Mig og min skrivemaskine

Minderne har man da lov at ha'

Min første skrivemaskine, en Erika fra Seidel & Naumann
i Dresden. Rigtig Stasi-kram til en fornuftig pris fra DDR.
Foto: typewriters.ch

I dansk fjernsyn er der kun sjældent noget at grine af, men jeg må indrømme, at jeg trak temmelig meget på smilebåndet fredag aften.

I fredagens familieprogram på DR, Alle mod 1, fik 25 hold bestående af to teenagere til opgave at skrive et brev på et par linjer og putte det i en kuvert. De havde fire minutter til den simple opgave - kun ni klarede den, for Damarks håb - den opvoksende generation - ved hverken hvad en skrivemaskine eller en kuvert er. Nedslående og alligevel kosteligt morsomt at se disse digital-forvirrede unge fumle med noget af den fineste teknologi, som menneskeheden har frembragt.

Det var tankevækkende og vakte minder helt tilbage fra barndommen. Min far havde en meget aggressiv måde at skrive på maskine, og utallige er de aftener, hvor jeg faldt i søvn til den højlydte dak-dak-dakdakkedak-lyd fra kontoret.

Min far sled en Triumph Perfect op
gennem et langt liv - og han endte da
 også med at bruge pc. Foto: e-bay

Far brugte en bedaget Triumph Perfect, der i øvrigt kom på markedet i 1958 - samme år som jeg blev født. Denne skrivemaskine blev selvfølgelig også den første skrivemaskine, jeg brugte. Min håndskrift har alle dage været en læge værdig - og med et aktivt liv som blandt andet spejder var jeg nødt til at skrive på maskine.

Af samme grund valgte jeg i realen et kursus i maskinskrivning, hvor jeg aften efter aften under ledelse af lærer Staub sad med plade over tastaturet og terpede JF JF, så JK JK og så videre, indtil jeg mestrede 10 fingers blindskrift til perfektion. Det var fysisk svært, for skolens skrivemaskiner var en Olivetti-model med en enorm frigang på lillefingertasterne. Den dag i dag er jeg stolt af, at jeg kan skrive blindskrift - og så er det forresten også ganske nyttigt, selv om skrivemaskinen er blevet skiftet ud med en pc - men jeg lærer aldrig at skrive på en I-pad-skærm. Sådan er det bare...

Jeg fik min første skrivemaskine - vistnok på min 17-års fødselsdag - i 1975. Det var en dengang ny og forbløffende let rejsemaskine, model Erika 50/60 fra østtyske Seidel & Naumann i Dresden. Dette navnkundige firma producerede skrivemaskiner i næsten 100 år frem til 1991, hvor det gik konkurs efter murens fald. Men så havde firmaet også understøttet det tyske bureaukrati under kejserriget, Weimar-republikken, det tredje rige og DDR. Sic transit gloria mundi!

Erikaen tjente mig flittigt i nogle år - både på gymnasiet og universitetet - men også til læserbreve, som jeg skrev mange af dengang.

Et teknisk vidunder fra Triumph-Adler med
en rettehukommelse på ti tegn. Foto: Writelephant

I 1983 var digitaliseringen så småt begyndt, så min næste skrivemaskine blev en Triumph-Adler, model Gabriele 8008. Et teknisk vidunder med hele 10 tegns rette-hukommelse og ikke mindst udskiftelige skrivehjul med indstillelig spatiering. Den var født med Courier, men jeg anskaffede mig hurtigt skrivehjul med Times og en Helvetica-lignende skrift, så jeg kunne producere mine egne tryksager og pamfletter med noget, der lignede fotosats. Stort! Overskrifterne blev så sat op med Letraset-bogstaver, men det kender tidens unge næppe heller noget til.

Gabriele 8008 var en stor investering. Den stod i butikkerne til knap 8.000 kroner, som svarer til 18.000 nutidskroner. Men vi var en flok handelsstuderende på AUC, der udnyttede handelstalentet, så vi fik næsten 50 % rabat ved køb af 10 maskiner i Klarup Kontorforsyning. 4.300 kroner endte jeg med at betale for den flotte skrivemaskine.

Støbejern fra IBM. Foto: Wikipedia

Da jeg begyndte at arbejde fuldtids i midten af firserne, hed skrivemaskinen IBM. Også lidt af et mekanisk vidunder med kuglehoved. Den maskine var tung og solid - kabinettet var støbejern. Jeg oplevede engang en vred kollega, som smed IBM-maskinen ud af vinduet fra 2. sal. Derefter hentede han maskinen nede i gården og skrev videre, som om intet var hændt. Jo, det var kram.

Men efterhånden holdt den elektroniske tekstbehandling sit indtog i skriveverdenen. I 1992 købte jeg  min første hjemme-pc og en laserprinter, der kun kunne skrive med courier. Tilbage til start så at sige - og et godt eksempel på, at fremskridtet ofte byder på tilbageskridt.

I øvrigt har qwerty-tastaturet overlevet digitaliseringen. Det blev opfundet af amerikanske Christopher Sholes og blev standard på riffelproducenten Remingtons skrivemaskiner i 1873. Den sindrige fordeling af bogstaverne skulle forhindre tastearmene i at filtre sig ind i hinanden, når man skrev hurtigt -og også øge tempoet, fordi mange ord kunne skrives med skiftevis højre og venstre hånd.

Men qwerty eller ej. Det er en gave  at have lært at skrive med alle ti fingre - og det er synd for de unge, når man ikke længere tilbyder undervisning i maskinskrivning. Måske tiden var bedre udnyttet på lidt undervisning i praktiske færdigheder i stedet for at løbe rundt på gader og stræder og råbe op om klimaet. For der er ingen tvivl om, at en god, gammeldags hånddrevet skrivemaskine er bedre for klimaet end en I-phone.