onsdag den 19. september 2018

Palæ og portvin

Noblesse

Sandemans 20 års tawny er det sikre portvins-valg.
Logebroder Arvid fortæller om Odd Fellow.
Foto: Bo Lehm
Odd Fellow-logen er ikke, som navnet ellers antyder, en loge af sære fyre, men gode borgere samlet i et såkaldt etisk fællesskab, hvor man blandt mange andre aktiviteter samler penge ind til velgørende formål.

Det lærte jeg og 30 andre nordjyske medlemmer af Dansk Journalistforbund, da vi tirsdag aften besøgte Odd Fellow-palæet i Aalborg. Med kun godt 100 år på bagen er bygningen endnu ikke rigtig historisk, men den er i hvert fald godt på vej.

Danske journalister lever kun sjældent op til korrekt
påklædning. Heller ikke denne aften, hvor
mørkt tøj havde været et passende valg. Foto: Bo Lehm
Palæet er til daglig tilholdsted for de fire loger i Aalborg-området - to for herrer og to for damer. men ellers har bygningen i en årrække også rummet Aalborg Handelskammer - og under krigen holdt tyskerne til i stueetagen, mens Røde Kors residerede på førstesalen. Det var sket på initiativ af logen, da man ellers frygtede, at tyskerne ville have taget hele bygningen.

Værnemagtens midlertidige ophold medførte i øvrigt en del skudhuller i loftet i palæets store sal, fordi tyskerne morede sig med at skyde til måls efter de store loftmalerier med nydelige afklædte damer.

Logebroder Arvid fortalte blandt andet, at logebrødrede har den fortræffelige skik, at man er De's til møderne. Det lægger en dæmper på retorikken, for det er svært at sige "Deres store idiot".

Vi fik ost og portvin... "Konen havde hang til
portvin, og manden havde høng til camenbert."
Efter rundvisningen havde vi portvinssmagning - selvfølgelig havde jeg nær skrevet. For de pompøse omgivelser emmer af noblesse, fordums tiders cigarer og så masser af portvin.

Smagningen var lagt i hænderne på min gode ven, vinmandskollega, spejderkammerat og gildebroder Carl, der fortalte om produktionsmetoder og klassifikationer - og selvfølgelig rundede hele seancen af med vores fælles last: Sandemans 20 års tawny (den med glasproppen. Glasproppen er i øvrigt ikke særlig tæt, så det er en god ide at tømme flasken med det samme, den er åbnet...).
Når sandheden skal frem, blev der snakket mere end
smagt portvin på denne hyggelige aften.

Ingen kommentarer: