Tour de Doping

Vanviddet kender ingen grænser

Ill: Wikipedia

Vanviddet kender ingen grænser, og nu vil Lars den Løkkelige have Tour de France til Danmark. Derfor har regeringen afsat 17 millioner kroner til formålet.

Dermed skriver regeringen sig ind i den lange række af danske politikere, der utidigt stikker snablen ned i de offentlige kasser og bruger skatteydernes surt sammensparede penge til tant og fjas.

Det er da meget uskyldigt at interessere sig for professionel cykelløb – men det er og bliver bare underholdning og derfor statskassen fuldstændigt uvedkommende. Og så er det næppe gjort med de 17 millioner kroner.

En så stor begivenhed på dansk grund kræver nok også et massivt politiopbud – og det i en tid, hvor landet døjer med både bandekriminalitet, optøjer og uorden, fordi det tidligere så folkekære og effektive politi er plaget af politireformer og new public management, der med forudsigelig sikkerhed fjerner ethvert fokus på kerneopgaven – at beskytte borgernes liv og ejendom.

Læg dertil et betydeligt produktivitetstab, fordi landets færdselsårer skal lukkes på grund af cykelløbet – og det produktivitetstab, der følger af, at alle de cykelgale naturligvis ikke kan passe deres arbejde, mens Tour de France står på.

Al professionel sport er erhvervsvirksomhed. Det er skuffende, at en såkaldt borgerlig-liberal regering mener, at erhvervslivet skal have tilskud for at klare sig. Det har ellers altid været god latin, at et frit erhvervsliv er et sundt erhvervsliv, hvilket naturligvis også indebærer, at man må lade falde, hvad ikke kan stå, som det hedder i den gamle arbejdersang. Og kan cykelfolket ikke selv finansiere det spektakulære cykelløb – holde hjulene i gang, så at sige – ja, så har det ingen eksistensberettigelse og gang på jord.

Der er kun et forsonende element i forslaget om at støtte Tour de France, for nu er det endegyldigt bevist, at der ikke er nogen som helst sammenhæng mellem velfærd og skattetryk. De 17 millioner kroner er ganske vist kun en brøkdel af det offentlige forbrug, men det kunne vel række til 40 – 50 hjemmehjælpere, som landets udbombede ældrepleje sagtens kan bruge. Og hvis man så fandt noget produktivt arbejde til Slotsholmens mange djøffere, så er indlysende for enhver, at velfærden vil stige, når man dæmper skattetrykket.

Sådan går det desværre nok ikke. Onsdagens besøg af den franske præsident viste en Lars Løkke Rasmussen, der naivt viser næsegrus beundring for den rare onkel Macron, der oven i købet forærede statsministeren en gul førertrøje. Det var effektivt spin, der fjernede opmærksomheden fra Macrons egentlige politiske mission – nemlig et styrket EU.

Med al respekt for Frankrigs bidrag til både kogekunsten og vindyrkningen, så er det nu engang sådan, at man altid skal huske at tælle fingrene, når man har givet hånd til en franskmand. Og det er helt sikkert, at når Macron ønsker et styrket EU, så er det til ubetinget gavn for Frankrig, men næppe til gavn for andre.

Det er jo for længst bevist gennem den bizarre ordning, hvor EU-parlamentet med få måneders mellemrum efter fransk krav rykker til fra Bruxelles til Strasbourg med alt, hvad det indebærer af udetillæg til embedsmænd og store flyttebiler med papirer for så ugen efter at flytte tilbage til den belgiske hovedstad. Den operation er forresten endnu et bevis på, at velfærd og skattetryk ikke hænger sammen.

Men altså tilbage til sagen. Det liberale Danmark har godt nok ikke været heldig med den siddende regering, der hellere vil bruge skattekroner på tant og fjas i stedet for velfærd. Den slags tåbeligheder burde regeringen overlade til klaphattene i Alternativet, men det er sikkert for meget forlangt, når statsministeren lige som i sin tid Poul Nyrup Rasmussen gerne viser sig med cykelhjelm – vore dages svar på klaphatten.

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 30. august 2018