Graverens endeligt

De underjordiske

Selv om mosegrise og muldvarper er det tætteste, vi kommer på et karakterdyr i Jammerbugt kommune, har vi heldigvis været forskånet for de små gravere i den tid, vi har boet på Øland.

Men intet varer evigt - og forleden var den gal. Pludselig var der mystiske huller i jorden. Først troede jeg, at det var halsbåndmus, men forleden dukkede så et par muldskud op i græsset. I øvrigt forbundet af en lang tunnel, hvor græsplænen var løs. Da rødderne ikke var spist, var jeg overbevist om, at det var en muldvarp, der var på spil, så jeg tog det forholdsvist roligt. Det er værre, hvis det er mosegrise, der hurtigt kan sætte et gulerodsbed til livs.

Jeg allierede mig med min gode nabo, Kenneth, der efter sigende skulle være lidt af en ekspert på området. Han satte torsdag en saks op i græsplænen - behørigt gemt væk under en urtepotte.

Allerede fredag morgen - mindre end 24 timer efter - var der bid, og en muldvarp sad i saksen.

Egentlig et fantastisk dyr skabt til et liv under jorden. Blind og med luffer som skovle, så den kan crawle gennem jorden.

Desværre for muldvarperne er vi ikke så glade for dem. De ødelægger græsplænen, og så spiser de ormene, som holder jorden let, luftig og givende. Så den måtte dø.

I øvrigt har muldvarpen et fantastisk flot og blødt skind, der i gamle dage blandt andet blev brugt til høje hatte. Jeg husker endnu fra min skoletid, at minkavlerens datter, Jytte, en gang havde et muldvarpeskind med i en biologi-time. Prægtig anskuelsesundervisning for en bitte naturinteresseret knejt.

Men en muldvarp gør ingen hat, Så denne her ender nok sin dage som føde for skaderne eller spurvehøgen.

Men tak til Kenneth for en flot indsats. Nu må vi så se, om det bliver ved denne ene muldvarp, eller om saksen skal på overarbejde...