Fri mig for kram

Krammerateri

Bønderne er mine corona-helte.

Midt i al corona-elendigheden er der et enkelt lyspunkt. Det er blevet forbudt at kramme.

Jeg har altid betragtet tidens tendens til kram med største skepsis. Det er mere fransk end nordjysk – og virker både grænseoverskridende, småsvanset og intimiderende. Mine nakkehår rejser sig som hårene på halen af en arrig hankat, når et mig ubekendt mandfolk lægger an til et kram. Jeg skal altså ikke nyde noget. Så lad os håbe, at denne vane bliver lagt i graven med coronaen.

Til gengæld savner jeg at give hånd. Heldigvis er jeg spejder – og så kan jeg jo gøre honnør. Ikke fordi jeg har brug for det, for jeg har hjemmearbejdsplads og klarer de få opgaver, der er tilbage, fra mit skrivebord og telefonen.

Her kan jeg så til en vis grad nyde den landlige idyl. Ganske vist er der i øjeblikket ikke til at komme frem i skoven og på de små veje for corona-turister og motionstosser, men jeg kan se ud over markerne, hvor bønderne knokler uanfægtet af virus og bakterier.

For der skal spredes gylle, harves og sås i øjeblikket. Bønderne er mine helte, der holder hjulene i gang, selv om verden er af lave. Noget siger mig, at vi i fremtiden efter coronaen skal omlægge dansk erhvervsliv, så det igen er landbruget, der bliver vort bærende erhverv. I modsætning til modebranchen og andre kreative og småintellektuelle erhverv ser landbruget robust ud og kan blive det erhverv, som skal betale vores regninger i fremtiden.

Heltene i øjeblikkets mediebillede er sygehuspersonalet, der helt sikkert gør et stort arbejde og passer det arbejde, som er deres. Men kæden springer altså af, når medierne sætter fokus på enkelte medarbejdere, som er isoleret fra familien af hensyn til smitterisikoen.

Det er altså ikke noget særligt. Gennem snart 30 år har fruen og jeg været adskilt fra hinanden i adskillige perioder på op mod et halvt år på grund af mit arbejde. Det dør man altså ikke af. Det er for resten hverdag for de fleste fiskere, sømænd, bygningsarbejdere og udsendte militærfolk, så det offer er jeg ikke imponeret over.

Vi står også med en historisk chance for at flytte børneopdragelsen fra de offentlige institutioner og tilbage til familien.

Jeg er sikker på, at mange børn vil tænke tilbage på coronaen med glæde. De vokser op i hjemmets trygge rammer og har sikkert givet en hånd med på gården, på værkstedet, i haven og i køkkenet. Der er sikkert også blevet bygget hytter og lavet bål med snobrød. Det er slet ikke så ringe en opvækst og det, vi normalt betegner som kvalitetstid. Måske vi skal fremover overveje at rationere forældres arbejde, så en af forældrene passer børnene i stedet for de triste institutioner.

Misforstå mig ikke. Det er ikke et argument for at sende kvinderne tilbage til kødgryderne – tværtimod. Tidens arbejdsmarked med regler for alting passer sikkert bedre til kvinder end til mænds praktiske og anarkistiske indstilling til tilværelsen.

Børnene er sikkert også mere glad for fars mad end mødrenes eksperimenter med mærkelige udenlandske råvarer ofte af vegetarisk tilsnit. Så hellere stegt flæsk med persillesovs, bacon og pølser på grillen og hjemmelavede pommes frites. Når man leger uden pædagogernes opsyn, er der brug for kalorier i massevis.

I øvrigt overvejer man at afskaffe årets eksaminer og såkaldte tests i folkeskolen. Det kan også vække glæde, for børn skal opdrages med kærlighed og ikke test og prøver. Jeg minder i al stilfærdighed om, at den danske folkehøjskole – noget af det fineste vi har i den danske kultur – er eksamensfri.

I dag og de næste dage står den på påskeferie de fleste steder. Det er en oplagt chance til at fortrænge krisen, så sluk fjernsynet og streamingtjenesterne og brug dagene på lidt god gammeldags kedsommelighed. Det er slet ikke så ringe. God påske.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 9. april 2020.