Tonedøv tenor

Vi synger sammen - hver for sig

Jeg er tenor - som så mange andre...
Foto: Wikipedia

Jeg har altid været glad for at synge – og skråler gerne med på radioens inciterende poprytmer. Og når jeg går alene, hvad der er rig lejlighed til i disse corona-tider, tager jeg ofte mig selv i at småbrumme som en humlebi.

I teenage-årene havde jeg endog en håbløs drøm om en karriere som rocksanger. Det havde nu ikke så meget med sangglæde at gøre, men jeg fandt det ret tillokkende at hænge som plakat i alle ungpigeværelserne og være genstand for pigernes våde drømme…

Jeg må desværre se i øjnene, at omgivelserne absolut ikke deler min begejstring for sang. Jo, de kan også godt lide at synge, men de bryder sig desværre ikke meget om, at jeg synger.

Dette håbløse dilemma førte på et tidspunkt til, at nogle venlige mennesker sørgede for, at jeg kom i konsultation hos en musikpædagog.

Det kom der dog ikke noget længerevarende terapiforløb ud af. Efter at have sunget et par sange for musikpædagogen, faldt dommen prompte. Jeg fik prædikatet ”tonedøv tenor”.

Det var en stor karriere, der brast – er jeg sikker på.

Alligevel er jeg ikke knust. For jeg har trods alt en selvindsigt, som de færreste danskere har. Det er ikke uden betydning i en tid, hvor mange danskere finder det æstetisk acceptabelt at synge sammen hver for sig med Phillip Faber – gerne fra en altan, så naboerne kan høre det – og altid med livetransmission på Facebook. Så det har jeg hidtil holdt mig fra.

I det hele taget bryder jeg ikke om at gøre som folk flest. Sociale medier og TV skal ikke styre mit liv. Alligevel er det ikke undgået min opmærksomhed, at når det skal være ekstra festligt og skabe sammenhold i nationen, så hyrer TV-stationerne forskellige sangkunstnere til at synge for – efter et interview, hvor Mads Steffensen stiller ligegyldige spørgsmål.

Optagelsen skal gerne ske hjemmefra i solidaritet med danskerne og ledsaget af teknisk dårlige billeder med stearinlys – og også gerne sådan lidt folkeligt og uprofessionelt, hvor popstjernerne lige får begyndt og så stopper for at tage øresneglen ud, inden de går videre med sangen med et skævt smil.

Jeg tror også, at jeg har knækket koden. Det som gør præstationen til kunst og ikke bare almindelig sang. Det er her, hvor kæden springer af for alle altansangerne. For kunstnere synger ikke som almindelige mennesker, der bare synger ”Jeg elsker dig”. De fraserer og synger ”Je-ee-g elsker di-ii-iiiiig…” og gerne så tilpas langsomt, at Familien Danmark slutter et sekund før pop-idolet.

Attituden er også vigtig for en kunstner. Man skal helst ikke se alt for glad ud. I TV gør det sig bedre, hvis sangeren ser lidelsesfuld ud. Gerne som ramt af en dobbeltsidig tandpine og udsigt til en større og kostbar tandoperation uden bedøvelse.

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår al den lidelse. Popidolerne har trods alt udsigt til gode Koda-penge og et voldsomt mersalg i modsætning til de mange ny-arbejdsløse danskere, der næppe ved, hvordan de skal skaffe til dagen og vejen i den kommende tid.

Heldigvis er der i skrivende stund meget, der tyder på, at vi atter går mod normale tider.

Jeg kan blot ærgre mig over, at jeg først i en sen alder fandt ud af, hvad det er, der gør sang til salgbar kunst – uanset om man kan synge eller ej. Havde jeg vidst det, da jeg var ung, var jeg nok alligevel havnet på plakaten i ungpigeværelserne…

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 8. maj 2020