Penge lugter ikke

Bodsgang

Direktionsgangen i Danske Bank sidste
 tirsdag. Foto: Wikipedia

Der var en gang en gang. Det var Danske Banks direktionsgang, der som ved et trylleslag i sidste uge blev forvandlet til bodsgang. Den angrende direktør piskede sig selv til blods som en filippinsk katolik i påskedagene. Han påtog sig det fulde ansvar, som det hedder i de kredse, når chefrotten forlader den synkende skude.

Uden for stod hoben og var forarget. Medierne havde endog fundet Danske Bank-kunder, der overvejede at skifte bank. Det hedder voxpop – folkets stemme – og noget, der normalt betegnes som populistisk journalistik blandt venstreorienterede, der generelt ikke bryder sig om, hvad menigmand tænker.

Selv er jeg nu ikke særligt forarget. Hvidvask og økonomisk kriminalitet er jo en del af spillet og globaliseringens pris. Og globalisering er jo et gode for et lille, eksportorienteret land, mener vore politikere. Penge – sorte som hvide – lugter som bekendt ikke.

Nu skal man ikke tro, at jeg går ind for mafia, økonomisk kriminalitet og andre vederstyggeligheder – slet ikke. Men det er da naivt grænsende til det tåbelige, hvis man ikke kan se, at det er den logiske konsekvens af globalisering, internet, digitalisering og andre nyskabelser.

Især i de nye østeuropæiske stater, hvor mafiøs virksomhed og drømmen om hurtige penge og en stor BMW eller Mercedes er en del virkeligheden. Sådan må det nødvendigvis være, når man netop har smøget kommunismens åg af sig. Så kan det være svært at se det forargelige i salg af falske viagraer og prostitution på internettet, østeuropæiske tyvebander på hærg i Danmark og sandsynligvis også med discount-lejemordere og gorillaer på varelisten.

Det er vel også årsagen til, at Nordea netop har meddelt, at man flytter hovedsædet til Finland. Så er man tættere på begivenhedernes centrum og de store penge.

Udover et par ridser i lakken forlod den angrende direktør Danske Bank med 17 millioner kroner i lommen for at gå frivilligt.

Det ville jeg også have gjort, så det kan jeg heller ikke blive forarget over – men måske en smule misundelig. På den anden side skal man være ualmindelig dygtig for at få en kontrakt med 17 millioner kroner i aftrædelseshonorar. Dygtig til at forhandle kontrakt og ikke til at drive bank, vel at mærke – og på den måde bliver kontrakten jo en selvopfyldende spådom.

Til gengæld bliver jeg vred på vores politikere, fordi de driver os i armene på de grådige banker. Det er politikerne, der har skabt et samfund, hvor man ikke kan leve uden at være bankkunde. Det hedder digitalisering. Her mener politikere, at Danmark skal være førende, så vi kan beholde vores position som verdens lykkeligste land. At det skal være lykken at være i bankernes vold, så man ikke kan få løn i kontanter, men partout skal have såkaldt Nem-konto, har jeg meget svært ved at se.

Det er vores politikere og politikerne alene, der bærer hele ansvaret for, at danskerne i dag ikke kan leve uden at være bankkunder. Det ligner ærlig talt en konspiration af de grimme – og det er slet skjult støtte til en banksektor, der næppe kan overleve ved egen uformåenhed.  For de største af bankerne er oven i købet såkaldt systemisk vigtige pengeinstitutter.  Det betyder, at de er en del af infrastrukturen, og at landet ikke har råd til at lade dem gå neden om og hjem.

Det gør det særdeles attraktivt at drive bank for klummermikler – for det har ingen konsekvens, når man kvajer sig. Så tror da pokker, at det går galt.

Jeg er vred på følgagtige politikere, der driver os i retning af det pengeløse samfund. For det såkaldte pengeløse samfund vil give bankerne monopol på al værdiudveksling i landet. Det seneste initiativ er, at man efter Danske Banks valo-skandale vil afskaffe 1.000 kroners sedlerne og forbyde veksling af 500 Euro-sedler. Konsekvensen bliver sjovt nok til fordel for bankerne – og til skade for de danskere, der tror på, at pensionspengene har det bedst under kastanjetræet.

Det pengeløse samfund sniger sig ind på os. Forleden opdagede jeg, at det er umuligt at lade sit vand på banegården i Aalborg uden dankort. Det er altså noget ilder-urin – undskyld udtrykket – for DSB burde som offentlig myndighed gøre det nemmere at være dansker. Men heller ikke det overrasker eller forarger mig, for det var jo i DSB, at direktørerne fik bonus for ikke at passe deres job.

Så på den måde er der faktisk mange ligheder mellem bankerne og det offentlige Danmark. En uskøn blanding af inkompetence, magtbegær og mangel på moral er tilsyneladende det danske ledelsesideal i år 2018.

Det er i øvrigt interessant at konstatere, at det var den russiske centralbank, der første gang gjorde opmærksom på, at der var noget galt i Danske Bank. Her gik jeg lige og troede, at russerne var vores hovedfjende nummer 1.

Det vil klæde alle de politikere, der er forarget over Danske Banks ageren, og som samtidig har deltaget i de senere års kritik af Rusland, hvis de sender en buket til Putin med en undskyldning og tak for hjælpen…

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 28. september 2018