onsdag den 2. juni 2021

Nattergalen

Sangfugl på speed


Netop nu i begyndelsen af juni er det højsæson for nattergalesang, så jeg stod tidligt op (man kan også blive længe oppe), for som navnet meget præcist antyder, synger nattergalen om natten.

Nattens tur gik først til Udholm ved halvto-tiden. Udholm er et af de helt sikre steder med en meget stor bestand af nattergale. Her bliver sangen oven i købet blandet med rørdrummens pauken.

Herefter gik turen til Bjerget ved Ølands-dæmningen. Der er sat borde og bænke op, så her kan sidde og lytte til nattergalen over en kop kaffe - akkurat som hjemme i stuen - og her blev sangen ved tre-tiden akkompagneret af gøgens kukken.

Nattergalens sang er den ultimative fuglesang. Som en rockmusiker på speed. Larmende, kaotisk og kakofonisk med toner af maskingevær, bækkener og æggedeler iblandet. Og højt og tydeligt. Imponerende højr for en fugl på størrelse med en gråspurv.Det bør man ikke snyde sig selv for en gang om året - eller to - også selv om man skal ofre lidt af nattesøvnen. Har du aldrig hørt en nattergal, så er her en smagsprøve.

Dagens bonusbillede er et rådyr, som jeg fangede tirsdag eftermiddag på Nørredigevej.

Ingen kommentarer: