Kan is krænke?
 |
| Foto: Frisko |
Jeg er krænket. Meget krænket. Det vender jeg tilbage til,
men jeg nævner det bare lige indledningsvis, fordi offerrollen i øjeblikket er
den sikre billet til omtale og opmærksomhed.
Tiden efter corona har været præget af en besynderlig debat
– sikkert fordi folk har haft alt for megen tid - hvor alle mulige
interessegrupper har følt sig krænket, har skændet mindesmærker og kunstværker,
krævet historien skrevet om og krævet sproget ændret.
Det generer mig voldsomt. Især hærværk, som bare er en
kriminel handling, som der skal slås hårdt og øjeblikkeligt ned på. Gerne med
solid historisk inspiration fra gabestok, tvangsarbejde samt vand og brød.
Det er lidt sværere med debatten om ordene. Selv er jeg
temmelig hårdhudet, og det har aldrig generet mig, at man kalder et
anhængertræk for jydekrog. Ej heller at man kalder vores landsdel for udkant.
Tværtimod. Det gør mig stolt.
Men jeg vil nu nødig beskyldes for at være københavner. Og
det undrer mig meget, at der er en is, der hedder Københavnerstang. Når jeg
hører ordet Københavnerstang, forestiller jeg mig en slatten ispind uden
rygrad, men som er stor i munden – og temmelig sikkert for stor til, at den er
spiselig.
Her i huset har vi haft debatten om Eskimo-is oppe at vende.
Debatten er ganske nærværende i det lille hjem. Jeg har boet en del år i
Grønland, og min kone – Hjemmestyret – er fra Grønland.
Fruen giver ikke så meget for debatten. Faktisk affærdigede
hun hele is-diskussionen med et særdeles ugrønlandsk ”fuck”.
– Jeg er ikke eskimo, ej heller inuit, jeg er grønlænder –
kalaallit, siger hun med henvisning til den grønlandske betegnelse for
Grønland: Kalaallit Nunaat – Menneskenes land. Pointen er, at hun finder
debatten om eskimo-is ret latterlig og overflødig.
For resten holder fruen som
de fleste grønlændere meget af is – spiseis, forstås – og Kæmpe Eskimo er
uanset navnet blandt favoritterne.
En god ven og kollega, den grønlandske journalist Jensine
Berthelsen sagde det ganske præcist på sin Facebook-profil for nylig: "Hvad
sker der dog? Var stolt over at en så velsmagende is netop hed Kæmpe Eskimo. Vi er
da eskimoer, vi spiser råt kød, hvad er det der gør ondt?"
For fuldstændighedens skyld – og fordi det næppe er særlig
kendt i Danmark – vil jeg også lige tilføje, at et af Grønlands første
pop-orkestre, der spillede glad Beatles-inspireret dansemusik i begyndelsen af
60’erne kaldte sig ”The Eskimos”. Det har næppe været ondt ment, for orkestret
er fortsat populært på de grønlandske grammofoner og CD-spillere i en festlig
stund.
Jeg synes, det er en svær debat, men synes også at der er
brug for lidt nuancer i debatten.
Selv kunne jeg aldrig drømme om at kalde folk for eskimoer,
men nu er det altså en is, vi taler om.
Jeg kan ikke tale på vegne af de
krænkede, men mener helt generelt at man skal passe på ikke at læse noget
nedsættende ind i alle mulige ord. For det har næppe været ophavsfolkenes
mening at krænke ved at kalde en is for Eskimo – lige så lidt som det har været
meningen at krænke københavnere med en Københavnerstang.
Det er en uskik i tiden, at vi bedømmer fortidens handlinger
med nutidens moralske kompas. Det bliver vi ikke bedre mennesker af. Men som
oplyste mennesker skal vi naturligvis kende fortiden. Jeg vedkender mig gerne
Danmarks fortid som slavehandlernation. Ikke fordi jeg billiger det, men fordi
det altså var helt normalt en gang. Det gider jeg altså ikke have dårlig
samvittighed over – og ej heller undskylde. For det skete jo lang tid, før jeg
blev født.
Debatten om ordene bekymrer mig, for når noget ikke kan
siges, skaber det censur og ikke mindst selvcensur. Det tror jeg ikke fører til
noget godt på langt sigt. Den fri debat uden selvcensur er – hvor uskøn den end
kan virke – en forudsætning for udviklingen.
Jeg har altid holdt af at kalde en spade for en spade – også
selv om det kan være fornærmende over for en skovl og en møggreb. Det agter jeg
at blive ved med.
Men jeg er faktisk allerede ramt af selvcensuren og bekymret.
For hvad risikerer jeg ikke ved at skrive denne klumme? Måske er det min tur
til at blive hængt ud i medierne som en sur gammel mand og det, der er værre?
Men kald mig bare sur gammel mand. Det er i min alder lidt
af en hædersbetegnelse, så det lever jeg fint med…
Og så er jeg altså også krænket, som jeg skrev i indledningen.
For Jægerspris-virksomheden Hansens Is har netop besluttet, at virksomheden
ikke længere vil sælge en is, der hedder Eskimo-is. Det krænker mig ærlig talt,
at virksomheden for ussel mammon her og nu giver efter for en bølge i tidens
debat. Sådan nogle vindbøjtler. Den holdning er ikke en Hansen værdig – og det
krænker mig…
P.s. Navneændringen på Eskimo-is virker i øvrigt
besynderlig, for hvis man tjekker firmaets hjemmeside, kan man blandt andet
finde virksomhedens historie under overskriften: ”Hansens: En historie om at
holde fast i principper”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar