Rasmus og de grå hjelme

Længsel 

Jeg har kendt Rasmus Lyberth i adskillige år siden tiden i Grønland. Så da han torsdag aften optrådte på Tranum Strandgård, kiggede jeg forbi - alt andet ville være uhøfligt.

Jeg lavede en del fotos - dels til lokalavisen, dels til arkivet. De kan være gode at have, når den store grønlandske sanger fylder 75 år efter sommerferien.

Det er nemt at fotografere Rasmus Lyberth. Han har nogle helt særlige nærmest ikoniske positurer på en scene - og et enkelt foto ville sådan set være nok. Men det blev nu til en hel stribe, så der er lidt at vælge imellem. Også et enkelt backstage sammen med violinisten Jane Clark, der akkompagnerede Lyberth denne varme sommeraften.

Lyberth har en stor og gennemtrængende stemme, som han udnytter virtuost. Mikrofon er strengt taget unødvendigt. Det er en del af magien ved hans optrædener.

Jeg morer mig altid, når han driller det danske publikum og opfordrer dem til at at synge med - vel vidende, at de færreste forstår noget som helst på grønlandsk - og så krukker lidt med, at han heller ikke altid selv kan huske teksterne.

Jeg har hørt Rasmus Lyberth en del gange, siden vi flyttede til Danmark. Det har altid slået mig, at han her i landet har et ualmindelig godt tag på de grå hjelme - modne, kulturelt interesserede kvinder med gråt hår, der som regel er klippet i pagefrisure.

Det fornægtede sig heller ikke torsdag aften. Langt over halvdelen af publikum var netop grå hjelme, der lukkede øjnene og faldt i svime.

Årsagen til Lyberths popularitet i den målgruppe kender jeg ikke. Og jeg har altid været forsigtig med at gætte på, hvad der foregår i kvinders indre.

Men jeg kan ikke sige mig helt fri for at tænke, at den grønlandske sanger har noget, som kvinderne ikke finder hjemme hos prokuristen og frimærkesamleren, som de har delt bord og seng med gennem 40 år eller flere. Lidt Rousseausk længsel efter sømand og vildskab, måske?

En god aften langt over min normale sengetid blev det - især da Rasmus trykkede den af med min favorit Nuannaarnerup Nipaata/Når glæden stråler. Måske forstod publikum ikke teksten, men der blev i hvert fald klappet dygtigt med.

Og sporten kort...

Boldøje

Den 20-årige tømrerlærling Brian Schultz er på det grønlandske
 landshold i bordtennis. Han har valgt at tage sin uddannelse i Hirtshals
 for at dyrke sin sport på eliteplan i byens bordtennisklub, der
spiller i 2. division.

Sport siger mig intet som helst. Det er ikke sjovt. Det er ikke spændende. Det er spild af tid og penge - og jeg forstår slet ikke, at der er mennesker, der kan leve af at dyrke sport.

Men der penge i lortet. Jeg anerkender, at mange mennesker lever for og af sport. Inklusive mig selv. For som journalist og fotograf kan jeg ikke komme uden om sport - og jeg har for eksempel jævnligt min gang på Brovst Speedway Stadion.

Den rent sportslige dækning overlader jeg gerne til resultatnørderne, der kan tale i timevis om tabeller - hvis og hvis - og fokuserer så i stedet på stemninger, pølsesælgere og publikum - og også de rent menneskelige historier om passion, der giver folk indhold i et ellers meningsløst liv. Der er faktisk gode billeder i sport - hvis man kan holde øjnene fra banen - og det falder mig i sagens natur nemt.

Her er lige et par hurtige sportsbilleder fra de seneste uger - sådan som jeg ser sporten med mine usportslige øjne.

Den tidligere 22-dobbelte verdensmester i speedway Hans Nielsen var
 rørt til tårer, da Nordjysk Elite Speedway, hvor han er
sportschef, vandt sin første hjemmebanematch for to uge siden.

Jyllandsserie-kamp i Skovsgård i silende regn. Anstændige mennesker
 burde sidde hjemme foran brændeovnen – men hjemmepublikummet i
Skovsgård kan multitaske med øl og pølser i den ene hånd
og en paraply i den anden hånd.

Enhjørningens hemmelighed

Sjove dyr

Kom ikke og påstå, at livet på landet er kedeligt.

For et par år siden vakte det furore her på vejen, at Tonnys vietnamesiske hængebugsvin var på springtur. Lørdag morgen var den så gal igen med en rigtig fauna-fejlfarve.

Da jeg gik i gang med weekendens havearbejde, opdagede jeg en enhjørning i naboens have. Ikke hvid, som rigtige enhjørninger, men en zebrastribet variant i blå og røde farver med et gyldent horn lige midt i panden.

Enhjørninger er ikke hverdagskost - heller ikke på Nørremarksvej - så det krævede en forklaring.

Naboen, som hedder Søren, har en nebengeschæft, Buegrej.dk, hvor han sælger udstyr til bueskytter - blandt andet skydemål til feltbanen. I gamle dage var det typisk rådyr, harer, ræve og lignende, som bueskytter med papirerne i orden må jage.

Nu er der kommet en ny trend på det område. I Tyskland har de fundet på at skyde efter dinosaurer og andre fantasidyr - og altså også enhjørninger.

- Så det har jeg taget ind i sortimentet. Forleden solgte jeg en dinosaurus. Den havde cirka samme størrelse som et menneske, og køberen morede sig med at sætte den på passagersædet med sikkerhedsbælte - og så håbede han vistnok på at blive stoppet af politiet på vej hjem med Dino ved sin side, fortæller Søren.

Nu står den farvestrålende enhjørning i Sørens have og venter på at blive solgt.

- Det kræver nok en hestetransport at køre den hjem. Den vejer mindst 80 kilo, fortæller den muntre nabo.

Nu har jeg så fundet den første enhjørning. Så mangler jeg kun yderligere to, før jeg kan finde skattekortet, der leder vej til Rackham den Rødes skat. Tintinologer vil vide, hvad jeg mener...