onsdag den 30. juni 2021

Et foto, to stop og 110 krondyr

 Aftentur


Tirsdag aften så jeg 1 døgn, 2 hold og tre dyr, hvor de maniske TV-stjerner blandt andet fandt en isfugl.

Det inspirerede mig til en solnedgangstur til Han Vejle, hvor der også er en chance for at se den blå pescetar. Det kom der dog ikke noget ud af. Der var næsten dødt - og fuglene lod sig nok høre, men ikke se. Mest tydelig var rørsangerne, der synger kraftfuldt og taktfast, men der var også skægmejser, vandrikser, krager og blåhals i aftensangen.

Det blev kun til et enkelt foto - en blåhals. Det er jo ikke så ringe - især når det var dagens eneste fuglefoto. Normalt kan det nemt blive til et par hundrede klik på en time i den fuglerige rørskov, men altså kun et eneste billede. Men når det så er blåhals, er det jo til at leve med.

På vej hjem smuttede jeg efter en pludselig indskydelse ned til et af mine foretrukne steder i Tingskoven - og der var bingo med fuld plade. På marken mellem to skovparter gik der 110 krondyr. Der er endnu nogen tid til brunsten, så de græssede fredeligt og lignede egentlig mest af alt en flok dovne køer.

Jeg havde en let brise imod mig, så jeg var kun omkring 75 meter fra de nærmeste dyr, men det var også for tæt på til at få dem alle med på et gruppebillede.

Klokken var 22.50 - en halv time efter solnedgang - så der var ikke for meget lys, men jeg kunne da ikke lade være med at trykke på knappen nogle gange.

Jeg var nødt til at give køb på eksponeringstiden, selv om jeg ikke havde stativ med, så mange af billederne var rystede, men det blev da til et par brugbare doku-fotos, trods alt. 

mandag den 28. juni 2021

Rødstjert

Ny i fotoalbummet


Vi har i år rødstjerter i haven. Det har jeg ikke været i tvivl om længe, for de synger ret karakteristisk og også gerne lidt larmende, men det har knebet med at se dem. Og det er nogle år siden, at vi sidst har haft de fine gæster på parcellen.

De sidder gerne oppe i bladløvet i træerne nede i baghaven - og bytter ofte plads, så det har knebet med at få et foto.

Men i dag skulle det være. Jeg brugte nok en time på projektet, mens jeg jagtede fjerkræet rundt i haven. Rev armene til blods under tjørnene og smadrede skinnebenet, da jeg faldt over en gren. Alting har sin pris - og alt godt kommer til den, der venter...

Kampen, tålmodigheden og stædigheden gav resultat. På et tidspunkt satte rødstjerthannen i med sang fra gavlen af drivhuset - og billedet kom i kassen.

Jeg så også en hun, og jeg er faktisk ret sikker på, at jeg deler to rødstjertpar med naboen. Mest fordi jeg hører sangen fra mange vinkler, for jeg aldrig set andet end en ad gangen.

Rødstjerten er ikke sjælden, og den er også i fremgang i Danmark. Men det er en sjælden flot fugl, der nok kan stille op i en skønhedskonkurrence for sangfugle. Specielt hannen med den sorte maske og hvid pandeblis - og så naturligvis, som det sig hør og bør blandt rødstjerter - en flot rød hale. Hunnen er også rødlig, men mere afdæmpet.

De har fart på med formeringen. Hannen står for opfostringen af det første kuld, mens hunnen påbegynder kuld nummer to. Rødstjerten overvintrer syd for Sahara, så det er også med at få lidt sul på kroppen, inden turen går sydpå.

søndag den 27. juni 2021

Den lange rejse

Turen gik til Farsø


Tidens utidige tendens til at lave alting om ramte mig fredag som et hammerslag med det mest besynderlige udfald.

Jeg havde været en tur i Aars Messecenter for det sidste stik (i denne omgang). Jeg havde god tid og havde planlagt en lille sightseeing i den by, som jeg kender så udmærket fra gymnasietiden. Men ak, alt er så forandret - og det kan være svært at finde rundt.

Efter vaccinationen lagde jeg ud med en tur ad Løgstørvej forbi hønseslagteriet og Sauers frugtplantage. Ideen var at køre til Jelstrup, hvor man drejer fra ad Holmevej mod Farsø. Her ville jeg så vende og returnere til Aars. Krydset dukkede bare aldrig op, for også her var der lavet om.

Men pludselig var jeg på kendte marker igen. Jeg kunne genkende stedet, hvor vejen fra Holmevej går fra mod Havbro.

Det sted kender jeg ganske udmærket. Faktisk alt for godt. For her kørte jeg i 1977 en kvie ned midt om natten. Det havde været tordenvejr den nat - og dengang var det almindeligt, at kvierne brød ud af indhegningerne, når det tordnede. Jeg ved ikke, om det fortsat gør sig gældende. Den slags er jo ikke længere avisstof, desværre.

Men det viser sig, at krydset i Jelstrup er blevet sløjfet - og at Løgstørvej nu løber direkte ud i Holmevej. Det var jo ikke nemt at vide. Så det, der skulle have været en rundtur i Aars, blev i stedet en tur til Farsø med et besøg ved Mogens Bøggilds mindesten for Johannes V. Jensen. Motivet er fra "Den lange rejse" og det beskriver jo ganske udmærket min mislykkede udflugt.

Da jeg nu var på de kanter, blev det til den sædvanlige hjemtur over Strandby og Trend. Det er nu også sådan en pæn tur, så det gør ikke noget. Men jeg kan altså ikke forstå, at vejmyndighederne altid skal lave om.

Det ligner ærlig talt beskæftigelsesterapi. Om fem år bliver det sikkert lavet om igen, fordi man finder ud af, at folk kører for stærkt ad den nu pænt lige og direkte vej mellem Aars og Farsø.

Det er også forvirrende, at Aars har fået en omfartsvej med flere rundkørsler uden Per Kirkebys murstens-installationer. For hvordan kan man vide, at man er i Aars, når der ikke er en stak mursten i midten af rundkørslerne?

I øvrigt synes jeg, at omgivelserne ved mindestenen for Johannes V. Jensen trænger til en kærlig hånd. Måske Vesthimmerlands Kommune skulle bruge lidt penge på at mindes kommunens eneste nobelpristager - i stedet for hele tiden at lave vejnettet om?

torsdag den 24. juni 2021

Båltalen

Sankthans på Øland

Foto: Finn Kruse

Onsdag aften - sankthans - havde jeg den store ære at holde båltalen her på Øland. Her er talen:

Tak for invitationen til at tale her i aften. Det er jeg meget beæret over og glad for – og især fordi jeg jo er tilflytter.

Da Jens Christian ringede forleden og spurgte, om jeg ville, sagde jeg også ja med det samme, mens jeg hurtigt tænkte over, hvad jeg måske skulle sige…

Sankthans – det er noget med hekse… Og så var der jo ikke langt til at tænke, at jeg måske kunne snakke lidt om kvinderne her på Øland!

Men ærlig talt. Det tør jeg ikke…

Men jeg vil godt dvæle lidt ved heksene alligevel. For hvad var det egentlig, middelalderens hekseprocesser handlede om?

Foto: Finn Kruse
Man havde en simpel, men ganske overbevisende metode til at afsløre, om en kvinde var en heks. Man smed hende i branddammen – og flød hun ovenpå, så var det bevist, at hun var heks – og så røg hun på bålet, selv om vi alle ved, at vådt brænde ikke er sagen.

Hvis hun derimod sank til bunds, var hun ikke heks, men bare druknet. For den enkelte anklagede betød det næppe den store forskel, mens inkvisitionens fædre bare kunne trække på skuldrene og konstatere, at druknedøden var en beklagelig systemfejl.

Mange gange var bålet en bekvem anledning til at slippe af med anderledes tænkende, der måske snakkede lidt for højt om, hvad de mente – og som gik imod de gængse opfattelser. Så vi skal have respekt for heksene, der turde tale fanden og Vorherre midt imod – og som ikke bare lemmingeagtigt fulgte flertallet.

Det har jeg respekt for, for der er alt for mange lemminger i dagens debat, hvor de frelste bekræfter hinanden i, at de har ret.Det ser vi dagligt i miljødebatten. Det er bekvemt at parkere årsagen til alle vores miljøproblemer hos landbruget, men jeg savner svar på, hvad vi skal sætte i stedet.

Landet har udviklet sig til et grønt galehus, hvor alt, hvad der er grønt kan lade sig gøre uden hensyn til omkostninger, men der er ingen, der spørger om, hvor pengene skal komme fra.

Vi er så heldige her i landet, at vi har et godt klima, en relativ god jord og nogle dygtige landmænd. Faktisk kan vi uden større problemer brødføde hele verdens befolkning  – både med brød og ikke mindst kød.

Men det synes miljøfolket ikke. Landbruget er fjenden, men jeg savner svar på, hvem der skal dø af sult, hvis vi indskrænker den danske landbrugsproduktion.

Det handler jo om, at klima og miljø er blevet en religion – akkurat som middelalderens fanatiske tro på, at jorden er flad – og at alle, der måtte mene noget andet, har et skrækkeligt menneskesyn – og skal helst på bålet.Og det er blevet fuldt acceptabelt at pådutte andre de religiøse synspunkter.

Vi ser det hos veganerne, der ikke bare selv forsager kød, men også mener, at alle vi, der elsker kød, skal opgive vores store passion for tatar og bøffer.

Jeg har ikke noget imod, at der er folk, der ikke spiser kød, men kan de da for pokker bare holde deres tilbøjeligheder for sig selv.

Det er i øvrigt interessant, at uanset om vi synes om det eller ej, så er vi jo en nation af agerdyrkere. Vi kan ikke se et stykke jord, uden at det skal passes og plejes. Det gælder også miljøfolkene, der for længst har opgivet troen på, at naturen kan trives uden at plejes.

Så uanset hvor tosset det lyder, dyrker vi nu også natur i Danmark. Det hedder naturpleje og bærer en stor konflikt i sig selv. Det er nærmest naturstridigt. For hvordan kan det være natur, når det skal plejes?

I øjeblikket arbejder kommunen så på at etablere en naturnationalpark ved Tranum. Den skal naturligvis plejes, så der skal ifølge kommunen opsættes et lillebitte hegn rundt om, for at holde græsædende kreaturer inde.

Jeg er helt uenig med kommunen. Der skal sættes et kæmpestort hegn op omkring hele herligheden. Hegnet skal holde naturvejlederne og naturpasserne ude, så naturen kan få lov at være – ja – netop natur.

Det er simpelthen meningsløst at tale om natur, når man laver mountainbikespor, shelterpladser og hundelufterruter. Der er for mig ingen tvivl om, at horder af motionister i farvestrålende lycra, hundeluftere og uopdragne børnefamilier laver større skade på den danske natur end landbruget.

Men jeg ved også, at det er et synspunkt, jeg står ret alene med. Så måske er jeg også en heks? Så må i kaste mig på bålet. Men jeg vil lige advare. Jeg har gennem livet drukket uanede mængder af alkohol, så det er forbundet med alvorlig eksplosionsfare…

Nok om det – for vi har det jo godt, trods alt. Især her ved midsommertid, hvor alting blomstrer og gror. Og hvor vi har de lyse nætter, som kulminerer netop i denne uge.

Forleden var det den grønlandske nationaldag. Grønlænderne har aldrig været i krig, så da de skulle finde en nationaldag, blev det årets længste dag. Det er en ide, jeg har masser af sympati for.

Jeg har selv boet på eller omkring polarcirklen i tyve år af mit liv. Og der skal ikke herske tvivl om, at jeg somme tider savner midnatssolen. Det er en fantastisk gave og en oplevelse, som bør være alle mennesker forundt mindst en gang i livet.

Men sidst jeg var i Grønland om sommeren, tog jeg mig selv i også at savne de lyse nætter her i Limfjordslandet.

I er måske ikke klar over det, men lyset om natten er helt enestående netop her på vores breddegrad. Og det er et ganske smalt bælte vi taler om. I Sønderjylland har natten en helt anden farve og længere mod nord er det slet ikke nat.

Vi er privilegerede, fordi vi netop har den mest ekstreme udgave af lyse nætter – uden at det bliver helt lyst.

Selv har jeg i begyndelsen af juni vendt op og ned på døgnet, fordi jeg næsten hver nat sad nede ved dæmningen og lyttede til nattergalene.

Det er slut nu, men jeg står nu stadig op, når trangen til natpisseri kommer over mig. Så strinter jeg lidt gødning på græsplænen – økolog som jeg er - og får en smøg og en kop kaffe, mens jeg nyder den lyse nat.

Det kan anbefales, hvis man ikke lige har prøvet det. For vi er som sagt privilegeret med både et fantastisk lys og en fantastisk natur her på egnen – og naturen trives jo fint på trods af bønderne…

Med disse ord vil jeg ønske alle her på Øland – og også staklerne i resten af verden glædelig sankthans. Tak for ordet.

Jeg er ikke særlig manuskriptfast og improviserer ofte, men nogenlunde sådan faldt ordene.

onsdag den 23. juni 2021

Smagen af sommer

Nye kartofler


Det var planen, at vi skulle begynde med de nye kartofler til sankthans, men vi er nu allerede tyvstartet.

Det begyndte i søndags med tre toppe, så hvis det fortsætter på den måde, er de tre rækker solist snart væk. Men sådan går det nok ikke. For de vokser jo fortsat, så hvis det går, som det plejer, ender det med, at en enkelt top er nok til os to halvgamle mennesker.

Solist er sådan nogle pæne runde kartofler - og også den sort, som mange af de professionelle kartoffelavlere bruger til de første nye kartofler, men snart kommer der mere variation over det. For bintje-kartoflerne, som jeg har fire rækker af, står også fint og er begyndt at sætte knopper. Så det er bare med at få spist løs, før de får alt for meget skurv, som jeg desværre døjer en del med her på parcellen.

Kødet til de første kartofler var noget snyd. Halvfabrikata fra Jensen - og næppe pengene værd. Endnu en gang er det bevist, at det ikke kan betale sig, at springe over, hvor gærdet er lavest. Hvis tingene skal være ordentlige, skal man lave dem selv.

Det gælder i alle livets forhold, men i særdeleshed, når vi snakker om mad.

tirsdag den 22. juni 2021

Endnu en nationaldag

Post-corona-nationaldag


Selv om Danmark har droppet mange af coronarestriktionerne, satte pandemien alligevel sit præg på den grønlandske nationaldag i Nordjylland.

Blandt andet var de traditionelle håndtryk udskiftet med albuestød. Det benyttede den grønlandske præst i Danmark, Marianne Lynge Krog og formanden for Det Grønlandske Hus i Aalborg sig af, da nationaldagen åbnede kl. 10 med en gudstjeneste i Budolfi Kirke, der er Aalborgs domkirke.

Efter gudstjenesten gik man i procession til Vesterbro og Det Grønlandske hus. Her blev Erfalasorput hejst i gården bag ved huset med tilhørende korsang af Ikinngutigiit. Det var korets første egentlige optræden, siden coronakrisen begydte for snart halvandet år siden. Efter flaghejsningen var der kaffemik med kager - blandt andet pyntet med det grønlandske flag.

Hvis man havde lyst til mere nationaldagsstemning, kunne man hele eftermiddagen fortsætte i Lindholm Strandpark på nordsiden af Limfjorden. Her havde Ikerasaq - den ene af de to grønlandske foreninger i Nordjylland - rejst et stort telt, hvor de bød på grønlandske lækkerier, fællessang og en svingom til grønlandske polkatoner, så ikke et øje var tørt.

Artiklen er mit forholds lakoniske telegram til Sermitsiaq.AG 21. juni 2021.


søndag den 20. juni 2021

Det ku' ha' været bedre

Møg-jordbær


Der er plads til forbedringer, som man siger...

Jordbærrene er slået helt fejl i år. De er simpelthen så ringe, at hverken sneglene eller solsorterne gider spise dem. Bærrene er små, og der er ikke særligt mange af dem.

Jeg har ingen fornemmelse af, om det gælder generelt, at det er et dårligt jordbærår. Men foråret var præget af kulde, så det var først sent, at der blev sat bær. Og rigeligt tørt har det også været...

