Spejderhistorie
Spejdercentret, der i år fylder 50 år, har en stor plads i mit hjerte. Dels fordi stedet har budt på mange store spejderoplevelser, dels fordi min far i sin tid var en af grundlæggerne.
Det begyndte med et gammelt og forfaldent husmandssted på en nærmest bar mark og blev til et moderne center med en bygning på over 500 m2 - omgivet af skov og krat. Det kostede arbejde - masser af arbejde - og for 50 år siden betød det, at stort set hver eneste ledige time i den hansenske familie blev brugt på Kølhøjhus. Alene timerne i bilen - Kølhøjhus ligger 50 km fra Farsø - er blevet til adskillige - og ofte kneb det med pladsen, for der var altid fuldt læs på.
Læsset skyldtes, at far havde et ganske veludviklet talent for at organisere, tigge, skaffe eller i yderste nødsfald købe byggematerialer, husgeråd og inventar til en fornuftig pris, når det nu kom spejderne til gode. Bilen var en folkevogn, og selv om jeg som halvvoksen teenager var for stor til det, blev en del af turene tilbragt i grisekassen bag bagsædet.
Det gamle husmandssted blev revet næsten ned - bortset fra en lille del af den oprindelige beboelse. Her sad vi så weekend efter weekend og spiste frokost ved et gammelt spisebord og nogle plader lagt ud på bukke.
Det var før Hafnia-branden, så jeg er ikke helt sikker på, at alle konstruktionerne levede op til moderne sikkerhedskrav. Blandt andet var loftsbeklædningen i sovesalene vistnok lavet af gamle æblekasser. Det blev der så rådet bod på, da brandregulativerne senere blev strammet.
Det er ti år siden, at jeg sidst har været på Kølhøjhus, der siden starten er blevet udvidet med en tilbygning med blandt andet badefaciliteter til lejrpladsen. Men ellers hæftede jeg mig dengang for ti år siden mest ved, at det gamle husmandskøkken er blevet udvidet og moderniseret til et moderne industrikøkken med alt til faget henhørende. Sådan noget kan spejderkokken godt li', når der ikke lige skal laves bålmad.
Parchaka er Rold Skov Divisions træningsprogram for patruljeledere og -assistenter. To gange om året mødtes vi og fik nye ideer til spejderarbejdet - og en ganske dyb indsigt i kunsten at lede andre. En spejder kan ikke fyres, så det handler om at finde det bedste i mennesket og udvikle det, sådan kort fortalt - og et princip, jeg har haft stor glæde af gennem livet. Parchaka-troppen findes fortsat, og på lejre møder jeg ofte seniorer og ledere, der bærer skakbrikken på uniformen.
Senere blev det også til en del weekends med seniorerne på Kølhøjhus. Vi var blevet næsten voksne og meget følsomme, så der blev kærestet livligt i alle krogene. Og mange af weekenderne indebar også et besøg på Astrup Kro lørdag aften. Folk var ikke så sarte, tiderne var anderledes - og der var ingen, der tog anstød af, at vi gik på kro med spejderdolken hængende ved siden. Turen til Astrup gik som regel ad den nærmeste vej - det vil sige over markerne.
Hvis jeg skal pege på den største ændring på Kølhøjhus siden begyndelsen, er det omgivelserne. Den store mark mellem huset og plantagen er i dag er blevet til en dejlig skovomkranset og lukket lejrplads. De største af træerne har jeg forresten selv været med til at plante.Kølhøjhus var næppe nogensinde blevet til noget, hvis det ikke havde været for den helt særlige spejderånd. Man sætter sig et mål - og når det er sat, helmer man ikke, før målet er nået, uanset hvor umuligt det ser ud. For spejdere findes ej grænser på jord, hedder det i en spejdersangene. Det gælder også, når der skal bygges et hus.
50 års fødselsdagen skulle egentlig være fejret med en stor divisionslejr med aktiviteter for alle grene i den kommende weekend - og jeg havde sat arrangementet i kalenderen. Det har coronaen desværre sat en stopper for. Men mon ikke der sker noget på et senere tidspunkt?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar