Ice Cold Gold

Den iscenesatte virkelighed

Om ikke andet tjener den grønlandske
 turistbranche guld på serien. Foto: Discovery

Discovery Channel er en af de få TV-kanaler, som jeg ser - også selv om de fleste af kanalens programmer absolut ikke har meget opdagelse over sig, fastlåst i formaterne og den dramaturgiske model, som de er.

Det gælder også serien Ice Cold Gold, der er blevet sendt og genudsendt nogle gange det seneste halve år - og lørdag aften så vi da også seriens sidste afsnit. Serien handler om guldgravere i Grønland - og da vi jo interesserer os meget for den store ø her i huset, har vi fulgt serien, når der har været lejlighed.

Der er smukt i Grønland. Foto: Discovery

Netop dette sidste afsnit afslører moderne TV-dokumentars største problem- og det er jo, at det ikke har noget som helst med dokumentar at gøre. Derfor kalder man det også gerne reality - selv om det har endnu mindre med realiteter end dokumentar at gøre.

Serien har kørt over seks afsnit, hvor man følger otte guldgravere over 45 dages søgen efter guld og ædelstene i den øde og til tider temmelig ugæstfri grønlandske natur. Efter 44 en halv dag er guldgraverne ved at give op. Jagten har tilsyneladende været forgæves - og ligesom alle har opgivet håbet, finder de en stor formation af rubiner.

Det er forudsigeligt og slet ikke spor spændende - for selvfølgelig skulle det ende sådan. Akkurat som i film - redningen og forløsningen kommer altid i sidste øjeblik. Men det viser jo også, at der ikke er meget dokumentar over det. Det er simpelthen instrueret virkelighed.

Det er også påfaldende, hvordan holdet af guldgravere er sammensat. Sådan ville man aldrig sammensætte en ekspedition i den virkelige verden. Dertil er typerne for forskellige - og jeg har noteret mig flere situationer, hvor deltagernes adfærd i den virkelige verden ville have resulteret i en enkeltbillet hjem øjeblikkeligt.

Guldgraverne tumler rundt i den
 grønlanske natur. Foto: Discovery

Jeg så programmet sammen med Dina - og vi diskuterede undervejs det mærkelige i ekspeditionens forholdsvis ringe udstyr. Det er decideret dumt at begive sig ud i den grønlandske natur - uden at være forberedt på, hvor dårligt vejret kan være på de kanter. Og en af måderne, man kan sikre sig på, er altså ved at have grejet i orden - og passe på det.

I det sidste afsnit så vi nogle af guldgraverne overnatte i et snefyldt landskab ved Qeqertarsuatsiaq (Fskenæsset, som speakeren kaldte stedet). Da de skal ud af teltet om morgenen hører man dem klage over, at deres tøj og støvler er stivfrosne - og det viser jo, at det er de rene amatører. Hvis de havde været opgaven voksen, havde de selvfølgelig haft noget grej, der ikke var så følsømt over for væde og frost - og når tøjet bliver vådt, sørger man selvfølgelig for at få det tørret, inden man går til køjs.

Men det, der skurrer allermest, er, hvor dårligt, holdet rent mentalt er rustet til at opholde sig i Grønland. Kun geologen har lidt forståelse for det. De andre fjoller rundt og brokker sig hele tiden over vejret, over klipperne og hvad de ellers kan finde på at brokke sig over. Med den attitude har de ikke en kinamands chance for at overleve i den virkelige verden. Heroppe skal man være i ro med sig selv - og lægge sig vejrfast med en bog i hånden, når vejret er i imod. Det hjælper intet at brokke sig.

Men nu er det altså heller ikke virkelighed. Det er bare TV. Og her ser man heller ikke, at der faktisk skal et hold på 26 mand til at producere TV-serien. Så når guldgraverne tilsyneladende er alene i naturen, er det også ren fiktion. Der står mindt et helt fodboldhold og kigger på hele tiden.

Jeg er sådan set ligeglad med, at en kommerciel TV-kanal i kampen om seerne producerer den slags. Men jeg bliver til gengæld forarget, når DR - en forkælet dansk medieinstitution som ikke skal tjene penge - griber til de samme kneb med en redigeret, castet og instrueret virkelighed, når man producerer TV. Desværre har der de seneste par år været masser af eksempler på, at Danmarks Radio ikke holder sig tilbage med at fifle med virkeligheden - og der er derfor kun en ting at gøre. Det er at fjerne det store offentlige tilskud, som licenser i realiteten er. For DR laver ikke længere public service. De laver TV akkurat som de kommercielle stationer - og så er det altså konkurrenceforvirring, når man har vilkår som et beskyttet værksted.

Forresten har folkene bag Ice Cold Gold sidste år produret en ny portion afsnit af serien. Den nye årgang har premiere her i marts.

Producenterne bag serien har samarbejdet med det grønlandske selvstyre om serien - og der var blandt andet forpremiere på serien i det grønlandske kulturhus Katuaq.

Tilskuerne var tilfreds med det, de så. For serien er jo glimrende reklame for det grønlandske turisterhverv - og skal nok sælge billetter. Allerede nu er der planer om at sælge guldgraverture til Nuuk-fjorden.

P.s. Egentlig er det Animal Channel, der står bag serien - men her i huset opsagde vi abonnementet på denne kanal for flere år siden, da kanalen viste en serie om hvalfangst produceret af den storkriminelle canadiske miljøterrorrist Paul Watson - og beskrev serien som dokumentar, selv om det var et rent partsindlæg imod bæredygtig udnyttelse af en ressource.