Vi synger sammen - hver for sig
Jeg er tenor - som så mange andre... Foto: Wikipedia |
I teenage-årene havde jeg endog en håbløs drøm om en
karriere som rocksanger. Det havde nu ikke så meget med sangglæde at gøre, men
jeg fandt det ret tillokkende at hænge som plakat i alle ungpigeværelserne og
være genstand for pigernes våde drømme…
Jeg må desværre se i øjnene, at omgivelserne absolut ikke
deler min begejstring for sang. Jo, de kan også godt lide at synge, men de
bryder sig desværre ikke meget om, at jeg synger.
Dette håbløse dilemma førte på et tidspunkt til, at nogle venlige mennesker sørgede for, at jeg kom i konsultation hos en musikpædagog.
Dette håbløse dilemma førte på et tidspunkt til, at nogle venlige mennesker sørgede for, at jeg kom i konsultation hos en musikpædagog.
Det kom der dog ikke noget længerevarende terapiforløb ud
af. Efter at have sunget et par sange for musikpædagogen, faldt dommen prompte.
Jeg fik prædikatet ”tonedøv tenor”.
Det var en stor karriere, der brast – er jeg sikker på.
Alligevel er jeg ikke knust. For jeg har trods alt en
selvindsigt, som de færreste danskere har. Det er ikke uden betydning i en tid,
hvor mange danskere finder det æstetisk acceptabelt at synge sammen hver for
sig med Phillip Faber – gerne fra en altan, så naboerne kan høre det – og altid
med livetransmission på Facebook. Så det har jeg hidtil holdt mig fra.
I det hele taget bryder jeg ikke om at gøre som folk flest. Sociale
medier og TV skal ikke styre mit liv. Alligevel er det ikke undgået min
opmærksomhed, at når det skal være ekstra festligt og skabe sammenhold i
nationen, så hyrer TV-stationerne forskellige sangkunstnere til at synge for –
efter et interview, hvor Mads Steffensen stiller ligegyldige spørgsmål.
Optagelsen skal gerne ske hjemmefra i solidaritet med
danskerne og ledsaget af teknisk dårlige billeder med stearinlys – og også gerne
sådan lidt folkeligt og uprofessionelt, hvor popstjernerne lige får begyndt og så
stopper for at tage øresneglen ud, inden de går videre med sangen med et skævt
smil.
Jeg tror også, at jeg har knækket koden. Det som gør præstationen
til kunst og ikke bare almindelig sang. Det er her, hvor kæden springer af for
alle altansangerne. For kunstnere synger ikke som almindelige mennesker, der
bare synger ”Jeg elsker dig”. De fraserer og synger ”Je-ee-g elsker
di-ii-iiiiig…” og gerne så tilpas langsomt, at Familien Danmark slutter et
sekund før pop-idolet.
Attituden er også vigtig for en kunstner. Man skal helst
ikke se alt for glad ud. I TV gør det sig bedre, hvis sangeren ser lidelsesfuld
ud. Gerne som ramt af en dobbeltsidig tandpine og udsigt til en større og
kostbar tandoperation uden bedøvelse.
Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår al den lidelse.
Popidolerne har trods alt udsigt til gode Koda-penge og et voldsomt mersalg i
modsætning til de mange ny-arbejdsløse danskere, der næppe ved, hvordan de skal
skaffe til dagen og vejen i den kommende tid.
Heldigvis er der i skrivende stund meget, der tyder på, at vi
atter går mod normale tider.
Jeg kan blot ærgre mig over, at jeg først i en sen alder
fandt ud af, hvad det er, der gør sang til salgbar kunst – uanset om man kan
synge eller ej. Havde jeg vidst det, da jeg var ung, var jeg nok alligevel
havnet på plakaten i ungpigeværelserne…
På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 8. maj 2020
3 kommentarer:
Kære Jesper. Når mine forårssange med melodi af Luise Foldager udfolder i årets løb vil jeg sende dig et eksemplar. God weekend med bamsebrummeri i haven.
Udkommer
Det bliver sikkert spændende, selv om jeg ikke kender bemeldte kunstner - og afsenderen af kommentaren, der står som unknown.
Hvilket minder mig om præsident Reagan, der var på statsbesøg i Finland - og havde bedt om at lægge en krans på den ukendte soldats grav.
Sådan en havde de ikke i Finland, så begivenheden blev forrettet ved Sibelius grav i stedet.
- Jeg vidste ikke, at Sibelius havde været soldat, sagde Reagan.
- Nej, det vidste vi heller. Det er derfor, at han er den ukendte soldat, svarede Koivisto...
Send en kommentar