Det sidste farvel

Det er fuldbragt

Så er Dina kommet hjem. Onsdag morgen kl. 9.00 - præcis et år efter bisættelsen i Oxholm kirke - satte jeg Dinas urne i jorden på kirkegården i Nuussuaq.

Det var en meget enkel ceremoni kun overværet af Dinas veninde Rebekka, min gamle ven fra Sct. Georgsgildet Lars samt nogle af kollegerne fra Mediehuset Sermitsiaq.AG - og så selvfølgelig kateketen og graveren.

Kateketen sang Guutiga Illimmi, læste Salmernes Bog 23 og bad fadervor. Så satte jeg urnen i graven og kastede de tre første skovlfulde grus over den, hvorefter graveren gjorde arbejdet færdig - og jeg kunne afslutningsvis hænge kransen på korset.

Det var så det. Godt det samme, for det var koldt på grund af frisk vind fra vest, temperatur omkring frysepunktet og for mit personlige vedkommende alt for lidt tøj, fordi jeg insisterede på hvid anorak og tynde sorte bukser ved lejligheden.

Men det er godt at vide, at jeg har gjort min pligt - og samtidig var graveren så venlig at gøre opmærksom på, at der er plads til mig på gravstedet. Det afgør sagen. Så behøver jeg ikke at bryde mit hoved med den slags overvejelser fremover.

Gravstedet er i øvrigt ret suverænt. Første række ned mod fjorden på den kæmpemæssige kirkegård - og angiveligt med garanti for, at der ikke kommer til yderligere rækker af gravsteder på den ret stejle skråning ned mod vandet.

I weekenden skal jeg forbi gravstedet for at montere navneplade på korset - og så skal der laves en lille stensætning omkring graven. Kommunen stiller både sten og trillebør til rådighed. Det er faktisk god kommunal service, synes jeg.

Sermitsiaqs fotograf, Leiff Josefsen, tog en stribe fine billeder af begivenheden - og så fik jeg lige et foto fra Bjarne på Øland, som sørgede for, at flaget var hejst derhjemme på Nørremarksvej. På halv til 13.15 og derefter på hel resten af dagen - sådan som man nu gør.