torsdag den 31. oktober 2019

Bolværksmatrosen

Godt selskab

Onsdag havde jeg et temmelig nøje tilrettelagt program hele dagen med en stribe interviews og fotoaftaler i og omkring Aalborg.

Så da Dina skulle hente noget i en butik i Aalborg blev enden på det hele, at hun var med mig på arbejde. Det var hyggeligt at have en at snakke med, så vi hyggede os i det hele taget gevaldigt med madpakke og kaffe i bilen.

Og så fik Dina prøvet noget, hun ikke havde prøvet før. For der skulle blandt andet fotograferes på et af Royal Arctic Lines skibe i Grønlandshavnen, så hun var med ombord på Nuka Arctica og fik en flot beretning fra kaptajnen om livet til søs i fast rutefart mellem Danmark og Grønland.

Nu er havne jo seriøse arbejdspladser, så inden vi kom ind på havnearealet, måtte vi iføre os den obligatoriske hjelm og sikkerhedsvest. Så det blev også til et billede af fruen i en mundering, som jeg ikke har set før. Hyggeligt.

onsdag den 30. oktober 2019

Kåte og lauvu

Bonderøvsbetragtninger

Da jeg i sin tid var på højskole på Lofoten, var der ingen, der havde hørt om Bonderøven og den kendte TV-serie. Og der gik faktisk også et par år efter, at jeg var flyttet tilbage til Danmark, før jeg fik øjnene op for den danske TV-stjerne.

De seneste år har jeg dog kun fulgt ham sporadisk, da jeg synes, at han er blevet lidt lang i spyttet. Men jeg indrømmer, at jeg sad klistret til skærmen onsdag aften, da han var tilbage i Norge for at bygge en kåte.

For jeg har også været med til at bygge en kåte. Det skete i skoven bag Lofoten Folkehøgskole i Kabelvåg sammen med seks andre højskoleelever. Jeg har desværre ingen fotos af kåten, men den tog vel et par uger at bygge - og jeg indrømmer blankt, at vores tilgang til opgaven var noget mindre systematisk og sikkert også knap så håndværksmæssigt korrekt.

Blandt andet den ring, som danner skorstenshullet, blev lavet af flettede pilekviste og ikke af nøje tilpassede stumper af træstammer, som Bonderøven brugte. Og døren var altså en hurtigt tilsavet finerplade og ikke sirligt snedkerarbejde. Træstammer blev i øvrigt tilvejebragt med motorsav og ikke økse.

Men princippet i byggeriet var det samme. Fire sneskæve birkestammer, en tværbjælke og nogle tveger til at understøtte skelettet. Rafter udenom, birkebark og så tørv.

Hele herligheden blev indviet på ægte norsk maner med vafler og guldpoteter. Det norske højskolevæsen havde det lidt svært med den danske tradition med at sige færdigt arbejde med en håndbajer.

Kåten er en samisk vinterhytte, som står permanent. I modsætning til lauvu, der er det samiske svar på den indianske tipi. Altså et nemt og let spidstelt, der kan sættes op og tages ned på få minutter, med skorstensåbning til madlavningen. Ganske ideelt til et nomadefolk, der følger rensdyrenes vandringer.

Det blev til en del overnatninger i lauvu, mens jeg var på højskolen. Vi var blandt andet på efterårssamling af rensdyr, hvor jeg i næsten to uger boede ude i ødemarken sammen med en samisk familie. Familien bar i øvrigt det smukke navn Hansen, så der var en vis fælles forståelse.

Alle billederne til historien - bortset fra motorsavsmassakren - stammer fra den tur.

Højskoleopholdet var i øvrigt en oplevelse for livet, hvor vi vekslede mellem den samiske vildmarkskultur og den nordnorske kystkultur - blandt andet på lange togter med den traditionelle lofotbåd, fembøringen, der dybest set er identisk med vore forfædres vikingeskib. Jeg blev tændt på højskoleideen, hvor det ikke handler om teori, men handling - og så lærte jeg en masse af bare at gøre tingene. Akkurat som at være spejder...

Red. anm. 18. november 2019: Ved nærmere eftertanke mener jeg, at det skal hedde "gamme" og ikke "kåte", hvis det skal være helt rigtigt på samisk. Jeg lod mig rive med af Bonderøven, der sagde kåte...

Stille skumring

Og en enkelt idiot...



Tirsdag eftermiddag brugte jeg skumringstimen til et besøg hos mine gode venner, hejrerne ved Ulvedybet.

Minutterne omkring solnedgangen kaldes også "den gyldne time" - og det forstår man jo godt, når man ser det smukke lys i den i øvrigt stille eftermiddag, hvor fjorden lå blank som et spejl.

Desværre blev idyllen brudt på et tidspunkt af en puril idiot, der var ude at lufte sin røde Seat - en i øvrigt fornuftig spansk bil som af uransagelige årsager har kraftig appel til umodne drengerøve, som ikke har råd til rigtig sportsvogn. Denne forvoksede teenager havde pimpet bilen med racerudstødning - og det gav ham sikkert en gevaldig udløsning, da han brølede over dæmningen med mindst 100 km i timen og 100 db i udstødningen.

Det er det rene idioti. Det er livsfarligt, for dæmningen er slet ikke egnet til den fart - og så er det hensynsløst, fordi det ødelægger den smukke aftenstemning.

Men det hjælper jo nok ikke, at jeg brokker mig - for den slags snotdumme typer er generelt uden for pædagogisk rækkevidde.

tirsdag den 29. oktober 2019

Californisk valmue

California Dreaming...

Selv om vi nu er ved at være godt inde i opløbsfeltet til vinteren, er der stadig blomster i haven. Blandt andet den smukke californiske valmue, som vi nu har haft glæde af i snart et halvt år.

Valmuerne - og altså også den californiske, som vi har en del af rundt i haven - er sådan en mellemform mellem prydblomst og ukrudt. Valmuen er ustyrlig og dukker op de mest besynderlige steder - sommetider også de forkerte steder - men den får lov, for den er nu så køn...

Californisk valmue, som også kaldes guldvalmue, er - som navnet præcist antyder - karakterblomst i den amerikanske stat.

Faktisk er den så populær, at den er Californiens nationalblomst, og staten har også en årlig California Poppy Day. Det er den 6. april - og prøv lige at gætte, hvem der har fødselsdag den dag? Det er faktisk en god grund mere til at lade den gule blomst brede sig i haven...

mandag den 28. oktober 2019

De heldige gjølboere

Og vice versa

Generelt er gjølboerne jo heldigt stillet med en udsigt mod fantastiske Øland, men det kan nu også være modsat.

Det var i hvert fald tilfældet søndag eftermiddag, hvor skiftende sol og byger lavede nogle ganske spektakulære regnbuer. Blandt andet den på fotoet her, der rejser sig majestætisk for enden af dæmningen på Gjøl-siden.

Det skete om eftermiddagen, hvor solen drejede mod vest, for regnbuen er altid modsat solen. Hvis nu Gjølboerne derfor vil se en regnbue over Øland, skal de altså stå tidligt op.

Men en ting er sikkert - uanset tiden på dagen og sommertid eller normaltid. Gjølboerne har nogle virkelig sympatiske naboer på Øland...

søndag den 27. oktober 2019

Gang i klokkeværket

Dingeling...

Forretten bestod af koldrøget ørred på en bund
af blancheret grønkål og en ingefær-dressing.
Der kom gang i klokkeværket, da Ølands svar på ørkenens sønner, Øland Sildelaug, havde endnu en uforglemmelig sidste-fredag-i-måneden-samling.

Oldermanden (th) med det nye klokkeværk.
Oldermand Michael har for nylig passeret et såkaldt rundt hjørne i livets gang mod evigheden - og den begivenhed greb SEP som anledning til at overrække Olde(r)manden et ægte symbol på værdigheden.

SEP havde været i gemmerne og havde i nederste kommodeskuffe fundet en fin lille klokke, som chefen for det hele kan bruge, når han ønsker ordet for at sprede sine vise overvejelser om dette og hint - og ikke mindst livet i det lille sildelaug.

Næsten fuld besætning.
SEP modtog megen anerkendelse for denne fine gestus, som blev behørigt skålet ned op til flere gange - og mon ikke der også kunne anes en lille tåre i oldermandens øjenkrog?

Det var også et laugsmøde af de uforglemmelige - næsten fuld besætning, 14 mand høj - så snakken gik lystigt i det lille skolekøkken, hvor der også blev budt velkommen til en hangaround, John, der nu et par måneder til at overveje, om sildelauget nu er noget for ham.

Der må skåles, småfises og spises syrlige drops...
Aftenens menu var forberedt af Jens Christian og Peter, der bød på en forret bestående af koldrøget ørred på en bund af grønkål med ingefær-dressing og en fyrig ungarsk djævlesuppe med oste-souffléret toastbrød.

Det er nærmest overflødigt at nævne, at den fine mad blev ledsaget af en ikke ubetydelig mængde italiensk rødvin.

Med 14 mand i køkkenet var det en overkommelig menu. Ikke at vi ligefrem stod på nakken af hinanden, men der var i hvert fald tid til at overveje de taktiske bevægelser temmelig nøje.

Velsmagende dråber fra giftblanderens hånd.
Giftblanderen diverterede med en endog særdeles velsmagende Old Nordic brygget på dildfrø, fennikelfrø, kommenfrø og honning. De gyldne dråber faldt i alles smag - ikke mindst på grund af de velvoksne snapseglas.

Efter maden var det et kort øjeblik som om, aftenen ingen ende ville tage, men efterhånden som damerne holdt i en veritabel kø på parkeringspladsen for at hente de løsslupne ægtemænd, kom der alligevel gang i de mætte legemer, så efter opvask og Ølandssang kunne laugsbrødrene trisse hjemover - sådan nogenlunde til aftalt tid...
Ungarsk djævlesuppe med ostesouffléret toastbrød.

lørdag den 26. oktober 2019

Pommes frites

Tømmermandsmad

Jeg var lidt vingeskudt lørdag efter en aften i sildelauget, så det var oplagt at springe over, hvor gærdet var lavest med en gang såkaldte hotwings fra fryseren. Det er fabriksmarinerede kyllingevinger med barbecue-smag. Nem og hurtig mad, der laver sig selv i ovnen.

Til gengæld springer jeg ikke over det lave gærde, når det kommer til de pommes frites, som er en del af tømmermandsmaden. For de hjemmelavede fritter er bare så meget bedre end de købte.
Det er heller ikke det store arbejde - men det skal forberedes i god tid.

Sådan gør jeg:

Jeg tager et passende antal bagekartofler - fire er rigeligt til to mennesker - og skræller dem. Herefter skæres de i stave og lægges i koldt vand et par timer for at trække stivelsen ud af kartoflerne. En times tid før spisetid breder jeg kartoffelstavene ud på et viskestykke og lader dem dryppe ordentligt af. Måske hjælper jeg dem lidt på vej ved at duppe dem med køkkenrulle.

Så hælder jeg lidt rapsolie i en skål sammen med en teskefuld salt. Her vender jeg så kartoflerne i, så de er dækket af et tyndt lag olie. Kartoffelstavene bredes ud på en bageplade med bagepapir, så de lige nøjagtig ikke rører hinanden. Så sætter jeg dem i den forvarmede ovn på 200 grader, og voila - efter cirka en halv time har jeg de sprødeste og mest lækre pommes frites, man kan tænke sig.

De fleste viger tilbage fra selv at lave pommes frites, fordi det normalt indebærer friture og tilhørende stank af grillbar, men så vidt behøver man altså ikke at gå. Bare på bagepladen med dem - så er der tømmermandsmad, som vi kalder det her i huset, på en halv time...

fredag den 25. oktober 2019

X ved robotterne

Nyt politisk perspektiv

Robotterne kommer...
Da Venstres svar på schweizerkniven, tidligere minister, tidligere MF og nuværende EU-parlamentsmedlem Søren Gade forleden åbnede Nordeuropas største fiskerimesse, Danfish i Aalborg Kongres- og Kulturcenter, fik han hjælp af en robot til at klippe den røde snor.

Så i stedet for at tage guldsaksen frem, kunne den alsidige politiker nøjes med at trykke på en knap. Det var tydeligt, at knaptrykkeri fornøjede politikeren. Det er jo en kær beskæftigelse for de fleste drenge…

Jeg ville nu ikke være så fornøjet, hvis jeg var politiker. For rød-snor-robotten kan nemt blive en trussel på levebrødet.

Politiker-robotten åbner helt nye perspektiver i dansk politik. For er der egentlig den store forskel på politikere og robotter? Jeg vil godt vædde en let brugt selvangivelse på, at hvis man stiller en robot op til næste valg, så bliver det en stemmesluger af de helt store. Og det vil næppe gøre den store forskel.

Ser vi på det nuværende Folketing, opfører regeringspartiet og støtterne sig som robotter, der glad og beredvilligt trykker på ja-knappen, når det drejer sig om at påføre befolkningen nye byrder. Lige i øjeblikket i klimaets hellige navn, hvor selv den mest mærkværdige lovændring kan sniges igennem med en forklaring om klimaet.

Men havde vi ikke klimaet, skulle socialisterne nok finde en anden grund. Sådan må det nødvendigvis være, når samfundsidealet er en stærk Stasi-stat og en blind tro på, at danskerne ikke selv evner at træffe fornuftige, individuelle beslutninger.

Det er i øvrigt ikke meget anderledes i den borgerlige opposition, hvor politikerne med en højteknologisk robots træfsikkerhed skyder sig selv i foden – og benet, kroppen og hovedet med for resten. Det er gold afmagtssyge uden perspektiv for det liberale Danmark.

Et godt eksempel på robottænkningen blandt landets politikere er skandalerne i Skat, der hver gang modsvares af et stort ”Send flere penge nu”, selv om det er åbenbart for enhver iagttager, at det ikke er penge, men ledelse – jernhård ledelse – der er brug for i Skat.

Hvis der havde været andet end robotter i Folketinget, ville galskaben blive stoppet øjeblikkeligt. Hvis landets virksomheder løste alle problemer med at bruge flere penge, ville pengekassen snart være tom, men det gælder jo ikke Skat, der bare udskriver regningen til de i forvejen hårdt ramte danskere.

Det eneste lyspunkt er, at realiteterne forhåbentlig snart får nogle voksne mennesker til at erkende, at vi i Danmark har et vildtvoksende skattesystem, der ikke lader sig styre. Den eneste løsning er en omfattende skattereform, hvor vi begynder fra nul – og bygger det logisk op, så alle og enhver kan forstå det. Måske er det en historisk chance netop nu, hvor systemet er brudt sammen, og hvor renterne svinger omkring nul. Det giver i hvert fald en mulighed for at fjerne hele rentefradrags-cirkusset, uden at det gør ondt på enkelte skatteydere.

Desværre er min tillid til systemet nok overdreven – og vi fortsætter med robottænkningen med lap på lap i et ustyrligt bureaukrati. Og det er så bevidstløst, at vi lige så godt kan erstatte politikerne med en flok robotter, der i det mindste ikke skal have nogle af landets højeste lønninger, men kan nøjes med en sjat smøreolie. Og som vi kan køre på lossepladsen, når de bliver for gamle – i stedet for at yde en favorabel folketingspension.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 25. oktober 2019

tirsdag den 22. oktober 2019

Vandrefalk

Verdens hurtigste fugl

Mens resten af Nordjylland fulgte Rubjerg Fyr på sin vandring gennem ørkensandet, passede jeg den daglige dont og lavede et interview i Vadum.

På vej hjem ved middagstide så jeg ved Kytterne en rovfugl, der flere gange slog ned over en flok krager i et træ, så jeg lindede på speederen. Da jeg standsede bilen, lettede alle kragerne pludselig - lidt til min store overraskelse, for så sky plejer de ikke at være - men da jeg kiggede nærmere efter, sad rovfuglen i træet og ventede lige så stille på fotografen.

Så det blev et par drømmeskud af en fugl, som jeg umiddelbart antog for at være en musvåge, selv om adfærden og vingeformen ikke helt passede. Der var også et eller andet med fjerdragten og næbbet, der ikke stemte, så her til aften søgte jeg råd hos Hans, der er noget klogere på fugle end jeg.

Til min store overraskelse viste det sig at være en vandrefalk. Den havde slet ikke været inde i mine overvejelser, for det er en relativ sjælden fugl - 10 til 15 ynglepar i Danmark i følge DOF's hjemmeside. Så jubelen kender ingen grænser...

Vandrefalken er i øvrigt verdens hurtigste fugl, der kan nå op til 390 km/t. når den styrtdykker efter bytte. DOF fortæller, at vandrefalken blandt andet kan kendes på den sorte skægstribe under øjet. Og Hans tilføjer, at det er en ungfugl, fordi brystet er længdestribet i stedet for tværstribet, og farven er mere brun end grå.

mandag den 21. oktober 2019

Lidt godt fra haven

Kærlighed til blomster og mad

Hjemmestyret - fruen i huset - har en imponerende evne til at få noget helt fantastisk ud af havens mange blomster -og ofte på en ganske overraskende facon.

Tidligere har hun blandt andet lavet buketter af for eksempel porreblomster, og her i dag blev det så en buket af benved og strandasters, der lyste op på pladsen ved siden af fjernsynet.

Jeg har desværre ikke så meget af blomstertalentet, men til gengæld kan jeg så få meget ud af havens herligheder  i køkkenet.

Søndag aften stod den på langtidsstegt oksecuvette. Herligt fedtmarmoreret angus-kød fra Argentina. Stegen passede sig selv, mens vi knoklede i haven, men da spisetid nærmede sig, orkede jeg ikke rigtig at regere voldsomt med gryderne. Derfor improviserede jeg en hastig gang hjemmelavede pommes frites af nogle af mosekartoflerne fra haven - med tilhørende køberemoulade.

Til gengæld tog jeg revanche mandag aften. Jeg lavede en kraftig urtefond af selleri, gulerødder, porrer, løg og timian fra haven. Den blev reduceret til en deciliter kraft, der blev tilsat en maizena-opbagning på stegefonden fra cuvetten. Resultatet blev en lille smagsbombe af klar, mørk sauce - en glace er nok den korrekte gastro-betegnelse - som var lavet af ægte kærlighed. Til maden og til fruen...

Resterne af det smørmøre cuvettekød blev serveret med rosenkål fra frysedisken og mos af årets sidste kartofler fra haven tilsat friskhakket havepersille.

Livet er herligt!

Vinterklar

Så klar som vi nu kan være...

Julerosernes hvide blomster varsler tidlig, men
ikke nødvendigvis hvid jul i år.
Selv om solen skinnede, blev der ikke
 brug for liggestolen denne søndag.
Så er haven ved at være vinterklar - næsten...

Søndagen bød på det herligste efterårsvej. Solskin, vindstille og for første gang i dagevis ingen regn overhovedet. Så der var livlig aktivitet i haven fra den årle morgen til aftensmaden og den efterfølgende dybe søvn i lænestolen foran fjernsynet.

Alle georginerne er taget op, det samme gælder knoldbegonierne, der er sat påskeliljer og jeg fik ryddet et stykke med vildtvoksende fjeldribs, der havde blandet sig med stikkelsbærrene. Græsplænen er slået for måske - måske ikke - sidste gang i år. Det hele ser i det hele taget ganske nydeligt ud.

Så er der sat påskeliljer i en del af krukkerne.
Pelargonierne er kun delvist taget ind. Der er masser af knopper i dem, så med lidt held og godt vejr får vi måske en ekstra blomstring, selv om der ikke er meget sjov ved bladene. Så en del af pelargonierne får lige en ekstra tørn, til det bliver frost igen.

