugtigheden var for høj, da pølsen skulle tørre efter røgningen. Pølsen smagte egentlig udmærket, men konsistensen var nærmest pulveragtig og bestemt ikke skærefast.

Problemet er faktisk ikke så meget temperaturen i sig selv - for røgvarer er godt saltet og fordærver ikke så nemt, men dels giver de højere temperaturer risiko for spy og dels følger luftfugtigheden temperaturen.

Der bores fire ventalitionshuller i køleskabets sider.
 En netprop forhindrer, at der kommer fluer ind i
 skabet under tørringen.
Allerede sidste vinter besluttede jeg at gøre noget ved problemet. Løsningen er et tørreskab - i stedet for som hidtil hvor jeg har tørret varerne på en trådreol oppe under loftet i brændeskuret. Jeg fik derfor fat i et gammelt køleskab, og jeg investerede godt 500 kroner i et vildtkøler-kit fra svenske Tenderum. Imidlertid fik jeg det aldrig monteret sidste vinter.

Men nu står julen for døren - og jul uden røgvarer dur ikke. Så søndag gik jeg i gang med monteringen. Sættet fra Tenderum består af en stang til ophængning, propper til ventilationsåbninger samt en netdrevet el-blæser. Desuden følger der et kopbor med til at lave ventilationshullerne - og så selvfølgelig en udførlig og letlæst brugsanvisning.

Der følger et kopbor med kittet, så hullerne passer perfekt.
Monteringen er nem og enkel. Det tog kun en lille times tid, og skabet ser fint ud. Jeg har kun to anker. Ledningerne skal monteres med gaffatape og propperne til ventilationshullerne burde nok være tosidige. Udefra ser ventilationen fornuftig ud, men inde i skabet virker den lidt ufærdig.

Man laver fire ventilationshuller i siden af det gamle køleskab - to foroven og to forneden. Ideen er, at fugtig luft er tungere end tør luft. Blæseren presser derfor luft ud forneden og trækker frisk luft ind foroven. Brisen inde i skabet skal derefter udtørre kødet, som ligger eller hænger til tørre i skabet.

Det er teorien. Nu venter vi bare på praksis. Jeg har de seneste dage saltet fire laksesider. Det gør jeg som tørsaltning, og resultatet bliver, at laksen er hvinende salt. Derfor skal den lige udblødes et døgns tid, inden den lægges til tørre. Så i morgen hænger jeg laksen i skabet.

Herefter skal den tørre nogle dage. For jo mere tør, laksen er, jo bedre tager den imod røgen, når vi begynder at røge - og får derfor en bedre og mere ensartet smag.

Det er planen, at jeg så kan tænde op i røgeovnen næste søndag.

Åben radio

En hektisk lørdag

Radioaktivitet...
Lørdag formiddag var jeg til åbent hus på Nordjyllands Radio.

Egentlig var vejret alt for godt til indendørs sysler, men jeg er jo medlem af DR's dialogforum og havde sagt ja til en dialog med lytterne i den lokale DR-filials cafe.

Dialog blev der nu ikke så meget af. I hvert fald ikke om DR, for de fleste jeg talte med, var enten folk jeg kendte i forvejen eller som havde en kommentar til nogle af mine andre gøremål. Blandt andet kunne jeg konstatere massiv opbakning til min aversion mod sommertiden.

Nordjyder har en sund og naturlig interesse for bagværk.
Ellers var fremmødet forbløffende, det gode vejr taget i betragtning. Regionalradioen har et godt tag i nordjyderne - unge som gamle - og det understreger min helt generelle opfattelse af, at DR leger med ilden, når man laver om og fjerner populære udsendelser fra P4-fladen, som det har været tilfældet de seneste år.

Folk valfartede til udsendelsesstudiet, der transmitterede live hele formiddagen - ikke for se radiostjernerne, men for at se tromlen fra Fredagsflækken, der er DR-Nordjyllands nok bedste radioudsendelse nogensinde.

Børnene virkede beklemte, men forældre og
bedsteforældre jublede, når de kære små poder
debuterede som TV-stjerner.
Ellers trak den nordjyske radio store veksler på familieskabet med DR-TV. Mest populære aktivitet var ikke helt uventet Farsø-pigen Rikke Myrups smagsprøver fra Den Store Bagedyst, for er der noget, nordjyder går op i, så er det altså kager!

Også ungerne blev beskæftiget. Karin fra krattet lavede pandekager i solen foran huset - og i garagen kunne børnene prøve kræfter med TV-mediet under behørig instruktion af det par medarbejdere fra DR-Ultra. Ikke alle børnene virkede lige bekvemme ved den aktivitet, men curling-forældrene og og bedsteforældre jublede, når de kære små fik lyttebøfferne på.

Øjenkontakt er vigtig, når man laver TV, Har man ikke
en skammel, må man gå ned i knæ.
Nu findes der jo også en verden uden for mediernes projektører. Så ved middagstid forlod jeg DR og tog til Aalborgs centrum for at passe en post på DUKA's store løb for mini-spejderne. Desværre har jeg ingen fotos derfra.

Alt i alt en hektisk lørdag. Så det var godt at sove foran fjernsynet lørdag aften...

lørdag den 1. november 2014

En ordentlig kalvekæberasler...

Fisk og kalvekæber på menuen

Far laver sovsen....
Sildelauget bar oktober ud med et brag af mandfolkemad.

Oldermanden bød på fiskeruller på en bund af urter og kalvekæbesnitter braiseret i mørkt øl med tilhørende sellerimos. Den slags kan ikke gå galt i kyndige hænder - og gjorde det heller ikke.

En rigtig no-nonsense mandfolkeaften på Øland, så i stedet for en masse ord er her nogle fotos.
Så er vi klar til at køre forretten...
Fiskeruller på en bund af urter.
Et sjældent syn: Næsten alle svendene sidder ned...
Aftenens hovedret var snitter af kalvekæbe braiseret
i mørkt øl med sellerimos. For men only!
Aftenen sluttede med opvask og Ølandssangen.