Svinekæber

Modemad

Kogte svinekæber i kraftig sur-sød sauce.

Egentlig burde jeg vel have fejret afstemningen om nationalretten ved at sætte stegt flæsk med persillesovs på aftensbordet.

Resultatet var det helt rigtige og en finger til smagsdommerne og sundhedsapostlene, hvilket fryder mig, men på den anden side var afstemningen også ganske overflødig. For det første fordi resultatet måtte give sig selv, og for det andet fordi deltagelse i afstemningen er med til at legitimere, at Dan Jørgensen - dette politiske blålys - blander sig i danskerne spisevaner.

Når vi ikke fejrede dagen med stegt flæsk, hænger det også sammen med, at jeg tilfældigvis havde købt et kilo kæbesnitter i går - og det lå altså mur og nagelfast, at det skulle være dagens menu.

Svinekæber er simremad - og dermed modemad. For simrekunsten er det nye sort i gourmet-verdenen. Ligesom stegt flæsk en længsel mod det gode, gamle køkken fra vor mors tid - en længsel der pudsigt nok mest dyrkes af mænd.

Og når mænd laver mad, bliver det nemt lidt nørdet med spidsfindige opskrifter og fine ord, hvor man ikke bruner og koger kødet, men derimod braiserer det. Prøv blot at google braiseret svinekæbe.

Men uanset - jeg hopper med på bølgen og giver her opskriften, sådan som jeg nu improviserede den i dag.

Først brunede jeg kæbesnitterne i en blanding af smør og olie for fuldt blus, så kæberne kunne få lidt kulør i kinderne. Herefter tilsatte jeg en øl, en halv liter bouillon, et par snittede porrer, en ordentlig kvist timian, en forsvarlig sjat æbleeddike, et skud ketchup (Heinz), et par skefulde honning, peber og et halvt kilo pastinak i tern. Det simrede jeg så i halvanden time, hvorefter jeg tog kæberne op. Suppen siede jeg og smed grøntsagerne væk - for de havde gjort deres.

Dina kvitterede med norske vafler.

Herefter tilsatte jeg et par gulerødder i tern og et par håndfulde skivede champignons, mens jeg reducerede suppen til den begyndte at tykne. Smagte til med salt og tilsatte kæbesnitterne. Det hele fik et godt opkog, og jeg stabiliserede saucen med lidt maizena.

Det blev en meget kraftfuld, næsten sur-sød sauce, så jeg valgte at servere med almindelig hvid kartoffelmos til. Med så kraftig en sovs var der ingen grund til at bruge selleri, persille eller andre gode sager i mosen.

Behøver jeg at sige, at den gik rent hjem?

Dina gjorde gengæld ved at bage norske vafler til dessert. Det siger vel alt...