Undergrunds-nyt
Nuuk har fået sin helt egen plads i København. Det skete
sidste søndag, hvor Københavns metro blev udvidet med en ny såkaldt citylinje,
der forbinder bydelene i den centrale del af hovedstaden.
En af stationerne hedder Nuuks Plads, og det er ikke helt
tilfældigt, fortæller pressekoordinator Kåre Møller Madsen fra metro-selskabet.
- I de første planer hed stationen ”Ved Landsarkivet”, men
Vejnavneudvalget i København ville gerne sende en hyldest til Grønland. Så da
stationen ligger i nærheden af både Hans Egedes Gade og Godthåbvej blev det
besluttet, at den nye plads på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg skal
hedde Nuuks Plads.
Den nye station ligger ud til Jagtvej og er et imponerende
bygningsværk, der ikke minder meget om busstoppestederne i Nuuk. Perronerne
ligger i 20 meters dybde og arkitekturen under jorden er dels præget af
rulletrapperne, der fører op til jordens overflade, og vægbeklædningen, der er
udført i sort, grå og brun skifer.
- Oprindeligt ville vi gerne have brugt grønlandske sten til
stationsrummet, men det var hverken teknisk eller økonomisk muligt, fortæller
arkitekt Nille Juul-Sørensen fra arkitektfirmaet Arup.
- Men farvevalget skal gerne give mindelser om farverne på
det grønlandske fjeld, forklarer arkitekten, der bevidst er gået uden om alle ideer
om isfjelde.
- Vi har ikke ønsket af lave stationen som en grønlandsk
kliche, men noget, der minder den københavnske befolkning om Grønland. Nu har
vi sat Nuuk på bykortet – og nu er det så op til københavnerne, om det skal
bruges til nogle særlige grønlandske arrangementer, siger arkitekten.
Den nye cityring i København er 15,5 km lang med 17
stationer. Anlægsarbejdet blev pågyndt i 2009 og har kostet godt 22 milliarder
kroner. Det forventes, at cityringen vil transportere 300.000 passagerer om
dagen.
Artiklen er bragt første gang på Sermitsiaq.AG 6. oktober 2019.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar