lørdag den 29. marts 2014

Sildelauget på kaffebar

Her hjælper kun bønner

Kaffemarineret tun.
Sildelauget holder til på Øland - og her er vi alle bønder for Vorherre. Nogle af os er de rene bønnestager, mens andre ikke er større end en bønne.

En ting kan vi blive enig om: Der er altid tid til en kop kaffe eller to. Og ind i mellem en lille sort - eller to.

Al den kaffe giver nemt tyndskid og nervøse trækninger - hvis man ikke får andet - og det havde fået oldermanden til at tænke.

Nu skal man generelt ikke tænke for meget. Det kan nemt blive farligt, men oldermanden havde fået den ide, at fredagens tema i det lille laug af retsKAFne mænd skulle være kaffe og mad - og han diskede derfor op med et menuforslag, der indeholdt kaffe i alle tre retter. Man fristes til at sige - en trekoppers menu.

Hvis der var nogen, der havde indvendinger, kunne de spare deres bønner - for oldermanden var ubønhørlig. Opskrifterne var fundet frem og planlagt - og de kom ikke fra en coffeetable-bog.

Vi lagde ud med kaffemarineret tun - let grillet på pande og med en garniture vendt i kaffeolie. Det lyder som hård kost, men her må man undskylde skriverkarlens forhærdede gane. Det smagte sjovt nok slet ikke af kaffe...

Og så en god kop lammeskank.
Næste ret var lammeskank langtidssimret i suppe og rodfrugter med et højt indhold af kaffebønner og med nye mallorcinske kartofler. Det smagte heller ikke af kaffe - men sovsen kunne henset til viskositeten med lidt god vilje godt minde om kaffe, da skolekøkkenet var løbet før for både maizena og hvedemel.

Men det smagte godt - kunne nærmest spises af selv den mest bovlamme uden gebis - og så kunne vi jo more os over, at et lam uden ben ikke nødvendigvis behøver at være lam...

Gæstekokken Gary og Ole laver irsk kaffe.
Til desserten var irske Gary indkaldt som gæstekok - for det var i al sin rørende enkelthed irsk kaffe.

Det er som bekendt en drink bestående kaffe, sukker, flødeskum og whiskey. Irish Coffe er opfundet i 1943 af barchef Joe Sheridan i den irske lufthavn Buena Vista, som dengang var base for passagerflyvningen med vandfly mellem Europa og USA. Det var en kold oplevelse, og mange af passagerne i lufthavnen ville derfor have noget at varme sig på. Og det er den irske kaffe jo perfekt til med dens blanding af varm kaffe og varmende whiskey.

Og nu vi i gang med en gang kaffedelirial trivia, skal det lige med, at whiskey er den irske stavemåde for det fluidum, som skotterne kalder whisky. Ordet stammer fra det gæliske "uisge beatha", der betyder livets vand, akvavit, og dermed er linien jo trukket til den bette swotte, som vi drikker her på landet. Kommer man flødeskum på en lille sort akkurat som med irish coffee, kaldes den i øvrigt en "farisæer" - angiveligt fordi den variant især yndes af folk, som ikke vil være kendt for deres drukfældighed.

Alt i alt en vellykket aften i det gode kaffeselskab.

fredag den 28. marts 2014

Tidlig ankomst

Skestorken er ankommet

Skestorkene ankommer næsten så præcist, at
man kan stille kalenderen efter dem.
Skestorkene er kommet tidligt i år.

De plejer at komme lige omkring 1. april - men allerede tirsdag aften så jeg fire skestorke, der fouragerede på rad og række i Ulvedybet. Jeg var på vej til møde i Aalborg og havde desværre ikke kameraet ved hånden.

Det skulle der rådes bod på, så da jeg skulle en tur til Gjøl sidst på dagen fredag, havde jeg kameraet med - og skestorkene svigtede da heller ikke. To af dem var på plads og stillede op til en fotosession ved udkigstårnet.

Dagens bonusfugl var en hættemåge, der stod med tæerne i vand og betragtede den dalende sol.

Nå, ja, der var da også bonus lige før middag, da jeg så en havørn flyve termik over golfbanen - men den var altså for langt væk til kameraet.
Hættemågen nyder eftermiddagssolen.

torsdag den 27. marts 2014

Hævnen er sød

Sealfies...

"Sealfies" af Ole Heinrich.
Vreden og harmen i Grønland over den vestlige, såkaldte civiliserede verdens forbud mod salg af sælprodukter er stor og forståelig.

Forbuddet er en følge af en uhellig alliance mellem forbryderiske miljøorganisationer og en række såkaldte kunstnere, hvis overdimensionerede egoer har forvildet dem til at tro, at en kunstnerisk karriere giver ret til at udtale sig arrogant og nedladende om andre kulturer. Det er som bekendt ikke tilfældet - og harmen er absolut forståelig.

Senest har min gamle ven Ole Heinrich - gift med min tidligere kollega Gerda og plejefar til Fiffig Jørgensen(1) - lagt dette billede af flåede sælhoveder fra Brættet i Nuuk på Facebook. Finessen er, at han har navngivet de skallede sælhoveder (tagget dem, som det hedder på Facebooksk) med navnene på de mest markante sælmodstandere fra det kunstneriske overdrev. Det er god humor - især når man ved, hvor forfængelige disse kunstnertyper er!

(1) Fiffig Jørgensen var nu afdøde borgmester i Nuuk Agnethe Davidsens hund. Da Agnethe i sin tid døde, tog dyrevennerne Gerda og Ole Fiffig Jørgensen til sig som deres egen.

tirsdag den 25. marts 2014

Blomsterflor

Fem år i det lille hus på Øland

Mandagens fine forårsvejr var en god anledning til
at få brændt alt hækafklippet fra sidste år. Den årlige
 afbrænding af haveaffald - vårofferet -  er et vigtigt
forårsritual.
Just nu vælter det frem med blomster over alt i haven.

De første vintergækker er væk - men for de gamle, der faldt, er der nye overalt.

Det er især de forårsgule farver, der dominerer - men rødt og blåt er også ved at komme med. Især de velduftende hyacinter er et stort hit.

Det er nu fem år siden, at vi overtog huset - og det har været et knokkelarbejde at få haven derhen, hvor den er nu. Men når det hele begynder at blomstre, så har det været alle anstrengelserne værd.

De første spæde aurikler blomstrer netop nu.
Der er gang i påskeklokkerne, som vi har i både hvide og røde varianter.
Også violer spirer frem nu. Bemærk den smukke røde hyacint, der er på vej.
Husets gæster bydes velkommen af masser af påskeliljer.
Vorterod er et fint bunddække - og vi bærer over med, at den gerne
breder sig til græsplænen.

mandag den 24. marts 2014

Googlapyk

Det rene, skinbarlige vrøvl

Illustration: Nordjyske Stiftstidende
Indimellem dukker de såkaldte spam-mails op i postkassen. De er som regel nemme at gennemskue, fordi de er maskinoversatte og affattet i et så dårligt dansk, at end ikke skattevæsenet eller vore pengeinstitutter kan stå bag dem.

Maskinoversættelser er djævelens påfund. Sprog uden human indblanding er fyldt med fejl, meningsløst, ubehjælpsomt og blottet for følelser og finesser.

Men - når det nu skal være - så har det lokale dagblad, Nordjyske Stiftstidende, brugt Googles oversættelser til en herlig gang søndagshumor i rubrikken Ordjyske. Her har redaktøren for sjovt kørt de nordjyske stednavne gennem maskinen - og det er der kommet mange afsindige over(under)sættelser ud af.

Således kan jeg se, at jeg er opvokset i Dad's Island, jeg bor på Beer Duck, jeg kører næsten dagligt gennem Northern Healthy Town og søndagsturen går måske til Delete Beach.

På kortet er den ikke med - men jeg er i øvrigt medlem af Misery Bay Municipality.

fredag den 21. marts 2014

Måger og midnatssol

Plage eller ressource?

En delikatesse.
Så er den gal med mågerne igen.

Sarte, degenererede bysjæle tåler naturligvis ikke måger. For mågen er jo den rene skinbarlige natur – og den slags er farligt og forbudt for børn.

I mågens nærhed er der sex, vold, lort, larm, opportunistisk frås i tarveligt forarbejdede fødevarer – og i det hele taget et festligt leben, der på forbløffende vis ligner menneskenes. Og det er måske det, der i virkeligheden er problemet: Mågerne minder i deres bramfri adfærd alt for meget om mennesker – og den lighed er svær at kapere for det narcissistiske, højt uddannede og dannede bymenneske, der har taget patent på civiliseret opførsel og god smag.

Så i disse dage går anonyme, kommunale jægere – uden kendingsmærker som russiske kommandosoldater – på jagt i byernes baggårde og regulerer bestanden.

De kommunalt ansatte jægere nyder et privilegium, som ikke er tilgængeligt for almindelige mennesker.
Det er en skam – for måger er natur og dermed også en ressource. Gennem årtusinder har menneskene både jaget mågerne og samlet deres æg. Den slags er ikke tilladt i Danmark – for vi har glemt at være naturlige i almindelig bekymring for naturens naturlige tilstand.

I 2007 flyttede jeg til Tromsø – denne hyggelige nordnorske by med et endog stort antal værtshuse, og som ved festlige lejligheder omtaler sig selv som Nordens Paris. I Norge er pral lidt af kunstart – og man må godt prale. Og kan tromsøværingerne ikke finde på andet at prale af, så hævder de stolt, at Tromsø er den norske by med flest måger.

Der er noget om snakken. For nede ved havnen skuer polarforskeren Roald Amundsen ud mod polarhavet, mens mågerne i stride strømme skider på nationalhelten.

Det var i foråret i maj – og midnatssolen gav nattelivet en ekstra dimension. Jeg skulle forrette tre års tjeneste som seniorrådgiver i Arktisk Råds sekretariat, der holder til på byens polarcenter – en kæmpemæssig kontorbygning som rummer en lang række virksomheder og institutioner med relation til den arktiske verden.
Fredag eftermiddag begav konen og jeg os ud i byen for at nyde en stille pils på fortovet foran Skarven – byens insted – stedet, hvor man kommer for at blive set.

Eftermiddagen blev til aften – og snakken gik livligt mellem de små borde på fortovet. Ved siden af os sad Salve, der var direktør i en af virksomhederne i polarcentret – og han var meget interesseret i min kone.
Hun er nemlig grønlænder og ved en masse om, hvordan man tilbereder sæl. Det interesserede Salve, for han havde licens til at jage sæler – og havde fryseren fyldt med sælkød. Nu var vi jo tilflyttere, så han ville da også gerne introducere os til en af de lokale forårstraditioner - mågeæg.

Så inden vi vidste af det, sad vi i Salves dejlige have i et af byens bedre kvarterer – og fortærede hårdkogte mågeæg pyntet med gaffelbidder og ledsaget af ægte russisk vodka i rigelige mængder. En rigtig himmerigsmundfuld – og sundt var det garanteret. Det blev en uforglemmelig nat – i midnatssolens skær.

Mågeæg er en delikatesse, som vi ikke bør snyde os selv for. Hvis man mener, at der er for mange måger, så vil det være en indlysende løsning igen at tillade indsamling af mågeæg til konsum i Danmark. Og kan æggene ikke gøre det alene, kan vi jo begynde at spise mågerne.

For mange år siden var jeg på højskole på Lofoten – og erhvervede mig i den forbindelse norsk jagttegn. Det brugte vi højskoleelever blandt andet til at jage svartbag og sølvmåge. Det er en stor delikatesse. På hver side af brystet sidder en prægtig engelsk bøf – blodig, mør og på cirka 300 gram. Rigtig mandfolkemad – og hvis man holder sig til ungfuglene, smager det vidunderligt med brun sovs og masser af bløde løg.

Så hvorfor ikke gøre som nordmændene? Betragt mågerne som en ressource i stedet for en plage og genindfør jagt og ægsamling. På den måde bliver mågerne til glæde for hele befolkningen – og ikke bare nogle få skatteyderbetalte, kommunale mågejægere.

Fra Nordjyske Stiftstidende 21. marts 2014.

torsdag den 20. marts 2014

Når geografien halter

Danske journalister har meget at lære

Collage med tilladelse fra Robert Holmene.
Grønland og Arktis er blevet populære historier i pressen de seneste par år.

Desværre er megen af omtalen baseret på rygter og manglende research - og selv meget anerkendte media har dummet sig. Blandt andet da Politiken fortalte, at kommunen i Nuuk havde indsat busser, så alle de grønlandske vælgere kunne komme til valgstedet i Nuuks kulturhus. Eller da TV2 vendte det grønlandske flag på hovedet. Eksemplerne på manglende indsigt er mange...

Torsdag gik det galt for DR2, der ellers prioriterer det arktiske stof højt. Stationen fik anbragt Sydpolen på Polarhavets plads. Det inspirerede min gamle ven, den grønlandske tegner Robert Holmene til denne collage, hvor de antarktiske pingviner griner af de uvidende mediefolk.

Jeg nøjes med at tage mig til hovedet og sukke højlydt over den journalistiske ignorance. Der er åbenbart ingen grænser i mediernes indbyrdes kamp for at nå lavmålet.

onsdag den 19. marts 2014

Dagens ord LXV

Epideiktisk...

Bloggeren i færd med epideiktiske
aktiviteter. Taebaek, Sydkorea 2005.
Foto: Trine Kamp Larsen.
Så lærte man lige et nyt ord...

I ugens udgave af Kommunikationsforum.dk er der en analyse af en nekrolog over Jesper Langballe, der jo døde forleden. Her kan man lære, at nekrologen tilhører en retorisk genre, der kaldes epideiktikken.

Jeg indrømmer blankt og på stedet, at det ord har jeg aldrig hørt før - og havde i øvrigt svare kvaler med bare at udtale det, da jeg lige så det.

I artiklen forklares ordet som lejlighedstale - og det giver god mening. Alligevel forsøgte jeg at gå et spadestik dybere i forklaringen. Ord er nemmere at huske, hvis man forstår oprindelsen - i hvert fald i min alder.

Det viser sig, at det er sammensat af episk - altså fortællende, og deiktisk, der betyder at fortælle om noget kendt. Det viser sig også, at gruppen af påpegende stedord (demonstrative pronominer) kan deles i to grupper, nemlig de deiktiske og de anaforiske, hvor sidstnævnte gruppe peger mod noget tidligere omtalt, mens de deiktiske peger på noget, der forudsættes alment kendt.

For en ordkløver er den slags ganske spændende - især når man som undertegnede har begået ganske mange lejlighedstaler. Men det er altså også lidt nørdet - indrømmet.

tirsdag den 18. marts 2014

Foråret hilser de døde

Nekrohortofili...

De ukendtes grav.
På kirkegården i Farsø er der nederst nede en fredfyldt plads med urnegrave og en sten for de ukendte. Her kan de efterladte gå rundt og få sig en sludder med forfædrene - uden fordømmende, himmelvendte og bebrejdende blikke, der antyder, at nu er man da ramt af fremskreden mental senescens.

Her er også hensat urner med asken fra mine forældre. Efter ønske fra min mor står de i afsnittet for de ukendte.

Så nemt synes vi bare ikke, at hun skal slippe - så sidste efterår begik vi hærværk på kirkegården. Vi havde noteret placeringerne af urnerne - og på en hyggelig, lidt løssluppen eftermiddag plantede vi en håndfuld krokusløg på positionerne.

Livet går videre...
Netop nu blomstrer denne lille og utroligt smukke forårsbebuder - og tiden var inde til et besøg på kirkegården for at se resultatet af vores insubordination. Det er fuldbragt - og uanset mors ønske har vi nu sat forældrene et lille minde.

Det er såmænd også praktisk nok. Vi mødte nemlig min gamle tropsfører Børge på kirkegården - og den venlige mand på 92 spurgte nysgerrigt efter, hvor far og mor var begravet. Det var nemt at svare på: Der hvor krokusserne blomstrer!

mandag den 17. marts 2014

Kvinderne i Alluitsoq

Da missionærerne forlod Lichtenau

Mændene i kajak tager afsked med missionærerne i Alluitsoq.
Foto: Arktisk Institut
Forleden ringede Palle - min gamle ven fra Grønland - og det fik mig til at tænke på ”Tyske missionærers farvel i Lichtenau i år 1900”, et billede af den grønlandske kunstner Hans Lynge.

Jeg mødte Palle første gang, da jeg lige var flyttet til Nuuk. Han var dengang specialestuderende på AUC - og skulle bruge lidt hjælp. Dina kendte hans mor - og så blev det altså mig, der kom til at hjælpe ham.

Palle er fuld af gåpåmod - og har prøvet lidt af hvert. Nu har han påtaget sig den ganske sikkert utaknemmelige opgave at skaffe midler til at restaurere den gamle missionsstation i Lichtenau i Sydgrønland.
Jeg har aldrig været i Lichtenau, der hedder Alluitsoq på grønlandsk - men kender alligevel stedet, der har spillet en stor rolle i den grønlandske historie.

Den tyske, herrnhuttiske brødremission var i 1800-tallet meget aktiv i Grønland. De tyske missionærer opholdt sig normalt i Grønland det meste af livet - og bidrog på mange måder til det Grønland, vi kender i dag. Mest kendt er nok Samuel Kleinschmidt, der skrev den første grønlandske grammatik - og i det hele taget var med til, at det grønlandske sprog den dag i dag er et levende sprog.

Tyskerne forlod Grønland i år 1900 efter en fredelig overenskomst med KGH og det danske missionsselskab. Det var selvfølgelig et vemodigt øjeblik, da man holdt afskedsgudstjeneste på missionsstationen Lichtenau. Hele 242 kajakker var forsamlet ved den anledning - og det findes der et foto af.

Fotoet inspirerede den store grønlandske kunstner Hans Lynge til et af hans allerbedste billeder - malet i 1985 kort før kunstnerens død. Men Hans Lynge ville ikke være den store kunstner, han var, hvis han ikke havde vendt situationen på hovedet.

Han spurgte sig selv: Hvor er kvinderne henne på billedet? Og så malede han det syn, som kajakmændene ville have set på fotoet.

Billedet hænger i dag i Inatsisartuts (Landstinget) mødesal i Nuuk og er skænket selvstyret af Lions Club i Nuuk.
Og her er, hvad kajakmændene kiggede på - i følge Hans Lynge.
Foto: Inatsisartut

søndag den 16. marts 2014

Køkkenprojektet

Et skridt videre

En skinnende flot ny stålvask - lavet efter
specialmål - er nu på plads i det gamle køkken.
For lige godt et år siden begyndte jeg at renovere det gamle køkken i det endog meget gamle hus.

Det var planen, at projektet skulle være færdig til vores store forårsfest i maj sidste år. Sådan gik det ikke helt - for der var mange udfordringer i det skæve hus.

Blandt andet var det planen at skifte køkkenvasken og blandingsbatteriet, men denne del af projektet strandede i første omgang på, at der simpelthen ikke var plads til en normal dansk standardvask af den type, der er lagervare i de fleste tømmerhandler.

Så jeg måtte ud og bestille en specialfremstillet vask - og så skred tidsplanen....

Men her i weekenden er vasken og et nyt blandingsbatteri endelig kommet på plads - og en stor sten er faldet fra mit hjerte.

Den gamle vask var utæt, blandingsbatteriet ligeså - og med de nye installationer er det i hvert fald slut med hele tiden at skulle gå og tørre op.

Sidste del af køkkenprojektet - nye reoler over køleskab og fryser - mangler stadig. Men nu begynder havesæsonen, og køkkenet fungerer - så det bliver nu nok først til efteråret. Hastværk er som bekendt lastværk.

Mere brænde

Forskud på en hård vinter

Så er der frisk brænde.
På grund af det herligt milde vintervejr var jeg for en gangs skyld kommet helt til bunds i stabelen af træ, der skulle skæres og kløves. Men hvor længe var Adam i paradiset?

Vinterens storme har toldet af træerne oppe i Rødhus - og forleden måtte jeg tage motorsaven under armen og rydde lidt op deroppe. Det er et større arbejde - og jeg regner med at tage det sådan lidt løbende, når jeg alligevel skal på de kanter.

Weekendens blæst har taget hårdt på juletræet.
Jeg stabler så træet oppe i skoven og regner med at hente det hjem til efteråret. Men lørdag havde jeg besøg af Birgitte og Leo - og da de havde traileren på bilen, kunne vi da lige så godt hente et læs træ. Så nu er der altså fast arbejde ved huggeblokken den næste uges tid - og så kan vi i hvert fald se en kommende hård vinter i øjnene uden at blinke.

Forresten var fredagens storm hård ved haven. Ikke alene lagde postkassen sig endnu en gang, men også vort flotte store juletræ ude ved vejen har taget skade. Det er desværre sådan noget, der sker, når man bor et sted, hvor vestenvinden dominerer - og juletræet har altså nu nået den størrelse, hvor det begynder at hælde faretruende mod øst, som alle større træer på egnen. Vi kan ikke gøre meget andet end krydse fingre for, at det ikke bliver værre...

lørdag den 15. marts 2014

Sælfies

Støtte til sælfangerne

Sælfie fra Facebook med de grønlandske
kunstnere Aviaja Lumholdt, Nukâka Coster-Waldau
og Karina Møller. Foto: Inuit Sila
Den grønlandske sælfangst har været i fokus de seneste dage.

Onsdag holdt Dronningen sit traditionelle hofbal for Folketinget og de danske medlemmer af EU-parlamentet. Her vakte det opsigt, at syv folketingsmedlemmer bar sælskind i større eller mindre grad.

- Sælskind er smukt, blødt og bæredygtigt, og vi kan bruge det mere. Vi vil gøre opmærksom på det smukke grønlandske sælskind for at støtte grønlandske fangere, sagde den radikale Lone Loklindt onsdag til Sermitsiaq.AG.

Torsdag var der høring på Christiansborg om sælfangsten. Efter høringen udsendte en række folketingsmedlemmer, der repræsenterer alle partier i Folketinget, en udtalelse, hvori det blandt andet hedder:

Sælfangst er en vigtig del af den grønlandske identitet.
- Gennem en årrække er det gået nedad for salget af grønlandske sælskind. Det skal være slut nu. Årtiers kampagner imod sælfangst og EU's importforbud mod sælskind har resulteret i, at Grønlands sælfangererhverv og eksport af det bæredygtige produkt er blevet ramt utilsigtet. EU's importforbud indeholder ellers en såkaldt inuit-undtagelse, som tillader import af grønlandske sælskind. Men undtagelsen har indtil videre ikke virket i praksis. Derfor er der brug for klar oplysning til EU's borgere og forhandlere om, at grønlandske sælskind er fuldt ud legale. Blandt andet har WWF Verdensnaturfonden for nylig slået fast, at Grønlands fangst af sæler er baseret på princippet om bæredygtighed og videnskabelig rådgivning.

Også på Facebook er der stor opmærksomhed om fangernes problemer. På kampagnesiden "Støt Fangerne" opfordres brugerne til at indsende såkaldte "Sælfies" - og det er der kommet mange fantasifulde indslag ud af.

Bag kampagnen står blandt andet den grønlandske fangerorganisation KNAPK. Om baggrunden for kampagnen hedder det:

EU's forbud mod sælskind truer
livet i de små grønlandske bygder.
- Sælfangst har traditionelt været grundlaget for inuitternes liv i Grønland. Før industrialiseringen var det ikke muligt at overleve i landets kolde klima uden sælens vitaminrige kød og skindet som beklædning. Men også i dag lever flere tusinde grønlændere som fangere, der sælger sælens kød og skind for at forsørge dem selv og deres familier. Særligt i Grønlands mindre bygder er salget af sælskind en central del af livsgrundlaget.

- Dette livsgrundlag er nu truet fordi fangerne ikke længere kan sælge deres sælskind. Årtiers kampagner fra dyreværnsaktivister og kendisser mod fangstmetoder og fangst af sælunger i Canada har skabt en stor modstand mod sæl- og skindprodukter blandt forbrugere og politikere. Dette har blandt andet medført at EU i 2010 indførte et forbud mod import af sælskind. Senest har også Rusland, Hviderusland og Kazakhstan indført importforbud mod sælskind.

Baggrunden for fangernes kampagne er ganske alvorlig. Siden 2006 er fangernes salg af skind faldet 90 procent. Dermed forsvinder livsgrundlaget for mange af de små grønlandske bygder.

fredag den 14. marts 2014

Nyt perspektiv

Jorden set fra oven

Når Nordpolen er verdens navle.
Da jeg for mange år siden kom til Grønland, faldt jeg pladask for et kort over Arktis, som jeg første gang så på et kontor i det daværende hjemmestyre.

Kortet var på daværende tidspunkt ikke til at købe i almindelig handel, men var en gave fra den canadiske regering. Det ærgrede mig - for jeg synes, at det at se verden i et andet perspektiv var en ganske tankevækkende oplevelse.

Jeg ved ikke, om man nutildags kan købe kortet - men heldigvis kom jeg jo tæt på det canadiske udenrigsministerium, da jeg arbejdede i Arktisk Råd. Her var jeg så heldig på et tidspunkt at blive begavet med kortet, der i  sin tid er fremstillet af den canadiske naturstyrelse.

Polkortet har holdt flyttedag.
Desværre har jeg ikke så meget vægplads, så ind til nu har det faktisk smykket væggen på toilettet på første sal. Det er synd, så i forbindelse med den seneste tids vægmaleri benyttede jeg lejligheden til at flytte det nedenunder, hvor det hænger ved trappen op til første sal.

Forresten side om side med et grønlandskort der i mange år hang i mine forældres soveværelse. Kortet er gammelt - for det er med danske stednavne, der ellers blev afskaffet i 1979 - og de grønlandske stednavne er skrevet efter den gamle grønlandske retsskrivning, der blev erstattet i 1972 med den nugældende retsskrivning.

Den lille Jesper med pol-paraplyen.
Det canadiske polkort er i øvrigt fortsat en populær gave. Da den canadiske formand for Arktisk Råd i januar deltog i en stor konference i Tromsø, havde det canadiske udenrigsministerium sat 10 polkort på højkant til de konferencedeltagere, der først prikkede den canadiske ambassadør for Arktis på skulderen.

Da jeg i sin tid blev 50, var gaven fra kollegerne i Arktisk Råd også et polkort. Men det var nu form af en paraply med nordkalotten påtrykt. En velvalgt gave som jeg også er meget glad for - og gladeligt promenerer med, når det regner...

torsdag den 13. marts 2014

Stæren i lærken

Så skal sangermusklen trænes...

Stærens karakteristiske bronzeskær i vårens aftensol.
Stærene er kommet tidligt i år - og det giver fest i haven fra morgenstunden.

For stæren er en festlig fætter med et bredt repertoire af sjove og pudsige lyde, når den sidder højt oppe og gør sig til - i håbet om at finde en mage. Sjovt nok ser det ikke ud til, at det er mit gamle stærehøjhus, der lokker.

Flagspætten lavede mejsekassen om til stærekasse.
Derimod har en af stærene kastet sin kærlighed på en mejsekasse i lærketræet. Mejsekassen har tjent som vinterkvarter for en flagspætte, der nok vidste råd, selv om mejsehullet er alt for lille til den store røde spætte. Den er en ferm tømrer og med sin næbbede mejsel fik den hurtigt tilpasset hullet, så der også er plads til en spætte - eller en stær for den sags skyld.

For nu er stæren flyttet ind - og mangler bare en mage til at dele den fine lejlighed med.

Sjovt nok er der så en gråspurv, der er flyttet ind i stære-højhusets nederste etage. Der er efterhånden en del stære i og omkring parcellen - og det bliver spændende at se, om grossenolliken får lov at fortsætte med sit forehavende.

For nogen tid siden satte jeg en ny mejsekasse op i bøgen. De seneste dage har der flere gange været et sortmejsepar for at se på faciliteterne. Det kan blive sjovt, hvis det bliver til noget - et par af Danmarks mindste mejser boende i havens største træ.

onsdag den 12. marts 2014

Den flyvende trompet

Sangsvanerne på rov

Sangsvanen er en flot fugl. Lige så stor som
knopsvanen - og med et flot gult næb. Her fotograferet i
Sønderøkse på Grønkjærvej.
Det er et sandt privilegium at bo på Øland, når foråret kommer.

Forleden så jeg årets første vibe. Stæren er også kommet og sidder i lærketræet og laver gadedrengefløjt, hvis man da ellers kan høre den, når himlen formørkes af tusindvis af gæs, der strejfer rundt i distriktet inden den lange tur mod nord.

Også sangsvanerne strejfer rundt i for at gå på rov i bondens agre. Det sker i mindre flokke, men altid under voldsom trompeteren. For den lyder jo som et moderne jazz-band på dope i en kælderknejpe på Manhattan, når familien sangsvane flyver rundt.

Den roder rundt i markerne med det spirende korn. Det koster lidt for landmanden - men han tager sig også betalt. For gæs og svaner kvitterer for gæstfriheden med en ordentlig klat gødning - helt uden for EU-kvoten - og så er det en god forretning for begge parter.

tirsdag den 11. marts 2014

Bogholderi

Ny reol

Nyt bogholderi i det lille hus på Øland.
Da mine forældre døde for halvandet år siden, skulle der i sagens natur ryddes op.

Det betød, at vi har haft adskillige flyttekasser og ting og sager stående rundt omkring i huset - fordi oprydningen af forskellige grunde skulle gå hurtigt.

Blandt efterladenskaberne var et par reoler af egefiner, som hang i soveværelset. Reolerne er nu kommet til ære og værdighed igen - i trappeskakten mellem husets to etager.

Som bekendt malede vi skakten for nogle uger siden - og jeg har nu sat reolerne op, så der er endnu mere plads til husets mange bøger. Og forresten også plads til de mange ringbind med fotos og minder, som forældrene efterlod.

Stadig har jeg et par kasser stående, som jeg ikke rigtig har fået kigget i - men nu på randen til forårets travlhed i haven er det da rart at vide, at vi nu er kommet et skidt videre med oprydningen.

Når nu sandheden skal frem, er det faktisk anden gang, jeg sætter reolerne op - og i øvrigt en medvirkende årsag til, at trappeskakten skulle males. For væggene er af gips - og ikke særligt skruefaste - så første gang, jeg satte reolerne op, faldt de ned, da jeg begyndte at sætte bøger på.

Nu er de sat op med bærelister og rigtige gips-plugs - så jeg krydser fingre for, at reolerne denne gang bliver hængende...

søndag den 9. marts 2014

De små glæder

Alting spirer

Med lidt held begynder påskeliljerne at blomstre i morgen...
Weekenden har budt på sol og hæderligt vejr - og på denne årstid er der virkelig noget ved at være haveejer, når vejret arter sig.

Søndag eftermiddag - efter en lang weekend udendørs - var jeg lige en tur rundt i haven med kameraet for at fange stemningen.

Disse hyacinter har stået i en krukke foran hoveddøren siden
 midten af december. Nu blomstrer de - og dufter helt vidunderligt...

Sæsonens første frø. Det er lidt tidligt - og den var noget langsom
i bevægelserne. Det er farligt - for langsomme frøer er guf for krager, skader,
 måger og andre flyvende farer for ikke at tale om ræven...

Ribes - blodribs - lugter ganske vist af kattepis,
men den ser flot ud, når den springer.

Hylden er altid den første til at sætte blade.

Endnu blomstrer erantis, men idyllen trues af Fandens mælkebøtte.

Netop nu er der fuldt knald på krokusserne.

Syllabisk

Nørderi for de skriftkloge

Stopskilt i Iqaluit.
Da jeg for nogen tid siden skrev om Iqaluit, hovedstaden i den selvstyrende canadiske provins Nunavut og et af verdens mærkeligste steder, bragte jeg blandt andet et billede af et vejkryds med et stopskilt.

Den opmærksomme læser har måske lagt mærke til, at stopskiltet var på to sprog - dels på engelsk, hvor der selvfølgelig bare står stop, og dels på noget krimskrams, der ikke lige er til at læse eller udtale.

I Nunavut taler man inuktitut, som er et nordamerikansk sprog beslægtet med grønlandsk.

Forskellen mellem de to sprog er dog betydelig - jeg vil anslå det som forskellen mellem dansk og islandsk.

Inuktitut har også sin egen skrift. Den kaldes i almindelig tale syllabisk, men bør i virkeligheden omtales som inuktitut-syllabisk.

Syllabisk dækker over et skriftsystem baseret på stavelser i modsætning til ideografisk, hvor tegnene betyder et helt ord og så vort eget alfabetiske system. I virkeligheden er alfabetet kun opfundet en eneste gang, og det var da grækerne overtog det fønikiske (konsonantiske) alfabet og besluttede at tilføje vokaler – de var nemlig meget vigtige for forståelsen af græsk. Både græsk, latinsk og kyrillisk skrift går tilbage til én kilde, og også andre alfabetiske skriftarter som runer, armensk og georgisk skrift blev inspireret af den græske opfindelse.

Inuktitut-alfabetet - også kaldet syllabisk i daglig tale.
De fleste nordamerikanske sprog har syllabisk skrift - blandt andet cherokee og cred - og hvert tegn består af en konsonant plus en vokal. Tegne kan så vende forskelligt og dermed give en ide om udtalen skal være med fortunge eller bagtunge, kort eller lang og så videre - meget forenklet sagt.

Inuktitut-alfabetet ses i tabellen - og herfra kan man så forsøge ud fra stopskiltet af finde ud af, hvad stop hedder på inuktitut. Jeg får det til nuqkarita - hvilket lyder meget inuktitutsk - men om det er helt rigtigt ved jeg ærlig talt ikke. Det ligner i hvert fald ikke det grønlandske ord for stop - unigit.

Der findes forskellige inuktitut-ordlister på nettet - og dem kan man så søge efter med google. Jeg faldt over en oversættelse med henvisning til Monty Python, hvor "min luftpudebåd er fuld af ål" er oversat til ᐅᒥᐊᕐᔫᑉ ᐳᓪᓕᓕᒫᐸᒐ ᑕᑦᑕᕐᓂᖅ ᐊᒻᒪᔭᖅ (Umiaryuap Publimaaqpaga tattaurniq ammayaq / Umiarjuap Pullimmaqpaga tattaurniq nimiraq).

Og således rustet med god og nyttig viden kan vi drage ud i den store verden...

torsdag den 6. marts 2014

Respekt for søens folk

Flyvning for de rå

Kaptajnløjtnant Frank Edlefsen.
Onsdag overværede jeg en konference i Aalborg, hvor man diskuterede fremtidens muligheder for sejlads i Arktis - specielt i lyset af at vi inde i en periode med stigende temperaturer og vigende havis.

Blandt foredragsholderne var også kaptajnløjtnant Frank Edlefsen fra den Kongelige Danske Marines 1. eskadre. Han fortalte om opgaverne i det høje nord - og ikke mindst med begejstring om de nye skibe af Knud Rasmussen-klassen, som jeg også tidligere har omtalt her på bloggen.

Han tog også dagens største bifald, da han viste en lille video, der viser en af forsvarets Lynx-helikoptere lande på Knud Rasmussen i svær sø. Bifaldet var fortjent - for det er altså råt gjort. Se selv:

tirsdag den 4. marts 2014

En stor havetraktor

Et job for maskinstationen

Denne havetraktor slår alt...
Manden var godt brugt mandag morgen - for havemusklerne blev godt og grundigt rørt i weekenden.

Jeg har de seneste måneder med bekymring kigget på mit æbleespalier ud mod vejen. Det var et ambitiøst projekt, som jeg startede for et par år siden - og som jeg ikke har de helt store forventninger til før om et par år.

Før...
Det handler jo om at lade æbletræerne gro op - og så forme dem under opvæksten, så de danner en væg. Træerne vokser 20-40 cm om året, så det vil jo tage nogle år, før de når op i et par meters højde.

Men det stod klart allerede sidste efterår, at jeg har plantet de fem æbletræer alt for tæt. Rent æstetisk betyder det ikke alverden, men da træerne jo også gerne skulle give æbler i fremtiden, vil det gå ud over udbyttet. For jo længere grenene bliver, jo flere æbler kan træerne bære.

Hvis træerne skal flyttes, skal det ske i vintersæsonen, før de begynder at spire - og her kom det tidlige forår så manden til hjælp. For jorden er faktisk allerede til arbejde med - selv om den stadig er kold.

Inden jeg kunne flytte æbletræerne skulle jeg imidlertid fjerne det sidste stykke af den gamle hæk af fjeld-ribes - og det kunne nemt have taget hele weekenden alene.

Landroveren laver en times arbejde på et minut.
Men jeg allierede mig med Jesper, der er formand for den nordjyske Landrover-klub - og elsker at mosle med bilen og vise, hvad den duer til. Lørdag morgen kom han med den engelske, meget rustikke variant af havetraktoren og satte slæbetovet i hækbuskene. På et kvarter var den hæk ryddet - og jeg kunne gå i gang med arbejdet.

Forsigtigt gravede jeg træerne op, sørgede for at få en ordentlig rodklump med - og så plantede jeg dem med 1,60 meters mellemrum i stedet for en oprindelige meter. De fik oven i købet lidt ny plantejord i bunden af hullet - og til afslutning et skud kunstgødning og en gang vand, så jeg håber, at de forholdsvis små træer begynder at skyde normalt til april.

Jeg løb ind i et problem med stendiget ud mod vejen. For Landroveren var altså en lidt voldsom havetraktor, der tog det meste af kampestensdiget med, da vi hev buskene op. Den havde jeg ikke lige forudset - og det var et hak i regningen, for det gik op for mig, at stenene var for tunge til, at jeg kunne løfte dem.

...Efter
Jeg overvejede noget med en løftestang eller lignende. Men man skal jo ikke gøre noget overilet, så mens jeg overvejede situationen, kom naboen mig til hjælp med sin bobcat. I løbet af en times tid fik vi stendiget retableret - og oven i købet ryddet op i skærvebelægningen mellem diget og vejen.

Den belægning har nemlig også irriteret mig længe, men nu er vejen banet for, at jeg kan så græs i stykket, når det bliver varmere - og jeg slipper dermed for at skulle bruge kræfter på at luge stykket fremover. Bare en tur med græsslåmaskinen i ny og næ.

Man former æbletræerne ved at klippe dem flere gange i løbet af vækstperioden - og ved at lade de tilbageblevne grene følge nogle stålvirer. Søndag spændte jeg nye, plastbetrukne virer ud, fæstnede grenene med elektrikerstrips - en genial opfindelse - og endelig blev det også til en let soignering af træerne.

Det blev godtnok til noget af et knokkelarbejde i weekenden - men jeg er fortsat overbevist om, at æbleespalieret bliver et imponerende skue, når det først gror op. Og troen kan jo som bekendt flytte bjerge...

søndag den 2. marts 2014

Det med småt...

Tæt på foråret


Vi skriver marts - og det er forår.

I dag barslede piletræet i haven med årets første gæslinger - og det er et endog meget sikkert forårstegn.

De seneste dage har vi også hørt lærkens sang fra vidderne - og nede ved Ulvedybet er strandskaderne arriveret. Stadig mangler vibe og stær - men viben skulle angiveligt være set ved Attrup i den forgangne uge.

Vintergækker, erantis og krokus står i fuldt flor - og nogle af vintergækkerne og erantisserne er da også ved at se lidt trætte ud. Men for de gamle, der faldt, er der nye overalt.

Netop nu er der fuld gang i påskeklokkerne - og det er altså en meget fotogen blomst.