onsdag den 4. september 2019

Blodtørstige Bjarne

Tørst

Tegning: Bent Holm
En af mine tidligere kolleger, tegneren Bent Holm, er netop gået freelance - og markedsfører sig blandt andet på Facebook med såkaldte 1-hour drawings, hvor han næsten dagligt bruger en time på at opfylde ønsker fra læserne.

For en uge siden gav jeg Bent stikordet tørst - inspireret af planten tørst, som jeg netop har lært at kende. Tørst er et ord med ufatteligt mange betydninger: Udover planten kan det være sømandens tørst efter øl og hornmusik, det kan være deliristen Kaptajn Haddock i Krabben med de gyldne klør, det kan være mit lille job som vinmand og det kan være tørst efter viden.

Nu brugte jeg tørst som stikord. Det har Bent taget helt alvorligt og tegnet stikmyggen Blodtørstige Bjarne, som er en nær slægtning til Cykelmyggen Egon.

Den sidder lige i plet. Bent vidste det næppe, men sandheden er, at jeg er et af de mennesker, som myg bare elsker. De jager mig døgnet rundt, året rundt og specielt i Grønland er det slemt om sommeren, hvor det en gang kostede mig en tur på skadestuen.

Men jeg ser det fra den lyse side. Det viser jo, at jeg er et godt menneske - 10.000 myg kan ikke tage fejl!

Ingen kommentarer: