søndag den 31. maj 2020

Se pinsesolen danse

Guld i mund

Pinsedag stod vi op klokken fire for at se pinsesolen danse ved solopgang kl.  4.37 nede ved dæmningen.

Vi var ganske og aldeles ædru, så det blev ikke til meget dansen på himlen, men vi kunne da med tilfredshed konstatere, at solens centrum gik over horisonten nøjagtig til tiden. Den gyldne time levede op til forventningerne, vejret var skønt, det var voldsomt lavvande på saltvandssiden. Fuglene holdt sig desværre pænt på afstand - bortset fra landsvalerne, der svirrer omkring fugletårnet.

Hestene håbede måske på en humpel bagerbrød, men det havde vi nu ikke medbragt, så føllene måtte tage til takke med en gang modermælk - og det er jo ikke så ringe.

Efter solopgang gik turen til Tingskoven, hvor kronhjortene også var stået op for at se solen danse. Og på hjemturen blev det til en hare ved møllen med et rådyr fredeligt græssende i baggrunden.





fredag den 29. maj 2020

I forbifarten

Agerhøne

Det kan betale sig at bruge øjnene, når man er på farten - og måske dæmpe farten lidt...

I dag så jeg denne agerhøne, der gik på en græsmark få meter fra vejen - faktisk temmelig godt skjult af det høje græs. Men en enkelt bevægelse afslørede den.

Det blev kun til et par billeder, inden den forsvandt i græsset igen, og selv om jeg ventede en halv snes minutter, dukkede den ikke op igen. I hvert fald ikke i mit synsfelt, for selv om hovedet er farvestrålende rødt, er agerhønen temmelig godt camoufleret og tilpasset livet i det åbne danske agerland.

I min barndom var den talrig og ofte på bordet hos jægerne, men de seneste år er den blevet mere sjælden. Så meget desto større en oplevelse er det, når man så får den på kornet - ikke i kornet, men i græsset, der i øvrigt står for fald, for det er tid for årets første høslet, men det er en hel anden snak...

torsdag den 28. maj 2020

Natur og nattur

Lyse nætter

Her på Øland begynder de lyse nætter den 1. maj og varer frem til 11. august. Det vil sige, at det i den periode ikke bliver rigtigt mørkt om natten, fordi solens centrum ikke er lavere end 18 grader under horisonten. Det er det, der med et teknisk begreb betegnes som astronomisk tusmørke.

Rigtig flot er det i perioden fra 25. maj og frem til 19. juli, hvor solen ikke er lavere end 12 grader under horisonten. Det kaldes nautisk tusmørke. I den periode kan man blandt andet observere de såkaldte lysende natskyer, som er højtliggende skyer, der belyses nedefra af solen, der jo ligger under horisonten.

Det var også udsigten til lysende natskyer, der lokkede mig ud af fjerene natten til torsdag. Efter en dag med overvejende skyet vejr, klarede det op henunder aften - og så var der måske en chance. Desværre var der praktisk taget slet ikke skyer på himlen - og dermed heller ingen lysende natskyer.

Alligevel blev det en fantastisk nattur ud i naturen. For lysende natskyer eller ej; de lyse nætter er altid en oplevelse - og et naturfænomen, som er med til at definere os som nordboere, beskrevet og besunget i den danske sangskat og noget, som de ikke har nede syd på.

Natturen gik først til Slettestrand og herefter til Moseby-kanten, hvor jeg kender et godt nattergalested. Det gør mig altid glad, når jeg hører årets første nattergal - og det skete altså med fuld musik. Nattergalens sang er ofte beskrevet som smuk, men det er nu ikke min første tanke. Det er snarere fuglesangens svar på heavy metal, for sangen er både høj, larmende og temmelig uorganiseret. Men alligevel indtagende - og jeg havde svært ved at rive mig løs. Havde fruen ikke været med i bilen, var jeg nok blevet hængende hele natten.

Turen sluttede på dæmningen, hvor jeg fangede solen mod nord, da den stod allerlavest - 11 grader under horisonten - klokken 01.18.

Det siges ofte, at der er stille om natten. Det var ikke tilfældet denne nat. Vi så en halv snes rådyr, en håndfuld harer, en ræv, et pindsvin og en lækat. Fuld valuta for nattesædet, selv om fruen var lidt ked af, at vi ikke så nogle grævlinger. Det må vi så gøre en anden nat...

onsdag den 27. maj 2020

Blomster og pressehistorie

Tid for liljekonvaller

Så er det ved at være sæson for liljekonvaller. Liljekonvallen var min mors yndlingsblomst, så der skal selvfølgelig en buket på bordet.

Jeg har sådan set fint mange liljekonvaller rundt om på parcellen, men dagens inspektion viste også, at jeg nu nok snart skal til at gøre noget alvorligt ved de mange skvalderkål og karteboller, der står mellem liljekonvallerne, hvis vi fortsat skal have glæde af de smukke og særdeles velduftende blomster. Så det er et lille projekt til sommerferien...

Dagens lille buket blev plantet i et snapsglas, som har sin helt egen historie - pressehistorie. Glasset var i sin tid en reklamegave fra Aalborg Stiftstidende og rummer en ganske velvoksen gewesen, som jo var skik og brug ved mange lejligheder i slutningen af 80'erne.

Ser man godt efter på billedet, vil man se, at der er tre målestreger på glasset. En lille en for Børsen, en lidt større for Jyllands-Posten og fuldt glas er Aalborg Stiftstidende. Målestregerne rummer det simple budskab, at annoncørerne får mest for pengene, når de annoncerer i Aalborg Stiftstidende.

Jeg kan ikke sige mig helt fri for at mene, at med den markedsføring ramte Stiftens annonceafdeling den nordjyske folkesjæl klokkerent.

Siden er det jo gået tilbage. Aalborg Stiftstidende er blevet til Nordjyske Stiftstidende, og læsertallet er faldet markant. Men det gælder selvfølgelig alle de trykte media - desværre - og lokaljournalistikken har trange kår i et et mediebillede domineret af elektroniske mediers letfordøjelige metervarer.

Måske er der en sammenhæng, for vi drikker heller ikke så meget brændevin mere. Jeg fandt glasset på værkstedet, godt støvet, ved siden af en flaske med Dr. Nielsen. Det er godt nok lang tid siden, jeg har været i den flaske. Så det må jeg se at få gjort noget ved, når liljekonval-sæsonen er slut...

tirsdag den 26. maj 2020

Rigtigt forår

Pomeransfugl igen...

For et par uger siden fik jeg mine første fotos af pomeransfuglene, der hvert forår har for vane at raste nogle dage på Danserholmene ned til Ulvedybet.

Rent fotografisk var det ikke nogen stor succes. Heldigvis er pomeransfuglene meget konservative i deres valg af rastepladser, så de var også på plads flere gange i de følgende dage - og jeg fik lejlighed til at komme på skudhold, så jeg kunne forbedre den første dags resultat.

Nu er det en uges tid siden, at pomeransfuglene i området sidst blev observeret, så de er nok trukket videre til ynglepladserne i det nordlige Skandinavien.

Pomeransfuglen er flot og derfor også værd at køre efter. Men når først man har fundet dem, er de egentlig lidt kedelige at se på. For der sker ikke alverden. De står der bare og kigger på fotografen. Der sker simpelthen ikke en skid, for nu at udtrykke det på fransk...

Men som en af de lokale ornitologer udtrykker det: - Det er først rigtigt forår, når man har set pomeransfuglene...

søndag den 24. maj 2020

Zippo

Lighter nicht

Foto: Josef Motzfeldt
For nylig efterlyste jeg her på bloggen - på vegne af den islandske samler Eirikur Lindal - emblemer, caps og lignende merchandise fra det hedengangne grønlandske flyselskab Suluit Air.

Responsen var beskeden, og der kom ingen bidrag til Lindals omfattende samling af materialer fra nordiske flyselskaber.

Dog modtog jeg en enkelt besked fra tidligere formand for Inaatsisartut - det grønlandske landsting - Josef Tuusi Motzfeldt, der i dag nyder sit otium i den vidunderlige bygd Igaliku i Sydgrønland. Her hygger han sig med at læse, skrive og avle kartofler.

Tusii sendte et foto af en Zippo-lighter, som han fik som reklame for flyselskabet i begyndelsen af halvfemserne. Men han meddelte samtidig, at lighteren ikke var til salg.

Det forstår jeg ganske udmærket. Hvis jeg havde en sådan lighter liggende, ville jeg heller ikke sælge. Men henvendelsen er interessant, for den viser, at der blev produceret merchandise til markedsføringen af flyselskabet - så på et eller andet tidspunkt dukker der sikkert noget op, som Eirikur Lindal kan bruge i sin samling.

I samme forbindelse efterlyste jeg også oplysninger om et andet grønlandsk flyselskab, Nuna Air, der i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne drev charterflyvning med små fly i Grønland. Jeg har ikke selv fløjet med selskabet og ved ikke så meget om det, så jeg synes, at det var spændende at dykke lidt ned i den historie.

AG 17. september 1990
Her fik jeg en del henvendelser og er blevet meget klogere på Nuna Air. Jeg er nu gået i gang med at samle materiale, der på et tidspunkt nok ender som en artikel her på bloggen. Det er hobbyarbejde, så jeg kan ikke lige sige, hvornår jeg bliver færdig - men den kommer, er jeg helt sikker på. Det viser sig, at jeg kender en del mennesker, som i større eller mindre grad har haft aktier og indflydelse i Nuna Air.

Nuna Air havde på sit højeste fem fly. Selskabet blev ramt af en alvorlig ulykke 11. september 1990, hvor et Cessna 441 Conquest II  monteret med pontoner forulykkede nær Maniitsoq på vej fra Kangerlussuaq til Goose Bay. Ulykken er aldrig fuldt opklaret, men skyldtes antageligt iltmangel i kabinen Ved ulykken omkom to besætningsmedlemmer og seks passagerer.

torsdag den 21. maj 2020

Raps-porno

Oliekilden

En besynderlig tendens har bredt sig på de sociale medier. Det er blevet populært blandt instagrammere med en vis kendis-faktor at bringe fotos af blomstrende rapsmarker, og gerne med hovedpersonen stående midt i billedet temmelig afklædt, for nu ikke at skrive splitterragende nøgen.

Hvorfor det nu lige skal være moderne i år er lidt svært at svare på, men ekshibitionistiske tilbøjeligheder er jo en del af drivkraften bag Facebook, Twitter og Instagram, så det ligger vel i tiden.

Jeg skal ikke holde mig tilbage, men vil dog skåne læserne for mit afklædte legeme, så her er et par fotos fra naboens rapsmark ned mod dæmningen - taget forleden umiddelbart efter solopgang.

Fotos af rapsmarker bliver nemt kedelige. Derfor er det altid en god ide at fotografere blomstrende rapsmarker i den gyldne time omkring solopgang og -nedgang, for det røde lys koncentrerer alt det gule i rapsen. Og når markerne er så store, som tilfældet er, kan man jo give den ekstra gas med et vidvinkelobjektiv - aktuelt 10 mm på et cropkamera. Så ser markerne ekstra store ud.

mandag den 18. maj 2020

Fruens fødselsdag

Håndpillede rejer med mormordressing

Søndag var det Dinas fødselsdag - og jeg forsøgte efter bedste evne at gengælde den opmærksomhed, der blev mig til del, da jeg selv fyldte år for halvanden måned siden.

Så jeg måtte tidligt op og hejse det grønlandske flag - og så afsted til bageren efter morgenbrød. To grove håndværkere til fruen, tre birkes til undertegnede - og så helt undtagelsesvis nogle enorme cremesnitter. Den slags bruger vi normalt ikke til morgenmad, men hvad gør man ikke for Hjemmestyret?

Dina fejrede sig selv til frokost med hellefiske-suassat - grønlansk fiskesuppe - og efter fødselarens ønske stod aftenmaden på håndpillede rejer med salat.

Hverken Dina eller jeg er de store salatspisere, men vi har efterhånden fundet en recept, der kan glide ned. Lidt fintsnittet iceberg, cherrytomater, blommer og bunker af Fætter Knas eller Vesterhavsost i flager. I dagens anledning dresset med mormor-dressing - selvfølgelig, for Dina er Aanaa, bedstemor, og det betyder meget i Grønland.

Salaten blev garneret med årets første asparges af egen avl. Fire styk blev det til. De to af dem tykke som købeasparges til Dina - og så nogle sølle, magre opløbere til manden. Det er dem, som ses på billedet.

Til en fødselsdag hører naturligvis også lagkage. Igen efter husets traditioner. Der er stadig rum for forbedringer, men jeg synes da, at jeg efterhånden har styr på flødeskumssprøjten. Blåbærpynten er lidt kikset til kakao-glasuren, men på det punkt var jeg sat uden for indflydelse - og blåbær lugter da lidt af Grønland, når vi ikke lige havde sortebær i huset.

En god dag, hvor regnen silede ned det meste af tiden. Det er godt for haven - og så benyttede jeg lejligheden til at vaske drivhuset med algefjerner, så nu er det i hvert fald klar til de lyse sommernætter...

lørdag den 16. maj 2020

50 år med Kølhøjhus

Spejderhistorie

Fredag eftermiddag skulle jeg fotografere en skulptur og lave et interview i Arden - og da jeg nu var på de kanter, sløg jeg vejen forbi den nærliggende flække, Astrup, på hjemturen. Her ligger Spejdercentret Kølhøjhus, hvor jeg har tilbragt adskillige timer i mit livs vår.

Spejdercentret, der i år fylder 50 år, har en stor plads i mit hjerte. Dels fordi stedet har budt på mange store spejderoplevelser, dels fordi min far i sin tid var en af grundlæggerne.

Det begyndte med et gammelt og forfaldent husmandssted på en nærmest bar mark og blev til et moderne center med en bygning på over 500 m2 - omgivet af skov og krat. Det kostede arbejde - masser af arbejde - og for 50 år siden betød det, at stort set hver eneste ledige time i den hansenske familie blev brugt på Kølhøjhus. Alene timerne i bilen - Kølhøjhus ligger 50 km fra Farsø - er blevet til adskillige - og ofte kneb det med pladsen, for der var altid fuldt læs på.

Læsset skyldtes, at far havde et ganske veludviklet talent for at organisere, tigge, skaffe eller i yderste nødsfald købe byggematerialer, husgeråd og inventar til en fornuftig pris, når det nu kom spejderne til gode. Bilen var en folkevogn, og selv om jeg som halvvoksen teenager var for stor til det, blev en del af turene tilbragt i grisekassen bag bagsædet.

Det gamle husmandssted blev revet næsten ned - bortset fra en lille del af den oprindelige beboelse. Her sad vi så weekend efter weekend og spiste frokost ved et gammelt spisebord og nogle plader lagt ud på bukke.

Det var før Hafnia-branden, så jeg er ikke helt sikker på, at alle konstruktionerne levede op til moderne sikkerhedskrav. Blandt andet var loftsbeklædningen i sovesalene vistnok lavet af gamle æblekasser. Det blev der så rådet bod på, da brandregulativerne senere blev strammet.

Det er ti år siden, at jeg sidst har været på Kølhøjhus, der siden starten er blevet udvidet med en tilbygning med blandt andet badefaciliteter til lejrpladsen. Men ellers hæftede jeg mig dengang for ti år siden mest ved, at det gamle husmandskøkken er blevet udvidet og moderniseret til et moderne industrikøkken med alt til faget henhørende. Sådan noget kan spejderkokken godt li', når der ikke lige skal laves bålmad.

Kølhøjhus var - og er sikkert fortsat - åstedet for mange af aktiviteterne i Rold Skov Division. Det var her, jeg blev medlem af Parchaka-troppen - vistnok i 1971. Det foregik om aftenen omkring bålet på pladsen foran huset, som ses på billedet nederst. Her fik jeg overrakt den lille skakbrik-lignende trædims, som er det synlige tegn på medlemsskabet. I mange år efter bar jeg den i en lædersnøre om halsen. Den kan skimtes nederst på ungdomsbilledet her til venstre.

Parchaka er Rold Skov Divisions træningsprogram for patruljeledere og -assistenter. To gange om året mødtes vi og fik nye ideer til spejderarbejdet - og en ganske dyb indsigt i kunsten at lede andre. En spejder kan ikke fyres, så det handler om at finde det bedste i mennesket og udvikle det, sådan kort fortalt - og et princip, jeg har haft stor glæde af gennem livet. Parchaka-troppen findes fortsat, og på lejre møder jeg ofte seniorer og ledere, der bærer skakbrikken på uniformen.

Senere blev det også til en del weekends med seniorerne på Kølhøjhus. Vi var blevet næsten voksne og meget følsomme, så der blev kærestet livligt i alle krogene. Og mange af weekenderne indebar også et besøg på Astrup Kro lørdag aften. Folk var ikke så sarte, tiderne var anderledes - og der var ingen, der tog anstød af, at vi gik på kro med spejderdolken hængende ved siden. Turen til Astrup gik som regel ad den nærmeste vej - det vil sige over markerne.

Hvis jeg skal pege på den største ændring på Kølhøjhus siden begyndelsen, er det omgivelserne. Den store mark mellem huset og plantagen er i dag er blevet til en dejlig skovomkranset og lukket lejrplads. De største af træerne har jeg forresten selv været med til at plante.

Kølhøjhus var næppe nogensinde blevet til noget, hvis det ikke havde været for den helt særlige spejderånd. Man sætter sig et mål - og når det er sat, helmer man ikke, før målet er nået, uanset hvor umuligt det ser ud. For spejdere findes ej grænser på jord, hedder det i en spejdersangene. Det gælder også, når der skal bygges et hus.

50 års fødselsdagen skulle egentlig være fejret med en stor divisionslejr med aktiviteter for alle grene i den kommende weekend - og jeg havde sat arrangementet i kalenderen. Det har coronaen desværre sat en stopper for. Men mon ikke der sker noget på et senere tidspunkt?

fredag den 15. maj 2020

Dagens ord LXXXVII

Nyttige navne

Murermester Steen er et aptronym.
Illustration fra Hergés Det gådefulde juveltyveri.
Jeg har altid moret mig over, at der i Aalborg findes en elektriker, der hedder Strøm-Hansen. Det må bestemt være en anbefaling, når man sådan rigtig skal være i stødet...

Fænomenet hedder med et fint ord et aptronym. Oprindelsen er det latinske "apere", der betyder tilpasse, og som vi kender på dansk fra for eksempel aptering, der er et skibs indretning.

Et aptronym er altså et navn, der passer godt til en person - som for eksempel elektriker Strøm. Eller musikeren Ivan Horn?

Aptronymer er meget brugt i tegneserier. For eksempel Anders Ands gnavne nabo, der hedder Knarvorn. Eller i verdens bedste album, Det gådefulde juveltyveri, hvor der optræder både en murermester Steen og en skovarbejder Birk.

Fænomenet appellerer også til fantasien. Måske Lars Løkke i virkeligheden burde være rebmager? Eller fotografen Henrik Saxgren havemand? Eller politiker Pape skrankepave? Prøv selv!

For resten kan et aptronym  også hedde et euonym. Her er oprindelsen det græske eu-, der bruges som præfix til ting, der passer godt - akkurat som i aptronym.

I øvrigt har jeg læst en artikel, der foreslår, at aptronym er et anagram over ordet patronym, der slet og ret betyder familienavn.

Tak til Henrik Dam for at have dyppet mig ind i dette vandhul af sprogligt bundfald - Dam-slam, som jeg kalder det. Dam er i øvrigt indehaver af en rytmeboks, så måske han skulle skifte navn til aptronymet Damdam..?

torsdag den 14. maj 2020

En samlers trængsler

Flyhistorie

Suluit Airs vandflyver i lufthavnen i Nuuk. Foto: Villy Hansen
Jeg fik forleden en henvendelse fra islandske Eirikur Lindal, der har en stor samling af uniformsemblemer, stofmærker, caps og andet merchandise fra nordiske flyselskaber.

Eirikur Lindal samler på
uniformsemblemer fra
 nordiske flyselskaber. Foto: Privat
Lindal havde besøgt bloggen og læst en artikel om flyselskabet Suluit Air, der i perioden 92-98 opererede i Grønland med en Cessna 208 vandflyver. Den islandske samler mangler emblemer fra Suluit Air og håbede, at jeg måske kunne hjælpe ham.

Her måtte jeg imidlertid melde pas, men hjalp ham med kontaktoplysninger på Arne Niemann og Per Rosing-Petersen, som var to af stifterne bag Suluit Air. Det kom der dog heller ikke noget ud af - så nu prøver jeg lige, om der er nogen af bloggens læsere, der kan hjælpe Eirikur Linddal.

Suluit Air A/S blev stiftet i 1992 af Per Rosing-Petersen, Arne Niemann, Svend Junge og Villy Hansen. (Villy Mangepenge, som han kaldtes, var en af mine naboer her på Øland frem til sin død i 2014, og vi har brugt mange aftener sammen med at dele Grønlands-historier).

Et historisk emblem fra Air Alpha
Greenland, der opererede i Grønland
94-06 samt et fra Air Greenland. 

Foto: Privat 
Selskabet opererede en Cessna 208 monteret med pontoner, så flyet kunne lande på vandet - og flyet kunne også uden problemer lande på is. Det var derfor et meget fleksibelt fly i et Grønland, der i midten af 90'erne kun havde fem landingsbaner til fastvingefly. I min tid som informationschef i KNI Detail blev det til en halv snes ture med Suluit Air - og senere, da jeg blev informationschef i Nuup Kommunea blev det da også til en enkelt returflyvning til Kapisillit, hvor jeg i øvrigt benyttede lejligheden til at lave mit julekort i 1996.

Norlandair er grønlandsk-islandsk
selskab, der flyver i
Nordøstgrønland. Foto: Privat
Eirikur Lindal er passioneret samler af emblemer fra nordiske flyselskaber. Han har en enestående samling på over 1.000 af slagsen - heriblandt mærker fra flere end 65 danske fly- og helikopterselskaber.

Lindal håber, at hans samling med tiden kan blive komplet - og dermed give et fuldstændigt billede af blandt andet den grønlandske flyhistorie.

Emblemer fra Grønlandsfly.
Foto: Privat
Så hvis der er nogle af bloggens læsere, der kan hjælpe Lindal (han betaler gerne, skriver han), så er man velkommen til at henvende sig til undertegnede, og så vil jeg formidle kontakten. Skriv på jeps (at) dovregubben.dk.

Eirikur Lindal nævner i sin henvendelse til mig også det grønlandske flyselskab Nuna Air. Her er jeg fuldstændig blank - og er der nogen, der kan fortælle mig mere om dette selskab, hører jeg også gerne nærmere...
Mit julekort 1996 - en mager julemand.

søndag den 10. maj 2020

Pomeransfugl

En god dag

Ornitologisk var søndagen en en stor dag, mens det fotografisk set var lidt af en møgdag.

Uden at arbejde særlig meget for det lykkedes det mig her til aften at se mit livs første pomeransfugle.

Det er lidt af en sjældenhed, betegnes som fåtallig i opslagsværkerne og ses normalt kun i Danmark i fra midten af maj og til juni, hvor de flotte appelsinskals-farvede fugle trækker fra Nordafrika til det nordlige Skandinavien.

Et af de faste steder er Ølands Vejle nær ved pumpestationen, hvor pomeransfuglen var meldt ind både lørdag aften og søndag morgen. Så søndag aften skulle jeg også lige prøve - og der var bingo i første skud. Sammen med en flok hjejler i en kartoffelmark var der også fem-seks pomeransfugle.

Desværre lidt for langt ude til ordentlige nærbilleder, men det kan jeg så arbejde med de næste dage - for nu ved jeg i hvert fald, hvad jeg skal kigge efter. Og hvor - for pomeransfuglen er kendt for at være konservativ i sit valg af rastepladser.

Dagen begyndte i Han Vejle, mens solen var så rød, mor. Her så jeg blandt andet blåhals og brushaner, men desværre uden at få andet en doku-skud. Til gengæld blev det til et par gode fotos af gulspurv, rørhøg og sivsanger, så når regnestykket skal gøres op: En god dag, trods alt...




lørdag den 9. maj 2020

Havefugle i sumpen

Morgentur i majkulde

Flere fotos nederst. Billederne er klikbare.
Storebededags fugletur begyndte, mens alle små børn lå i deres senge - de senge, som mågerne og ternerne med Harald Bergstedts ord ikke har.

Jeg sover dårligt, når der er fuldmåne, så jeg stod op allerede ved tretiden, ryddede op i køkkenet, og da det begyndte at dæmre, gik turen til til Han Vejle, hvor jeg ankom ved femtiden.

Desværre var lyset gustent på grund af skyer, og der blæste en frisk til hård vind fra nordvest, så det var bidende koldt. Jeg så da heller ikke noget til juvelerne i Han Vejles imperium: blåhals og skægmejse, der egentlig var målet for turen.

Til gengæld bød turen - udover millioner af blodtørstige myg - på kendisser fra haven: Gærdesmutte og bogfinke. Gærdesmutten er normalt temmelig livlig og sidder sjældent stille, men her var jeg heldig, for en af sumpens gærdesmutter følte sig uden for fare - som Guds lille børneskare - og fortsatte uanfægtet af fotografen sin morgensang i pilekrattet.

Desuden blev det også til et kig på to andre af rørskovens faste stok: Rørspurv og rørsanger. Rørspurvehannen er nok vores flotteste spurv med sin sorte ansigtsmaske. Rørsangeren er jeg lidt usikker på. Sangerne er svære at bestemme på udseendet, men den sang højt og taktfast, så jeg er nu ret sikker på bestemmelsen.

Naturligvis blev det også til Han Vejles allestedsnærværende rørhøge, men de var nu ikke på dagens fotomenu. Ej heller rørdrummen, der højlydt paukede: Nok høre, men ikke se.

Dagens store overraskelse fik jeg, lige da jeg ankom til parkeringspladsen. En kronhind snusede omkring en bobil, men fortrak skyndsomt, da jeg ankom. Det var alt for mørkt til at forevige det flotte dyr, men et dokuskud gennem forruden blev det da til...