fredag den 13. september 2019

Blind høne...

Pletskud

Selv en blind høne kan finde korn, siger man. Lidt er der om snakken, for jeg har i hvert fald taget et foto i den forløbne uge, som jeg er ganske godt tilfreds med...

Mandag og tirsdag deltog jeg i en konference i Aarhus for grønlandske iværksættere. Det var arbejde og ganske fornøjeligt, for jeg kendte de fleste af deltagerne. Der kom også en håndfuld artikler ud af arrangementet, hvor især en scorede højt på kliklisten. Så alt i alt er jeg godt tilfreds.

I samme forbindelse havde jeg også en lille bestillingsopgave. Ikke noget der hastede, men når jeg alligevel var i Aarhus....

Jeg skulle lave et foto af Aaja Chemnitz Larsen, MF, og direktøren for den grønlandske arbejdsgiverforening GE, Brian Buus Petersen. Det var lidt vanskeligt, fordi det for det første var svært at holde de to travle mennesker på samme sted i mere end et minut, og for det andet fordi lysforholdene i Centralværkstedet i Aarhus er temmelig dårlige kombineret med en meget urolig baggrund.

Men det lykkedes da at få lavet en opstilling foran scenetæppet. Det kom der faktisk et helt godt foto ud af, opdagede jeg, da jeg her til morgen redigerede bestillingsbillederne. Det ligner næsten en studieoptagelse, selv om det er taget i felten under ringe forhold.

Konferencen var arrangeret af foreningen Nukiga, der med en millionbevilling fra Erhvervsfremmestyrelsen skal styrke det grønlandske iværksættermiljø. Folkene i Nukiga er sikkert også godt tilfreds med det totalfoto, jeg brugte til en af artiklerne. Det ligner i hvert fald et rigtigt reklamefoto for sagen...

Ingen kommentarer: