Mestersnakket

Grønlandske råvarer

Søren Gericke var et af hovednavnene på weekendens Food Festival i Aarhus. Her holdt den kendte kok workshop for cirka 100 deltagere, der i løbet af en time skulle lære lidt mere om at bruge grønlandske råvarer som rejer og hellefisk.

Klar, parat, kog...

Søren Gerickes adkomst til dette specielle emne er to års ophold som kok på flyvepladsen i Mestersvig i halvfjerserne. Det er jo en del år siden - og det var måske årsagen til, at han i præsentationen takkede Kongelige Grønlandske Handel for at have sponsoreret råvarerne. Han opdagede dog selv fortalelsen og rettede det til Royal Greenland, der har været navnet på den grønlandske fiskeproducent siden 1986.

Workshoppen blev en sælson oplevelse. Deltagerne fik sikkert det, de var kommet for og havde betalt for, men om de blev så forfærdeligt meget klogere på grønlandske råvarer er nok et stort spørgsmål.

En god ven og tidligere kollega, forhenværende
socialdirektør i Nuup Kommunea, Kjeld Stigsen.

Opskrifterne til de tre retter blev præsenteret i et hæsblæsende tempo og med mange lommefilosofiske betragtninger fra scenen - og derefter nåede Gericke to gange rundt til samtlige deltagere for at smage og korrigere.Tidsplanen skred selvfølgelig og amatørkokkene måtte slukøret gå hjem til eget køkken med råvarerne til den tredje ret, der havde det besynderlige navn Savissivik af hellefisk og rejer.

Besynderligt, fordi Savissivik er navnet på en bygd i Nordgrønland - og ikke navnet på en ret. Så efter workshoppen spurgte jeg Gericke, hvad meningen var:

- Retten skulle jo hedde noget grønlandsk, så hvorfor ikke Savissivik? Hvis du synes, det er mærkeligt, kan du jo bare kalde den noget andet. Jeg er da revnende ligeglad, forklarede speedsnakkeren arrigt.

Og det er vel Gericke i en nøddeskal: Ordene betyder ikke så meget, men publikum labber det i sig. Ren underholdning for underholdningens skyld.

Jeg tror ikke, at det flytter ret meget.

Rent teknisk burde eksperten måske have brugt nogle af sine mange ord på at fortælle, at rejer ikke skal koge med i en fiskesuppe. Jeg fik lejlighed til at smage flere af deltagernes færdige retter - og her var rejerne skamkogte.

Det virkede heller ikke overbevisende, at Gericke ikke skelner mellem sortebær (revling) og blåbær - og at de bær han udleverede som en helt særlig grønlandsk specialitet var enebær, selv om han kaldte det blåbær og berømmede dem, fordi de smagte af den grønlandske jord.