Ministerchaufføren

Firser-ikonet Poul Schlüter

Foto: Johannes Jansson/Norden.org

Lørdag tog nationen afsked med tidligere statsminister Poul Schlüter - og det skortede ikke på pæne ord i den anledning.

Jeg vil da heller ikke holde mig tilbage. Han var en flink mand - og når man snakkede med ham, virkede han oprigtigt interesseret.

Jeg mødte ganske vist kun Poul Schlüter en enkelt gang, men det blev så til et par ganske interessante dage i selskab med den tidligere statsminister.

Det var i 2005. Grønlands Arbejdsgiverforening havde inviteret Schlüter til Nuuk for at holde foredrag på Hotel Hans Egede - to aftener i træk. Arbejdsgiverforeningens daværende informationschef, nu afdøde chefredaktør Hagen Højer Christensen, kørte ikke bil og havde brug for en chauffør til at bringe Poul Schlüter rundt i Nuuk, så Hagen spurgte mig, om jeg og min Land Cruiser måske ville hjælpe?

Det ville jeg da hjertens gerne - og så tilbød jeg også at lave en sightseeing-tur rundt i den grønlandske hovedstad. Det blev også til et besøg på rådhuset, hvor jeg selv residerede som informationschef. Her så Schlüter de berømte Hans Lynge-gobeliner og aflagde også en høflighedsvisit på borgmesterkontoret hos borgmester Agnethe Davidsen. (Det  burde jeg have fotos fra i mit arkiv, men jeg kan desværre ikke finde dem).

Men summa summarum. Det blev over næsten tre døgn til adskillige timer i bilen med Poul Schlüter meget passende anbragt på højre (!) forsæde og med Hagen Højer Christensen parkeret på bagsædet. Og jeg kan kun give alle ret: Poul Schlüter var et ualmindeligt rart menneske.

Schlüter var statsminister i stort set hele den periode, hvor jeg arbejdede i reklamebranchen - og i den branche var han ikke overraskende - kartoffelkuren til trods - en populær mand. Han var også populær blandt KU'erne på Discoteque Tordenskjøld i Jomfru Ane Gade - og det sted frekventerede jeg vist også ganske ofte, men jeg er nu ikke helt sikker. For hvis du kan huske noget fra firserne, så var du der ikke, som man siger. Med en temmelig slidt frase tør jeg godt påstå, at Poul Schlüter var et rigtigt "firser-ikon".

Jeg er netop i disse dage i gang med at læse Poul Schlüters erindringer "Sikken et liv", som jeg fandt uåbnet i bogsamlingen. Den bog kan jeg varmt anbefale allerede nu, selv om jeg ikke helt er færdig med den. Schlüter skriver godt med en let og flydende pen - og hele tiden med glimt i øjet. Bogen fuldender indtrykket af et usædvanligt og venligt menneske.

Og ham har jeg været chauffør for...

Ministerchaufføren og ministerbilen.