tirsdag den 30. april 2019

Den gyldne time

Sidste aften i april


Timen omkring solopgang og solnedgang kaldes ofte den gyldne time blandt fotografer og kunstmalere.

Den gyldne time skaber stemning på en dæmning, som stemmer sindet på en gang både lyst og melankolsk.

Det kræver nu ikke de store psykologiske og videnskabelige analyser at forklare, hvorfor det kaldes den gyldne time. Se bare disse fotos taget på dæmningen den sidste aften i april ved 21-tiden.

mandag den 29. april 2019

Billeder i overskud

Dæmningsliv

Doku-skud, der viser, at vi har to sølvhejrer i Ulvedybet.
Det har været en fantastisk weekend ved dæmningen. Ikke alene på grund af lille gulben, som trak interessede fuglefolk langvejs fra, men også fordi vejret åbenbart passede mange af fuglene.

Det blev til næsten 1.000 skud, hvoraf størstedelen er kasseret igen - fordi de var uskarpe, underbelyste, overbelyste eller simpelthen intetsigende.

Men det blev nu også til mange andre billeder. Her er lidt af overskuddet.

Krikænderne går i luften, lige så snart de
ser et fotoapparat. I baggrunden en skeand.
Skestorkene har endnu ikke smidt pragtdragten og ser flotte ud.
Bramgæs i formation lavede en lille instruktions-tegneserie i vingeslag.
Skarverne spejder efter solen i søndagens lette morgenregn.
De mange twitchere gav søndag tæt
 trafik på dæmningen fra morgenstunden.
Ornitologer på arbejde. Er det en lille gulben,
en tinksmed eller måske en mudderklire?

søndag den 28. april 2019

Gulben

Dagens fjerkræ på Øland

Da morgenregnen havde lagt sig, og solen endda et kort øjeblik truede med at bryde gennem skyerne, gik turen til twitcherne nede ved dæmningen, for det kunne da være meget sjovt at få et foto eller to af den lille gulben, som er dagens største attraktion her på øen.

Den var ret nem at finde i det storladne og åbne landskab, for det var bare at følge strømmen af folk med store kikkerter og teleobjektiver større end mit eget på sølle 400 mm.

Fuglen stod en anelse langt væk, men det var muligt at komme tættere på i ly af diget og nogle små hyldebuske, så uden alt for meget besvær kom jeg på skudhold af Fætter Gulben. Det tog bare ti minutter at lave billederne her.

Jeg kunne sikkert godt være kommet endnu tættere på, men jeg havde ikke lyst til at ødelægge fornøjelsen for de mange andre fuglekikkere, som for manges vedkommende var kommet langvejs fra. Så det får række indtil videre. Hvis den bliver på egnen, skal jeg nok få min chance.

Jeg fik også et par billeder, hvor der er en tinksmed i baggrunden. Lille gulben ligner tinksmed temmelig meget, men på billedet kan man også tydeligt fornemme forskellen. Det er kun tredje i dette årti, at lille gulben, der er hjemmehørende i Alaska og Canada, er observeret i Danmark.


Twitchere

Fugle på hjernen

Øland er i denne weekend verdens navle for fanatiske fuglekiggere - de såkaldt twitchere. Det er artsjægere, som gerne opgiver almindeligt arbejde og kører land og rige rundt for at se en sjælden fugl og dermed få et nyt kryds i fuglebogen.

Årsagen til al virakken er en lille tinksmed-lignende fugl, som hedder lille gulben - med temmelig stor sandsynlighed fordi den netop har gule ben. Lille gulben er en sjældenhed i Danmark -foreløbig tre observationer i dette årti inklusive gårsdagens observation i Ulvedybet.

Sjældenheden blev observeret lørdag morgen fra dæmningen cirka 800 meter i retning mod Skallerne - og der blev straks slået storalarm blandt twitcherne. Her søndag morgen er der på trods af regn godt fyldt op på parkeringspladsen ved fugletårnet, hvor snakken om det store fund også går livligt, mens man chimper - altså viser sine fotos af fuglen frem på LED-skærmen på bagsiden af kameraet.

Den små gulben lader sig tilsyneladende villigt fotografere, så jeg har tænkt mig at gøre forsøget lidt senere på dagen, når regnen stopper. For jeg er altså ikke twitcher, men kan bare godt lide at fotografere fugle og allerhelst i tørvejr...

Se øvrigt DOF-basens rapporteringer fra Ulvedybet og Nibe Bredning.

fredag den 26. april 2019

Fiskefoto

Fisk i rørte vande

På vej hjem fra Aalborg fredag ved 20-tiden så jeg noget sjovt nede ved dæmningen - noget jeg aldrig har set før...

Der var noget i vandet. Strømhvirvler nærmest. Det stod på i nogle sekunder - og så var der ro igen. Så dukkede det op igen 10 meter længere væk - og sådan kom og gik fænomenet. Det mindede lidt om ammassat i Grønland, men det kunne det jo ikke være.

Så det var først, da jeg fik billederne forstørret i pc'en, at det gik op for mig, at det sandsynligvis drejer sig om havørreder, der er på jagt blandt småfiskene i vandet langs dæmningen. På et af billederne ser man i hvert fald tydeligt en ørredlignende fisk, der er næsten ude af vandet.

Lyset var ikke optimalt - og billederne er voldsomt forstørret, men som dokushots af et sjovt naturfænomen duer de. Nu må jeg lige se, om ikke jeg får tid til at arbejde videre med sagen i morgen.

Ellers bød dæmningen her til aften på både fiskehejrer i flokkevis, en enkelt sølvhejre og en masse skestorke...


torsdag den 25. april 2019

Sølvhejrer i Ulvedybet

Nye naboer

Den seneste halve års tid er der jævnligt rapporteret sølvhejrer ved Ulvedybet, men det var nu først her til aften, at jeg første gang fik den hvide hejre på kortet.

Egentlig var jeg på udkig efter skestorke, men de gik i sivene og lod sig ikke rigtig fotografere, da jeg fik øje på en sølvhejre i baggrunden mellem nogle fiskehejrer. Der var faktisk to sølvhejrer, men jeg kunne dog ikke få dem på samme foto.

Sølvhejren er ny som ynglefugl i Danmark. Første gang i 2014 på Saltholm, og i 2017 blev der talt fire reder ved Vejlerne. Dagens observation giver håb om, at vi måske også har et ynglepar her ved Ulvedybet, men det må tiden vise.

Det er sandsynligvis klimaændringerne, der får sølvhejrerne til at flytte mod nord.For få år siden blev den kun observeret sporadisk i Danmark.

Sølvhejren kan i en snæver vending forveksles med en silkehejre, men her er billedet af den flyvende sølvhejre en god hjælp, for man kan se, at fødderne er sorte. Silkehejren er nem at bestemme, da den har gule fødder. Bemærk i øvrigt, at billederne er klikbare...


Tange sø

Menneskeskabt idyl

Forleden satte jeg ny rekord i langsom kørsel mellem Øland og Aarhus. Tog hjemmefra klokken halv ni og ankom til Smilets By lidt før kl. 13. Den tilbøjelighed til at langsom kørsel betragter jeg selv som en dårlig vane, men når det nu skal være, så er det en god dårlig vane.

Den langsomme kørsel skyldtes - udover at jeg droppede motorvejen - især et langt pitstop med madpakken ved Tangeværket for enden af Tange sø.

Det er rendyrket idyl - menneskabt ganske vist - men også et stykke stor kulturhistorie, og jeg forstår udmærket lokalbefolkningens modstand mod planerne om at genskabe det gamle åløb. For lystfiskere kan det måske synes forjættende med et fantastisk laksevand, men Danmark er altså et kulturlandskab med alt, hvad det indebærer.

Kulturlandskabet fortæller om vore forfædres kamp for det daglige brød. Et iderigt og kreativt folkefærd har danskerne altid været, når det gjaldt om at omsætte naturens kræfter til velstand og velfærd - og den historie er nok værd at fortælle i en tid, hvor færre og færre danskere oplever at tjene til brødet i deres ansigts sved.

Det store stemmeværk opstrøms inspirerede mig i øvrigt til et billede lavet med den gode, gamle fotostatteknik, som var så populær i halvfjerserne, da jeg lærte at fotografere i kælderen under inspektørboligen på Farsø Skole.

onsdag den 24. april 2019

Tilbage i stolen

Sct. Georgs dag

Den 23. april - Sct. Georgs dag - er spejdernes svar på juleaften. Det er den dag, hvor en spejder bekræfter spejderløftet og kort fortalt lover fortsat at være et godt menneske.Det gælder naturligvis også de voksne spejdere i Sct. Georgs-gilderne.

I Sct. Georgsgilderne er det også den dag, hvor vi laver rokader i gildeledelserne, for vi hylder et princip om, at man kun kan beklæde et embede i to år ad gangen. Det betød også, at jeg i går modtog gildemesterkæden som tegn på, at jeg de kommende to år er gildemester i 8. Aalborg.

Det er nu ikke første gang, at jeg bærer en mesterkæde. Jeg har tidligere i to perioder - 97-99 og 01-03 - været valgt som gildemester i Nuuk-gildet, hvor jeg desuden trådte til som suppleant for mester i perioderne 04-05 og 06-07, hvilket samlet set giver mig indtil videre syv år i højsædet med mesterkæden om halsen.

Nu følger så yderligere to år...

Jeg ved ikke, om det er grunden, men fotoet fra højtideligheden tirsdag aften afslører i hvert fald en betydelig, men uklædelig rutine i omgangen med smoking. Selv om min smoking faktisk er skræddersyet, viser billedet, at jeg til enhver tid kan få et klædningsstykke til at sidde besynderligt, mærkværdigt og stik mod herremoderådets anbefalinger. Bedre bliver det selvfølgelig ikke, når jeg bratter ærmerne op og ser energisk ud med småstrittende hår, mens mesterkæden hænger uordentligt om halsen.

Det er tydelig mangel på stil, men nu er jeg jo heller ikke valgt som fotomodel, så det må jo gå, som det nu går...

tirsdag den 23. april 2019

Små uhyrer

Et lille bump på vejen

Da jeg for et par år siden byggede min grillhytte, var det planen, at den på et eller andet tidspunkt skulle males svenskrød og hvid i lighed med parcellens øvrige træbyggerier.

Sidste år blev det imidlertid ikke til noget, da jeg var i Grønland, men nu i det herlige påskevejr tog jeg mig sammen og fandt malergrejet frem.

Der var imidlertid et lille bump på vejen frem mod færdigt arbejde: Hvepse...

Der var lige rigeligt af de stikkende uhyrer omkring malingen - og en mistanke blev hurtigt til vished. Hvepsene havde benyttet sidste års bålforbud til at flytte ind på grillhyttens loft. Et hurtigt kig viste et gammelt bo - og et nyt under opbygning. Så jeg stillede lige så stille maling og pensel fra mig og ventede på, at der faldt ro over bæsterne ved solnedgangstid. Så fik loftsrummet en gang stald-fluegift på spraydåse - og da jeg anden påskedag kiggede til dem, var der ro i lejren.

Så kunne jeg gå i gang med pensel og maling. Jeg er nu stort set færdig med den svenskrøde. Nu kan jeg så lige vente et par dage, inden jeg kaster mig over den hvide farve. For designmanualen for svenskrøde bygningsværker siger, at alle vandrette lister og vindskederne skal være hvide. Det kræver desværre et omhyggeligt og bøvlet afdækningsarbejde, så det må vente til en af de kommende weekender med forhåbentlig godt vejr.

I mellemtiden må der nu godt komme lidt regn. Jorden trænger efterhånden til det...

søndag den 21. april 2019

Thytur

Mediterrainsk stemning

Lørdag var vi til familiekomsammen på Thinggaards Hotel i Hurup. Men da jeg tilfældigvis også havde en bestilling på et foto i Hanstholm, besluttede vi at gøre en lang dag ud af det og kørte nærmeste omvej forbi Hanstholm på både ud- og hjemturen.

Det blev til morgenmad mellem gæs på Vejlerne, lange stræk i Nationalparken, et kig på unge nouveau riches på cafeerne i Østerbro-forlægningen i Klitmøller og så et betagende besøg på landingspladsen i Stenbjerg. Disse to huse med fælles lokum er virkelig af den anden verden - og i det flotte påskevejr med et blikstille Vesterhav følte vi os et kort øjeblik hensat i mediterrainsk stemning med et stænk af Babette.

En lang dag, men også en god dag, hvor der falder fem stjerner af til de stegte fiskefiletter på Thinggaards Hotel - og naturligvis også eftermiddagskaffen på Birgittes terrasse i Doverodde...





fredag den 19. april 2019

Mit Keukenhof

Nederland på Øland

Vi har efterhånden boet på Nørremarksvej i ti år - og haven er stort set sådan, som vi gerne vil have den. Blandt andet med en rigdom af påskeliljer og også andre løgvækster, som netop nu topper.

Derfor har vi heller ikke brugt de store kræfter på at sætte nye løg - bortset fra et enkelt sted.

Uheldigvis tog sidste sommers tørke tre af de såkaldte liljekonvalbuske, der forresten ikke ligefrem stortrives i den lille have. Tilbage er nu to af de oprindeligt seks buske - og jeg følte i efteråret, at der skulle gøres et eller andet.

Inspireret af den hollandske tulipanpark besluttede jeg så at lave mit eget lille Keukenhof. 60 angiveligt røde tulipanløg købt på udsalg for en halvtredser røg i jorden og foran plantede jeg nogle af de mange tete a tete-løg, som jeg havde gemt på værkstedet siden sidste jul.

Resultatet er ganske overdådigt, synes jeg. En lille kvadratmeter Keukenhof på Øland. Og nu gælder det så om at få gang i de to liljekonvalbuske, der er tilbage - og så måske plante nogle nye til efteråret. Eller måske det var en ide med endnu flere tulipaner. Nu får vi se...

torsdag den 18. april 2019

Grønbenet rørhøne

Med halen højt løftet

Grønbenet rørhøne er ikke specielt sjælden i Danmark. Den ses ofte blandt de halvtamme ænder i de store byers søer, hvor de bliver fodret af børn bevæbnet med gammelt franskbrød eller i vore dage temmelig sikkert klidboller.

Derfor er et foto af rørhøne heller ikke noget særligt. Bare tag til byen, så skal du nok få et godt billede af den...

Anderledes er det herude i den rigtige natur. Her er den grønbenede rørhøne svær at komme på skudhold af. Men skærtorsdag lykkedes det at komme tæt på. Meget tæt endda - cirka fem meter - og det kom der så et par billeder ud af. Flot er den med skinnende gult og rødt næb.

Men intet varer som bekendt evigt, så efter 30 sekunder var det nu kun gumpen, jeg så. Den var til gengæld højt løftet; med halen i sky hvis man ellers kan bruge det udtryk... Til gengæld så jeg desværre ikke noget til dens grimme, grønne og skællede ben, der ellers har givet navn til den lille vandhøne, der er beslægtet med blishønen.

mandag den 15. april 2019

Skeand

Gynter

Her til morgen fik jeg en skeand på kortet. Det er ellers flere år siden, at jeg sidst har fotograferet den spektakulære and, der ligesom skestorken er forsynet med en ordentlig gynter (Günther) midt i fjæset.

Jeg ville selvfølgelig gerne tættere på den flotte andrik, men desværre, som det så ofte sker, lettede flokken. Ud fra observationerne på dofbasen, ser det ud til, at vi har en halv snes skeænder i Ulvedybet. I hele landet er der cirka 800 ynglepar, noterer dof.

Palmesøndag

Lang gudstjeneste

Palmesøndag skulle jeg rapportere fra en grønlandsk gudstjeneste i Vor Frue Kirke i Aarhus. Det var en meget lang gudstjeneste - syv salmer og altergang - som i øvrigt ikke var specielt velbesøgt.

Så jeg sad på min plads på bagerste række og havde rigeligt tid og plads til at overveje fotodækningen. Det er altid en udfordring af fotografere i kirker. Lyset er som regel ikke særlig godt - og flash er særdeles upassende ved den slags lejligheder. Almindelig god opdragelse siger mig, at man skal være særdeles diskret.

Så jeg sad altså der på bagerste række og tog en stribe testbilleder for at optimere belysningen (og måske også for at få tiden til at gå). Her er et par billeder, som jeg ikke får brug for tli artiklerne, der kan læses på Sermitsiaq.AG i løbet af påskeugen...