onsdag den 25. juni 2025

F-16 over Nuuk

"Fransk visit"

Foto: Flyvevåbnet
Jeg kan slet ikke stå for dette foto af Nuuk, som Flyvevåbnet lagde på Facebook for en times tid siden.

For det første er det et flot billede af den sydlige del af byområdet med Radiofjeldet, Nuuk Downtown, Atlanthavnen og Sikuki, for det andet er jeg jo flynørd.

Foto: Flyvevåbnet
De to F-16-fly fløj i går til Kangerlussuaq langs den grønlandske vestkyst og altså også over Nuuk fulgt af en Challenger og et fransk tankfly af typen A330 MRTT.

Tiderne har ændret sig i Grønland i al almindelighed og i Nuuk i særdeleshed. Så jetfly ses dagligt i byens nye lufthavn, men sjældent kampfly.

Da jeg boede i byen frem til 2007, kan jeg kun huske et tilfælde. Jeg rodede lidt i mit arkiv - og fandt en historie, som jeg publicerede den 6. juli 2006 på Nuup Kommuneas hjemmeside under overskriften "Fransk visit".

Beboerne i Nuussuaq kunne i morges stå op til de brølende motorer fra et jetfly. Ud af den sommerblå himmel foran Store Marlene ved 7.30-tiden kom et Falcon 10 fra den franske marine susende.

Flyet, der kommer fra NATO-basen i Keflavik, var på almindelig rekognoseringsflyvning over Grønland. I nærheden af Nuuk spurgte piloten pænt tårnet i Nuuk Lufthavn om lov til at se nærmere på byen. Det skete i lav højde med adskillige hundrede kilometers fart over Qinngorput og ud mod Angissuunnguaq.

Piloten kvitterede galant for den franske visit med at fortælle AFIS-operatøren, at han synes, at Nuuk er en meget smuk by i et smukt land.

På grund af den meget korte landingsbane i Nuuk Lufthavn er det yderst sjældent, at der ses (og ikke mindst høres) jetfly i nærheden af den grønlandske hovedstad.

- Militærfly fra andre NATO-lande har en stående tilladelse til at flyve i grønlandsk luftrum og behøver altså ikke at spørge om lov i forvejen, oplyser orlogskaptajn Alex Jensen fra Grønlands Kommando.

Ingen kommentarer: