Et lille bump på vejen
Sidste år blev det imidlertid ikke til noget, da jeg var i Grønland, men nu i det herlige påskevejr tog jeg mig sammen og fandt malergrejet frem.
Der var imidlertid et lille bump på vejen frem mod færdigt arbejde: Hvepse...
Der var lige rigeligt af de stikkende uhyrer omkring malingen - og en mistanke blev hurtigt til vished. Hvepsene havde benyttet sidste års bålforbud til at flytte ind på grillhyttens loft. Et hurtigt kig viste et gammelt bo - og et nyt under opbygning. Så jeg stillede lige så stille maling og pensel fra mig og ventede på, at der faldt ro over bæsterne ved solnedgangstid. Så fik loftsrummet en gang stald-fluegift på spraydåse - og da jeg anden påskedag kiggede til dem, var der ro i lejren.
Så kunne jeg gå i gang med pensel og maling. Jeg er nu stort set færdig med den svenskrøde. Nu kan jeg så lige vente et par dage, inden jeg kaster mig over den hvide farve. For designmanualen for svenskrøde bygningsværker siger, at alle vandrette lister og vindskederne skal være hvide. Det kræver desværre et omhyggeligt og bøvlet afdækningsarbejde, så det må vente til en af de kommende weekender med forhåbentlig godt vejr.
I mellemtiden må der nu godt komme lidt regn. Jorden trænger efterhånden til det...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar