Studenterne kommer

På med huen

Grønlandske studenter i Sisimiut.

Dung, dung, dung… Studenterne kommer…

I den seneste uges tid har lyden af heftige pop-rytmer flere gange blandet sig fuglekoret i den lille landsby på Øland. Det er studenterne, der for fuld musik på ladet af en gammel militærlastbil fejrer en forhåbentlig veloverstået eksamen, så det skal de selvfølgelig have lov til – om end man måske kan mene, at kampen for at lov til studenterkørslerne i denne corona-tid havde været en større sag værdig.

Nu begynder så kampen om de eftertragtede uddannelsespladser. Snart vil medierne bugne af historier om unge, der kommer ind på drømmestudiet – og andre unge, der trak en nitte i uddannelseslotteriet.

Mange af disse såkaldt human-interest-historier har næppe interesse for andet end den nærmeste familie. Det er nu en gang sådan, at ikke alle kan blive hjernekirurger og raketforskere – dels fordi de ikke har evnerne, dels fordi efterspørgslen efter disse højt specialiserede jobkategorier er relativt begrænset.

Det kan medierne så bruge som afsæt til historie om alle de arbejdsløse akademikere – og måske et interview med en bankdirektør, som mener, at akademikere tilfører banken noget helt særligt.

Mediernes store interesse for universitetsuddannelserne og de studerende afspejler givetvis den kendsgerning, at journalistuddannelserne har ændret sig fra den rene mesterlære til noget, der i et vist omfang foregår på en skole eller endda et universitet.

Jeg synes, at det er uinteressant. Jeg vil hellere læse om nogle af alle de unge, som vælger at få en uddannelse i nogle af vore store virksomheder. De store butikskoncerner som Jysk, Salling Group og Coop tilbyder et væld af gode, brugbare uddannelser. Alene Bilka ansætter hvert år 500 unge mennesker til en uddannelse, der i bedste fald kan ende med et job som topchef i dansk detailhandel.

I gamle dage var det lidt nemmere at gå på universitet. For hvis man læste humaniora, blev man som oftest gymnasielærer. I dag ved de unge ikke altid, hvad det er de læser til – og kan næppe forklare, hvad de fine teorier kan bruges til. Anderledes er det med en uddannelse i en butikskæde. Her er målet temmelig klart. Man starter med at fylde hylder op – og hvis man er tilstrækkelig dygtig og ambitiøs, ender man som direktør.

Lad os få disse unge mennesker frem i lyset, så de unge, når de står foran valget af uddannelse, kan se, at en universitetsuddannelse ikke er det eneste saliggørende.

Det er en systemfejl, at mange af universitetsuddannelserne specielt kvalificerer til en gerning i det offentlige. Gennem de seneste 25 år har akademikerne fortrængt HK’erne i kommunerne som sagsbehandlere, men umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at kommunernes sagsbehandling er blevet væsentligt bedre, kundevenlig og effektiv af den grund. Der er ingen grund til at gentage den fejl i den private sektor, hvor værdierne som bekendt skabes.

Misforstå mig ikke… Selvfølgelig har vi brug også for akademikere – specielt til undervisning og forskning. Forskere skaber udvikling og nye løsninger på mange udfordringer, som ingen almindelig mand kan udtænke.

Jeg mener faktisk også, at vi skal både forkæle og stimulere forskerne. For eksempel ved at begrænse brugen af åremålsansættelser på universiteterne. For selv om vi løber en risiko for lidt slendrian, er jeg stærkt betænkelig ved principperne om, at al forskning skal ende med en faktura. Det er jo nu engang sådan, at den, der betaler, bestemmer – og når forskere skal bruge al for megen energi på at skaffe midler til fortsat ansættelse og nye projekter, risikerer vi også, at det går ud over den uafhængige forskning.

Men tillykke til de nye studenter. Da jeg selv blev student, brugte vi ikke at køre rundt i gamle militærkøretøjer. Til gengæld drak vi os i hegnet – og lavede i øvrigt også en masse andre sjove ting i hegnet. Det håber jeg, at nutidens studenter også får tid til – før det vanskelige uddannelsesvalg.

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 3. juni 2020