I øvrigt glæder jeg mig over benvedden, der står med flotte røde bærskaller - og inden  under dukker de flotte orange bær frem. Men man skal ikke lade sig narre. Stort set hele benvedden er giftig for mennesker, men solsorten og de fleste andre fugle tåler dog den hårde kost, så det er fuglefodder på linje med bærrene fra blandt andet tjørn og de store solsikkeblomster.

En dejlig dag, hvor sæsonens første julerose blomstrede - og et par enkelte staudeanemoner helt havde glemt, at der er et halvt år til sæsonen.
Pelargonierne får lige en ekstra omgang inden vinterfrosten.
Benved er en af efterårets smukkeste planter med røde bærskaller
 og orange bær. Når frosten kommer,bliver bladene røde. Men den er
giftig og forbudt for børn.
Græsplænen er slået for måske - måske ikke - sidste gang i år.
Anemonerne er cirka et halvt år for tidligt fremme.
Begyndende trængsel i vinterkvarteret.

lørdag den 19. oktober 2019

Hjertets poesi

Hilsen fra dr. Brok


Den forrige historie om mine eksperimenter med hjerter og bacon har inspireret dr. Brok - alias den pensionerede Skørping-læge Axel René Aubertin - til et par vers om hjerter i flødesovs.

Med Suzanne Bjerrehuus ord kan jeg kun sige: - Sådan har jeg aldrig fået den før...

Gennem årene har jeg fået mange dejlige reaktioner på mine skriverier her på bloggen, men det er nu første gang, at jeg får en kommentar på versefødder. Det er et minde for livet - og det skal fejres, så jeg deler den lige her:

Hjerter i flødesovs.
Det er det rene smovs.
Smager af himmerrig. Ja. Og med bacon i.
Mer kan jeg ikke sig’. Det kan vi alle li’
Sådan en lækker ret.
Spises nu ganske let.
Gerne med rødvin til.
Det er jo det vi vil.

Sådan et måltid mad.
Det gør en mand så glad.
Se, hvor han spiser op.
Til maven siger stop.
Nu er han lykkelig.
Og vil til ”kokken” sig’.
Føler mig helt i sky.
Med din gourmetmeny.

Tak til dr. Brok!

Med bacon i hjertet

Gastronomiens grundstof på nye eventyr

Når min mor lavede hjerter i flødesovs, var hjerterne fyldt med svesker. Det smagte godt. Når jeg laver hjerter i flødesovs, fylder jeg dem med persille. Det smager også godt.

Så dybest set er der slet ingen grund til at fifle med opskriften, for når det virker, skal man ikke ændre det. Alligevel kunne jeg ikke dy mig forleden.

Jeg fyldte derfor svinehjerterne med bacon. Det røgede svinekød er et af gastronomiens grundstoffer, og der findes næppe en ret, der har taget skade af lidt bacon. Bacon er smækfyldt med umami og på en gang både en grundingrediens og et krydderi - og der findes næppe noget andet kødstykke, som man kan blive mæt af bare ved at spise 100 gram. Kort sagt: Vejen til mandens hjerte går gennem bacon.

Så selvfølgelig skulle det prøves. Det fungerede også fint - og specielt sovsen fik et ekstra pift af røgsmagen. Alligevel tror jeg, at det fortsat er persille-varianten, der er min favorit.

Dels er jeg helt basalt temmelig konservativ - og holder meget af det enkle og det utvistede. Men det handler også om kontrast i smagen. For efter et par timers kogetid, som er normen for fyldte hjerter, var der ikke meget smag tilbage i baconen. Persille derimod bevarer sin egen smag under tilberedelsen - og giver et modspil til kødet.

Sandsynligvis havde jeg en instinktiv fornemmelse af det. For i hvert fald fik den tilhørende kartoffelmos et ordentlig skud persille efter en pludselig indskydelse. Så retten gik altså ikke ned på persille.

Men ellers er hjerter med bacon nemt at lave. De skyllede og rensede hjerter fyldes med bacon i tern og ombindes med bomuldssnor. De brunes i en gryde, og der krydres med lidt peber. Der er salt i bacon, så man må endelig ikke komme salt ved. Så får herligheden lov til at simre i en halv liter vand et par timer. Hjerterne tages op, suppen reduceres til næsten ingenting og der tilsættes en kvart liter fløde. Jævnes med maizena. Det bliver saucen pænere af, end hvis man bruger hvedemel. Saucen smages til med gele - i det aktuelle tilfælde den hjemmelavede rønnebærgele - og måske lidt salt.

Og så skal det lækre kød og møre kød serveres med kartoffelmos, der rigtigt kan suge saucen, som jeg foretrækker at kalde sovs. Det er herremad!

tirsdag den 15. oktober 2019

Imellem bloggere

Bag Dovregubben er et menneske

Foto: Torben Agersted
"Hjemmestyret".
 Foto: Torben Agersted
For nylig dukkede en ny blog op i bloglandskabet. Den hedder Jammerbugt.nu og har et stærkt fokus på livet her på egnen.

Bag dette blogtilskud står journalisten Grethe Rolle og fotografen Torben Agersted. Den ny blog så dagens lys stort set på samme tidspunkt, som jeg kunne fejre mit indlæg  nummer 3.000 her på bloggen. Det synes de to "jammerbloggere" var en passende anledning til et besøg her på parcellen.

Det var lidt spændende. Normalt er det jo mig, der fører pennen og kameraet, men her var det omvendt. Det er der kommet et meget sjovt interview ud af, som jeg kun kan være glad for. Måske lidt for pænt, men det skal man næsten være et skarn for at mene.

Mennesket bag Dovregubben.
Foto: Torben Agersted
Grethe Rolle tegner portrættet med blød blyant og maler med den brede pensel, men det er heller ikke nemt at sammenfatte et langt liv i få linier, så det lever jeg med. Sandheden må jo ikke stå i vejen for den gode historie, som jeg altid har sagt.

Jeg er også godt tilfreds med de flotte portrætfotos, som Torben lavede af bloggeren og Hjemmestyret. Det er magisk, for jeg ser jo helt rar ud... Tak for det.

Men læs selv med og se, hvad Grethe og Torben fik ud af en kop formiddagskaffe her på Nørremarksvej. Portrættet findes her.

I sandhedens interesse skal det lige med, at jeg overhovedet ikke skriver grønlandsk - og mine mundtlige udfoldelser på Dinas modersmål er heller ikke til fuldkommenhed.

mandag den 14. oktober 2019

Høstfest

Tak for den gode høst

Stemning og fest på Øland.
Høstfesten er en af de smukkeste traditioner herude i det landlige Danmark. En sammenkomst, hvor man fejrer, at høsten er i hus, og bonden siger tak for det gode arbejde. Og nogle sender måske også en tak til Skaberen, som har ladet både solen skinne og regnen regne i passende mængder over agrene.

Ingen høstfest på Øland uden hestebaren.
I gamle dage blev høstfesten altid holdt lige omkring mikkelsdag - 29. september - der også var en de såkaldte skiftedage, hvor karle og piger kunne skifte til en ny arbejdsplads.

Mikkelsdag var før helligdagsreformen en helligdag til ære for ærkeenglen Mikael, som man skulle stå sig godt med, hvis man ville have en plads i himlen.

Høstfesterne kunne være ganske løsslupne med livlig aktivitet i både halmen og buskene nær festen. Erfaringen sagde, at kødets lyster på dette tidspunkt af året kun sjældent resulterede i småfolk.

Årsagen kendte man naturligvis ikke dengang, men videnskaben har fundet ud af, at der er noget om snakken. Der blev i perioden op mikkelsdag høstet humleknopper til den ølproduktion, der var på alle gårde. Humleknopperne, der er humlens hunblomster, indeholder et østrogen-lignende stof, der forstyrrer ægløsningen hos pigerne - akkurat som P-piller. Og da humlehøsten var kvindearbejde, havde mange af pigerne haft kontakt med humle, så de var beskyttet mod uønsket graviditet i den periode.

En stor tak til John, der for 31. år i træk lagde
 maskinhus til begivenhederne.
Lørdag holdt vi høstfest på Øland - og det blev en god og traditionsrig fest, selv om vi - som de ordentlige mennesker vi er - ikke var så løsslupne som forne tiders bønderpiger og -karle.

Høstfesten var helt efter bogen: Ølandssang, madkurve, amerikansk lotteri, hestebaren og dans til god musik med Peter Olsen. Det var 31. gang, at John lagde maskinhus til denne årlige Østerby-begivenhed - og han modtog som sædvanligt stor tak for værtsskabet.

Høsten er i hus. Parcellens resultat af
Nordeuropas største amerikanske lotteri.
Det amerikanske lotteri til høstfesten på Øland er noget helt særligt. Det er nok Nordeuropas største, og Dina og jeg har altid en lille konkurrence om, hvem der hjemfører flest gevinster. Høsten i det amerikanske lotteri var ikke så stor som tidligere år, men jeg kunne da med stor tilfredsstillelse konstatere, at jeg scorede to gevinster mod Hjemmestyrets enlige præmie. Man har jo ikke helt tabt tavet endnu...
Bjarne førte an på dansegulvet med stort engagement.
Og så blev der tid til en svingom med mutter...
Blaffersangen...

lørdag den 12. oktober 2019

Politikerrobot

Opfindelse med fremtidsperspektiv

Nu er det slut med politikere, der klipper røde snore. Det er virksomheden Intech, der har programmeret en af deres robotter, så den klarer tjansen for politikerne.

Det blev demonstreret, da Europas største fiskerimesse, Danfish, forleden åbnede i Aalborg Kongres- og Kulturcenter. EU-parlamentsmedlem Søren Gade holdt åbningstalen, men han overlod det hårde arbejde med den røde snor til robotten.

Det åbner helt nye perspektiver i dansk politik. For er der egentlig den store forskel på politikere og robotter? Jeg vil godt vædde på, at hvis man stiller en robot op til næste valg, så bliver det en stemmesluger af de helt store.

Danfish har været min arbejdsplads onsdag til fredag, så der er blevet snakket fisk for alvor. 400 udstillere viste det nyeste isenkram i branchen, og der blev gjort mange gode handler. Jeg dækkede messen for blandt andre den grønlandske avis Sermitsiaq, men havde også et par andre jobs i dette fiske-mekka.

Onsdag var jeg lidt udfordret med en deadline, så jeg havde fået lov til at komme ind, før messen åbnede. Til gengæld agerede jeg fotomodel for AKKC's informationschef, Susanne Kabel, der skulle skrive en notits om pressedækningen til Danfish Daily, der  messedagene var aflæggeravis af FiskeriTidende.

Det gjorde jeg gerne, for jeg kender Susanne fra de gode gamle dage i Nuuk, så det blev da også lige en snak om dengang.

Og snak er jo en væsentlig del af sådan en messe. Jeg mødte mange gamle bekendte fra Grønland, for fiskeriet er jo det grønlandske hovederhverv, så det bliver de kommende dage til flere artikler, hvor jeg holder fokus på det kystnære jollefiskeri, der er en væsentlig og uden for Grønland lidt upåagtet del af det grønlandske fiskeri - og som bidrager med betragtelige mængder af torsk, hellefisk og krabber.

Det var i øvrigt ikke alle sælgerne, der lige havde fanget, at jeg "bare" var en del af pressekorpset, så jeg fik flere gode tilbud og kunne - hvis jeg havde haft lyst - blandt andet have hjembragt et par fine let brugte trawl-skovle, ligesom jeg fik et tilbud på en app til at styre en flydedok. Jeg måtte desværre afslå det gode tilbud, for jeg har ikke lige plads til en flydedok på Nørremarksvej...