Men jeg kan ikke bare give vejrguderne skylden. For jeg bærer selv en god del af bær-skylden. Normalt skifter man en tredjedel af planterne hvert år, men siden jeg kom hjem fra Grønland i sommeren 2018, har jeg forsømt den del af arbejdet. Så de ældste af planterne er nu mindst seks år gamle - og så kan man ikke forvente alverden fra den side.

Men sidste år gav de godt, så jeg troede og håbede, at det gik. Skålen på billedet er morgenens høst - og sidste år ved samme tid høstede jeg mindst det dobbelte om dagen. 

Så nu står den grusomme sandhed klar: Når sæsonen er slut, og planterne har sat aflæggere, begynder jeg helt forfra. Det bliver et stort arbejde, men jordbær skal man have - og så må jeg jo arbejde for føden.

De få og små jordbær i år bliver til marmelade og jordbærgrød. Andet dur de ikke til - og så må vi jo ty til købebær ellers.

Dagens bonusbillede er den første blomst i buskroserne ved carporten. Det er nogle gamle, grimme og opløbne planter, men blomsterne er der ikke noget i vejen med. Og i modsætning til jordbærrene bliver de bare ved og ved med at komme - uanset vejret.

mandag den 14. juni 2021

Maskepi

Enden er nær

Buuarsikkut af Robert Holmene. Nuuk Ugeavis uge 22.

Så ser det ud til, at maskerne falder. Det bliver skønt igen at se hele ansigter.

fredag den 11. juni 2021

Flyvende Dannebrog

Flyspot


Jeg kunne naturligvis ikke holde mig væk, da Flyvevåbnets opvisningspiloter onsdag og torsdag trænede på Flyvestation Aalborg.

Det var måske ikke så spektakulært, som de store opvisningshold fra udlandet, for eksempel Red Arrows, men en god anledning for flyspotteren til at træne flyfoto. For det går hurtigt, når sådan et F-16 fly kommer forbi. Og det vil altid være lidt af et kompromis med valg af objektiv, så jeg testede også objektiverne.

Jeg endte på mit gamle Sigma 100-300. Udfordringen er, at man helst skal bruge så lang en brændvidde som muligt, for et F-16 jagerfly er ikke særlig stort, men lange brændvidder giver et begrænset synsfelt. Så mit 400 mm prime-objektiv, som jeg normalt bruger til fugle, er ikke den perfekte løsning. Sigma-objektivet derimod er et zoom-objektiv - og det giver lidt mere fleksibilitet.

Jeg er desværre lidt slem til at glemme netop det objektiv - og det er synd. For det er et drønskarp, fleksibelt og lysstærkt objektiv, der i sin tid kostede 12.000 norske kroner (og dengang var en norsk krone det samme værd som en dansk). Men som de fleste ældre objektiver er det uden stabilisator og temmelig tungt, og så sker det ofte, at nyere objektiver bliver valget. 

Jeg ved, at der var mange flyspottere til stede på de sædvanlige poster for enden af landingsbanen og på Høvejen, men jeg fandt et godt sted, som jeg havde for mig selv. I vinterens løb er en bevoksning med energipil blevet ryddet op til hegnet for enden af Haldagervej - og det giver frit syn over flyvestationen. Det var faktisk et godt sted at fotografere. Et par gange var opvisningsflyet så tæt på, at det gik alt for hurtigt til autozoomen.

Det fine sommervejr er også en udfordring. Det Dannebrogsmalede fly ville have stået flottere i farverne på lidt blandede skyer - og med solen lidt lavere på himlen end tilfældet er midt på dagen her tæt på sankthans.

- Flyvevåbnet træner til sommerens airshows. I år skal vi blandt andet deltage i Orange i Frankrig, Belgian Air Show og Athens Air Show, oplyser Fighter Wing Skrydstrup på Facebook.

torsdag den 10. juni 2021

Solformørkelse med udfordringer

 Det skulle jo prøves


Vejret var alt for godt - og solen stod alt for højt på himlen under dagens solformørkelse.

Men det skulle alligevel have en chance. I arkivet har jeg fotos fra alle de solformørkelser, jeg har har oplevet i dette årtusinde, så den her skulle naturligvis også med i samlingen.

Som sagt. Der var alt for meget lys. Jeg prøvede mig lidt frem, fuld blænde og hurtigste eksponeringstid - og alligevel ikke noget, der rigtigt kunne bruges.

Så satte jeg hele batteriet af ND-filtre på objektivet. Det var stadig ikke godt, men der opstod reflekser i filterglassene, så pludselig stod jeg med ikke en, men hele fire partielle solformørkelser i samme billede.

Jeg beklager, men bedre kunne jeg ikke gøre det i dag. Jeg kompenserer med en solformørkelse fra den 4. januar 2011.

Ny mester

Øksen givet videre


Onsdag aften gav jeg Aalborg 8. gildes mesterkæde og -økse videre til Gert Larsen, som nu skal bestyre det gamle gilde de næste to år.

Overdragelsen skete lidt forsinket. Normalt indsættes nye gildemestre på Sct. Georgs Dag den 23. april, men det kunne ikke lade sig gøre på grund af corona-restriktionerne.

8. gilde håndhæver strengt princippet om to års embedsperioder, og gildemesterskiftet skete derfor i overensstemmelse med de bedste traditioner.

Det er ikke alle steder, princippet håndhæves så strengt. Jeg har tidligere været gildemester i sammenlagt syv år i gildet i Nuuk. Det bringer mine samlede mesterperioder op på ni år, så jeg har sådan set også gjort min pligt og kan nu forhåbentlig se frem til en rigtig emeritus-tilværelse i gilderne min tid ud.

Hvis man sammenligner billederne af min ringhed fra gildehallens start i går aftes og billedet nedenfor fra min første gildemesterindsættelse i 1997, vil man bemærke, at der i den mellemliggende periode er kommet betydelige mængder gråt hår og skæg til...

tirsdag den 8. juni 2021

Masser af pelargonia

Havedagbog


I sidste uge faldt jeg hos en af de lokale næringsdrivende over et større parti pelargonia, som var på vej til komposten. Planterne fejlede sådan set ikke noget, men var usælgelige, fordi de ovre den første blomstring.

Sådan noget kan jeg ikke stå for, så jeg gjorde en god handel og hjemførte pelargonierne. Det blev så til fast arbejde i weekenden, hvor jeg har kantet nogle af bedene med planter, der måske ser lidt sølle ud lige nu - men om 14 dage vil udgøre et sandt blomsterflor. Det bliver helt sikkert stort.

Jeg er også kommet langt med at plante potterne til med pelargonia. Det er sølle pistlinger, der har overvintret på værkstedet. Men også her gælder det, at med lys, varme og en kærlig hånd bliver det til fantastiske blomster om et par uger - og resten af sommeren med, for resten.

Jeg har også sat isbegonier i nogle af bedkanterne - og knoldbegonierne er sat på plads i de store krukker i haven.

Der er også lagt op til gladiolus-festival i urtehaven. Igen fandt jeg cirka 100 gladiolusløg i en butik, som skulle ud i en fart og derfor var til salg for en slik. Det er en god investering, for gladiolus kommer igen år efter år, hvis ellers man husker at tage dem op af jorden, når frosten kommer.

Det er flere år siden, at jeg sidst har haft stedmoder i haven, men da årets påskeliljer slog grusomt fejl, købte jeg for lang tid siden 10 planter, som blev fordelt på to krukker ved bryggersdøren. De står så flot, som jeg aldrig har set stedmødre før.

Men det varer nu nok ikke længe, før det er forbi med den fornøjelse. Stedmoderblomster er og bliver en kortvarig forårsforanstaltning, som kun er på tålt ophold og midlertidig opholdstilladelse. Og om kort tid kommer der også pelargonia i de to dørkrukker.

I det hele taget gror tingene godt. Ædelgranen foran den fine dør står med friske lysegrønne skud og har nået en imponerende størrelse i løbet af den halve snes år, jeg har haft den.

Rododendronen blomstrer på livet løs - og oven over er rødtjørnen på vej. Hvidtjørnen er ved at køre på finalen, og blomsterne drysser som den fineste sne - og minder os om årstiderne forgængelighed.



søndag den 6. juni 2021

Ministerchaufføren

Firser-ikonet Poul Schlüter

Foto: Johannes Jansson/Norden.org
Lørdag tog nationen afsked med tidligere statsminister Poul Schlüter - og det skortede ikke på pæne ord i den anledning.

Jeg vil da heller ikke holde mig tilbage. Han var en flink mand - og når man snakkede med ham, virkede han oprigtigt interesseret.

Jeg mødte ganske vist kun Poul Schlüter en enkelt gang, men det blev så til et par ganske interessante dage i selskab med den tidligere statsminister.

Det var i 2005. Grønlands Arbejdsgiverforening havde inviteret Schlüter til Nuuk for at holde foredrag på Hotel Hans Egede - to aftener i træk. Arbejdsgiverforeningens daværende informationschef, nu afdøde chefredaktør Hagen Højer Christensen, kørte ikke bil og havde brug for en chauffør til at bringe Poul Schlüter rundt i Nuuk, så Hagen spurgte mig, om jeg og min Land Cruiser måske ville hjælpe?

Det ville jeg da hjertens gerne - og så tilbød jeg også at lave en sightseeing-tur rundt i den grønlandske hovedstad. Det blev også til et besøg på rådhuset, hvor jeg selv residerede som informationschef. Her så Schlüter de berømte Hans Lynge-gobeliner og aflagde også en høflighedsvisit på borgmesterkontoret hos borgmester Agnethe Davidsen. (Det  burde jeg have fotos fra i mit arkiv, men jeg kan desværre ikke finde dem).

Men summa summarum. Det blev over næsten tre døgn til adskillige timer i bilen med Poul Schlüter meget passende anbragt på højre (!) forsæde og med Hagen Højer Christensen parkeret på bagsædet. Og jeg kan kun give alle ret: Poul Schlüter var et ualmindeligt rart menneske.

Schlüter var statsminister i stort set hele den periode, hvor jeg arbejdede i reklamebranchen - og i den branche var han ikke overraskende - kartoffelkuren til trods - en populær mand. Han var også populær blandt KU'erne på Discoteque Tordenskjøld i Jomfru Ane Gade - og det sted frekventerede jeg vist også ganske ofte, men jeg er nu ikke helt sikker. For hvis du kan huske noget fra firserne, så var du der ikke, som man siger. Med en temmelig slidt frase tør jeg godt påstå, at Poul Schlüter var et rigtigt "firser-ikon".

Jeg er netop i disse dage i gang med at læse Poul Schlüters erindringer "Sikken et liv", som jeg fandt uåbnet i bogsamlingen. Den bog kan jeg varmt anbefale allerede nu, selv om jeg ikke helt er færdig med den. Schlüter skriver godt med en let og flydende pen - og hele tiden med glimt i øjet. Bogen fuldender indtrykket af et usædvanligt og venligt menneske.

Og ham har jeg været chauffør for...

Ministerchaufføren og ministerbilen.

onsdag den 2. juni 2021

Nattergalen

Sangfugl på speed


Netop nu i begyndelsen af juni er det højsæson for nattergalesang, så jeg stod tidligt op (man kan også blive længe oppe), for som navnet meget præcist antyder, synger nattergalen om natten.

Nattens tur gik først til Udholm ved halvto-tiden. Udholm er et af de helt sikre steder med en meget stor bestand af nattergale. Her bliver sangen oven i købet blandet med rørdrummens pauken.

Herefter gik turen til Bjerget ved Ølands-dæmningen. Der er sat borde og bænke op, så her kan sidde og lytte til nattergalen over en kop kaffe - akkurat som hjemme i stuen - og her blev sangen ved tre-tiden akkompagneret af gøgens kukken.

Nattergalens sang er den ultimative fuglesang. Som en rockmusiker på speed. Larmende, kaotisk og kakofonisk med toner af maskingevær, bækkener og æggedeler iblandet. Og højt og tydeligt. Imponerende højr for en fugl på størrelse med en gråspurv.Det bør man ikke snyde sig selv for en gang om året - eller to - også selv om man skal ofre lidt af nattesøvnen. Har du aldrig hørt en nattergal, så er her en smagsprøve.

Dagens bonusbillede er et rådyr, som jeg fangede tirsdag eftermiddag på Nørredigevej.