Båltalen

Sankthans på Øland

Foto: Finn Kruse

Onsdag aften - sankthans - havde jeg den store ære at holde båltalen her på Øland. Her er talen:

Tak for invitationen til at tale her i aften. Det er jeg meget beæret over og glad for – og især fordi jeg jo er tilflytter.

Da Jens Christian ringede forleden og spurgte, om jeg ville, sagde jeg også ja med det samme, mens jeg hurtigt tænkte over, hvad jeg måske skulle sige…

Sankthans – det er noget med hekse… Og så var der jo ikke langt til at tænke, at jeg måske kunne snakke lidt om kvinderne her på Øland!

Men ærlig talt. Det tør jeg ikke…

Men jeg vil godt dvæle lidt ved heksene alligevel. For hvad var det egentlig, middelalderens hekseprocesser handlede om?

Foto: Finn Kruse

Man havde en simpel, men ganske overbevisende metode til at afsløre, om en kvinde var en heks. Man smed hende i branddammen – og flød hun ovenpå, så var det bevist, at hun var heks – og så røg hun på bålet, selv om vi alle ved, at vådt brænde ikke er sagen.

Hvis hun derimod sank til bunds, var hun ikke heks, men bare druknet. For den enkelte anklagede betød det næppe den store forskel, mens inkvisitionens fædre bare kunne trække på skuldrene og konstatere, at druknedøden var en beklagelig systemfejl.

Mange gange var bålet en bekvem anledning til at slippe af med anderledes tænkende, der måske snakkede lidt for højt om, hvad de mente – og som gik imod de gængse opfattelser. Så vi skal have respekt for heksene, der turde tale fanden og Vorherre midt imod – og som ikke bare lemmingeagtigt fulgte flertallet.

Det har jeg respekt for, for der er alt for mange lemminger i dagens debat, hvor de frelste bekræfter hinanden i, at de har ret.Det ser vi dagligt i miljødebatten. Det er bekvemt at parkere årsagen til alle vores miljøproblemer hos landbruget, men jeg savner svar på, hvad vi skal sætte i stedet.

Landet har udviklet sig til et grønt galehus, hvor alt, hvad der er grønt kan lade sig gøre uden hensyn til omkostninger, men der er ingen, der spørger om, hvor pengene skal komme fra.

Vi er så heldige her i landet, at vi har et godt klima, en relativ god jord og nogle dygtige landmænd. Faktisk kan vi uden større problemer brødføde hele verdens befolkning  – både med brød og ikke mindst kød.

Men det synes miljøfolket ikke. Landbruget er fjenden, men jeg savner svar på, hvem der skal dø af sult, hvis vi indskrænker den danske landbrugsproduktion.

Det handler jo om, at klima og miljø er blevet en religion – akkurat som middelalderens fanatiske tro på, at jorden er flad – og at alle, der måtte mene noget andet, har et skrækkeligt menneskesyn – og skal helst på bålet.Og det er blevet fuldt acceptabelt at pådutte andre de religiøse synspunkter.

Vi ser det hos veganerne, der ikke bare selv forsager kød, men også mener, at alle vi, der elsker kød, skal opgive vores store passion for tatar og bøffer.

Jeg har ikke noget imod, at der er folk, der ikke spiser kød, men kan de da for pokker bare holde deres tilbøjeligheder for sig selv.

Det er i øvrigt interessant, at uanset om vi synes om det eller ej, så er vi jo en nation af agerdyrkere. Vi kan ikke se et stykke jord, uden at det skal passes og plejes. Det gælder også miljøfolkene, der for længst har opgivet troen på, at naturen kan trives uden at plejes.

Så uanset hvor tosset det lyder, dyrker vi nu også natur i Danmark. Det hedder naturpleje og bærer en stor konflikt i sig selv. Det er nærmest naturstridigt. For hvordan kan det være natur, når det skal plejes?

I øjeblikket arbejder kommunen så på at etablere en naturnationalpark ved Tranum. Den skal naturligvis plejes, så der skal ifølge kommunen opsættes et lillebitte hegn rundt om, for at holde græsædende kreaturer inde.

Jeg er helt uenig med kommunen. Der skal sættes et kæmpestort hegn op omkring hele herligheden. Hegnet skal holde naturvejlederne og naturpasserne ude, så naturen kan få lov at være – ja – netop natur.

Det er simpelthen meningsløst at tale om natur, når man laver mountainbikespor, shelterpladser og hundelufterruter. Der er for mig ingen tvivl om, at horder af motionister i farvestrålende lycra, hundeluftere og uopdragne børnefamilier laver større skade på den danske natur end landbruget.

Men jeg ved også, at det er et synspunkt, jeg står ret alene med. Så måske er jeg også en heks? Så må i kaste mig på bålet. Men jeg vil lige advare. Jeg har gennem livet drukket uanede mængder af alkohol, så det er forbundet med alvorlig eksplosionsfare…

Nok om det – for vi har det jo godt, trods alt. Især her ved midsommertid, hvor alting blomstrer og gror. Og hvor vi har de lyse nætter, som kulminerer netop i denne uge.

Forleden var det den grønlandske nationaldag. Grønlænderne har aldrig været i krig, så da de skulle finde en nationaldag, blev det årets længste dag. Det er en ide, jeg har masser af sympati for.

Jeg har selv boet på eller omkring polarcirklen i tyve år af mit liv. Og der skal ikke herske tvivl om, at jeg somme tider savner midnatssolen. Det er en fantastisk gave og en oplevelse, som bør være alle mennesker forundt mindst en gang i livet.

Men sidst jeg var i Grønland om sommeren, tog jeg mig selv i også at savne de lyse nætter her i Limfjordslandet.

I er måske ikke klar over det, men lyset om natten er helt enestående netop her på vores breddegrad. Og det er et ganske smalt bælte vi taler om. I Sønderjylland har natten en helt anden farve og længere mod nord er det slet ikke nat.

Vi er privilegerede, fordi vi netop har den mest ekstreme udgave af lyse nætter – uden at det bliver helt lyst.

Selv har jeg i begyndelsen af juni vendt op og ned på døgnet, fordi jeg næsten hver nat sad nede ved dæmningen og lyttede til nattergalene.

Det er slut nu, men jeg står nu stadig op, når trangen til natpisseri kommer over mig. Så strinter jeg lidt gødning på græsplænen – økolog som jeg er - og får en smøg og en kop kaffe, mens jeg nyder den lyse nat.

Det kan anbefales, hvis man ikke lige har prøvet det. For vi er som sagt privilegeret med både et fantastisk lys og en fantastisk natur her på egnen – og naturen trives jo fint på trods af bønderne…

Med disse ord vil jeg ønske alle her på Øland – og også staklerne i resten af verden glædelig sankthans. Tak for ordet.

Jeg er ikke særlig manuskriptfast og improviserer ofte, men nogenlunde sådan faldt ordene.