tirsdag den 5. maj 2020

Stegt lever

Børneopdragelse

En af mine bekendte bruger stegt lever som familiens svar på  den store Bastian, der dypper uvorne unger i blækhuset. Er der optræk til ballade, er en trussel om stegt lever til aftensmad et probat opdragelsesmiddel.

Den slags bider ikke på mig - for jeg elsker stegt lever. Desværre kan det paradoksalt nok være lidt svært at skaffe herude på landet. Hverken kalve- eller svinelever er en del af standardsortimentet i de lokale supermarkeder.

Mandag gik turen derfor til nærmeste slagter - ham i Fjerritslev - og jeg kunne hjembringe knap et kilo svinelever erhvervet for sølle 30 kroner.

Det er nærmest guld til halv pris. Som sagt elsker jeg lever - og så er lever noget af det sundeste, man kan spise. Sprængfyldt med vitaminer og mineraler og ganske få kalorier.

Nu er jeg jo ikke helsekostfanatiker, men skal man tro forskellige hjemmesider, er der stort set ikke den dårligdom, som lever ikke kan kurere. Jeg nævner i flæng dårligt syn, slet hukommelse, rynket hud, humørsvingninger og leverpletter (sic!).

Stegt lever er også supernemt at lave. Skær leveren i skiver, ryst den i en plastikpose med en håndfuld mel, salt og peber - og så på en brændvarm pande i et par minutter på hver side, til kødet er rosa. Panden koges af med lidt maizena og en kvart liter fløde.

Herlighederne serveres med kartoffelmos, masser af bløde løg og lidt surt.

Hvis du ikke spiser op, skal vi have stegt lever til aften...

2 kommentarer:

Farmer sagde ...

En af mine hofretter også, og som stjålet ud af min opskiftbog.
Måske foretrækker jeg pillede kartofler netop her. Det er jo en sovs, som virkelig kan hænge ved kartoflerne.

Jesper Hansen sagde ...

Kartofler er vist også det mest almindelige, men jeg kan så godt lide kartoffelmos, så jeg forsømmer ikke nogen lejlighed...